Jeg er sådan set langt henad vejen enig i begge synspunkter. Lige præcis i kampen i går, mod de forsvarende mestre på udebane, giver det for mig at se god nok mening at stille sig stærkt defensivt. Roma er trods alt hverken mestre eller kæmper reelt med om skabet i år, i modsætning til Milan, som jeg stadig ser som førsteudfordrer til Napoli. Desværre var vi så i 1. halvleg begrædeligt ringe til at lave omstillinger, når vi fik muligheden, hvorved det kommer til at se endnu mere defensivt ud. Omvendt må man også konstatere, at Milan trods det massive spilovertag kom til ekstremt få reelle chancer, og det var ikke ligefrem fordi Rui Patricio havde en hård aften i målet eller at milaneserne var ved at brænde træværket af med stolpe-ud-skud. På den konto synes jeg indsatsen var mere end godkendt.
Til gengæld er problemet så, at vi også har tendens til at spille på samme måde mod de mindre hold, også på Olimpico, måske ikke helt så defensivt, men stadig meget afventende. Indsatsen i kampen mod Bologna, med 85 minutters forsvar af en tidlig 1-0-føring, opnået på straffespark endda, var i mine øjne mere kritisabel end Milan-kampen. Og det kan dælme godt være frustrerende, når man som i de sidste 10 minutter i aftes ser, hvor godt og aggressivt holdet faktisk KAN spille.
Om Mourinho skaffer flere pokaler til skabet på Trigoria må tiden vise, det kunne da være hyggeligt med Europa League-pokalen, men man må jo give ham at vi med ham kommer tættere på. Under hovedparten af de nærmest forudgående trænere, hvor vi måske spillede mere underholdende, var tendensen at vi slog de små hold, havde problemer med de mellemstore og tabte til de store. Nu slår vi stadig de små, har stadig problemer med de mellemstore, men spiller (resultatmæssigt) lige op med de store. Halvvejs i denne sæson har vi nu mødt de andre fem ”Big 6”-hold med én sejr, to uafgjort og to (knebne) nederlag til følge (Juventus 0–0, Inter 2–1, Napoli 0–1, Lazio 0–1, Milan 2–2).
Halvvejs i sæsonen ligger vi blot 3 p. fra den attraktive 4. plads; Tammy Abraham må efter to kampafgørende sidste-sekunds-indgreb i træk have fået et boost på selvtilliden; fra og mednæste kamp næste weekend* har vi formentlig Wijnaldum med; og vi har endnu ikke set hvad Solbakken kan. Udsigterne ser altså ikke helt skidt ud. Og nej, champagnefodbold er det ikke, men fodbold handler trods alt OGSÅ om resultater; og ikke kun om at score, men OGSÅ om at forhindre de andre i at score.
(*Edit: Havde lige overset den mellemliggende Coppa Italia-kamp mod Genoa på torsdag, hvor Wijnaldum næppe er med.)
Så jeg vælger den pragmatiske løsning at holde med Roma også under Mourinho, med det han nu kan give klubben (herunder foreløbig én pokal), og derefter holder jeg med Roma under Daniele De Rossi eller hvem der i fremtiden indtager trænerbænken hos Giallorossi.
Daje Roma!
Til gengæld er problemet så, at vi også har tendens til at spille på samme måde mod de mindre hold, også på Olimpico, måske ikke helt så defensivt, men stadig meget afventende. Indsatsen i kampen mod Bologna, med 85 minutters forsvar af en tidlig 1-0-føring, opnået på straffespark endda, var i mine øjne mere kritisabel end Milan-kampen. Og det kan dælme godt være frustrerende, når man som i de sidste 10 minutter i aftes ser, hvor godt og aggressivt holdet faktisk KAN spille.
Om Mourinho skaffer flere pokaler til skabet på Trigoria må tiden vise, det kunne da være hyggeligt med Europa League-pokalen, men man må jo give ham at vi med ham kommer tættere på. Under hovedparten af de nærmest forudgående trænere, hvor vi måske spillede mere underholdende, var tendensen at vi slog de små hold, havde problemer med de mellemstore og tabte til de store. Nu slår vi stadig de små, har stadig problemer med de mellemstore, men spiller (resultatmæssigt) lige op med de store. Halvvejs i denne sæson har vi nu mødt de andre fem ”Big 6”-hold med én sejr, to uafgjort og to (knebne) nederlag til følge (Juventus 0–0, Inter 2–1, Napoli 0–1, Lazio 0–1, Milan 2–2).
Halvvejs i sæsonen ligger vi blot 3 p. fra den attraktive 4. plads; Tammy Abraham må efter to kampafgørende sidste-sekunds-indgreb i træk have fået et boost på selvtilliden; fra og med
(*Edit: Havde lige overset den mellemliggende Coppa Italia-kamp mod Genoa på torsdag, hvor Wijnaldum næppe er med.)
Så jeg vælger den pragmatiske løsning at holde med Roma også under Mourinho, med det han nu kan give klubben (herunder foreløbig én pokal), og derefter holder jeg med Roma under Daniele De Rossi eller hvem der i fremtiden indtager trænerbænken hos Giallorossi.
Daje Roma!