Snak

Mere indhold efter annoncen
Dagens gode Roma-nyhed må være, at klubben nu officielt har indgået en kontraktforlængelse med 19-årige Claudio Cassano fra Primavera-holdet. Cassano har endnu ikke haft debut på førsteholdet, men han er en af de unge Roma-ulve, der spås udtagelse til Mourinhos trup i den resterende del af sæsonen. Han er en målfarlig midterangriber, der i fjorten kampe for Primavera-holdet i indeværende sæson har scoret 9 mål og lavet 6 assists. Han fik sin tidligste fodboldopdragelse i den lille apuliske kystby Besciglie, inden han som 15-årig kom til Romas ungdomsafdeling i 2018. Og nej, der er tilsyneladende ingen familieforbindelser til den tidligere Roma-spiller Antonio Cassano.

PS: Kontrakten går til 2026.
Ledelsen i AS Roma har i dag tilladt Nicolo Zaniolo at forhandle med andre klubber om et skifte allerede nu i januar, selvom han formelt er kontraktligt knyttet til Giallorossi frem til 2024. Ifølge La Repubblica og Tuttosport har Arsenal og Newcastle vist interesse for den 23-årige italienske angriber, mens Nicolo Schira og Gianluca di Marzio fra Sky Sport begge peger på Tottenham og West Ham, samt Borussia Dortmund, som mulige nye arbejdsgivere for Zaniolo. Roma-ledelsen har angiveligt sat mindsteprisen for Zaniolo til € 35 mio. Mest konkret virker interessen p.t. fra Arsenal og Tottenham, der angiveligt overvejer at indgå en låneaftale for resten af sæsonen med henholdsvis en købsoption (Arsenal) og købsobligation (Tottenham) til sommer. Der er næppe nogen tvivl om, at Tiago Pinto ville foretrække et direkte salg allerede nu, men i mangel af bedre kan en udlejning med obligation om køb måske også gøre det.
Meget tyder nu på, at Nicolo Zaniolo forlader Roma i januarvinduet, og efter alt at dømme til en Premier League-klub (både Arsenal, Newcastle, Tottenham, West Ham og Leeds er på tale), eller alternativt Borussia Dortmund. Pibekoncerten mod ham fra hjemmepublikummet da han blev skiftet ud i Genoa-kampen var ifølge Calciomercato det sidste strå, der væltede læsset i hans forhold til hovedstadsklubben. Så nu vil Zaniolo væk, og det er måske også det bedste for begge parter.

Interessen fra de store udenlandske klubber kan nu godt vække en stille undren. Zaniolo har spillet ganske regelmæssigt for Roma igennem de seneste 1½ sæsoner, hvor det er blevet til i alt 41 kampe. I disse har han blot lavet 3 mål og 5 assists, hvilket ikke er imponerende for en offensiv midtbanespiller/angriber. Kurven er endda for nedadgående, da han i indeværende sæsons 13 kampoptrædener har præsteret sølle 1 mål og ingen assists.

Dertil kommer, at Zaniolo trækker uforholdsmæssigt mange kort. I samme periode er det blevet til 14 advarsler og 2 udvisninger. Havde han nu været forsvarspiller eller defensiv midtbanespiller havde det måske været til at forstå, men for en offensivspiller er det temmelig mange. Pellegrini har til sammenligning i samme periode trukket 8 advarsler og 1 udvisning i 44 kampe, og han har vel og mærke ofte haft langt større defensive opgaver.

Med disse tal in mente er det egentlig lidt svært at se, hvad Zaniolo har at tilbyde i storklubber som Arsenal, Tottenham og Dortmund? Men han har da givetvis et talent, der ikke er blevet forløst under Mourinho, og et miljøskifte kan indimellem gøre en stor positiv forskel – som vi selv har oplevet med Tammy Abraham og Paolo Dybala. Så jeg håber oprigtigt for Nicolo, at han snart kommer videre i karrieren og får større succes i sin næste klub.
Caffè Roma
Så er det atter blevet tid til en opdatering på ugens nyheder og rygter med relation til AS Roma. Da vi nu befinder os i midten af transferhøjtiden, bliver det en længere smøre i dag, hvilket jeg håber man vil bære over med.

I onsdags kunne det meldes ud, at klubben har indgået en forlængelse med den 19-årige angriber Claudio Cassano fra Primavera-holdet, så han nu er kontraktligt knyttet til Roma frem til 2026. Cassano har endnu sin førsteholdsdebut til gode, men på Primavera-holdet er han i 14 kampe noteret for 9 mål og 6 assists!

Det er langt fra usandsynligt, at vi får Cassano at se på førsteholdet i løbet af foråret. Eftersom Friedkin-ejerne og Tiago Pinto jf. FFP-reglerne fortsat kører en stram indkøbspolitik, der ikke tillader større indkøb end hvad man tilsvarende har solgt for, har Mourinho måttet vende blikket mod Primavera-holdet som rekrutteringskilde til sin trup. Indtil videre er det blevet til førsteholdsoptrædener for Nicola Zalewski, Felix Afena-Gyan (nu i Cremonese), Filippo Missori, Edoardo Bove, Giacomo Faticanti, Filippo Tripi (nu i slovenske Mura), Cristian Volpato og Benjamin Tahirovic. Hvor Zalewski i efteråret er blevet fast stamspiller, der synes at have overhalet Spinazzola, var Volpato med flere gange under Dybalas skadespause, mens Bove og Tahirovic er kommet med i fast rotation efter VM-pausen. Tahirovic er flere gange blevet lovprist af Mourinho, der spår en stor fremtid for svensk-bosnieren, mens Mou efter Fiorentina-kampen beskrev Bove som en ”syg hund”, hvilket tilsyneladende var positivt ment: »I think of him as a sick dog, because he’s the kind of player who growls and never stops chasing his opponent.« Faktisk er Roma et at de hold i Serie A, der giver mest spilletid til egne ungdomsspillere, og Mourinho den Roma-træner, der har brugt flest af klubbens egne unge spillere i det seneste årti. Og ifølge Corriere dello Sport er der flere på vej, idet Roma-fansene i de kommende måneder foruden ovennævnte Claudio Cassano kan forvente at se navnene Dimitrios Keramitisis (midterforsvarer), Jan Oliveras (venstreback), Luigi Cherubini (venstrewing) og Jordan Majchrzak (centreforward) i holdopstillingerne.

Der er formentlig også en kontraktforlængelse på vej for Paolo Dybala, i hvert fald hvis det står til Tiago Pinto og Roma-ledelsen. Som omtalt i mandags vil Roma gerne allerede nu forlænge aftalen fra 2025 til 2026, samt ifølge Nicolo Schira ikke mindst fjerne en nuværende frikøbsklausul på € 20 mio. Til gengæld vil Dybalas løn stige fra de nuværende € 4,2 mio. om året til € 6 mio., hvilket vil gøre ham til klubbens højestlønnede spiller. Det er nemt at pege på årsager til at Roma gerne vil sikre en fortsat tilknytning til ’El Joya’ (: ”juvelen”). Ifølge Corriere dello Sport har Roma i denne sæson et pointgennemsnit på 2,3 i de kampe, hvor Dybala har været med, mod blot 1,2 i de kampe, hvor han ikke har deltaget. Med sit langskudsmål mod Fiorentina i søndags kom han endvidere op på 28 mål scoret fra udenfor straffesparksfeltet, hvilket ifølge Sky Sport gør ham til den næstbedste langskudsskytte i Europa, kun overgået af Lionel Messi med 55 mål.

En forlængelse med Nemanja Matic er sandsynligvis også nært forestående, idet en klausul i hans kontrakt automatisk forlænger den med et år til 2024, hvis han optræder i mindst halvdelen af sæsonens Serie A-kampe for Roma. Eftersom han indtil videre har spillet i samtlige de 18 første runder, vil dette kriterium blive opfyldt på søndag, hvis han der kommer på banen i kampen mod Spezia.

Der er til gengæld ingen umiddelbar udsigt til en snarlig kontraktforlængelse med Chris Smalling. Smalling har som tidligere omtalt udbedt sig en længere betænkningstid end den Pinto havde stillet ham med udgangen af januar, og han virker sjovt nok ikke voldsomt begejstret ved udsigten til at skulle gå ned i løn, som foreslået af ledelsen. Ifølge Tuttosport vil ikke mindst Juventus nu gå all in på at signe englænderen til sommer. Men ifølge VoceGiallorossa blev Smalling på vej ud af stadion efter kampen i søndags spurgt af nogle unge fans ved udgangen, om ikke han nok ville blive i klubben – hvortil han nikkede bekræftende. Så mon ikke den sag så er afgjort? 😜 I modsat fald kan hans afløser i Romas centrale midterforsvar blive hollandske Perr Schuurs fra Torino, i hvert fald hvis skal tro La Repubblica og Tuttosport. Torino er ikke afvisende for at ville forhandle om en transfer til sommer af den 24-årige hollænder. Også Napoli og flere PL-klubber har vist interesse for Schuurs, men Roma er angiveligt den klub, der indtil videre er mest konkret i sonderingerne.

Forholdet til Nicolo Zaniolo begynder nu at se ud som om det nærmer sig en afslutning. Ledelsen i Roma meddelte onsdag spilleren tilladelse til at forhandle med andre klubber om et skifte allerede nu i januar, selvom han formelt er kontraktligt knyttet til Giallorossi frem til 2024. Ifølge La Repubblica og Tuttosport har Arsenal, Newcastle og Leeds vist interesse for den 23-årige italienske angriber, mens Nicolo Schira og Gianluca di Marzio fra Sky Sports begge peger på Tottenham og West Ham, samt Borussia Dortmund, som hans mulige nye arbejdsgivere; senest meldes tyskerne dog at have trukket sig. Roma-ledelsen har angiveligt sat mindsteprisen for Zaniolo til € 35 mio. Mest konkret virker interessen p.t. fra Arsenal og Tottenham, der angiveligt overvejer at indgå en låneaftale for resten af sæsonen med henholdsvis en købsoption (Arsenal) og købsobligation (Tottenham) til sommer. Sidstnævntes første bud på Zaniolo er ifølge Sky Sports blevet afvist, men forhandlingerne ventes at fortsætte, eftersom Spurs hidtidige planer om at signe Leandro Trossard fra Brighton nu synes dømt ude. Tiago Pinto afviser indtil videre al snak om udlån og kræver et direkte salg allerede nu, og tiden må vise om en udlejning med obligation om køb i sidste ende også kan gøre det. HVIS Zaniolo bliver afsat nu i januar, kan det ifølge Calciomercato betyde, at det alligevel bliver muligt for Roma at hente Davide Frattesi til klubben allerede nu, uden at bryde FFP-reglerne. Zaniolo sad i øvrigt over i søndagens kamp mod Fiorentina med maveonde, men skulle nu være klar igen og har trænet med siden i onsdags.

På skadesfronten er der også positive statusmeldinger om Nicola Zalewski, der blev udskiftet i 2. halvleg af Fiorentina-kampen med en ikke nærmere defineret fysisk skavank, men allerede tirsdag meldtes klar til søndagens kamp mod Spezia. Til gengæld kommer Roma muligvis til at undvære kaptajnen Lorenzo Pellegrini, der fortsat døjer med en småskadet lægmuskel, og ifølge Corriere dello Sport derfor heller ikke kan træne fuldt med.

Dertil har ugen budt på en lidt ærgerlig besked om Giorginio Wijnaldum, som de første meldinger ellers spåede klar igen sidst i januar (de mest optimistiske endda medio januar), men nu lyder det at han næppe kommer på banen førend om en måneds tid; La Gazzetta dello Sport ser kampen den 19. februar mod Hellas Verona som en mulighed. Ganske vist har Wijnaldum siden årsskiftet indgået i den fælles træning, men han kan endnu ikke træne med fuldt ud.

Kampen i søndags mod Fiorentina bød på to jubilæer i Roma-truppen. Bryan Cristante spillede således sin kamp nr. 200 for Roma; han kom til klubben i sommeren 2018. Dertil rundede Rui Patricio en personlig milepæl i samme kamp, idet 2-0-resultatet var karrierens clean sheet nr. 300. Dette er opnået gennem sammenlagt 776 klub- og landskampe, hvilket altså vil sige, at portugiseren har holdt buret rent i 39 % af sine optrædener. Denne samlede statistik stemmer ganske godt overens med præstationerne i hans tid Roma, hvor Patricio i 78 kampe for Giallorossi har holdt lagenet rent 30 gange. Parabéns, Rui!

En anden glad mand efter Fiorentina-kampen må være Marash Kumbulla, der nærmest ingen spilletid har haft siden sin medvirken i Romas 1-6-fadæse imod Bodø Glimt forrige efterår. Kumbulla synes imidlertid at have spillet sig ind i varmen igen hos Mourinho med sin indsats i de to kampe mod Genoa og Viola, og Corriere dello Sport venter derfor at han vil indgå som en mere hyppig rotationsspiller hos Giallorossi i foråret. Al snak om et salg af albaneren i januarvinduet til eksempelvis Torino synes da også forstummet. På pressemødet efter Fiorentina-kampen vurderede Mourinho, at Kumbulla, der i øvrigt ifølge Emanuele Zotti spillede hele kampen med en brækket finger, er en teknisk dygtigere boldspiller end Roger Ibanez, men at spanieren er mere aggressiv i sit forsvarsspil: »The real defensive animal now is Ibanez. He eats anything in front of him.«

På samme møde kom Mourinho desuden med en udmelding, der nok vil skuffe flere romanisti end den vil overraske, idet han konkluderede, at Roma ikke lige står foran en ændring fra tremandsforsvaret til en firebackkæde, som der ellers blev spekuleret i under VM-pausen. »I don’t think the solution is to change the gameplan, because there are many people who can’t play with a four-man defense. We can’t show our weaknesses, we have to hide them.«

Om potentielle indgående transfers til Roma i januarvinduet var Mourinho ligeledes afvisende: »The transfer window? I don’t expect anyone else to come.« En af grundene til denne afdæmpede prognose er uden tvivl, at det kniber gevaldigt med at få gennemført nogen udgående handler – især i form af reelle salg (og ikke blot lejemål). Ud over ovennævnte Zaniolo er det varmeste emne p.t. Eldor Shomurodov, for hvem de ellers fremskredne forhandlinger med Torino gik i stå i sidste uge, idet turinerne ikke ville binde sig for et køb til sommer. Ifølge Torino-ledelsen er transferen dog ikke helt død endnu, og direktøren Davide Vagnati mødtes onsdag med Tiago Pinto for at afprøve om knasterne kunne løses, hvilket det ifølge Tuttomercatoweb ikke lod til at have lykkedes, da Pinto forlod mødet. Ifølge La Nazione har de strandede forhandlinger med Torino udløst en interesse hos Fiorentina for at tilknytte usbekeren, og mere konkret nu også fra Lille, hvor den tidligere Roma-træner Paolo Fonseca gerne vil have Shomurodov til. Ifølge Sky Sport er den nordfranske klub ved at forberede et bud på et køb til € 13-14 mio., hvilket Pinto formentlig godt kunne være fristet af (hos Transfermarkt er albaneren vurderet til € 7 mio.), men hovedpersonen selv vil angiveligt hellere blive i Italien.

Sportitalia beretter i øvrigt, at mange af Serie A’s sportsdirektører skal mødes i Milano i den kommende weekend, heriblandt Tiago Pinto, og en af hans mest presserende opgaver vil formentlig blive at finde en løsning mht. Shomurodov og Karsdorp. Også om Rick Karsdorp forlyder det, at de tilsyneladende ellers afsluttede forhandlinger med Monza måske alligevel kan sparkes i live igen. I hvert fald mødtes Tiago Pinto ifølge Sportitalia med Monza-ledelsen i tirsdags for om muligt at genoptage forhandlingerne om et udlån af Karsdorp, som oprykkerne ellers havde trukket sig fra pga. hollænderens lønniveau.

Roma har som bekendt en anden hollænder udlejet til Valencia i form af Justin Kluivert. Her har han efterhånden overbevist træneren og ledelsen om, at han er værd at tilknytte permanent, men klubberne er fortsat uenige om den rigtige pris. Ifølge ForzaRoma.info vil Roma have € 15 mio. for Kluivert, mens Valencia kun vil betale € 6 mio. Tidligere har bl.a. La Repubblica hævdet, at Roma var parat til at sænke prisen til € 10 mio., hvis transferen blev gennemført nu i januar, hvilket der også har været antydninger af, at spanierne kunne være villige til. Men indtil videre synes der at være lidt vej endnu.

En anden spansk lejeaftale, som sidste uges Roma-café kunne melde var faldet på plads, gjaldt Gonzalo Villar, der efter et halvt år i Sampdoria netop har indgået en ny lejeaftale med Getafe. Villar, der altså stadig ejes af Roma, skal næppe regne med at komme tilbage til hovedstadsklubben foreløbig, da han i et interview med spanske medier har udpeget Mourinho som den primære årsag til sin exit: »I loved life at Roma until someone, whom we all know, came!«

Afslutningsvis kan vi da lige endeligt lukke den romerske affære med Memphis Depay fra Barcelona, der nu er landet i Madrid ti lægetjek hos Atletico, som angiveligt er blevet enige med Barça om et symbolsk transfergebyr på € 3 mio. – kun en sjat højere end de € 2 mio., som oprindeligt var på tale at Roma skulle give for ham. Det var da nok heller ikke transfersummen så meget som hollænderens lønniveau (over € 5 mio.), der lagde en dæmper på den romerske begejstring.
Still, som Tammy Abraham og Dybala ser ud til at begynde at klikke sammen i angrebet, hvem har så brug for endnu et forkælet hollandsk problembarn i Rom?

Daje Roma! ✊🐺
Ud med Zaniolo hvis man kan få en god pris for ham.
Irriterende primadonna træk og dårlige præstationer. Hvordan han føler sig fortjent til en lønforhøjelse, med det spil han har lagt for dagen er vildt arrogant. Lidt modgang og lidt piften fra tilskuerne og han kaster håndklædet. Syntes ellers fansne har været tålmodige med ham, specielt med tanke på hans mange skader, ikke blot knæskaderne men generelt, og det faktum at man vel kan tælle hans gode kampe på én hånd i løbet af det sidste år.
Min tålmodighed er i hvert fald sluppet op.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Enig i ar Zaniola er forkælet og kunne være spændende med en ny spiller istedet og også mere plads til Solbakken
Også held i uheld hvis det giver mulighed for at hente Frattesi allerede nu. Og ja, det kan give mere plads til Solbakken og unge Volpato, og sågar Belotti.

Bare lidt underligt hvad Tottenham og nu senest Brighton m.fl. egentlig ser af potentiale i ham? Jeg kunne så nok bedre se ham i West Ham.
Nå, så fik Juventus frataget de 15 p. og pludselig ligger Lazio, Atalanta og Roma på en delt 4.-6. plads. En underlig situation, men sådan er det jo så. I morgen har Lazio endda Milan hjemme og Atalanta møder just Juventus ude, så Roma har en gylden chance for at rykke alene op på 4. pladsen. Nu har vi fan´me bare ikke at fucke det op! Daje Roma! ✊🐺
I aften venter en vigtig kamp for Roma på udebane mod Spezia. Med Juventus’ fratagelse af 15 p. ligger Lazio, Atalanta og Roma nu på en delt 4.-6. plads med samme antal point, og da Lazio og Atalanta i dag skal møde henholdsvis Milan og Juventus, må Roma siges at have den på papiret letteste mulighed for at bringe sig alene op på fjerdepladsen. Men det kræver selvsagt en sejr.

Roma-truppen tog turen til La Spezia efter formiddagens træning i går lørdag. Med i truppen var ikke den i øjeblikket meget omtalte Nicolo Zaniolo, som selv havde meldt fra til kampen og derfor også er udelukket til næste weekends topopgør mod Napoli. Derudover synes Mourinho at have alle spillere til rådighed, bortset altså (stadigvæk) fra Wijnaldum. Så mon ikke opstillingen bliver noget i stil med denne gamle kending:
Rui Patricio
Mancini - Smalling - Ibanez
Celik - Cristante - Bove/Matic/Tahirovic - Zalewski
Pellegrini
Dybala - Abraham

Størst usikkerhed er der om den defensive midtbaneplads ved siden af Cristante. Man kunne også godt forvente, at Solbakken snart vil få noget spilletid, men som Dybala-Abraham-makkerparret kører lige nu, ville det være dumt ikke at give dem en start sammen igen i dag.

Fra Spezia-lejren er at melde, at holdet angiveligt vil være uden sin topscorer M’Bala Nzola, som er blevet skadet til træning. Hvis det da ikke bare er et røgslør...

Forza Giallorossi! Daje Roma!
Ja super vigtigt med 3 point idag. Syntes ikke Mou skal spille en af de unge igen på midten. Syntes Mandy snart må i spil igen
Annonce