Snak

Mere indhold efter annoncen
Caffè Roma
Det er en intensiv periode hvad angår transferrygter med relation til AS Roma i disse sidste dage inden januarvinduet lukker. Særlig aktivitet og opmærksomhed har i de seneste dage omfattet mulige udgående transfers af Nicolo Zaniolo, Eldor Shomurodov og Matias Viña, om hvem man kan læse mere i flere specielt fokuserede indlæg her på tråden. Kort opsummeret er status på disse tre i skrivende stund, at Zaniolo nu skal vælge imellem om han vil sælges til Bournemouth eller fortsætte i Roma frem til sommer; Shomurodov sendes på en lejeaftale til Spezia for resten af 22/23-sæsonen; og Viña bliver formentlig ligeledes udlejet til førnævnte Bournemouth i foråret.

På dagens fredagscafé tager vi lige en puster fra de mest brandvarme og hektiske meldinger, og serverer i stedet en stor og rolig Caffè Lungo med godt med biscottier til, mens fokus rettes på nogle af alle de andre historier, der ikke fylder helt så meget i overskrifterne i øjeblikket.

Først kan det konstateres, at der efterhånden længe har været forbløffende stille omkring Rick Karsdorp. Ugens eneste konkrete melding er at finde i Corriere dello Sport, ifølge hvem Karsdorps agent (og bror) i starten af ugen mødtes med Roma-ledelsen for at udrede hans reelle transfermuligheder på nuværende tidspunkt. Som tilsyneladende ikke ser for lovende ud, eftersom Roma fortsat stiller sig afvisende over for alt andet end et regulært salg.

Skulle det mod forventning lykkes at slippe af med den tæt tatoverede hollænder i januarvinduet, så er medierne stadig leveringsdygtige i en tilsyneladende endeløs strøm af navne på potentielle afløsere for ham på Romas højrebackplads. Seneste skud på stammen er ifølge Calciomercato den 25-årige tysker Benjamin Henrichs fra RB Leipzig, som også Juventus meldes interesseret i.

Som en naturlig følge af den voldsomme hype omkring Zaniolos mulige afgang fra Roma, er der også dukket yderligere navne op på hvem Tiago Pinto med fordel kunne erstatte ham med i Giallorossis højre angrebsside. Det frækkeste bud synes at være marokkanske Hakim Ziyech fra Chelsea, som Roma ifølge La Repubblica faktisk allerede har afgivet et forhåndstilbud på, i form af en kontrakt til 2026 med en løn på €4½ mio. + bonusser. La Gazzetta dello Sport mener at vide, at Ziyech selv er ganske positivt stemt for udsigten til at kunne sparke karrieren i gang igen i Rom med Mourinho som træner og Dybala og Abraham som angrebsmakkere. Ifølge La Repubblica og The Sun er Chelsea-ledelsen også særdeles velvillige over for en transfer, der ifølge den italienske avis kun skal koste romerne ”et beskedent transfergebyr”, mens den engelske avis ansætter dette til £25 mio.; det er muligt at den slags penge regnes for beskedne i Premier League, men det gør det næppe for Romas kassemester. Uanset hvad, så er Boehly & co. indforståede med, at en handel kun bliver mulig for Roma, hvis Zaniolo bliver solgt. I kulissen meldes Everton ifølge Sky Sports at stå klar med et bud på €28 mio. for marokkaneren, men til Romas fordel tæller, at Chelsea helst vil sælge ham ud af Premier League.

Som to nok mindre sandsynlige afløsere for Zaniolo i Roma har Tuttomercatoweb peget på den 30-årige brasilianske angriber Lucas Moura fra Tottenham, som romerne hævdes at have opført på notesblokken. Moura afviser dog angiveligt selv alle tilnærmelser, da han først ønsker at forlade Spurs på en fri transfer til sommer. Det mest kuriøse emne er måske spanske Adama Traoré fra Wolverhampton, som dennes agent Jorge Mendes ifølge Calciomercato selv har foreslået Roma at købe; det meldes ikke, om der følger et års forbrug af babyolie med i købet.

Mens der stadig var håb om, at transferne af Matias Viña og Eldor Shomurodov ville indbringe nogle kontanter at købe ind for, kunne Tuttomercatoweb berette, at Roma overvejer at forstærke sit midterforsvar med den 33-årige spanier Nacho Fernandez fra Real Madrid, som Mourinho angiveligt har et godt øje til. Det forventes at den spanske kongeklub i givet fald vil afsætte ham ret billigt, da hans kontrakt er tæt på udløb, så måske er der trods de indtil videre begrænsede transferindtægter håb endnu.

På den lidt længere bane og med mulig relevans for transfervinduet til sommer, har Leggo udpeget endnu en marokkaner, midtbanespilleren Sofyan Amrabat fra Fiorentina, som Mourinho angiveligt skulle være ganske lun på at hente til klubben.

Fra Romas eksisterende spillerstab, og vel og mærke den del som klubben gerne vil beholde, har ugens største opmærksomhed tilgået Chris Smalling, hvis kontrakt med Giallorossi udløber til sommer. Tiago Pinto har omkring årsskiftet tilbudt englænderen en 2-årig kontraktforlængelse, men med begrundelse i Smallings alder (33 år), indgår der i aftalen ifølge Calciomercato også en lønreduktion fra €3½ til €2½ mio. om året. Dét synes forsvarsstyrmanden sjovt nok ikke er så fedt, så han har udbedt sig noget tid til at overveje sin fremtid i, hvilket flere andre italienske storklubber nu melder sig på banen for at hjælpe ham med. Senest har Inter ifølge La Gazzetta dello Sport tilbudt Smalling en tilsvarende 2-årig kontrakt, men til en løn af €3 mio.

Så er Stephan El Shaarawy tilsyneladende mere beredvillig til at spænde livremmen lidt ind. Også hans kontrakt udløber til sommer, hvilket indtil videre ikke har afstedkommet nogen reaktion fra Roma-ledelsen. Den 30-årige italiener er ellers en sand ”firmaets mand”, der bestandigt har fundet sig i sin rolle som vikar for stamspillerne, uanset om det har været som angriber, offensiv midtbane eller venstre(wing)back. Og da han altid knokler på og leverer varen ud fra de evner han nu har, og i øvrigt i weekenden scorede karrierens mål nr. 100 mod Spezia (hvor han afløste Zaniolo), er han en spiller efter Mourinhos smag. Begejstringen hos Tiago Pinto og Friedkin-ejerne fremstår nok mere behersket, hvilket kan forklare det manglende udspil fra ledelsen. El Shaarawy selv har meldt klart ud, at han hellere end gerne vil fortsætte for Giallorossi, og senest har han ifølge Francesco Balzani meddelt, at han såmænd også er parat til at gå ned i løn. Tiden må vise om det kan få Pinto til at åbne skuffen med kontraktforlængelser.

Daje Roma! 💛❤️🍺
Ifølge Sky Sports har Nicolo Zaniolo indvilget i at lade sin agent Claudio Vigorelli mødes til forhandling med repræsentanter fra Bournemouths ledelse mht. et eventuelt skifte i januarvinduet til den sydengelske klub. Mødet finder angiveligt sted i disse timer. Emnerne til forhandling skulle bl.a. være lønnen og indføjelsen af en udtrædelsesklausul i tilfælde af at Bournemouth ved sæsonens afslutning rykker ud af Premier League.
Zaniolo afviser endeligt Bournemouth, og bliver dermed i Roma resten af sæsonen.
Kilde: Il Tempo.

Så fik Mou ret...
Dermed heller ingen Ziyech til Roma i denne omgang. Kunne ellers have været spændende.
Friedkin og Pinto er angiveligt rimeligt pissed over Zaniolos beslutning.
Claudio Vigorelli bør nok købe en pude til sin klient, for han risikerer at blive rimelig øm i røven af at sidde på bænken hele foråret.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Zaniolo har spillet højt spil og for at bruge dit eksempel vil de flotte piger i klassen ikke kysse men hende den ikke flotte vil godt. Det er ikke godt for truppen og stemningen at han nu blot skal indtræde i truppen igen men tror stadig Mou vil bruge ham og hvis Zaniolo kommer ind fra bænken og scorer et afgørende mål er alt måske glemt....... fodbold kan være finurligt
Hæ-hæ, ja, og for nu at blive i sammenligningen, så må han nu gå tilbage til den gamle kæreste, som han ellers havde droppet og trashet på SoMe, og hvor han nu nok kommer til at sove på sofaen i et stykke tid. ;D

Men ja, scorer han sejrsmålet i overtiden mod Napoli i morgen, bliver der nok plads under dynen i dobbeltsengen igen... ;)
Mens Roma-rygtebørsen i de seneste 48 timer har haft fuld fokus på Nicolo Zaniolo, så har der været anderledes stille om Matias Viña. I modsætning til sin medieombruste holdkammerat vil den uruguayanske venstreback tilsyneladende gerne til Bournemouth, hvor han selv og de respektive klubber er blevet enige om et lejemål for resten af sæsonen med en købstoption til sommer. Ifølge Sky Sports-folkene Gianluca Di Marzio og Fabrizio Romano vil Roma modtage €1 mio i lejegebyr, mens købsoptionen lyder på €15 mio. Viña har allerede gennemgået lægetjekket og afventer ifølge Corriere dello Sport nu bare det endelige grønne lyse fra træner Mourinho, der før han trykker på knappen vil være sikker på, at der kommer en fuldgod erstatning til i forsvaret.

Et nyligt bud på en sådan kunne ifølge Tuttomercatoweb være den 33-årige spanier Nacho Fernandez fra Real Madrid, som Mourinho angiveligt har et godt øje til; det forventes at den spanske kongeklub i givet fald vil afsætte ham ret billigt, da hans kontrakt er tæt på udløb. La Gazzetta dello Sport kan i dag melde om en anden mulighed, nemlig hollandske Danilo Doekhi fra Union Berlin, som agenter fra klubben angiveligt har tilbudt Pinto. Den 24-årige midterforsvarer er trods sin tilbagetrukne position noteret for 1 mål og 3 assists i 8 bundesligakampe i indeværende sæson – og kan tilsyneladende alligevel købes for blot €5 mio.

Edit: Doekhi har nu lavet 2 mål og 3 assists i 9 kampe for Union Berlin. Han har netop scoret 1-0-målet i et lokalderby mod Hertha.
Så er der en "here we go"-melding fra Il Tempo´s Filippo Biaforo på transferen af Eldor Shomurodov til Spezia på en låneaftale for resten af sæsonen, for hvilket Roma modtager €1½ mio. Der er ingen optioner eller obligationer om køb ved sæsonens afslutning. Den usbekiske angriber har trænet med resten af truppen i dag på Trigoria, men tager i morgen til La Spezia for at gennemgå det obligatoriske helbredstjek.

Edit: Rettelse, Shomurodov er taget til Ligurien allerede i eftermiddag og har bestået lægetjekket. Officiel annoncering ventes meget snart.
BREAKING! Zaniolo has second thoughts. Again.
Ifølge Sky Sports genovervejer Nicolo Zaniolo nu alligevel tilbuddet fra Bournemouth. Han er tilsyneladende blevet skræmt af Mourinhos hårde udmeldinger på eftermiddagens pressemøde inden morgendagens kamp mellem Napoli og Roma, hvor træneren beklagede, at Zaniolo havde besluttet at fortsætte i en klub som han allerede havde udmeldt at han ville væk fra – og at Mou derfor ikke kunne bruge ham på holdet.
Annonce