Nok om Zaniolo og transfers. Nu gælder det atter det som er det primære: I aften er der kamp på Olimpico, hvor Roma tager imod Cremonese i kvartfinalen til Coppa Italia. Lodtrækningen har maget det således, at der i tilfælde af en sejr mod Cremonese venter en på papiret nogenlunde overkommelig semifinale imod enten Fiorentina eller Torino, inden en eventuel finale kommer til at stå imod enten Inter, Juventus eller Lazio. Det kan altsammen blive svært nok, men umiddelbart ligner det Romas største chance for en titel i år.
Spinazzola er den eneste der med sikkerhed ikke indgår i truppen, da han meldes ude i flere uger efter en lårskade mod Napoli. Wijnaldum er angiveligt ved at være så klar, at han godt kan risikere at blive udtaget til truppen, men han vil i så fald næppe være med fra start. Abraham og Matic har også været lidt tvivlsomme efter Napoli-kampen, men skulle være klar igen – men ikke desto mindre forventes de at sidde over i pokalkampen for at spare sig til lørdagens ligakamp mod Empoli. Helt ny i truppen er lejesvenden Diego Llorente, der primært er midterforsvarer, men han vil næppe blive sendt på banen uden en reel chance for at træne med holdet forinden.
Et bud på aftenens startopstilling for Roma kunne derfor se således ud (3-4-2-1):
Patricio
Mancini - Smalling - Ibanez (Kumbulla)
Celik - Cristante - Bove - Zalewski
Dybala - Pellegrini (El Shaarawy)
Belotti
Kumbulla gjorde det vældig fornemt i kampen mod Fiorentina, hvor han afløste en karantæneramt Ibanez, og det er langt fra utænkeligt, at den mere offensivt orienterede albaner kunne være en oplagt vikar for Ibanez igen i dagens pokalkamp på hjemmebane mod Cremonese, hvor han vil kunne være en hovedstødstrussel mod gæsternes mål ved dødbolde.
Fra at stå øverst på Romas transferliste i begyndelsen af januar er unge Bove nu blevet fast førstevikar på den centrale midtbane, hvor han gennemgående også har gjort det godt. Han ligner den mest oplagte afløser for Matic. Mourinho er dog også svært begejstret for den unge svensk-bosnier Tahirovic, hvilket kan være mere vanskeligt at gennemskue årsagen til, men han kan formentlig også være i spil til starttruppen i dag.
Hvis Mourinho ønsker at spare lidt på enten Dybala eller Pellegrini, er brandvarme El Shaarawy en særdeles oplagt vikar på den offensive midtbane, hvor ’Faraoen’ vel trives allerbedst, især ovre i venstresiden.
Helt fremme spår de fleste eksperter en sjælden start for Belotti, der også meget gerne snart måtte komme i gang med at score mål for Roma. Hvilket han jo så passende kan varme op til i dag, inden en mulig semifinale mod Torino i næste runde. Jeg forventer dog også at Solbakken snart må blive givet noget reel spilletid, f.eks. i den sidste halvdel af 2. halvleg i aften.
Daje Roma!