Caffè Roma (Transfer Status Special 1/3)
Efter en imponerende stime med seks kampe i streg uden nederlag, og tilmed tre sejre i fire kampe efter nytår, kom Roma med et plask ned på jorden igen. Først et 1-2-nederlag i søndags ude mod ligaens suveræne tophold Napoli efter en faktisk helt hæderlig Roma-indsats, især i 2. halvleg; og dernæst endnu et nederlag i onsdags med samme cifre hjemme mod ligaens lige så suveræne bundhold Cremonese i pokalturneringen efter en fuldkommen håbløst ringe Roma-indsats.
De eneste positive ting at tage med fra Cremonese-kampen er, at Andrea Belotti langt om længe fik scoret sit tredje mål i Roma-trøjen (han har faktisk også lavet to mål i Europa League, hvis man skulle have glemt det), samt at Giorginio Wijnaldum sad med på bænken. Gini meldes nu endelig at kunne indgå fuldt ud i gruppetræningen, og han ventes gradvist at begynde at få indhop i de kommende uger.
Efter et intenst transfercirkus for Roma både op til og igennem hele januar blev det reelle udkomme af vinduet ikke videre overvældende: Matias Viña og Eldor Shomurodov er udlånt for resten af sæsonen til henholdsvis Bournemouth og Spezia, førstnævnte med en købsoption til sommer, sidstnævnte på et ’tørt lån’ uden optioner. Nævnes her bør også at den udlejede Roma-spiller Gonzalo Villar har skiftet lejemålsadresse fra Sampdoria til Getafe, hvortil han nu er udlånt frem til sommer med en købsoption og betinget købsobligation. Dertil er primavera-spilleren Filippo Tripi blevet solgt til NS Mura i Slovenien. Ind i truppen er kommet angriberen Ola Solbakken på en fri transfer fra Bodø Glimt, mens midterforsvareren Diego Llorente er komme til fra Leeds United, foreløbig på lån i foråret, men med en købsoption til sommer.
Dertil har der i medierne (og her på caffèen) floreret ustyrligt mange rygter om både ind- og udgående transfers, hvoraf en håndfuld af de mere seriøse måske kan fortjene en opsummerende afrunding.
Og lad os da bare få ham overstået med det samme. Nicolo Zaniolo blev som bekendt så utilfreds med klubbens manglende vilje til at indlede nye kontraktforhandlinger allerede nu (selvom kontrakten først udløber i 24), at han i midten af januar bad om blive sat på transferlisten. Reelle bud synes primært at være kommet fra West Ham, Newcastle og Tottenham, der alle gik på lån i foråret med et muligt køb til sommer, nogenlunde til de €30-35 mio. som Roma ville have, men alle med et sæt af betingelser for at et køb ville blive til noget, hvilket Roma ikke kunne acceptere; en købsobligation skulle være betingelsesløs. Derefter lignede Milan det mest seriøse bud, men ikke nok med at milanesernes bud indeholdt mindst lige så mange betingelser for et eventuelt køb til sommer som englændernes, så ville de ikke give mere end €23-25 mio. Da dette også blev afvist af Roma, synes Milan-ledelsen faktisk at have forsøgt at få tilladelse fra sit ejerskab til at indgå en transfer, der opfyldte Romas krav, men dette blev afvist af ejerne. En skuffet Zaniolo lod da melde ud, at han så ville blive i Roma til sommer, hvor Milan formodedes at ville kunne købe ham billigere, fordi hans kontrakt med Roma da ville være gået ind i sit sidste år. Men nu ville Roma-ledelsen efterhånden godt have afsluttet affæren, også for at skaffe midler til mulige indgående transfers, og Dan Friedkin selv fik lavet en tilsyneladende fin aftale med Bournemouth, der betingelsesløst ville købe Zaniolo nu og her for €30-35 mio. og til en imponerende løn på €5m om året, langt mere end hvad han får nu og hvad han havde krævet i lønforhøjelse hos Roma. Den nedrykningstruede Premier League-klub var imidlertid ikke lige Zaniolos kop te, og trods ihærdige bestræbelser fra begge klubbers side på at overtale ham, var svaret nej. Indtil det gik op for hovedpersonen, at helvedes vrede da åbnedes under ham, både i form af Friedkin, Pinto og rasende Roma-ultras, så han måtte flygte fra Rom til sit barndomshjem i La Spezia. Selv Mourinho rystede nu på hovedet af knægten og udelukkede ham fra holdet. Zaniolo gik da i panik og meddelte dagen før deadline day at han nu alligevel gerne ville tage imod tilbuddet fra Bournemouth, men i mellemtiden havde englænderne handlet til anden side, så den dør var lukket. Den sidste potentielle redning så ud til at være Leeds United, der angiveligt afgav et bud på et lån med en købsobligation på €30 mio, men selvom betingelserne for obligationen meldtes at være meget letindfrielige, var svaret fra Rom negativt; nu måtte Zaniolo mærke konsekvenserne af hans handlinger. Dagen efter at vinduet lukkede i alle øvrige europæiske lande, indkom et lånetilbud med købsoption fra Galatasaray (eftersom det tyrkiske vindue er åbent en uge længere), men også det blev straks afvist. Hvis det står til Dan Friedkin kan Zaniolo få lov at rådne op på bænken i de næste 1½ år. Og hvis han ikke møder op til træning hver dag, vil han blive trukket i løn. Tiago Pinto og Jose Mourinho virker en anelse mere pragmatiske, og tegnene herfra synes at være, at man stille og roligt vil prøve at finde en løsning, når dønningerne har lagt sig. Zaniolo selv lagde i går ud med at ville pudse en hær af advokater på Roma for klubbens behandling af ham, men da samme advokater frarådede ham at gå rettens vej, har han i stedet bøjet sig forover og sagt at han står til klubbens fulde disposition. Klubledelsen har foreløbig meldt tilbage, at han udgår af truppen for resten af sæsonen, og torsdag kunne La Gazzetta dello Sport berette, at Roma ventes at slette ham fra den spillerliste, der i de kommende dage skal indgives til UEFA med henblik på forårets Europa League-kampe. Om Zaniolo kommer til at spille mere for Roma er nok tvivlsomt, om end intet er umuligt i Italien. Uanset hvad gætter jeg på at han bliver solgt til sommer, formentlig for et beløb i omegnen af €20 mio.
Sagen om Romas anden enfant terrible, Rick Karsdorp, behøver ikke at blive genfortalt her, men efter balladen med Mourinho og dernæst hele klubben lignede det en sikker sag, at han ville forlade Roma i januarvinduet. Men da januar kom, skete der vedvarende mindre og mindre. I starten lignede Juventus det bedste bud på en ny arbejdsgiver for hollænderen, hvor Allegri & co. så ham som en mulig afløser for Juan Cuadrado. La Vecchia Signora foretrak dog en låneaftale med en købsoption, hvilket ikke rakte for Roma. Ifølge Corriere della Sera kom der faktisk et reelt købstilbud fra Juventus, der ville give €5 mio. for Karsdorp, men det blev afvist af Roma, der ville have omkring det dobbelte. I stedet foreslog Juventus ifølge SportMediaset en byttehandel lige over med Mattia De Sciglio, hvilket Tiago Pinto ligeledes afviste. Et andet problem med et skifte til Juventus (eller Inter, som også har været på tale) var, at Roma – i hvert fald i starten – helst ville sende den hollandske højreback helt ud af landet. Her lignede den mest seriøse mulighed Olympique Lyonnais, som Roma traditionelt har gode forbindelser til, men der er aldrig kommet meldinger om noget konkret bud fra Lyon. Hjemme i Holland skulle både Ajax og Feyenoord have overvejet det, uden at der kom noget ud af det heller. Det bedste konkrete bud kom tilsyneladende fra Fulham, der ifølge Leggo ville give €8 mio. for Karsdorp med henblik på et skifte i januar; men Roma ville fortsat ikke slække på kravet om €10 mio. I sidste ende var Roma så ved at få en aftale i stand med Monza, der ifølge Sky Sports ville leje Karsdorp med den obligation, at lånet ville blive konverteret til et køb, hvis klubben undgår nedrykning. Men allerede dagen efter døde den historie, da Corriere dello Sport kunne berette, at Berlusconis klub havde fået kolde fødder, da de erfarede, at Karsdorp trækker en løn på €2,2 mio. Samtidig kom der også allerede omkring årsskiftet mere forsonende udmeldinger fra Roma-lejren om, at både Mourinho og Karsdorp nu var indstillet på at fortsætte forholdet sæsonen ud. Og det ser nu også ud til at være det, der kommer til at ske. Ifølge Il Tempo kan vi få Karsdorp at se på Romas højrekant så snart han er ovre en aktuel mindre skade. Faktisk melder Sky Sports nu at Karsdorp kommer med på føromtalte indmeldte spillerliste til UEFA, og at han allerede kan blive udtaget til truppen lørdag imod Empoli. Sådan kan tingene nogle gange ændre sig hurtigt. Hollænderen kan da vel for pokker heller dårligt gøre det meget værre end Celik i onsdags mod Cremonese...
Senere i dag følger andet afsnit af statusrapporten med fokus på Romas uforløste transferhistorier om Edoardo Bove og Davide Frattesi.