Caffè Roma
Dagen derpå efter et ærgerligt nederlag i den første 1/16-finale på udebane i Salzburg. Ærgerlig pga. den sene scoring imod og fordi vi egentlig virkede til at have ganske god kontrol på kampen og selv havde haft et par store chancer, som Abraham og Belotti burde have scoret på. Still, ulykken er ikke større end at det kan rettes op i returkampen. Dog må man også med en vis bekymring konstatere, at udbyttet af de seneste seks kampe hedder 2 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag. Og søndagens hjemmekamp mod Verona behøver ingenlunde blive en lettere opgave, da veroneserne i øjeblikket kører et umådelig stærkt forsvar (kun 3 indgående mål i seneste 6 kampe). Ellers var at notere at Wijnaldum fik lidt flere kampminutter i benene og at Karsdorp havde fundet vej tilbage til bænken.
Samme Rick Karsdorp har i et interview til RomaTV op til kampen udtalt, at han er glad for at være tilbage for Roma, at hans knæskade synes helt overstået og at de ting som hans advokat og FIFPro har anklaget klubben for, ikke er sket med hans billigelse. Omvendt udtalte Mourinho på pressemødet før kampen, at det havde været forkert af ham at kalde Karsdorp en ”forræder”; »I didn’t like his attitude, but the word itself was too heavy.«
Om Giorginio Wijnaldum er at berette, at Roma ifølge Il Tempo vil prøve enten at overtale PSG til at sælge ham med en rabat pga. langtidsskaden eller alternativt forlænge lejemålet af ham med et år og en tilknyttet købsoption. Sidstnævnte løsning vil ifølge La Repubblica kræve at han forinden forlænger sin kontrakt med PSG, da denne udløber i 2024 og han tilsyneladende ikke kan udlejes mere inden for den gældende ordning. Et permanent skifte til Roma vil rimeligvis medføre en betydelig lønnedgang i forhold til de mere end €7 mio som Wijnaldum trækker nu.
Nemanja Matic meldes snart at have nået det antal spillede minutter, der vil berettige ham til en et-årig forlængelse af sin kontrakt med Roma. Han er ifølge Corriere dello Sport også vældig tilfreds med sit ophold i klubben og indstillet på at blive, men hans endelige valg afhænger også af, om José Mourinho ender med at blive eller ej.
Det samme gælder i store træk for Paolo Dybala, hvis fortsatte tilknytning til Roma mere og mere synes at afhænge af om klubben kvalificerer sig til Champions League i 23/24, samt om hvorvidt José Mourinho bliver som træner – hvilket formentligt ligeledes især afhænger af en CL-kvalifikation. Men derudover meldes Dybala ifølge Il Messaggero at stortrives med sin nuværende succes og centrale rolle i hovedstadsklubben. Hans opblomstring er dog ikke gået ubemærket hen i udlandet, og især Manchester United skulle ifølge Sport aktuelt overveje at udnytte hans frikøbsklausul for klubber uden for Italien på sølle €12 mio; Roma vil da også i løbet af marts måned søge at forhandle en ny kontrakt på plads med argentineren, hvori der ikke skal indgå noget frikøb.
Endnu en Roma-personlighed, hvis fortsatte tilknytning til klubben synes at afhænge af CL-kvalifikationen, er Chris Smalling. Ifølge Il Messaggero afventer Tiago Pinto fortsat et svar fra englænderens agent, James Featherstone, på det indledende tilbud om kontraktforlængelse, som klubben afgav i januar. Featherstone er i mellemtiden blevet kontaktet af Inter, der er interesseret i Smalling som mulig afløser for Skriniar til sommer.
Både Manchester United, Aston Villa og Arsenal meldes ifølge Marca at have forhørt sig om Tammy Abraham, som Roma imidlertid ikke er til sinds at slippe for mindre end hans kontraktlige frikøbsklausul på €80 mio. Englænderen virker da heller ikke selv længere særlig forhippet på at forlade hovedstadsklubben, nu hvor målscoringen så småt er kommet i gang igen.
På Romas egen ønskeliste over nye spillere til sommer indtager Davide Frattesi fra Sassuolo fortsat den øverste plads. Om ham melder La Gazzetta dello Sport, at der vitterligt var reelle sidste-øjebliks-forhandlinger mellem klubberne om en transfer i januarvinduets sidste dage, mens det stadig så ud til at Nicolo Zaniolo ville blive solgt til Bournemouth, men da Zaniolo afviste skiftet, faldt også en tidlig Frattesi-transfer til jorden. Nu meldes så i mellemtiden også Juventus at være klar med tilnærmelser i forbindelse med sommervinduet, selvom Frattesi selv fortsat giver klart udtryk for at han skal til Rom.
I den seneste uge er danske Morten Hjulmand fra Lecce hoppet godt op ad Romas transferrygteliste med henblik på sommeren. Mourinho skulle angiveligt synes godt om den 23-årige amagerkaner, og der spekuleres allerede nu i en byttehandel mod Benjamin Tahirovic til sommer. Ifølge Calciomercato indleder Roma allerede nu forhandlinger med Lecce, der for sin del har meldt ud, at prisen for Hjulmand er mindst €20 mio.
Længere nede ad samme liste huserer ifølge Marca fortsat 21-årige Rodolfo Cardoso fra brasilianske Internacional. Den amerikanske landsholdsspiller er som udgangspunkt defensiv midtbanespiller, men hos brasilianerne er han med held også blevet anvendt mere offensivt og sågar som falsk nier. Cardosos kontrakt med Internacional udløber i 2024.
Et nyt navn på rygtelisten er ifølge Leggo 20-årige Jarrad Branthwaite, der aktuelt er udlejet fra Everton til PSV Eindhoven. Den engelske midterforsvarer er angiveligt blomstret op efter at være kommet væk fra PL.
Det kan måske også være værd at nævne en lidt kuriøs historie, som sidste weekend dukkede op i Calciomercato. Ifølge Giorgio Ciaschini, der tidligere har været assistenttræner for Carlo Ancelotti, nærer denne et gammelt ønske om at være træner for Roma, den klub som han var tilknyttet i længst tid som spiller; i årene 1979–87 spillede Ancelotti 171 kampe for Giallorossi, og vandt et mesterskab og fire pokaltitler med klubben. 63-årige Ancelotti har kontrakt med Real Madrid frem til 2024. Han er aktuelt rygtet til landstrænerposten i Brasilien med et muligt skifte allerede til sommer. Dette er dog blevet afvist af Ancelotti selv, og sidste fredag udsendte det brasilianske fodboldforbund ligeledes en formel afvisning af forlydendet. Så HVIS Mourinho smutter til sommer OG brasilianerne finder en anden landstræner (f.eks. Mou), så synes det altså ikke helt utopisk at Ancelotti kunne finde vej til Trigoria og Olimpico! I så fald burde der være chance for at vi endelig kan få den firebackkæde, som så mange Roma-fans ønsker, idet Don Carlo især er kendt for at benytte 4-4-2 og 4-3-3-systemer.
Fra ledelsesgangene hos Roma kan det endvidere berettes, at Tiago Pinto forrige torsdag mødtes med repræsentanter fra UEFA i Schweiz for at redegøre for klubbens transferaktivitet henover vinteren. AS Roma er pga. af sin betydelige gæld – ifølge Calciomercato €271 mio – en af de italienske klubber, som UEFA holder et særligt vågent FFP-øje med. Også Inter og Juventus er på samme overvågningsliste. Romas handler over de seneste måneder blev imidlertid godkendt af UEFA, og det er nu planen at parterne skal mødes med regelmæssige mellemrum for at undgå uoverensstemmelser fremover.
Fra de højere luftlag kan det også berettes, at Roma ifølge Calcio e Finanza overvejer at udskifte sponsornavnet på trøjen fra DigitalBits til Toyota. Klubben tegnede kontrakt med kryptobanken i 2021 for €35 mio frem til og med sæsonen 23/24. Det er angiveligt DigitalBits stridigheder med Inter og Atletico Madrid, der har fået Roma-ledelsen til at genoverveje sponsoratet. Toyota er for nylig indtrådt som Romas hovedsponsor.
Om selve trøjesponsoratet kan endelig meldes fra samme Calcio e Finanza, at Romas planlagte skifte fra New Balance til Adidas allerede til sommer nu ser ud til at gå igennem, idet New Balance netop har tabt en retssag hvori de protesterede imod skiftet. Til orientering kan nævnes, at der nu er heftigt udsalg af New Balance-produkter på RomaShoppen...
God weekend. Daje Roma!