Jeg har en iagttagelse (ikke en provokation), som jeg synes kunne være interessant, at høre jeres holdning til.
Og det skal i øvrigt siges, at det ikke er linket til gårsdagens udvisning, men et mere generelt perspektiv.
Jeg har tidligere været stor fan af Mourinho. Synes han havde (datid) en fed aura omkring sig.
Og han var ikke mindst selvfølgelig en ekstremt dygtig træner. I hvert fald på nogle punkter.
Den gode portugiser har bl.a. (i hvert fald tidligere) været eminent til, at skabe et "os mod verden" narrativ, som affødte et virkeligt stærk internt sammenhold.
Når man ser på hans store hold i navnlig Porto, Chelsea og Inter var de karakteriseret af enheder der ofrede sig for hinanden. Sammenholdet var den største stjerne og det var, langt henad vejen, drevet af en "ydre fjende".
Men jeg synes også den aura har ændret sig en del. Og i relation til netop dette oplæg, oplever jeg ikke den "magi" i Roma.
Min iagttagelse går på , hvad det gør ved de hold Mourinho står i spidsen for.
Som jeg har set Roma under Mourinho (og navnlig i år), tager de meget af Mourinhos attitude med ind på banen.
Dyrkelsen af uretfærdighed, meget voldsomme reaktioner overfor dommere, offermentalitet.
Nuvel, ovenstående er selvfølgelig ikke unikt for Roma, men jeg har alligevel en oplevelse af, at det i Roma er ret udpræget. Og yderligere at det er blevet mere udpræget under Mourinho. Derudover virker det, igen fra min vinkel, som en mere kollektiv adfærd, fremfor enkelte spillere som Theo, Berardi osv der bare desværre har den attitude.
Dernæst har jeg også bidt mærke i konflikterne med enkelte spillere - Karsdorp og Zaniolo springer selvfølgelig i øjnene. Men jeg husker også udtalelser omkring, at holdet bare ikke var godt nok osv.
Mourinho har dog tidligere haft personkonflikter (Diego Costa, Casillas etc), men det virker som om, at det er langt mindre kalkuleret end tidligere.
Og alt i alt anser jeg, at Mourinhos facon ikke længere fungerer. Snarere tværtimod.
Jeg sidder med en oplevelse af, at han er langt mindre kalkuleret og meget mere i sine følelsers vold end tidligere.
Men igen, det er min personlige vurdering på et ikke komplet grundlag.
Første spørgsmål er selvfølgelig om I oplever det samme som jeg. I ser med sikkerhed mere Roma-fodbold end jeg gør og dermed har I også belæg for en langt mere nuanceret analyse.
Dernæst (og såfremt man er helt eller delvist enig), hvad er outcome?
Oplever I at holdet rykker sammen (eller det modsatte)?
Hvordan reagerer holdet på konspirationer som den i går (at Sera er fra Torino med henvisning til næste weekends kamp mod Juve)?
Har Mourinho ændret kulturen hos både spillere og fans? Og i så fald, hvordan?
Kunne være interessant, at høre jeres input. Og for lige at understrege det igen - det er ikke ment som en provokation, omend jeg selvfølgelig er med på, at det kan være en rød klud ift ens klubfølelse.