Snak

Mere indhold efter annoncen
Romas starting XI mod Real Sociedad:

Patricio
Mancini - Smalling - Llorente
Karsdorp - Cristante - Matic - El Shaarawy
Dybala - Pellegrini
Abraham
YES! Dybala > Abraham > Faraoen > 1-0! :D
😄⚽⚽🍺 Kumbulla er endnu engang en super hovedstødstrussel. Sikke et indhop!
Dejlig sejr! Virkelig solid indsats af Roma hele vejen rundt. Llorente havde en flot debut i forsvaret, hvor man dårligt bemærkede at det ikke var Ibanez. Derefter gik Kumbulla ind og gjorde det ligeså godt i 2. halvleg, og så har albaneren bare den der x-faktor fremme foran modstandernes mål ved dødbolde. Herligt med et velfortjent mål til ham. Også superflot høvlet ind af faraoen til 1-0 efter et generelt smukt opspil. Ligeledes gode indhop af Spinazzola og Belotti. Sidstnævnte gjorde virkelig ondt på Sociedad både på midtbanen og i forsvaret og trak rigtig mange frispark. Og oven i købet et fornuftigt resultat inden returkampen, hvor man må formode at de lidt skuffende baskere kommer ud med et andet udtryk. Så jeg har faktisk ikke noget som helst at brokke mig over. 😃🍷

Daje Roma! 💛❤️
Torsdag aften besluttede den sportslige undersøgelsesdomstol procure federale, at anklage fjerdedommer Marco Serra for brud på såvel de juridiske som etiske dommerregler i den efterhånden nok så omtalte konflikt imellem Serra og Romas træner Jose Mourinho ifm. kampen mellem Cremonese og Roma forrige weekend. Ud fra det tilgængelige video- og lydmateriale, der primært er stillet til rådighed af tv-stationen DAZN (idet dommernes eget lydsystem ikke havde optagelser fra hændelsen), har undersøgelsen ifølge Corriere dello Sport og ANSA således fundet støtte for Mourinhos udlægning af episoden. Serra er nu indklaget for disciplinærkomitéen, for hvilken han har fået fem dage til at forsvare sig. Ifølge Corriere dello Sport tyder det på at Serra kan imødese en diskvalificering og suspension fra dommerembedet for en tidsubestemt periode. Det ventes herefter også, at FIGC vil annullere den oprindeligt givne karantæne på to spilledage til Mourinho, der er blevet udsat så længe undersøgelserne står på.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Caffè Roma
Dagen derpå efter en smuk aften på Olimpico. Et klassisk eksempel på Mourinho-fodbold, når det er bedst. Aggressivt og effektivitet forsvarsspil over hele banen, hurtige omstillinger (1-0) og farlige dødbolde (2-0). Et ganske fornuftigt udgangspunkt inden returkampen i næste uge, hvor man dog må formode at baskerne gør mere modstand – det eneste skuffende ved kampen var reelt gæsternes niveau, som jeg havde forventet mere af.

Dertil desværre også to mindre gode konsekvenser af EL-kampen. Lorenzo Pellegrini pådrog sig en hovedskade, så han måtte udskiftes. En CAT-scanning på stadion tydede heldigvis ikke på nogen hjernerystelse, men det er nok tvivlsomt om han kan være med mod Sassuolo på søndag. Det samme gælder debutanten Diego Llorente, der måtte udgå i pausen med en lårskade.

Da det jo er fredag, følger her også den sædvanlige rygtesmøre fra ugen der gik vedrørende AS Roma. Først godt nyt om Chris Smalling, som Tiago Pinto ifølge Il Tempo er godt i gang med at forhandle en kontraktforlængelse på plads med. Meldingerne lyder på en ny længevarende kontrakt (usagt hvor længe) og et lønniveau lidt under hans nuværende €4 mio. (inkl. bonusser). Selvom Smalling endnu ikke har besluttet sig, synes indtrykket at være, at han formentlig beslutter sig for at blive.

Ikke nok med at en tilsyneladende modnet Gianluca Mancini i denne sæson sammen med førnævnte Smalling indgår i et af Europas stærkeste tremandsforsvar, så lavede han som bekendt også lidt af en kongekasse i søndagens kamp imod Juventus. Dét har ifølge Calciomercato fået klubber som Tottenham og Inter til at spørge til hans fremtidige planer, men eftersom Romas vicekaptajn for nylig har forlænget sin kontrakt til 2027, tyder alt på, at han bliver i den evige stad en rum tid endnu.

Den netop landsholdsudtagne brasilianer Roger Ibanez har ligesom resten af Romas forsvarskæde påkaldt sig interesse fra Premier League. For Ibanez drejer det sig ifølge journalisten Francesco Balzano primært om Newcastle og Tottenham, samt ifølge Calciomercato om West Ham, men Ibanez´ gældende frikøbsklausul på €80 mio. er trods alt nok i overkanten af hvad de vil give, og Roma synes ifølge Balzano ikke til sinds at ville sælge ham billigere.

Selvom hele forsvarskæden således synes tæt på sikret for den kommende sæson, så har ugen budt på et interessant rygte om en mulig forstærkning. Roma meldes ifølge Calciomercato blandt de interesserede i den 28-årige midterforsvarer Aymeric Laporte, der i den senere tid er blevet rygtet på vej væk fra Manchester City. Laporte trækker aktuelt en løn på €7 mio., hvilket imidlertid vil kunne lettes af det italienske ”Growth Decree”, der i praksis betaler halvdelen af lønnen gennem skattefradrag. Der nævnes dog også mange alternative klubadresser, såsom PSG og Juventus, og Laporte selv vil angiveligt helst til Barcelona. Da han har kontrakt med Man City adskillige år endnu, er det selvfølgelig også en mulighed, at han bliver dér.

Hvad angår sommerens mulige forstærkninger til Romas midtbane kunne Leggo Milano i weekenden berette, at Juventus vil forsøge at hijacke sig ind på Romas planer om at signe Morten Hjulmand fra Lecce, men det gælder jo reelt for de fleste af vores transferplaner.

Ifølge Footmercato er Roma fortsat i spil som ny arbejdsgiver for franske Houssem Aouar fra Lyon, hvis kontrakt udløber til sommer. Den 24-årige midtbanespiller har meldt klart ud, at han vil videre, og han har angiveligt meddelt sin agent, at han går mere op i hvilken klub der ligner det bedste projekt end hvad der står på lønchecken. Ifølge Calciomercato er Napoli og Roma p.t. de to mest seriøse bud, men også Real Betis og Eintracht Frankfurt oplistes som realistiske muligheder.

Et nyt potentielt emne til midtbanen dukkede op i tirsdags, hvor Sky Sport DE (og bold.dk) kunne berette, at når tyske Mahmoud Dahouds kontrakt med Borussia Dortmund udløber til sommer, bliver det tilsyneladende ikke vanskeligt for ham at finde en ny arbejdsgiver. Hele ni klubber rundt om i Europa meldes således interesserede i den 27-årige centrale midtbanespiller, heriblandt Roma. Blandt de mere celebre medbejlere kan nævnes Arsenal, Napoli, Milan og Atletico Madrid. Dahoud har siddet ude det meste af indeværende sæson pga. en skulderskade.

I midtbanemæssig sammenhæng kunne caffèen sidste fredag fortælle, at Juan Cuadrados agent havde tilbudt ham til bl.a. Roma som en ”free agent” på højre backplads, når hans kontrakt med Juventus udløber til sommer. Men ifølge Alfredo Pedulla har Roma besvaret tilbuddet med larmende tavshed.

Fremme i Romas front har ugens historier primært vedrørt Tammy Abraham, som The Daily Mail i sidste weekend kunne afsløre, at både Aston Villa og Everton havde forsøgt at købe i januarvinduet, men begge klubbers bud blev afvist. Der kommer noget svingende udmeldinger i medierne om hvor meget Roma egentlig vil kræve for ham, samt om hvorvidt Chelsea vil gøre brug af deres frikøbsklausul på ham, hvilket de kan gøre til sommer. Som udgangspunkt synes jeg La Gazzetta dello Sports udlægning lyder mest plausibel. Den går på, at hvis Abraham i løbet af foråret formår at rejse sit nuværende niveau (7 mål i 34 kampe) til noget der minder om sidste sæson (27 mål i 53 kampe), vil Roma formentlig helst beholde ham. Hvis ikke, kan han blive sat til salg til sommer for omkring €75 mio. Både Villa og Everton meldes fortsat interesserede, ligesom Man United vedvarende nævnes som en mulighed.

Om Jose Mourinhos egen forbliven i det romerske trænersæde har der været ret stille i denne uge, om end La Gazzetta dello Sport mener at vide, at Roma angiveligt er en af flere klubber, der har forhørt sig på Thomas Tuchel som mulig ny træner i næste sæson, i det tilfælde Mourinho render af pladsen før tid. Også Real Madrid og Inter meldes interesserede i den tidligere PSG- og Chelsea-træner.

God weekend!
Tak for Update JGGJ.
Dejlig sejr og endnu et clean sheet. Det er efterhånden ved og være en del 1-0 og 2-0 vi laver og det er jo fantastisk med vores beton forsvar der næsten altid holder 0’et. Specielt når vi ikke laver så mange mål selv. Stemningen er igen god og med Smalling positiv på kontrakt forlængelse ser det godt ud. Nu skal vi have Tammy igang så han slutter godt af og kan hjælpe til top 4 og måske en EL pokal.
Nå 3 point i weekenden er næste target.
God weekend
Det er svært ikke at blive bare lidt imponeret over det forsvar. En ting er de få mål imod, men også xG imod er jo utrolig lav. Og imponerende at indhoppet af Llorente/Kumbulla isf Ibanez reelt ikke ændrede på noget. Det lover sgu meget godt.

Og ja, nu skal vi dælme godt nok gerne høste 3 sikre point mod Sassuolo på Olimpico på søndag. En bidsk uge venter med returkamp i San Sebastian og derefter et Derby della Capitale næste søndag. Heldigvis har Lazio da også en svær udekamp i Europa om torsdagen som optakt, så i det mindste lige vilkår dér.
Romas sejr over Real Sociedad i aftes har desværre haft nogle omkostninger på skadeslisten. Diego Llorente måtte udgå med en lårskade i pausen; Lorenzo Pellegrini fik en alvorlig hovedskade, som nu er blevet syet med 30 sting (dog heldigvis ingen tegn på hjernerystelse); og nu meldes også Andrea Belotti ude i formentlig en længere periode pga. et brud på det højre håndled. Goddamn, nu var han endelig lige kommet i gang!

Vi skal således efter alt at dømme regne alle tre ude af truppen til søndagens kamp mod Sassuolo. I øvrigt ligesom Cristante, der har karantæne.

Mon ikke Wijnaldum sættes ind på Pellegrinis plads? Selvom jeg klart ville foretrække El Shaarawy. Ibanez er tilbage i forsvaret, og Abraham kan vel klare angrebet alene som sædvanlig; aktuelt ingen meldinger på om Solbakken er blevet sin skade kvit. Lidt luren på hvad Mou gør på den defensive højre midtbane, hvor Cristante er ude. Mady Camara har ingen spilletid haft i flere måneder; Darboe er næppe klar endnu. Bove kunne være en løsning. Man kunne også prøve med Celik derinde, sammen med Karsdorp på højrewingbacken. Spina eller Zalewski på venstrekanten?
Til trods for at procure federale i går aftes valgte at anklage Marco Serra for flere brud på dommerreglerne ifm. hans kontrovers med Jose Mourinho under Romas udekamp mod Cremonese, så valgte FIGC i dag alligevel at fastholde de to spilledages karantæne til Mourinho med øjeblikkelig virkning, hvilket betyder at Mou er udelukket fra søndagens hjemmekamp mod Sassuolo og næste søndags Derby della Capitale.

Roma har prompte reageret ved at proklamere et "media blackout", der lukker ned for alle interviews med spillere og ansatte for resten af sæsonen frem til landskampspausen (edit; den første udmelding fra Football-Italia om varighed resten af sæsonen var tilsyneladende fejlagtig). Eneste undtagelse er næste uges EL-kamp i San Sebastian, hvor klubben er forpligtet over for UEFA til at stille til medieinterviews.

Dertil er der her til aften kommet et nyt emne i spil til Romas trænersæde fra næste sæson: Antonio Conte*. Efter nederlaget til Milan i CL synes Tottenhams tålmodighed med Conte og omvendt brugt op, og et brud efter denne sæson virker så godt som sikkert. Og ifølge Inter-kommentatoren Christian Recalcati peger meget på at Contes næste destination er Roma, som allerede var i kontakt med hinanden inden Contes valg af Spurs og Romas efterfølgende valg af Mou.

*Edit: "Bruno Conte", HA! Ikke mere rødvin til mig i aften... 😝
Annonce