Snak

Mere indhold efter annoncen
Der er dog for stor forskel på Roma uden Smalling, Dybala , Matic og SES end med.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Dagen derpå for Roma efter en på ingen måder opløftende aften i Bergamo. Nederlaget på 1-3 var slemt nok til at vi akkurat rykkede ud af Top 4, om end med mindst mulige margin i forhold til Milan. Værre end selve nederlaget var en ny skade til vores vigtigste spiller Dybala samt endnu en skade i forsvaret til Llorente. Det blev også tydeligt, hvor afhængige vi er af Smalling til at dirigere forsvaret. Med Smalling og Dybala ude i de kommende ugers vigtige kampe er det svært at have rigtig store forhåbeninger om en snarlig tilbagevenden til Top 4 – eller til en finaleplads i Europa League, for den sags skyld. Faktisk kan man vel næsten sige, at semifinalepladsen blev præcis så dyr som man kunne have frygtet. Tre skadede stamspillere (Smalling, Wijnaldum og Dybala) og en sandsynligvis misset Top 4.

Ifølge Filippo Biafora fra Il Tempo fik Dybala en forstuvet venstre ankel som følge af Palominos glidende tackling, der i mine gul-røde øjne var til mere end gult. Det tyder på i hvert fald et par ugers skadespause. Llorente pådrog sig en lårmuskelskade og bliver næppe heller klar igen før tidligst medio maj.

Det bedste der er at sige om den kamp er vel, at kaptajn Pellegrini igen gjorde det smukt og fortsatte sin ”målstime”, og at Belotti nu kan skrive endnu en assist på sin liste. Bittert at Pellegrinis frisparkshug ikke gik ind. Det er jo helt absurd så mange stolpe-ud-skud det er blevet til for Roma i denne sæson. Ligeledes absurd uheldigt med Rui Patricios flop umiddelbart efter reduceringen. Det var afgjort ikke de romerske guder der gjorde sig gældende i fordelingen af held og uheld i aftes. Med mindre de var ude i en eller anden straffemission.

Når det er sagt, så mener jeg nu også at Mourinhos valg bærer en del af skylden. Portugiseren er med rette blevet rost for sine taktiske manøvrer i de seneste kampe, men i går var Gasperini afgjort den snedigste af de to. Jeg er helt med på, at Matic og Spinazzola havde brug for en pause. Og Dybala burde nok slet ikke være blevet sat ind, han var tydeligvis ikke klar. Men når holdet i forvejen var ramt af så mange påtvunge skader og pauser (Smalling, Matic, Wijnaldum, Spinazzola, Dybala), så har jeg svært at se fornuften i også at holde El Shaarawy på bænken til fordel for den helt uprøvede Solbakken. Det var måske fair nok at prøve om Llorente kunne vikariere for Smalling inde centralt i forsvaret, men når det snart stod klart for enhver – selv de danske kommentatorer – at dette ikke var nogen god idé, så burde Mou enten have lavet en rokade i forsvaret (med Ibanez eller Mancini ind centralt) eller sat Kumbulla ind på pladsen. Og ja, Kumbulla har også sine tydelige svagheder, men han har vikarieret for Smalling før med betydeligt bedre held end hvad stakkels Llorente oplevede i går. Man kan vel godt sige at spanieren var involveret i samtlige tre mål imod, inden han måtte udgå med en semi-alvorlig skade. Stakkels knægt! Det kan meget vel vise sig at blive hans sidste kamp i Roma-trøjen, idet de nylige overvejelser om at signe ham efter lejemålets ophør til sommer nok ikke længere er helt så aktuelle.

Jeg synes heller ikke det tjener til Mourinhos ros med den bombastiske firedobbelte udskiftning efter en time. Det er sgu ikke ishockey, hvor man kan skifte mellem A- og B-kæden midt i en kamp, og jeg har i hvert fald endnu til gode af se en kamp, hvor der kommer noget resultatmæssigt godt ud af den slags. Og for holdmoralen er det i hvert fald ikke gavnligt. Til syvende og sidst peger den slags handlinger for mig at se primært tilbage på træneren og en fejlslagen startopstilling. At det sammen med Belottis efterfølgende indskiftning 10 minutter før tid så resulterede i, at der ikke var flere indskiftningsmuligheder da Llorente og Dybala blev skadede, var sort uheld, som jeg ikke helt vil klandre Mourinho for. Men at han lod en haltende og smågrædende Dybala ”spille” videre i de sidste 5 minutter er jo direkte idiotisk, med stor fare for at forværre skaden betydeligt.

En sort aften i Bergamo, der meget vel kan blive det negative vendepunkt for AS Roma i et ellers lovende forår. Det er meget svært lige nu at se hvordan vi skal kunne vride noget positivt ud af de kommende ugers kampe mod Milan, Inter og Bayer Leverkusen – eller Monza for den sags skyld. Måske kan Roma-spillerne i det mindst blive inviteret med til Monzas efterfølgende bunga-bunga-fest...
Dagens melding fra Roma-lazarettet lyder, at Diego Llorente ventes ude i to uger med sin lårskade. Dertil er der forsigtig optimisme omkring Dybala, idet dagens test ikke som frygtet viste nogen tegn på forstuvning eller brud på anklen, og muligvis har der blot været tale om et hårdt slag uden længerevarende skade. Yderligere undersøgelser imorgen vil måske give et bud på hvornår den argentinske talisman kan være klar igen.
Caffè Roma
I anledning af foråret er der i dag dækket op ude på caféens fortovsborde med friskbrygget espresso og hjemmelavede biscotti, samt en kold Peroni eller San Pellegrino til de mere tørstige, foruden som altid en solid portion rygter og historier fra ugen der gik vedrørende Giallorossi.

I morgen venter som bekendt en yderst vigtig 6-pointskamp imod AC Milan på Olimpico. I den forbindelse er dagens måske vigtigste nyhed, at Paulo Dybalas ankel ifølge både La Gazzetta og Sky Sport er i så meget bedring, at både den og resten af Dybala ventes udtaget til truppen, men dog formentlig vil starte på bænken.

Om samme Paulo Dybala har Tuttomercatoweb endvidere observeret, at El Joya’s agent, Jorge Antun, for tiden opholder sig påfaldende ofte på Trigoria, hvilket formodes at hænge sammen med en genforhandling af argentinerens kontrakt, som der forventes at komme styr på i løbet af maj.

Hvad kontraktforlængelser angår, indledes der ifølge La Repubblica nu konkrete forhandlinger imellem Tiago Pinto og Stephan El Shaarawy om en ny aftale, der i givet fald vil indebære en lønnedgang fra Faraoens aktuelle €3½m om året – hvilket SES da også allerede har erklæret sig indforstået med. Der har, apropos forlængelser, i denne uge været ganske stille om Chris Smalling, der således kan koncentrere sig om at pleje sin skade.

En der næppe bliver forlænget med ser ud til at være Roger Ibanez, som flere eksperter spår et romersk exit til sommer. Newcastle har længe lignet det bedste bud, men nu meldes også Atletico Madrid interesserede. Angiveligt rummer hans kontrakt en helt urealistisk frikøbsklausul på €80m, men ifølge Nicolo Schira og Francesco Balzani går Pinto & co. efter en transferpris på omkring €30m. Også Marash Kumbulla forventes ifølge Francesco Balzani at forlade Roma til sommer, men i dette tilfælde kommer det mere sandsynligt til at dreje sig om en udlånsaftale.

Indtil den famøse Atalanta-kamp blæste der også positive transferrygte-vinde om den aktuelle lejesvend i midterforsvaret, Diego Llorente fra Leeds United, som Mourinho og resten af ledelsen har været så godt tilfreds med, at man seriøst overvejede at gøre brug af lejekontraktens indbyggede købsoption. Den lyder imidlertid på €18m, hvilket er mere end hvad romernes budget kan klare, og man vil i givet fald derfor prøve at få prisen ned. Leeds vil tilsyneladende gerne sælge Llorente, men til den fulde pris, som den engelske klub har forhåbninger om at Villareal vil give. Spørgsmålet er dog, hvor stor effekt Llorentes katastrofale kamp mod Atalanta får på alt dette. Han klarede sig mildest talt ikke godt på Smallings plads, var reelt impliceret i alle tre mål imod, og endte med at måtte udgå med en lårskade – og det endda på et tidspunkt, hvor Mourinho havde opbrugt alle udskiftningerne.

Det er stadig aldeles uklart, om Romas førsteangriber i næste sæson fortsat hedder Tammy Abraham. Men hvor formodningen hidtil har været, at han i modsat fald ellers ville returnere til England, så kunne Corriere dello Sport i denne uge berette, at hvis Napoli ender med at sælge Victor Osimhen, så står Abraham øverst på Spallettis shortliste over potentielle afløsere, iøvrigt sammen med Rasmus Højlund fra Atalanta. Ifølge samme medie har Napoli sat prisen på Osimhen til €120m, og de primære interessenter p.t. meldes at være Man United og Bayern München.

Efter Rui Patricios lidt uheldige indgreb ved 1-3-målet mod Atalanta, har medierne sjovt nok sat fornyet fokus på potentielle fremtidige målmænd i Roma-målet. Den ene af de to primære favoritter er fortsat Guglielmo Vicario fra Empoli, hvis agent overfor Pagine Romaniste kan bekræfte en romersk interesse. Dertil har det længe været kendt at Roma, som flere andre italienske klubber, har et godt øje til den blot 22-årige Marco Carnesecchi, der i denne sæson er udlejet til Cremonese fra Atalanta. Meldingen hidtil har imidlertid været, at et skifte til Rom næppe var sandsynligt, idet Atalanta selv ville gøre brug af ham, men nu synes det ikke længere at være tilfældet. Juventus har derfor straks meldt sig som førstebejler, men ifølge Tuttomercatoweb har Carnesecchi selv udtrykt en mulig præference for Roma.

Hvis Ibanez og/eller Kumbulla som ventet forlader Roma til sommer, kan et nyt emne til midterforsvaret være at hente i Premier League, hvor Joel Matip fra Liverpool ifølge Francesco Balzani har fået løbepas fra Jürgen Klopp. Den 31-årige tysk-camerouner vil angiveligt gerne fortsætte karrieren i Italien, og hans agent har derfor taget kontakt til Milan, Juventus og Roma. Hans kontrakt med Liverpool udløber i 2024 og transferprisen ventes at ligge på omkring €15m.

Roma er også en af flere klubber, der er blevet kontaktet af agenten for Franck Kessie fra Barcelona, der meldes på vej væk fra den catalanske klub til sommer. Den 26-årige centrale midtbanespiller, der har dobbelt statsborgerskab i Italien og Elfenbenskysten, vil dog i givet fald skulle gå betydeligt ned i løn fra de €7m han p.t. trækker i Barça.

Denne uge har også set genopvækkelsen af det nok mest vedholdende Roma-transferrygte i indeværende sæson, idet La Gazzetta dello Sport i starten af ugen kunne berette, at Roma stadig er inde i billedet med hensyn til Davide Frattesi. Ifølge avisen synes det endelige valg nu at komme til at stå imellem Giallorossi og Juventus. Et hint om udfaldet kan optimisterne måske søge i, at Frattesi ifølge Calciomercato var at spotte blandt tilskuerne til Feyenoord-kampen på Olimpico.

Et andet transferrygte, der til gengæld nu ser ud til at kunne begraves, gælder det om Firmino til Roma. Ifølge Daily Mail har den 31-årige brasilianer, hvis kontrakt med Liverpool udløber til sommer, nu indgået en aftale med Barcelona.

Hvad trænerposten angår, blev der i denne uge også hældt koldt vand over rygterne om at Roberto De Zerbi skulle være på vej væk fra Brighton, idet italieneren overfor SportMediaset har afvist, at der har været nogen som helst kontakt imellem ham og klubberne Roma, Inter og Chelsea med henblik på trænerposten i nævnte klubber.

Umiddelbart peger barometeret da i øjeblikket også på, at Romas aktuelle træner bliver på pladsen en sæson endnu. Ifølge Francesco Balzani fra Calciomercato kan flere af de igangværende tiltag i Roma faktisk netop ses som en integreret kampagne for at overbevise José Mourinho om at blive i klubben. Dette går fra ansættelsen af Lina Souloukou som ny administrerende direktør, over forlængelsen med Mous tro følgesvende Chris Smalling og Nemanja Matic, til de tilsyneladende fremskredne forhandlinger med Evan Ndicka og Houssem Abouar, der begge er Mourinhos personlige ønsketransfers. Dertil skulle Dan og Ryan Friedkin være godt i gang med at italesætte klubbens fremtidige ambitioner for portugiseren. I går kom så den supplerende melding, at Mourinho har flyttet sin private residens i Rom fra det mondæne Parioli-distrikt i Roms nordlige udkant til et sted nærmere Trigoria. Den nye trøjesponsor Adidas håber i hvert fald meget på at Mourinho bliver, da man ifølge Corriere dello Sport allerede har planlagt en storstilet marketingkampagne baseret på især Mou og Dybala.

Det lader måske også til, at flere af de alternative arbejdsadresser for The Special One er ved at beslutte sig til anden side. Tilsyneladende har Chelsea således drejet sig i retning mod en træneraftale med Mauricio Pochettino, mens Brasilien aktuelt tror mest på en aftale med Ancelotti, og Real Madrid vil i så fald gå efter en kontrakt med Zidane.

Som Fredagscaféens transferrygte-desert skal her serveres beretningen om, at Francesco Totti i et TV-interview med DAZN gav udtryk for, at han nu igen var åben for en fremtidig rolle i Roma-ledelsen. Interessant hvad Fridkin’erne så vil bruge den melding til...?

God weekend - daje Roma!
Så er også AS Roma kommet i konflikt med sponsoren Digitalbits, der ifølge Calcio e Finanza meldes ikke at have indbetalt det aftalte sponsorbeløb ved udgangen af marts måned. Roma vil derfor ikke længere bære kryptobankens navn på spillertrøjen, og har ifølge Filippo Biofora fra Il Tempo op til morgendagens kamp imod AC Milan anmodet Lega Serie A om i stedet at måtte spille i trøjer med bogstaverne SPQR på brystet; de fire bogstaver er en delvis akronymisk forkortelse for "Senatus Populusque Romanus" med reference til Romerriget. Som bekendt har Digitalbits tidligere været ude i tilsvarende konflikter i deres sponsorater for Inter og Atletico Madrid, og Roma meldtes allerede tidligere i foråret at have indgået aftale med den nye hovedsponsor Toyota om at overtage reklamepladsen på trøjen i den kommende sæson.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Så er der atter kamp på Olimpico. I aften kl. 18.00 tager AS Roma imod AC Milan i 32. runde af Serie A. Kampens betydning kan næsten ikke overvurderes. Rossoneri og Giallorossi ligger aktuelt på henholdsvis fjerde- og femtepladsen i ligaen, med præcis lige mange point og med præcis samme målforskel. Men eftersom Milans målscore hedder 51-37 mod Romas 43-29, indtager milaneserne p.t. den forjættede fjerdeplads, der giver kvalifikation til Champions League. Hvis der er noget der med rette kan betegnes en ”6-pointskamp”, må det være sådan en som denne.

Mourinhos trup er skadesplaget, men måske ikke helt så slemt som frygtet. Smalling, Llorente og Karsdorp er med sikkerhed ude. Men både Dybala og Wijnaldum er i de seneste dage meldt så klar, at de som minimum forventes at være med på bænken – Wijnaldum måske endda med på banen fra start. Hollænderen trænede fuldt med i går og er ifølge Sky Sport ikke utænkelig i start-11’eren, men ellers er der Matic at afsikre midtbanen med.

Jeg håber og forventer at Dybalas vikar i aften hedder El Shaarawy, selvom det så nok kræver, at Pellegrini rykkes lidt mod højre, idet SES fungerer bedst i venstresiden. Alternativt har Mourinho forsøgt sig med Solbakken som højre offensiv midtbane, men det virkede ikke voldsomt overbevisende mod Atalanta. En løsning kunne også være at lade Pellegrini ligge alene centralt midt for, som en slags ’trequartista’ á la Totti, og så sætte Faraoen helt op som venstre angriber ved siden af Abraham eller Belotti. Eller bare bruge både A. og B. samtidigt. Hvis Mou kun stiller med én angriber, tror jeg mest på Abraham.

En sandsynlig line-up kunne herefter se således ud:
Rui Patricio
Mancini - Kumbulla - Ibanez
Zalewski - Cristante - Wijnaldum (Matic) - Spinazzola
Pellegrini - El Shaarawy
Abraham (Belotti)

Og så ligger det nu i øvrigt fast, at Roma lancerer en ny hjemmebanetrøje i aften – i hvert fald hvad angår sponsorlogoet på brystet. Da Digitalbits ikke har betalt sin seneste pligtige ydelse, har klubben nu fået tilladelse af Lega Serie A til at udskifte den indmeldte trøje med en ny med bogstaverne SPQR, betegnelsen for antikkens Romerrige. Ave Roma!
Var lige forbi Caffe Roma og var glad for alle news. Fik iskold Peroni.
Tror Roma starter med Cristante og Matic på def midt og Pelegrinni og FAO på offensivt midt samt Belotti på toppen. I de sidste 30 min kommer Abraham og Dubala ind og presser på.Selv med de mange skader har vi en chance. Ihvertfald skal vi holde uafgjort .
Romas starting XI mod Milan:
Rui Patricio
Mancini, Kumbulla, Ibanez
Celik, Cristante, Matic, Spinazzola
Pellegrini
Abraham, Belotti

Så det blev altså en 3-4-1-2-løsning med Pellegrini alene bag de to angribere. Og Celik på højreflanken stedet for Zalewski.

Forza Giallorossi! Daje Roma!
@Pete
Jo, man kunne jo nok godt være tilbøjelig til at ville sælge den for uafgjort på forhånd. Men det kan man jo heldigvis ikke, og så kan vi lige så godt tro på endnu en sejr mod et af Milano-holdene.
Ikke flere skader i det forsvar, tak. Nu må det stoppe!
Annonce