Redigeretman 22. maj 2023
Så er det atter kampdag på Olimpico! I aften kl. 18.30 tager AS Roma imod US Salernitana i 36. runde af Serie A. (Tilsyneladende er den tidligere udmeldte ændring i kampprogrammet, der ville rykke Romas kamp til kl. 20.45, blevet annulleret.)
Klubben fra Salerno kan gå til kampen uden bekymringer, da Veronas nederlag i lørdags betyder, at syditalienerne nu er sikre på at undgå nedrykning. Roma derimod har nok at bekymre sig om. Klubbens absolutte fokus ligger på Europa League-finalen i Budapest om halvanden uge, kombineret med den lange liste af hel- og halvskadede og bare generelt udslidte spillere. I tabellen ligger Roma aktuelt nr. 7 og dermed uden for de ”europæiske pladser”, men kan med en sejr i aften spille sig forbi Atalanta op på sjettepladsen (med en billet til Conference League-kvalifikationen). Den forjættede fjerdeplads med adgang til Champions League ligger p.t. 7 point (og i praksis reelt 8 p.) væk, hvorfor EL-finalen ligner det eneste bare lidt sandsynlige håb om CL i næste sæson.
Men som en joker i det spil hører, at FIGC i aften ventes at komme med en ny strafudmåling i Juventus-sagen, efter at CONI for en måneds tid siden midlertidigt annullerede FIGC’s første tildelte straf på 15 minuspoint. Sagen blev dengang sendt tilbage til FIGC, ikke for at selve skyldsspørgsmålet skulle gå om, men alene for en revurdering af straffen. Og nu peger rygterne i adskillige italienske sportsmedier, herunder Football Italia, på, at FIGC i aften vil tildele en ny straf til Juventus på 12 minuspoint med øjeblikkelig virkning. Dermed risikerer topstriden i Serie A igen at blive rystet rundt, idet dette vil betyde, at Juventus i så fald rykker fra anden- til syvendepladsen, 2 p. under Roma. Det vil medføre, at Lazio overtager andenpladsen og dermed kan fejre at Top 4 så med sikkerhed er i hus (Roma vil i teorien kunne nå op på samme pointantal, men Lazio har vundet begge indbyrdes opgør og har derfor forrang). For Romas vedkommende vil det dels betyde et trin op til sjettepladsen, men mere interessant, at der nu ”kun” er 5 p. op til Milan på fjerdepladsen – og med en sejr over Salernitana i aften vil forskellen komme ned på blot 2 p. inden de to sidste runder. I teorien er det også stadig muligt for Roma at indhente Inter, der som tidligere nævnt aktuelt er 7 p. (pga. målforskel i indbyrdes opgør dog reelt 8 p.) foran os. I de sidste to runder mangler vi Fiorentina (ude) og Spezia (hjemme), Milan har Juventus (ude) og Verona (hjemme), mens Inter har Atalanta (hjemme) og Torino (ude) – samt Manchester City i Istanbul.
Mourinhos plan for kampen i aften synes at have været at lade flere af nøglespillerne få et tiltrængt hvil efter torsdagens krævende semifinalekamp i Leverkusen, og at han derfor ligesom i Bologna-kampen i sidste weekend vil stille med et halvt primavera-hold. Tiden vil vise, om udsigten til et ændret Top 4-scenario vil få ham til at genoverveje situationen?
Som jeg kan overskue det, at det faktisk kun Rick Karsdorp og Marash Kumbulla, der med sikkerhed er ude af truppen pga. skader (Karsdorp sad dog på bænken mod Bayer L.). Til gengæld er en lang række spillere enten på vej tilbage fra en større skade eller har for nylig pådraget sig nye småskader. Til denne tvivlsomme gruppe hører som minimum Smalling, Llorente, Celik, Spinazzola, Wijnaldum, Mady Camara, Pellegrini og El Shaarawy. Meldingerne henover weekenden har været, at Llorente, Dybala og Smalling har indgået i holdtræningen på Trigoria, El Shaarawy har også fået et ’måske’ som potentiel starter i aften. Efter torsdagens semifinale lød der desuden beroligende meldinger fra Mourino angående Celik.
Rui Patricio, Mancini, Ibanez, Cristante, Bove, Matic, Zalewski, Abraham og Belotti er nok alle mere eller mindre slidte, men burde som sådan være klar. Svilar (målmand), Darboe (def. midtbane) og Solbakken er også alle klar. Fra primavera-holdet synes især følgende at være i spil til aftenens kamp: Keramitsis (forsvar), Tahirovic (def. midtbane), Faticanti (midtbane), Missori (højre wingback), Falasca (venstre wingback), Volpato (off. midtbane) og Majchrzak (angreb).
Daje Roma!