Snak

Mere indhold efter annoncen
Ha-ha! Der er ikke meget andet der har kunnet holde mig fra de romerske transferrygter så længe og effektivt som aftenens kamp. Heldigvis er det begrænset hvad der er sket på den front imens... 😜
Efter resultatet af Champions League-finalen i aftes ligger det fast, at AS Roma slutter sæsonen 22/23 som Europas 10. bedste klub ifølge UEFAs rangeringssystem, med 97.000 points. Eneste italienske klub placeret højere på listen er Juventus på 8. pladsen med 101.000 p., mens Inter slutter uden for Top 10 med 96.000 p.
Så blev det officielt: AS Roma har tegnet kontrakt med Houssem Aouar. Aouar er tilgået på en fri transfer fra Olympique Lyonnais og har nu kontrakt med Roma frem 2028. Den 24-årige franskfødte Aouar, der sidste år valgte at blive algerisk landsholdsspiller, har spillet for Olympique Lyonnais siden han var 11 år; det er blevet til ialt 233 kampe på førsteholdet. Han har høstet store roser for sin indsats på den offensiv-centrale midtbane i Lyon i de tre seneste sæsoner (8 mål og 4 assists i begge sæsonerne 20/21 og 21/22), og han var sågar på tale til Manchester City i starten af 22/23-sæsonen som en potentiel afløser for Bernardo Silva. Han er højrebenet og overvejende at betegne som en offensiv midtbanespiller, men kan bruges overalt på midtbanen, hvor han udmærker sig med en høj teknisk kunnen og stor ro på bolden; hans forbilleder som spiller er Juninho og Zidane. I sine yngre år var han kendt som en noget temperamentsfuld spiller, men Aouar har i de seneste to sæsoner kun trukket tre advarsler ialt. Mens det i forrige sæson blev til 45 kampe, har han i den netop forgangne sæson været noget skadesplaget (knæ og ankler), hvorfor det kun er blevet til 12 kampe ialt (1 mål og 1 assist). Han meldte allerede i efteråret ud, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt i Lyon, når denne udløb nu til sommer.

Houssem Aouar blev første gang rygtet til Roma af Corriere dello Sport under VM, og der er siden da blevet pustet op i gløderne med jævne mellemrum. I starten af januar kunne Radio Radio endda bekendtgøre, at nu var handlen på plads, idet Roma havde købt ham for €4-5m. Januarskiftet blev som bekendt ikke til noget, og der var forskellige rygter om årsagen hertil; en historie gik på, at klubberne faktisk var blevet enige, men at spilleren selv havde lavet en mundtlig forhåndsaftale med Real Betis, en anden – og nok være trolig – forklaring var, at Tiago Pinto var tvunget til at afvente en tilsvarende transferindtægt, der aldrig kom (i hvert fald ikke førend med Zaniolo, da de europæiske vinduer var lukkede). Siden da har også Napoli, Milan, Man United, Arsenal og Eintracht Frankfurt været på tale, om end Betis vedvarende har lignet det bedste bud på en ny klubadresse. Men i påsken rejste Houssem Aouar til Rom og besøgte Trigoria og en privat lægeklinik i selskab med en Roma-læge, og allerede dengang lød meldingerne i bl.a. La Gazzetta, at Roma-ledelsen var nået til enighed med den transferfrie algeriske landsholdsspiller og hans repræsentanter om en 5-årig kontrakt til 2028 med en årsløn på €2,8m plus bonusser. Siden da har meldingerne om Aouars ankomst til Roma lydt mere og mere sikre, og man må lette på hatten for Tiago Pinto for at have bragt denne interessante frie transfer hjem trods angiveligt hård konkurrence fra Milan og Napoli lige til det sidste. Ifølge Footmercato skulle Aouar have meddelt sin agent, at han er mere interesseret i at blive en del af et spændende klubprojekt end i at trække en høj løn.

Houssem Aouar får trøje nr. 22.

Benvenuto, Houssem!

https://www.asroma.com/en/news/68777/houssem-aouar-signs-for-the-giallorossi
En potentielt spændende tilføjelse til jeres trup og selvfølgelig også ligaen. Der er ingen tvivl om, at han besidder nogle interessante kompetencer, som man ofte ser i spillere med Nordafrikans afstamning, der har fået deres fodboldopdragelse i Frankrig.
Og måske besidder han også nogle af de lidt mere frekvente mangler.

Jeg har fulgt lidt med i Aouars udvikling over de seneste år, da det er et navn der flittigt har været nævnt i Milan-sammenhæng.

Som jeg ser det, kan det både blive en dreng og en pige.

Ser man på udviklingen i hans output, er det reelt gået den gale vej.

Nedenfor hans seneste fem sæsoner: mål / assists / kampe / minutter / minutter pr. målbidrag (alle turneringer).

22/23: 1 / 1 / 18 / 571 / 286
21/22: 8 / 4 / 45 / 3.072 / 256
20/21: 8 / 4 / 33 / 1.940 / 162
19/20: 9 / 10 / 41 / 3.255 / 170
18/19: 7 / 11 / 47 / 3.896 / 216

En spillers performance kan selvsagt ikke ses i et vakum og skal holdes op mod holdetes generelle præstation. Her har Lyon, generelt, haft nogle udfordringer og i de to seneste sæsoner er det blevet til hhv. en 7. og en 8. plads i ligaen. Det er alt andet end imponerende for en klub som Lyon.

Aouar synes at være en spiller, hvis rolle ikke helt er blevet defineret endnu. Han har spillet alt fra central midt i en dobbelt-pivot, 8er på en tremands-midtbane, 10er i en 4-2-3-1 og wings i samme formation samt i en 4-3-3.

En ting er dog rimelig gennemgående, han søger utroligt meget ud i rummene i venste side af banen.

Antageligt må Aouar være tiltænkt en rolle som én af de to der spiller bag 9eren i Mourinhos 3-4-2-1. Her kan jeg godt se lidt konflikter opstå, da hans heatmaps meget ofte matcher det man vil forvente at se fra en wingback. Og det er relativt konsistent uafhængigt af de roller han har spillet.

Når man spiller med wingbacks er formåelet ofte, at sætte dem op til retvendte løb bredt i banen, hvor de kan slå indlæg i boksen og ikke mindst trække modstandernes forsvarsblok bred.

Her er der en væsentlig risiko for, at Aouar ville kunne løbe i vejen for hvem end der spiller på kanten.

Selvfølgelig har Mourinho nok også øjne på dette, men det vil alligevel være en væsentlig omskoling der skal til.

Skulle jeg komme med mit eget personlige bud ville det være, at han er bedste som mezzala på en tremands-midtbane. Optimalt i en 4-3-3 med en venstre wing der trækker ind i banen.
Alternativt i en 4-3-1-2, hvor han kan skabe bredden.

Aouars kvaliteter ligger helt klart i hans evne til at udfordre 1:1. I denne sæson har han flere driblinger forbi en modstander pr. 90 minutter end Messi og Neymar (alle er dog et stykke fra de bedste i ligaen på det punkt). Sidste år lå han i nogenlunde samme leje som de to.

Han skaber også et pænt antal chancer, med et snit på 1,8 chanceskabende afleveringer pr. 90 minutter. Dermed kan man sige, at hans antal assists reelt godt kunne forventes, at ligge lidt højere. Hans holdkammerat Rayan Cherki snitter 3,1 chanceskabende afleveringer pr. 90 minutter, men har seks assists ud for hans navn i denne sæson.

På mange måder mener jeg man kan trække nogle paraleller til Brahim Diaz, hvor jeg også anser, at juryen fortsat er ude.

For dem begge gælder, at jeg har en "lige ved og næsten" fornemmelse. Spillere der unægtelig besidder et markant talent og har nogle klare egenskaber, men som samtidig ikke rigtig har formået, at tage skridtet væk fra "talent" prædikatet.

For Aouar taler selvsagt, at han er hentet på en fri transfer og dermed med lille risiko.
@Rossoneri
Tak for informativ kommentar. Jeg har da også selv spekuleret lidt over hvordan han egentlig skal passes ind, men kendte ikke til hans mere detaljerede egenskaber, så fornemt at få dem clearet. Hvis han skal placeres i venstresiden af Romas offensive midtbane, passer det egentlig meget godt sammen med at Spinazzola formentlig er på vej væk. Aouar vil da kunne flexe lidt rundt sammen med Pellegrini (der trænger til færre kampe) og El Shaarawy (som jeg tror vi fornyer med meget snart) som offensiv venstre midtbane/venstre wingback/venstre wing. Der bliver dog så lidt meget fornyelse i venstresiden som helhed, da jeg forventer at Ndicka kommer ind i stedet for Ibanez (hvis I da ikke hijacker ham i sidste øjeblik...). Spændende om de nye spillertilgange (og -afgange) kommer til at medføre nogle justeringer i Mourinhos foretrukne 3-4-2-1-formation.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Man kan, i min optik, klandre Mourinho for en del. Men han har alle dage været en stærk taktikker og mon ikke der er en god plan med Aouar?

Hvor langt talentet så rækker, bliver vi klogere på den kommende tid.

Hvad angår taktikken, så har Mourinho jo ikke altid sværget til en treback-kæde.

Kunne man forestille sig, at han gik tilbage til den 4-2-3-1 han så ofte har praktiseret?

Smutter Spinazzola, står I tilbage med Zalewski til den plads og han dækker vel umiddelbart også en del andre roller (fx kant i en 4-2-3-1).

Kender ikke situationen med Vina, men han er vel også mere udbredt back end wingback.

Med N´Dicka (jeg er rimelig sikker på, at han havner i Rom), ville det se ganske fornuftigt ud.
Mourinho har tidligere forklaret at han ikke har spillerne til en 4-back kæde. N´dicka må formodes at være tiltænkt startopstillingen, hvilket betyder enten Smalling eller Mancini skal bænkes, hvilket jeg ikke mener er sandsynligt. Så en 3-back er vel stadig planen.

I forhold til Aouar er han nok tiltænkt en rolle lignende Pellegrini´s. Hans dribleevner vil da også være kærkomment, da Dybala mere eller mindre har været den eneste spiller med den egenskab.
Det ser ud til at Evan Ndicka har valgt Roma. Ifølge La Gazzetta lander han i Rom inden for de næste par timer.
Jeg synes Aouar lyder spænende selvom jeg aldrig har set ham spille.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Jeg synes Aouar lyder spænende selvom jeg aldrig har set ham spille.

Han kan da umuligt gøre det ringere end Wijnaldum... ;)
Annonce