Redigerettirs 13. jun 2023
Caffè Roma
Så er transfervinduet blæst op på fuldt gab og fuglene flyver ind og ud i et virvar (heriblandt en masse ”ænder”). Aktiviteten er for høj til at det kan afrapporteres om fredagen alene, så rygtecaféen vil i den kommende periode overgå til mere flydende åbningstider (hvilket til dels også hænger sammen med, at værten tager på Copenhell de kommende dage).
I søndags blev det officielt: AS Roma har tegnet kontrakt med Houssem Aouar. Aouar er tilgået på en fri transfer fra Olympique Lyonnais og har nu kontrakt med Roma frem til 2028. Den 24-årige franskfødte Aouar, der sidste år valgte at blive algerisk landsholdsspiller, har høstet store roser for sin indsats på den offensiv-centrale midtbane i Lyon i de tre seneste sæsoner (8 mål og 4 assists i begge sæsonerne 20/21 og 21/22), mens han i den netop forgangne sæson været noget skadesplaget (knæ og ankler), hvorfor det kun er blevet til 12 kampe ialt (1 mål og 1 assist). Houssem Aouar får trøje nr. 22. Benvenuto, Houssem!
Sommerens anden Roma-signing ventes at tikke ind i dag. Ifølge Sky Sports er Evan Ndicka og romerne netop blevet endeligt enige. Ndicka lander i Fiumicino i dag, vil gennemgå helbredstjekket i eftermiddag og en annoncering af tilgangen ventes umiddelbart derefter! Der har ellers til det sidste været rygter om, at den nye ledelse i Milan har prøvet at lokke ham over. Ifølge vedholdende forlydender, bl.a. fra Fabrizio Romano, drejer det sig også her om en femårig kontrakt gående til 2028, lønnen skulle ligge på €4m om året plus en signing-bonus.
Så snart Ndickas underskrift er sikret, forventes det at Roger Ibanez vil blive sat til salg. Tottenham forsøger ifølge Giallorossi.net at udnytte Romas pressede økonomiske situation og vil nu ikke give mere end €20m for Ibanez. Roma vurderer ham imidlertid tættere på €40m og har sat €30m som en absolut minimumspris. Alternativt kan Tiago Pinto vende blikket mod Spanien, hvor Atletico Madrid også meldes interesserede.
Det kan imidlertid også tænkes, at madrilenerne vil forsøge at få et afslag i prisen på Ibanez, idet man herfra til gengæld vil kunne tilbyde et billigt udlån af Alvaro Morata, som man netop har forlænget kontrakten med frem til 2026. Morata, der angiveligt er en nær ven af Dybala, ser således fortsat ud til at stå næstøverst på Romas shortliste over potentielle vikarer for langtidsskadede Tammy Abraham, men altså nu ifølge Calciomercato blot på lejebasis for sæsonen 23/24.
Sidste uges varme rygter om Mauro Icardi og Wilfred Zaha til Roma synes nu at være fordampet i sommervinden, idet argentinerens lønkrav ifølge Leggo var lige heftige nok for Pinto og Friedkin, mens PSG ifølge Fabrizio Romano går efter ivorianeren med den særegne frisure. Men så har en ny angriber da bare overtaget førerpositionen som Romas tilsyneladende foretrukne kandidat. Ifølge Sky Sports har Roma-ledelsen forespurgt West Ham om muligheden for at leje Gianluca Scamacca i den kommende sæson, og ifølge samme medie flyver Tiago Pinto til London sidst på ugen for om muligt at forhandle en aftale på plads. Scamacca trækker en årsløn på knap £4,7m i London-klubben, så der skal forhandles dygtigt af Pinto, hvis den kabale skal gå op. På positivsiden tæller, at Scamacca selv ifølge Il Tempo ytrer sig positivt om muligheden for at vende tilbage til den klub, hvor han spillede i ungdomsårene fra 2012 til 2015 – og ifølge Sky Sports har han faktisk decideret sagt ja til et romersk lejemål. Også selvom Milano-klubberne nu prøver at blande sig i spillet, hvor Inter angiveligt overvejer at købe Scamacca som afløser for Dzeko.
Måske kan en tilgang af Gianluca Scamacca endda få indvirkning på forhandlingerne med Sassuolo om et køb af Davide Fratessi, idet de to ifølge Calciomercato er gode venner fra ungdomsårene på Romas primavera-hold. Der er i øvrigt ikke yderligere nyt på den front, bortset fra at Roma ifølge GOAL Italia er blevet enige med Sassuolo om en permanent transfer af Cristian Volpato for €9m; eneste problem er, at unge Volpato ikke selv er helt lun på idéen og har udbedt sig mere betænkningstid.
En anden ung Roma-spiller, som Pinto har tilbudt til Sassuolo, er højrewingbacken Filippo Missori, men her melder Juventus sig nu ifølge Tuttosport også blandt bejlerne.
Til gengæld synes der heldigvis ikke længere nogen risiko for, at Roma overvejer at slippe Edoardo Bove i bestræbelserne på at hente Frattesi ind (sådan som det var tæt på at ske i januar) eller at skaffe de famøse €30m inden månedens udgang. Tværtimod, så er klubben ifølge Corriere dello Sport ved at udforme en ny kontrakt til den 21-årige midtbanespiller, der vil holde ham i Rom til 2028 og indeholde en betydelig lønforhøjelse fra hans nuværende €350.000 om året.
Apropos lønforhøjelser, så har Paulo Dybala sikret sig en klækkelig en af slagsen allerede inden en ny kontrakt er forhandlet på plads. Hans nuværende kontrakt indeholder således en række bonusser, der udløses her ved sæsonens afslutning, hvilket ifølge La Gazzetta dello Sport bringer hans årsløn op på over €6m – og dermed gør ham til den højestlønnede spiller i Romas trup.
Når nu Tiago Pinto tager til England alligevel, skal han måske også tage turen op til Leeds, idet Roma-ledelsen ifølge Il Romanista prøver at overtale nedrykkede Leeds United til at sænke prisen på Diego Llorente betragteligt fra de €18m som den oprindelige option lød på. For mens romerne ikke er glade for prisen, er klubben blevet vældig glad for den spanske centreback.
Til gengæld ser det ikke ud til at Pinto behøver at bruge tid på en sviptur til Leicester også. Så sent som i sidste uge forsøgte Roma sig med en massiv charmeoffensiv over for Youri Tielemans, hvor Pinto fik José Mourinho selv til at ringe til den transferfrie belgiske midtbanespiller i bestræbelserne på at overtale denne til at vælge Roma frem for de langt mere pengestærke bejlere. Lørdag kunne Fabrizio Romano imidlertid melde, at en endelig aftale var på plads mellem Tielemans og Aston Villa.
Caféens slutter af med seneste kapitel i José Mourinho-sagaen. Den saudiarabiske jagt på alle stjerner i fodboldverdenen der endnu selv kan trække vejret ved egen kraft er også nået til Roma, hvor emnerne selvfølgelig har været Paulo Dybala og The Special One. Om sidstnævnte gælder, at den saudiarabiske klubpræsident Walid Moaz presser på for at mødes med Mourinho i London, hvor portugiseren vil blive tilbudt en kæmpe løn for at overtage trænergerningen i Al-Ahli, men ifølge Corriere dello Sport har Mou allerede afvist tilnærmelserne – ligesom han tidligere har gjort over for klubberne Al-Ittihad og Al-Nassr. Faktisk er spørgsmålet vedrørende Mourinho ikke længere så meget om han bliver i Roma, men om han ligefrem forlænger aftalen med klubben. Ifølge Leggo forbereder Dan Friedkin et konkret forslag til en kontraktforlængelse til fremlæggelse i slutningen af august. Dette sker efter aftale med Mourinho, der gerne vil se hvordan truppen ser ud efter sommerens transfervindue, inden han beslutter sig for noget.
Prego - e daje Roma! 💛❤️