Snak

Mere indhold efter annoncen
Ok nu er Fred fra man U på banen....... det var jo Mou der i sin tid fik ham til United . Så ville jeg nu foretrække Højbjerg hvis man kunne vælge selv om Fred er blevet bedre det sidste års tid
Jeg er godt nok heller ikke lun på Fred. Han er 30 år, koster angiveligt €20m og kan næppe lånes da hans kontrakt udløber næste år, og så er hans lønniveau formentlig langt over hvad vi kan give (og hvad han er værd). Det ville simpelthen være for idiotisk..!

De seneste midtbanerygter peger på 25-årige Renato Sanches fra PSG. Det giver måske lidt mere mening, uden at jeg i øvrigt kender noget til ham. Hvis ikke vi kan få Frattesi, synes jeg vi skulle gå all in på at få Kamada på en fri transfer og ellers som du foreslår hente Pierre-Emil ind. Eller Hjulmand for den sags skyld.

Edit: Og nu skriver de sgu også om Hakim Ziyech til Roma! For pokker da, manden bliver jo buhet ud af Chelsea og har lige dumpet helbredstjekket i Saudiarabien. Det ville jo være vanvid indbagt i idioti! Så trods alt hellere Fred...! 😣
Stephan El Shaarawy og Roma har forlænget samarbejdet med yderligere to år. Fedt! 👍
Og så blev det officielt: Roma har ifølge Augusto Ciardi meldt sig ind i kampen om transferfrie Daichi Kamada, som måske er ved at være træt af at blive hengemt af Milan. Betegnes som erklæret ønskespiller for Mourinho. Fedt - let´s go, Tiago! 👍
Jose Mourinho har ifølge The Sun kontaktet Mason Greenwood fra Man United og tilbudt ham at starte karrieren op igen i Roma. Voldtægtssigtelserne imod den 21-årige engelske angriber blev droppet i foråret, men klubben vurderer fortsat hvad man vil gøre med ham. En ordning kan være at Greenwood kommer til Roma på udlån eller at United simpelthen vælger at skille sig af med ham transferfrit eller til en meget lav pris. Ifølge spillerens far er Mason umiddelbart positiv over for initiativet.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Det er ikke usansynligt vi kan få Mason Greenwood , Scamacca , danske Nissen Kristensen og Fred eller Kamada ind. Kunne være spændende selv om jeg er i tvivl om Fred
Så har vi fået en bøde på 5M EUR fordi vi ikke var helt oppe på de 30 M pr 30/6. Heldigvis ingen sportslige konsekvenser
3/7. Caffè Roma (lunedì)
Siden caféen i fredags er det blevet officielt, at AS Roma har solgt Carles Perez til Celta Vigo. Ifølge Sky Sports er det sket til en transfersum på €5,2m og med en videresalgsbonus på 5%. Den officielle melding kom fredag aften, 1½ time før midnat, og dermed nåede Tiago Pinto akkurat i mål med de med UEFA og ANSA forligsaftalte €30m i transferindtægter i udgangen af sæsonen 22/23. Dette var ANSA også ude og anerkende i lørdags, men søndag kom det så frem, at der forelå yderligere en aftale om at nettoindtægten af nævnte transfers skulle op på godt €28m, og ifølge Calciomercato kom den kun op på ca. €25m. Beløbet var dog så tæt på, at Roma slipper med at betale en supplerende bøde på €5m til UEFA.

Semi-officielt er det også, at Roma forlænger samarbejdet med Stephan El Shaarawy. Corriere della Sera kunne i lørdags berette, at når Faraoen kommer hjem fra ferie om et par uger, vil han således underskrive en allerede aftalt to-årig forlængelse af hans nuværende kontrakt. Og senere samme dag blev dette stadfæstet af Shaarawy selv i en videohilsen fra hans feriehotel lagt op på Romas hjemmeside: »Troede I virkelig at jeg ikke ville komme tilbage? Daje Roma, vi ses!«

Efter udligningen af FFP-regnskabsgælden kan Tiago Pinto nu vende sig imod Romas potentielle spillerindkøb og øvrige salg. Tilsyneladende har Mourinho udbedt, at der investeres nogle transferpenge i en forstærkning til midtbanen især. Den nok så nødvendige forstærkning til angrebet håber man derimod at kunne skaffe enten transferfrit eller gennem et lån, indtil Tammy Abraham kan blive solgt i et senere transfervindue.

Et seriøst bud til Romas kommende midtbane er fortsat Davide Frattesi. På sidste café lignede det unægeligt at løbet var afgjort til fordel for Inter, der efter salget af Brozovic havde aftalt et møde med Sassuolo fredag eftermiddag, hvor pengene ville blive lagt på bordet. Men som bekendt udviklede Brozovic-handlen sig en smule dramatisk, og i sidste ende fik Inter ikke helt så mange saudi-dollars for ham som beregnet – og ikke nok til at købe Frattesi, selvom man ifølge Sky Sports havde aftalt at Sassuolo ville få Samuele Mulattieri med i købet mod et afslag på godt €10m i Carnevalis udmeldte mindstepris på €35m for Frattesi. I dag mandag lyder meldingen i Corriere dello Sport så, at Roma nu igen ligner en lille favorit til at signe Frattesi, da Inter i øjeblikket koncentrerer sig om at købe Lukaku, og fornemmelsen i Rom er, at hvis man hæver buddet nu fra €30m til de af Sassuolo ønskede €35m (hvilket med Romas 30% in mente reelt betyder fra €21m til €24½m), kan transferen være hjemme. Sagaen fortsætter...

Skulle det alligevel glippe med Frattesi, har Roma ifølge Augusto Ciardi nu også meldt sig officielt ind i kampen om transferfrie Daichi Kamada, som angiveligt er ved at være træt af at blive holdt hen af Milan, som han troede at han havde en aftale med, indtil Maldini blev fyret i Milano.

Dertil har weekenden bragt fire, i mine øjne mindre oplagte transferrygter med relation til Romas midtbane i næste sæson, som alternativer til Frattesi. Ifølge The Sun har Roma rettet henvendelse til Man United med henblik på en mulig signing af Fred til hjælp for Giallorossis midtbane. Initiativet udgår angiveligt fra Mourinho, der fortsat sætter pris på Fred fra deres fælles tid i United. Fred er imidlertid 30 år gammel og i sit sidste kontraktår, hvorfor United næppe er interesseret i et udlån, i hvert fald ikke uden en købsobligation, og købsprisen er angiveligt €20m, hvilket ikke lyder realistisk for Roma. Brasilianerens nuværende lønniveau ligger også langt over hvad romerne kan give. Ifølge Gianluca Di Marzio fra Sky Sport Italia overvejer Roma Renato Sanches fra PSG som et alternativ til Frattesi, især hvis han kan hentes ind på en lukrativ ordning fra pariserne. Den 25-årige portugiser kom til PSG i fjor for €15m, men har ikke imponeret i Paris, hvor det er blevet til 27 kampe, 2 mål og 1 assist. Ifølge Francesco Balzani vil et muligt skifte til Roma kun blive i form af et lån. Romerne er dog ikke glade for de mange skader, som Sanches har været plaget af de senere år. Ifølge Calciomercato overvejer Roma også tyske Felix Nmecha fra Wolfsburg. Den 22-årige offensive midtbanespiller, der er uddannet på Man Citys akademi, har i den forgangne sæson spillet 32 kampe for Die Wölfen, scoret 3 mål og lavet 6 assists. Wolfsburg har kontrakt på ham frem til 2025, men vil angiveligt sælge ham for €25-30m. Og endelig har Roma ifølge Corriere dello Sport nu igen skrevet navnet Hakim Ziyech fra Chelsea på blokken over potentielle tilgange til midtbanen, efter at marokkanerens planlagte salg til Al-Nassr stoppede brat pga. et dumpet helbredstjek – hvilket man så vel også skulle mene gjorde ham mindre attraktiv for Roma?

Hvad vikaren for skadede og derfor p.t. usælgelige Tammy Abraham angår, er Gianluca Scamacca tilsyneladende stadig Romas førsteprioritet. Ifølge Corriere dello Sport skal Tiago Pinto mødes med West Ham-ledelsen igen i den kommende uge med henblik på en transfer. London-klubben har afvist et rent lån, og nu vil Roma så angiveligt prøve at bløde op på dette med at inkludere en købsoption eller en betinget købsobligation i lejeaftalen. Ifølge La Gazzetta står Patson Daka fra Leicester næstøverst på listen, hvis det ikke lykkes at signe Scamacca.

På tredjepladsen synes Adama Traore at have sneget sig op, om end det er uklart om det er som egentlig centreforward eller snarere som en slags ny højrewingsreserve (måske isf. Solbakken?). Ifølge Gianluca Di Marzio foretrækker Traore ganske vist Milan frem for Roma pga. milanesernes CL-deltagelse, men ikke desto mindre lyder meldingen i mandagens La Gazzetta fortsat, at Traore står højt på Romas notesblok.

I weekenden kom The Sun med den overraskende nyhed, at José Mourinho har kontaktet Mason Greenwood fra Manchester United og foreslået den 21-årige højrewing at komme til Roma for at genstarte karrieren dér. Dagen efter var Roma-ledelsen imidlertid ude i LaRoma24 og afvise rygtet.

Af øvrige indgående transferrygter er blot at melde, at Wilfried Singo fra Torino ifølge Tuttosport nu igen er i Romas søgelys, ligesom han var det tidligere på foråret. Den 22-årige højreback fra Elfenbenskysten er dog ganske ombejlet blandt italienske topklubber og skal angiveligt koste €12-15m.

Forstærkning til førsteholdstruppen kan også i sæsonen 23/24 ventes fra primavera-holdet. Ifølge La Gazzetta er der især planer om at rykke 18-årige Giacomo Faticanti fast op til førsteholdet i den kommende sæson. Faticanti er defensiv midtbanespiller, men kan også bruges som centreback. Også 18-årige Nicolo Pisilli (central midtbane) og 19-årige Luigi Cherubini (venstrewing) er i overvejelse til oprykning; i den forgangne sæson har Cherubini scoret 6 mål og lavet 8 assists i 32 kampe for primavera-holdet.

Til at finansiere sommerens eventuelle indkøb er der fra reservelageret stadig Rick Karsdorp, Gonzalo Villar og Matias Viña at sælge ud af; noget afgørende nyt er der ikke om nogen af dem. Den primære transferindtægt ventes dog at komme fra Roger Ibanez. Napolis interesse for ham, som blev udmeldt fredag morgen, holdt ikke længe, for allerede fredag aften forlød det i Calciomercato, at Aurelio De Laurentiis fik espressoen galt i halsen, da han hørte Romas prisudlæg på €35m, hvilket han angiveligt aldrig nogensinde vil give noget i nærheden af! Så kender vi Roma-Napoli-forholdet igen. Allerede mandag meddeler Calciomercato dog, at Napoli fortsat har Ibanez’ navn stående på blokken. Ifølge Corriere dello Sport er prisen (for udenlandske klubber?) iøvrigt stadig dog kun €25-30m, og Aston Villa skulle være i gang med at forberede et bud.

Leonardo Spinazzola er også fortsat et potentielt salgsemne. Ifølge hans agent Davide Lippi har Spina selv intet ønske om at forlade Roma, men med ét år tilbage af hans kontrakt er han blevet sat på klubbens liste over mulige salg, uden at man decideret aktivt prøver at sælge ham. Hvis der indkommer nogle bud, vil disse blive evalueret spiller, agent og klub imellem.

Eldor Shomurodov skal vi nok ikke forvente nogen videre indtægt på. Ifølge Corriere dello Sport overvejer Galatasaray at tage usbekeren ind på lån med en købsoption for den kommende sæson. I samme åndedrag kan nævnes, at ifølge Gianluca Di Marzio forhandler Roma nu med LASK Linz om en udlejning af Ebrima Darboe i den kommende sæson, formentlig kombineret med en købsoption på €2-3m; ifølge Calciomercato er også Westerlo interesserede.

Med udgangen af sæsonen 22/23 har AS Roma sagt farvel til to spillere, som de færreste Roma-fans nok var klar over at vi havde. Den 26-årige kroat Ante Coric er offensiv midtbanespiller og kom til Roma helt tilbage i 2018 fra Dinamo Zagreb for €6m. Han slog aldrig igennem på Romas hold og har været udlejet fra 2019 til 2022; i den forgangne sæson var det ikke muligt at udleje ham og han har trænet for sig selv sammen med Bianda. 23-årige William Bianda er en fransk centreback, der ligeledes tilgik Roma i 2018 på en transfer fra Lens for €6m. Hans ophold i Roma har været ganske identisk med Corics, om end han har været udlejet i 2020-2022 til nogle andre klubber. Begge kan således henlægges til bunken af tidligere sportsdirektør Ramon Monchis mindre heldige indkøb. Man kan kun håbe at de får gang i karrierern igen andetsteds.

Mandagscaféens sidste historie omhandler en af Mourinhos yndlingsaversioner fra den forgangne sæson. Marco Serra er ifølge Sport Mediaset nu blevet fyret af det italienske dommerforbund AIA, angiveligt pga. hans opførsel overfor José Mourinho under kampen mellem Roma og Cremonese. Beslutningen kommer lidt uventet efter at AIA tidligere har bakket fuldt op om Serra og efter en kort orlov genindsat ham som dommer i ligakampe under Serie A-niveau. Der er foreløbig ingen begrundelse for dommerforbundets tilsyneladende holdningsændring. Mourinho skal dog ikke vide sig for sikker. Ifølge Football Italia bliver Serra tilbudt et nyt job som VAR-official...
Ham Giacomo Faticanti har noget legendarisk over navnet alene !

Totti, Conte, Ancelotti, FATICANTI !
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Er Faticanti ikke også en defensivt orienteret midt? Med mit begrænsede kendskab til ham så virker han jo som en De Rossi/Aquilani "light". Forhåbentlig med en karriere som kommer til at minde mere om De Rossi end Aquilani.
FCN
Annonce