Snak

Mere indhold efter annoncen
14/7. Caffè Roma (venerdì)
Første omgang er på husets regning! Dette sker som fejring af, at UEFA idag fredag har godkendt de indleverede FFP-opgørelser for regnskabsåret 2022 fra Roma. Også Milan og Inter har fået det blå UEFA-stempel, men derimod ikke Juventus.

Siden caféen i mandags er der ikke kommet nye officielle transfers eller forlængelser, men i løbet af i dag eller imorgen ventes det offentliggjort, at Rasmus Nissen Kristensen tilgår Roma på et tørt lån fra Leeds United for hele sæsonen 23/24. Nissen, som han efterfølgende vil hedde her på caféen, var ifølge Gianluca Di Marzio fra Sky Sport Italia så ivrig efter at komme afsted, at han selv købte sig en flybillet i onsdags og ankom til Rom i går, hvor han har været til lægetjek på Villa Stuart nu til formiddag – og tilsyneladende er alt gået vel.

Dertil afventer vi også stadig at få den endelige, officielle bekræftelse på kontraktforlængelsen med Stephan El Shaarawy. Det vides ikke hvorfor det trækker ud med annonceringen, men der er ingen rygter om at noget skulle være galt.

Det næste store transferemne for Roma synes at blive hvem der skal ind som Tammy Abrahams vikar som centreforward i den kommende sæson. Spidskandidaten har som bekendt længe været Gianluca Scamacca fra West Ham, men forhandlingerne med London-klubben trækker vedvarende i langdrag. Hovedpersonen selv har meldt ud, at han ønsker at komme retur til Italien og allerhelst til Roma (”the two colours of my heart are giallo e rosso”), og hans agent har fået besked på at sætte alle andre muligheder på hold. Tiago Pinto har i den forgangne uge afgivet to tilbud, hvoraf det første straks blev afvist. Det seneste lyder ifølge La Gazzetta dello Sport på et lejemål med et lånefee og en betinget købsobligation på €25m, der kommer til udløsning næsten sommer hvis Scamacca spiller et vist antal kampe og scorer et vist antal mål – plus den lille detalje at Roma kvalificerer sig til CL. Ifølge Di Marzio indikerer rygter dog, at West Ham afventer, at Juventus får solgt Vlahovic, hvorefter turinerne menes at ville købe Scamacca direkte, uden forudgående lejemål og andet pladder. Tiago Pinto har ifølge Di Marzio nu sat en bagkant på forhandlingerne til slutningen af næste uge, hvorefter fokus for Romas vedkommende vil blive rettet på alternative angrebsmuligheder.

Dette sker dog tilsyneladende allerede, for i de seneste dage er Romas tidlige sommerflirt med Alvaro Morata fra Atletico Madrid blusset kraftigt op igen. Dette kan måske dels være for at lægge lidt pres på West Ham, men dertil synes der ifølge Corriere dello Sport ikke at være fuld enighed i Roma-ledelsen om, hvem der er klubbens førsteprioritet som ny angriber. Mens Pinto og direktionen i øvrigt foretrækker italienske Scamacca, der som nævnt også åbent har erklæret sin kærlighed til klubben, så foretrækker José Mourinho spanske Morata, som han sammen med Dybala vedvarende har forsøgt at overtale til et skifte til Rom – en idé spanieren dog fortsat virker noget lunken på. Morata er angiveligt også blevet kontaktet af saudierne (Al-Ettifaq), men har takket nej og ønsker at blive i Europa, og også meget gerne i form af en retur til Italien, men han synes åbenbart ikke lige at Roma er den mest sexede klub at slå sine folder i på de kanter. Ikke desto mindre har repræsentanter fra Roma ifølge Corriere dello Sport nu intensiveret forhandlingerne med Morata-lejren for at få klarlagt, præcis hvilke muligheder der reelt er for at signe den spanske angriber. Udover Moratas egen indstilling, så er der således også tvivl om ordlyden af hans nye kontrakt med Atletico, idet agenten hævder, at Morata har en frikøbsklausul på €10m, mens den ifølge klubben er på €21m.

En simpel sammenligning af de to topkandidater beretter, at mens 24-årige Scamacca i de to seneste sæsoner (for Sassuolo og West Ham) er noteret for 24 mål og 1 assist i sammenlagt 65 kampe, så har 30-årige Morata (for Juventus og Atletico) lavet 27 mål og 12 assists i sammenlagt 93 kampe. Uanset hvem af dem bliver, så har Mourinho meddelt klubledelsen, at tilgangen skal være på plads, så angriberen kan komme med på holdets træningstur til Algarve i Portugal med afgang den 22. juli.

Dertil har Mourinho ifølge Corriere dello Sport meldt ud, at han (foruden ovennævnte Nissen til højrewingback-pladsen) ikke blot vil have én ny spidsangriber, men hele to, samt dertil en højrewing og en midtbanespiller! Okay okay.

Så selv hvis Scamacca eller Morata ender med at komme til Roma i den kommende uge, så kan der altså stadig være endnu én lille ny på vej, i hvert fald hvis det står til Mou. Et af de mange tidligere navne på Romas rygteblok over potentielle nye centreforwards ser dog ud til at kunne slettes, idet 19-årige brasilianske Savio af Fabrizio Romano nu meldes på vej fra Troyes på et lejemål i Girona.

Til gengæld er der indkommet et uhyre spændende bud fra Il Messaggero i form af Valentin Castellanos, der i den forgangne sæson har været udlejet til just samme Girona fra New York City FC. Den 24-årige argentiner er i sin første La Liga-sæson noteret for 13 mål i 35 kampe, hvoraf kan fremhæves fire mål i samme kamp mod Real Madrid! Han kunne da blive en interessant andenangriber hos de rød-gule...

Endnu et potentielt angriberemne er ifølge Leggo Habib Diallo fra Strasbourg. Den 28-årige senegaleser har vitterligt gjort det godt i den forgangne sæson i Ligue 1, hvor han i 37 kampe har scoret 20 mål. I Roma er man dog betænkelig ved at hente endnu en afrikaner ind med tanke på AFCON i vintermånederne, hvor man allerede må forvente at skulle se bort fra Aouar og Ndicka.

Apropos Romas angribere, så er Trabzonspor ifølge Calciomercato frække nok til at foreslå, at Roma lader Andrea Belotti tilgå dem på en fri transfer! Dette selvom hans kontrakt netop er blevet forlænget med to år, i øvrigt til Belottis egen udtrykte glæde.

Fra samme del af banen kan ifølge La Gazzetta meldes, at Lecce overvejer at tage Eldor Shomurodov ind på lån for den kommende sæson.

Hvad angår Mourinhos ønske om en højrewing, synes Adama Traore efterhånden at ligne det varmeste bud, efter at hans foretrukne klub Milan ifølge Fabrizio Romano har trukket følehornene til sig. Det betyder tilsyneladende, at Roma står alene tilbage i Serie A med interesse for den muskuløse højrewing, der i de to forgangne sæsoner har leveret lidet imponerende 4 mål og 6 assists i 80 kampe for Wolves. Men han koster gratis!

Det kan i øvrigt undre, hvad Mou vil med en højrewing, da han meget sjældent spiller med den slags. I givet fald har han allerede én til rådighed i Ola Solbakken, som der dog ifølge Il Resto del Carlino nu er overvejelser i Bologna om at signe.

Hvad angår Mourinhos ønskede forstærkning til midtbanen, er der fortsat ikke rigtig noget reelt på bedding. Marcel Sabitzer fra Bayern München er ifølge La Gazzetta selv ret lunken ved tanken om et skifte til Roma, så der ser heldigvis ikke ud til at komme nogen østrigsk pølse ud af det skind. Det samme gælder i bund og grund emnerne Renato Sanches fra PSG og Rodrigo De Paul fra Atletico Madrid, der lønmæssigt også fremstår alt for dyre. Sidste uges rygte om Marko Arnautovics potentielle transfer fra Bologna til Roma synes nu også helt skudt ned, idet klubben ifølge La Gazzetta har meddelt Arnautovics agent, at et salg ikke kommer på tale denne sommer. Ifølge The Express har Roma forhørt sig til Man United med hensyn til den reelle tilgængelighed af Fred, men i øjeblikket meldes Fulham at være favoritter til at overtage ham.

Fra den lidt mere sandsynlige midtbane-transfer-afdeling er at melde, at Roma tilsyneladende fortsat er med i spillet om den transferfrie japaner Daichi Kamada, men betingelserne her er ikke blevet lettere af, at Atletico Madrid nu ifølge Calciomercato også har meldt sig på banen. De atletiske madrilenere søger angiveligt en afløser for Joao Felix.

Det aktuelt bedste bud på en ny tilgang til Romas midtbane er i virkeligheden nok Nicolas Dominquez fra Bologna, som der ifølge La Gazzetta er seriøse overvejelser i Roma om. Bologna skal efter en række indkøb nu til at sælge, og Dominquez ligner et af de mere oplagte bud på en exit. Fiorentina har hidtil været favorit til at overtage den 25-årige argentiner, der kan beskrives som en højrefodet og defensivt orienteret central midtbanespiller, men i dag fredag melder Leggo, at Pinto overvejer at udforme et konkret bud på Dominquez.

Apropos argentinere, så har den mest omtalte Roma-spiller i transfersammenhæng i den forgangne uge været Paulo Dybala. Ifølge Corriere dello Sport har ledelsen i Chelsea umådelig svært ved at tage nej for et svar, og klubbens eksterne agenter har angiveligt fået besked på at presse yderligere på i forhold til at overbevise La Joya om London-klubbens fortræffeligheder. Uret begynder dog at tikke, for den berømte klausul med de €12m udrinder med juli måned. Og indtil videre ryster hovedpersonen fortsat selv grinende hovedet på alle spørgsmål om en transfer. Så opgiv det nu bare, Poch..!

Som en potentiel vikar for Dybala vil 18-årige Riccardo Pagano ifølge Il Messaggero blive forfremmet fra Romas primavera-hold til førsteholdet i den kommende sæson, hvor han allerede er begyndt at træne med ”de voksne” og er inviteret med på træningslejren til Algarve. Pagano er en højrebenet, offensiv midtbanespiller, der også kan spille centreforward. I den forgangne sæson scorede han 15 mål og lavede 4 assists i 34 kampe på primavera-holdet.

Romas primære udadgående transferemne i sommerens vindue er fortsat Roger Ibanez, men nu hvor FFP-gælden til UEFA er blevet indløst, så er det ikke længere bydende nødvendigt, at Roma lader ham gå. Ifølge La Gazzetta er brasilianeren fortsat på salgslisten, men han vil kun blive solgt, hvis man kan få den ønskede pris, der ligger i niveauet €30-40m. Ifølge Filippo Biafora fra Il Tempo er Ibanez blevet kontaktet af saudiarabiske klubber, men har svaret, at han ikke ønsker at forlade europæisk fodbold på nuværende tidspunkt i karrieren; han er 24 år.

Anderledes er situationen for 30-årige Leonardo Spinazzola, der ifølge Goal Italia har modtaget et tilbud fra saudiarabiske Al-Shabab, der vil indbringe ham en netto årsløn på €6m i tre år. For at løse Spina fra det sidste år af hans kontrakt med Roma, har saudierne tilbud romerne beskedne €7m. Dette tilbud er i dag blevet afvist af Roma-ledelsen, der ifølge La Gazzetta som minimum kræver €10m i transfer.

Der kan dog være flere saudi-dollars på vej til Roma. Ifølge tyrkiske TMW har Al-Hilal tilbudt Nicolo Zaniolo den nette sum af €120 over fire år for at komme til klubben; de har givet ham 15 dage til at overveje det. Det forlyder ikke hvad hans nuværende klub Galatasaray vil kræve i transfer, men forhåbentlig en fornuftig stor pose penge, idet Roma har en videresalgsklausul på 20%. Ifølge La Gazzetta har Al-Hilal indtil videre afgivet et mundtligt bud på €20-30m; Zaniolo har en frikøbsklausul på €35m.

En anden videresalgsklausul med potentiel, snarlig indløsning omhandler den tidligere Roma-spiller Cengiz Under, der ifølge Fotomac kan være på vej fra Olympique Marseille til Fenerbache. Den tyrkiske klub har foreløbig budt €4m, hvilket er blevet afvist i Marseille; Roma vil indkassere 20% af transfersummen, så franskmændene skal da bare få prisen banket op.

Endelig er Roma ifølge Romapress tæt på at indkassere €3m på Riccardo Marchizza, en 25-årig venstreback, som Romas primavera-afdeling solgte tilbage i 2017 til Sassuolo for €6m. Siden da har han været nærmest permanent udlånt til andre klubber, men nu er Sassuolo angiveligt tæt på at sælge Marchizza til Frosinone for samme pris, som de selv gav for ham for seks år siden. Og her har Roma fortsat en 50%-videresalgsbonus at se frem til.

En indgående transfer, der om bekendt allerede er på plads, er Houssem Aouar, der ifølge Corriere dello Sport har gjort et særdeles godt første indtryk på José Mourinho ved sin dedikation og professionalisme igennem ugens træningspas. Mou har allerede betegnet ham som sin ”schweizerkniv”, med mange forskellige potentielle funktioner og evnen til at stikke modstanderen, hvor det gør mest ondt. Aouar vil indgå i den planlagte træningskamp i morgen lørdag mellem Roma og det lokale hold Boreale.

Og så kan vi passende afslutte fredagscaféen med endnu en runde på husets regning, idet Chris Smalling ifølge Squawka er den forsvarsspiller fra de fem store europæiske ligaer, der vandt flest tacklinger i sæsonen 22/23: 218 vundne tacklinger ud af 300 (72,7%). Dertil har Rasmus Højlund fra Atalanta til Tuttosport udpeget Smalling som den sværeste forsvarsspiller han har stået over for i Serie A. Så bliver det ikke meget større!

Prego - e daje Roma!💛❤️
Officielt: AS Roma har indgået aftale med Leeds United om et års lejemål af RASMUS NISSEN KRISTENSEN. Lejemålet er uden option eller obligation om køb. Den 26-årige danske højreback trådte sine tidligste fodboldsstøvler i Brande IF, inden han via Herning Fremad kom til FC Midtjylland i 2012. Efter en sæson i Ajax Amsterdam i 18/19 kom Kristensen i 2019 til RB Salzburg, hvor han fik tre sæsoner med relativt god succes. Dette banede i sommeren 2022 vejen for en transfer til Leeds United formedelst €13m. Hos Leeds er det i den forgangne sæson blevet til 30 kampe, 4 mål og 1 assist. Så var tallene noget bedre i hans seneste sæson i Østrig, hvor det blev til 45 kampe, 10 mål og 8 assists. RNK har desuden spillet 14 kampe på det danske A-landshold, uden at score. Meldingen om Romas interesse for danskeren blev første gang omtalt for tre uger siden, hvor det allerede lød, at klubben og spilleren var blevet indbyrdes enige om betingelserne. Til gengæld kneb det lidt mere for de to klubber at blive enige, og tilsyneladende er det endt med, at Kristensen simpelthen gennemtvinger et tørt lejemål qua en særlig klausul i sin kontrakt med Leeds, der er blevet aktiveret ved den nordengelske klubs nedrykning til Championship – i øvrigt præcis ligesom for Llorente. Signingen af Kristensen må alt andet lige indikere en forventning om, at Rick Karsdorp er på vej til at blive solgt. De to spillere minder som type en del om hinanden, og det må formodes, at Kristensen kommer til at dele højrewingbackpladsen med Zeki Celik henover sæsonen, måske således at danskeren foretrækkes i de kampe, hvor Roma gerne vil kunne satse lidt mere offensivt på højrekanten.

Rasmus Nissen Kristensen får trøje nr. 43.

Benvenuto a Roma, Rasmus!
Nå, så gik Declan Rice-transferen endelig igennem. Interessant om det får nogen indvirkning på West Hams videre ageren i spørgsmålet om Scamacca? Nu må deres likvide reserver da være sikret et stykke tid frem og de skal igang med at powershoppe.
Ifølge Corriere dello Sport har Alvaro Morata nu rent faktisk sagt ja til et skifte til Roma. Nu henstår at udrede, hvor meget Atletico reelt skal have i transfer. Agenten siger €10m, klubben siger €21m.
Bliver spændende hvem vi får ind på toppen . Jeg kunne godt tænke mig Morata men scamacca lyder altså heller ikke dårligt specielt hvis Mou kan få gang i ham igen ........ og håber stadig på Belotti vågner fra sin scorings dvale
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Og velkommen til Nissen
Roma har i dag lørdag spillet sin første pre-season-træningskamp mod bysbørnene fra Boreale. Roma vandt 4-0 på mål af Pagano, Solbakken, El Shaarawy og Aouar. Der var således tale om to debutantmål, idet det sidste mål blev scoret af Mous nye ”schweizerkniv”, Houssem Aouar, mens det første mål blev sat ind af 18-årige Riccardo Pagano, der netop er hentet op fra primavera-holdet. Ikke nogen dårlig start for de to førsteholdsdebutanter!
Det tyder på at Moratta bliver den nye angriber hos Roma. For mig lidt skuffende det ikke blev Scamacca. En italiener med fortid i Roma´s ungdomsrækker vs. en tidligere Juve-spiller, som jeg aldrig har set det store lys i. Men beggars can´t be choosers.
Scamacca er klart også min foretrukne, selvom Morata ikke er noget ringe alternativ. Men giv det lige et par dage, der kan stadig nå at ske noget i West Ham.

Roma vil nu få afklaret med Atletico, hvad den reelle transferpris på Morata egentlig er. Hvis den som spanske medier hævder er over €20m, vil man foreslå et lån med en betinget købsobligation, formentlig i stil med det med har foreslået West Ham mht. Scamacca.

Calciomercato melder i øvrigt at Morata er indstillet på at gå ned i løn fra €6m til €4½.
En sjov detalje ved dagens træningskamp mellem Boreale og Roma: Roma spillede selvfølgelig i deres nye Adidastrøjer - men uden de famøse rygnumre! 😂

(se evt. historien bag på trådens side 1387 tredje indlæg)
Annonce