Snak

Mere indhold efter annoncen
Dybala havde i hele sin Juvekarriere mange både store og små skadesperioder. Må håbe for Roma han er mindre skrøbelig hos jer, da han netop kan være den kreative kraft, når han er i topform, som I her efterspørger efter gårsdagens kamp. I øvrigt synes jeg, at Roma spiller for spiller har et rigtigt spændende hold i år og undrer mig derfor noget over deres start på sæsonen. Også taget holdene i betragtning de har mødt.
Det er fremskridt ift sidste år at vi i de 2 kampe presser spillet fremad og igår havde 72% boldbesiddelse og 20 skud på mål . At modstander så scorer 2 mål på 4 skud er bare dårligt.
Vi har mange store chancer og skud på indersiden af træværket.
Det kan kun gå fremad og vi bliver ikke kørt over af Milan.
@Pete, jeg beundrer som sagt din positivitet! 😆 Jeg frygter reelt en 0-5-snitter eller lignende mod de rød-sorte.

Status på Big Rom, der fortsat ikke er landet i Rom, men meldingerne fra selv de mest troværdige kilder lyder vedvarende på, at en aftale kommer nærmere og nærmere. Samme kilder er dog gennemgående noget uenige om de konkrete tal i forestillingen. Tilsyneladende vil Chelsea have €10m for et tørt lån, mens Roma vil give €5m, og efter alt at dømme lander aftalen et sted inden for dette interval. Ingen obligationer eller optioner. Der florerer ligeledes forskellige opfattelser af hvad Lukakus nuværende lønniveau hos Chelsea egentlig er, men et centralt element i forhandlingerne synes at være, at Roma vil skulle betale hele hans løn, som man så til gengæld prøver at få ned på et leje omkring €7½m. Angiveligt har Dan Friedkin nu selv taget turen til Bruxelles for at få Lukakus accept af dette. Den seneste melding fra Fabrizio Romano er, at stemningen i alle tre lejre fortsat er positiv og at en endelig aftale ventes på plads inden for 24 timer.
Romelu Lukaku har angiveligt afvist et sidste-øjebliks-bud fra Borrusia Dortmund. Hvad der måske kan være mere bekymrende for Roma er, at Juventus angiveligt i går har kontaktet Chelsea-ledelsen med en melding om, at de stribede skam stadig er interesserede. Det bliver interessant at se hvad der sker imorgen.
Jeg forstår nok stadigvæk ikke helt hvorfor vi ikke bød mere aktivt ind på Retegui. Genoa fik ham for €12m og nu har han scoret mod Lazio. Det er mere end hvad nogen i Romas trup formåede i hele sidste sæson...
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Romelu Lukaku fløj ifølge Il Romanista søndag aften fra Bruxelles til London for at deltage i de afsluttende forhandlinger om hans eventuelle lejemål i Roma. De økonomiske forhold synes at være landet på et låne fee på €5m og en løn på €7½m. Det forventes at aftalen kan afsluttes inden for de nærmeste timer, hvorefter Lukaku kan tage til Rom med Ryan Friedkin og Tiago Pinto i Friedkin´ernes private fly.
Hahaha!

Med tanke på hvordan Pinto har rejst verden rundt hele sommeren for at finde en angriber fra laveste hylde - og så komme retur fra London med en kvabset belgier, der kan vise sig at være verdensklasse...det er sgu meget godt gået 😅

Well done, Pinto!

På papiret har Roma altså et super slagkraftigt hold, som burde ende i top4, men vi så det jo også sidste år; gode kampe (og sejre) mod tophold og en masse tabte point til midt/bundhold.
FCN
Hvis man nøjes med at se på slutproduktet frem for processen, kan det jo ende ud med et formidabelt transfervindue for Roma hvad angår antal og kvalitet af indkomne spillere ift. udgående og i forhold til det latterligt lille anvendte transferbeløb.

Ifølge Sky Sport har Roma sågar ladet en plads stå åben i den trup, der snart skal indmeldes ift. Milan-kampen på fredag, hvor "Romalu" i teorien kan få debut. Men det kan godt være han lige skal løbe nogle af de gode belgiske pomfritter af sidebenene inden da...😄
Caffè Roma (lunedì)
Mens vi venter på afgørelsen om Big Rom (you can’t spell Romelu without Rome), følger her en opdatering på ugen der gik hvad angår transfers – og ikke mindst de dertil relaterede rygter – ind og ud af AS Roma.

På caféen i mandags så alt ud til at Romas længe ventede og omtalte udbygning af angrebet ville komme til at bestå af Duvan Zapata fra Atalanta. Ifølge mandagens eftermiddagsudgave af Calciomercato havde vi faktisk købt ham på en permanent ordning for €6m up front + €3½m i add-ons, tilmed på en tre-årig kontrakt til en løn af €2,7m. Men mandag aften forlød det så i bl.a. Corriere dello Sport, at Atalantas træner Gasperini havde slået bremserne i for Zapata-transferen pga. El Bilal Tourés langtidsskade. Den efterhånden noget frustrerede Roma-ledelse gav da kollegaerne i Bergamo et ultimatum på 48 timer til at finde ud af, hvad de ville, og selvom Zapata selv tilsyneladende gjorde hvad han kunne for at få skiftet på plads, meldte Atalanta-ledelsen onsdag ud, at man ikke længere ønskede hverken at sælge eller på anden måde afhænde Duvan Zapata.

Mandag genopstod så også en historie fra tidligere på sommeren om at Roma var parat til at overtage Mason Greenwood fra Manchester United. Relanceringen i Talksport hang sammen med, at United netop havde bekendtgjort, at Greenwood ikke længere var tilknyttet klubben. Da historien var ude første gang i starten af juli var Roma-ledelsen meget hurtig til at udsende et dementi, og det samme skete denne gang, hvor det blev gjort klart, at man absolut ikke ønskede at have noget som helst med Greenwood at gøre. Samme melding kom lidt senere fra José Mourinho, der ellers var blevet udnævnt til bindeleddet mellem Greenwood og Roma.

Tirsdag præsenterede Radio Radio sommerens tilrygtede Roma-angriberemne nr. 39 i form af Luka Jovic fra Fiorentina. Den 25-årige serber har i sidste sæson scoret 13 mål og lavet 5 assists i sammenlagt 50 kampe, hvilket jo ikke lyder helt dumt. Men sådan ser det nu så alligevel ikke ud til at blive.

For torsdag var der så pludselig BANKO på emne nr. 40: Sardar Azmoun fra Bayer Leverkusen. Den 28-årige iraner blev i sidste sæson noteret for 4 mål og 4 assists i 33 kampe, mens den forudgående sæson bød på 11 mål og 5 assists i 32 kampe. Azmoun har desuden spillet 69 A-landskampe for Iran og her scoret 42 mål. Roma har fået ham ind på et lejemål med en købsoption på €12m. Azmoun blev præsenteret som Roma-spiller lørdag morgen og var med på bænken i Verona, dog uden at komme ind.

Ugens helt store transfersaga har dog som bekendt omhandlet Romelu Lukaku fra Chelsea, der i den forgangne sæson var udlejet til Inter. Den 30-årige og 191 cm store belgier behøver nok ingen nærmere præsentation (14 mål i 37 kampe i 22/23; 15 mål i 44 kampe i 21/22; 30 mål i 44 kampe i 20/21), og har allerede længe haft sin egen sektion i sommerens transferrygtestrøm, med skiftende relationer til Inter, Juventus og Saudiarabien. Chelsea vil bare af med ham, og da vinduet gik mod hæld, begyndte Roma at øjne en chance for at byde sig til med et discountlån som alternativ til de strandede forhandlinger med de to store italienske klubber. Tirsdag tog Roma-direktøren Lina Souloukou til London for at vejre mulighederne, og Boehly & co. viste sig snart ikke-afvisende, ligesom Lukaku også selv godt kunne se fornuften i at få sin ønskede retur til Serie A gennem hovedstadsklubben og Mourinho. Fredag aften fløj også Ryan Friedkin og Tiago Pinto til London, hvor de lørdag sad med som æresgæster på Stamford Bridge til Chelseas sejr over Fulham, der åbenbart gjorde værterne endnu mere fornøjede og imødekommende. Lørdag meldte Lukaku til belgiske medier, at han var parat til at tage til Rom søndag for at underskrive kontrakten, hvilket dog ikke skete, selvom udmeldingen nåede at sætte de to Rom-lufthavne i forhøjet sikkerhedsberedskab pga. frygten for et massivt opbud af Roma-fans ved udgangene. Lørdag aften blev en lombardisk tv-vært (og Inter-fan) fyret for at have ytret sig racistisk om ”forræderen Lukaku” for åben skærm. Både Dan Friedkin og hovedpersonen selv har mandag morgen sluttet sig til forhandlingerne i London, hvor det i øjeblikket tegner til en ”tør låneaftale” uden optioner eller obligationer, til et fee på beskedne €5m og en lønnedgang fra belgierens nuværende €11½m til €7½m, som Roma så skal dække fuldt ud. Aftalen forventes at komme i hus i løbet af mandagen.

En knapt så positiv transfernyhed er det, at 19-årige Giacomo Faticanti ifølge Gianluca Di Marzio er blevet solgt til Lecce for €1m. Den defensive midtbanedirigent og holdkaptajn på primavera-holdet var ellers tiltænkt en oprykning til reservebænken på Romas førstehold i denne sæson, men ambitionerne rækker videre, så han har selv anmodet om et salg til en mindre Serie A-klub for at opnå mere sandsynlig spilletid. Kontrakten indeholder en videresalgsbonus på 35% til Roma.

Ifølge Corriere dello Sport kan Ola Solbakken blive Romas sidste udgående transfer i sommervinduet. Der skulle være interesse fra Bologna, samt unavngivne udenlandske klubber. Hvis Solbakken bliver afsat, kan det bane vejen for en ny wing. Derimod ser det ifølge samme medie efterhånden ud til, at Rick Karsdorp bliver i Roma, da der ikke er indkommet nogen tilstrækkeligt seriøse bud på ham.

Der har længe været stille om Paulo Dybalas kontraktforlængelse, siden frikøbsklausulen trådte ud af kraft med udgangen af juli måned. Ifølge Il Messaggero skal parterne mødes når transfervinduet er lukket. Samme Dybala måtte lade sig udskifte af Verona-kampen med en potentiel hofteskade, som han skal undersøges nærmere for de kommende dage. Dybala selv virker dog fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne spille på fredag mod Milan.

Til gengæld er Renato Sanches med sikkerhed ude også mod Milan pga. en muskelskade, som han pådrog sig til træning i den forgangne uge. Det lyder jo desværre bedrøveligt bekendt med tanke på den PSG-spiller, som vi havde på leje i sidste sæson. Dertil har Sanches en vis skadeshistorik, idet han i sidste sæson nåede at blive noteret for fem forskellige skader, der holdt ham ude af 19 kampe, og sæsonen forinden fire skadespauser, der holdt ham ude af 15 kampe.

Det var hvad caféen havde på menukortet i dag.

Prego - e daje Roma!
…gode kampe (og sejre) mod tophold og en masse tabte point til midt/bundhold.

Et af Romas altoverskyggende problemer ift CL-pladser, har netop været en meget sparsom pointhøst mod de andre bejlere.

I sidste sæson blev det til samlet fem point af 24 mulige, mod de senere top4 hold. I sæsonen før, blev det til ét point.

Skal Roma gøre dig forhåbninger om CL-kval, skal dette forbedres markant.

Første test er på fredag.
Annonce