Snak

Mere indhold efter annoncen
Caffé Roma
Selvom sommerens transfervinduer er lukket, er der jo stadig både rygter og reelle historier at forholde sig til om AS Roma. Her er en opsummering af hvad der har været af meldinger om Giallorossi i ugen der gik – nogle historier har allerede været bragt her på tråden, andre ikke.

Tiago Pintos yderst mådeholdende adfærd på sommerens transfermarked har tilsyneladende båret frugt. En ny rapport fra CIES (International Centre for Sport Studies) vurderer at Romas sommertransfers falder helt inden for forliget indgået med UEFA, og oplister klubben som den i Serie A med den bedste netspend-balance (+€95m), hvilket tillige berettes at være den sjettebedste i Europa.

Som afslutning på transfercirkusset har L’Équipe berettet, at vores gode venner i Rennes åbenbart ikke var tilfredse med at hijacke Matic fra os, men faktisk også prøvede at signe Romelu Lukaku i timerne kort før lånekontrakten med Roma blev indgået. Big Rom var imidlertid ikke interesseret. Og torsdag kom så tilmed en påstand i TeamTalk om, at Chelsea angiveligt også til sidst prøvede at overtale Lukaku til at blive, men da havde belgieren besluttet sig for Roma. Apropos, så har en gruppe Inter-ultras, der kalder sig CN69, fredag morgen hængt et banner op ved en gade i Rom med teksten ”Lukaku infame”. Som bekendt blev belgieren mødt med racistiske tilråb og smædesange fra Milans udebaneafsnit ved sin indskiftning på Olimpico sidste weekend. De forstår da at udtrykke sig, milaneserne i Rom...

Selvom de europæiske transfervinduer er lukket i, kan man som bekendt stadig tilknytte transferfrie spillere, og ifølge Il Messaggero kunne vi på den konto have fået Kasper Smeichel, der er blevet fritstillet fra Nice. Men forespurgt af Roma-ledelsen sagde Mou nej, og Smeichel kom så i stedet til Anderlecht.

En af de mange uforløste Roma-transfers i løbet af sommeren omhandlede den unge brasilianske angriber Marcos Leonardo fra Santos. Trods løfter om det modsatte til spilleren (og Roma) var Santos i sidste ende ikke til sinds at lade ham gå midt i den brasilianske sæson, men ifølge Calciomercato.com og Corriere dello Sport skulle der nu være indgået en forhåndsaftale imellem Roma og Santos om en transfer af ham til januar. Ifølge førstnævnte medie til en pris af €13m inkl. add-ons. Nu har Roma som bekendt hente Azmoun og Lukaku ind på lejemål i mellemtiden, så med mindre en af disse er røget ind i en længere skadespause til den tid, er det tænkeligt at Roma vil udlåne Leonardo til en Serie A-klub i foråret. Ifølge Calciomercato.com peger de mest sandsynlige lejemålsadresser i retning af Empoli og Sassuolo. Santos har for deres del allerede fundet en afløser for Leonardo i Alfredo Morellos fra Rangers.

Også på ledelsesgangene sker der udskiftninger. Roma har således fået ny chef for ungdomsafdelingen, hvor Gianluca Gombar afløser den mangeårige chef for akademiet Vincenzo Vergine, der er rykket til Milan. Gombar skifter fra en stilling i Romas tekniske stab. Han har tidligere været holdleder for førsteholdet, men blev fyret i januar 2022 efter fejl i en pokalkamp mod Spezia, hvor Roma foretog en udskiftning mere end tilladt. Eftersom Roma alligevel havde tabt kampen, fik det ikke den store resultatmæssige betydning, men det vakte en del frustration i klubledelsen, idet man i samme sæsons åbningskamp fik konverteret et 0-0-resultat mod Hellas Verona til et 0-3-nederlag, fordi Amadou Diawara fejlagtigt var oplistet i U22-sektionen af den indmeldte trupregistrering til trods for at spilleren da var 23 år. Fyringen af Gombar medførte imidlertid store protester fra flere af de ledende spillere på holdet – herunder Dzeko, De Rossi og Pellegrini – og man endte ud i en ordning med en anden funktion i klubstaben. Men nu skal han altså holde styr på alle spilleraldrene på ynglingeholdene.

Et endnu større Roma-notabilitet kan være på vej til Trigoria i form af selveste Francesco Totti, som Roma-ledelsen ifølge Augusto Ciardi fra LaRoma24 og Il Tempo kraftigt overvejer at engagere i en rolle med ansvar for public relations og ikke mindst forholdet til dommere og andre officials fra Serie A og UEFA. Dette sker efter udtrykkeligt ønske fra Mourinho, der har peget på Totti som hans foretrukne til funktionen. Angiveligt skulle ”Il Capitano” også selv være med på idéen.

Apropos mediehåndtering, så fravalgte José Mourinho at holde pressemøde både før eller efter kampen mod Milan. Dette skulle ifølge Radio Radio hænge sammen med, at der efter Milan-kampen var skænderier i Romas omklædningsrum mellem Mourinho og spillerne; Mou var langt fra tilfreds med spillernes indsats, mens nogle af spillerne efterlyste en mere klar taktik. Augusto Ciardi fra LaRoma24 afviser imidlertid historien som decideret usand. Ifølge hans kilder blev kampens forløb diskuteret, og begge parter tog ansvar for deres fejl. Mourinho udtrykte angiveligt i øvrigt først og fremmest bekymring over de allerede mange skader (Dybala, Sanches, Aouar, Zalewski og Pellegrini). Radio Radio har efterhånden ikke den største troværdighed hos undertegnede. En søgning i mine café-arkiver viser, at ingen af de rygter, som er refereret til dem, har forudset noget reelt, og et par af deres historier (udover denne) fremstår decideret forkerte.

Onsdag bragte bold.dk historien om, at Rasmus Nissen Kristensen ikke er med på Romas liste over spillere, der kan benyttes i UEFA’s Europa League-gruppespil i efteråret. Lad os derfor lige for god ordens skyld gentage, at det samme for det første gælder Sardar Azmoun, og at årsagen hertil ikke er at de to spillere allerede skulle være faldet i ugunst hos Mourinho. I henhold til FFP-forliget med UEFA må Roma ikke stille med en trup, der repræsenterer en større samlet værdi end truppen fra forrige sæson. Af samme grund sker udeladelserne blandt de nytilkomne spillere, og valget på RNK og Azmoun hænger sammen med, at der er fornuftigt med alternativer på deres positioner til stede i resten af truppen. Når det er sagt, så undrer det mig gevaldigt, at Tammy Abraham er meldt ind, eftersom listen så vidt jeg har forstået kun gælder for efteråret, hvor der absolut ingen udsigt er til at englænderen bliver spilleklar? Anyways, Roma har meldt følgende trup ind til UEFA: Patricio, Svilar; Smalling, Ndicka, Llorente, Spinazzola, Mancini, Kumbulla, Celik, Karsdorp; Cristante, Paredes, Sanches, Aouar, Pellegrini; El Shaarawy, Dybala, Belotti, Abraham, Lukaku. B-liste (U21): Boer, Pagano, Zalewski, Bove.

Ovennævnte Sardar Azmoun ventes ifølge Corriere dello Sport klar til kamp for Roma efter landskampspausen, med mulig debut i kampen mod Empoli. Han har ikke været decideret skadet, men har alligevel behøvet genoptræning efter en skadet lægmuskel tidligere på sommeren. Azmoun deltog for første gang tirsdag i holdtræningen på Trigoria.

Også Renato Sanches ventes ifølge Il Messaggero klar til bundbraget mod Empoli den 17. september. Ved en pressekonference i tirsdags lod sportsdirektør Tiago Pinto i øvrigt forstå, at Sanches var hans personlige store drømmesigning, som han allerede havde forsøgt at signe tilbage i sin tid i Benfica. Pinto vedkendte sig også ansvaret, hvis Sanches ikke opnår den håbede succes i Roma: »I am willing to be praised or blasted based on how he ends up playing for us. He’s a player I adore. I already wanted him at Benfica. He has had injury problems in the past, if he has them in the future it will be my fault. But with this staff and with this coach, we should be able to make him perform at his best. This is why we structured a contract that if he plays a certain number of games we have to buy him. If things go well we’re all happy, if they go badly I’m responsible because I’m aware of the risks.«

Det er fortsat uklart, hvorfor Evan Ndicka endnu ikke har fået debut for Roma i de tre første runder af ligaen. Ifølge La Gazzetta dello Sport er den officielle korte forklaring den samme, som i sin tid også blev brugt om Solbakken, nemlig at han endnu ikke har lært sig Romas taktiske spillestil. Det er han så tilsyneladende ikke ene om. Men nu forudser flere medier, at også han får sin debut mod Empoli, hvor han formentlig vil afløse Llorente, hvis start på sæsonen ikke har været for heldig.

Og nu vi er ved Empoli-kampen, så ser det ifølge samstemmende medier efterhånden rigtig fornuftigt ud med Paulo Dybalas skadede lægmuskel, der reelt rækker tilbage til slutningen af sidste sæson, så også han ventes klar straks efter landskampspausen. Vi er nok en del der med spænding imødeser, hvordan han vil kunne arbejde sammen med Lukaku.

Til gengæld tyder meget på, at den landsholdudtagne Lorenzo Pellegrini fortsat er småskadet, og han har derfor ikke trænet med resten af landsholdstruppen op til lørdagens kamp mod Nordmakedonien. Udover Pellegrini har Azzurris nye træner Spalletti fra Roma udtaget Bryan Cristante og Leonardo Spinazzola samt givet potentielt comeback til Gianluca Mancini, der således nyder godt af, at hans navnebror har valgt nye kunstvandede græsgange i Saudiarabien.

Og når vi nu er ved arabiske oliepenge, så kan jeg jo passende slutte af med udsigten til, at flere af disse efter alt at dømme snart også vil flyde i retning af Rom, idet kuwaitiske Q8 meldes tæt på at indgå en mindre sponsoraftale med AS Roma. En tilsvarende sponsoraftale ventes ifølge Il Tempo også indgået med den italienske elektricitets- og gasleverandør Enel, mens American Airlines skulle være tæt på falde på plads som Romas nye hovedsponsor.

God weekend!
Som bekendt blev belgieren mødt med racistiske tilråb og smædesange fra Milans udebaneafsnit ved sin indskiftning på Olimpico sidste weekend. De forstår da at udtrykke sig, milaneserne i Rom...

Det er det første jeg hører om dette. Har du mon lidt mere info?
Det er kort og godt gået henover hovedet på mig. Ser at Milan har udsendt en officiel statement, men det er simpelthen for trist, at der fortsat findes den slags tumper.

Nuvel, Donkey fortjener massiv banter fra Milans fans og der bør også være rigelig med ammunition.

Men hvordan fanden kan man komme med racistiske ytringer, når ens eget hold består af spiller som Leao, Maignan, Tomori osv? Det overgår min forstand.
@Rosso
Racisme blandt fodbold-tosser er en underlig størrelse. Selvom ens egen klub har en eller flere farvede spillere, afholder det ikke idioterne fra at benytte racisme som et våben mod modstanderholdets spillere. Hvilket ifølge flere interviews også sætter holdets egne farvede i en yderst ubehagelig situation. Og sådanne idioter findes desværre nok i alle fanskarer, uanset trøjefarven. Og ja, man kunne jo ellers mene, at der lige præcis i Lukakus tilfælde burde være rigeligt med materiale til banter af en mere sober karakter...

For god ordens skyld var mit indlæg ikke ment som nogen speciel kritik af Milans fans, blot som en "kuriøs" observation af en tilsyneladende fælles milanesisk front hvad angår Lukaku, i hvert fald blandt nogle åndeligt mindre bemidlede milanesere i Rom.
For god ordens skyld var mit indlæg ikke ment som nogen speciel kritik af Milans fans...

Sådan læste jeg det heller ikke. Men en uforbeholden kritik af de tumpede Milan-fans, der står bag de ytringer, er selvsagt helt på sin plads.

...blot som en "kuriøs" observation af en tilsyneladende fælles milanesisk front hvad angår Lukaku, i hvert fald blandt nogle åndeligt mindre bemidlede milanesere i Rom.

Han har i hvert fald formået, at sætte nogle sind i kog. Blot beklageligt, at nogle er så svagt begavede, at de ikke forstår hvor grænsen går.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Det er trist at læse, men det havde jeg heller ikke fået det med. Måske jeg var for godtroende. Forhåbentligt finder de synderne.
Lorenzo Pellegrini er blevet sendt hjem fra den italienske landsholdslejr og kommer således hverken til at spille imod Nordmakedonien eller Ukraine. Der er ikke, som først antaget, tale om en genopblussen af en gammel skade i hans venstre lår, men derimod en helt ny skade i det højre lår. Den nye skade er dybt bekymrende for Pellegrinis fysiske tilstand generelt, men også for Roma-truppens træningsmetoder i almindelighed, idet skadesniveauet er eksploderet efter Mourinhos overtagelse af trænergerningen.
Det er godt nok belastende med Pelegrinni . Syntes de sidste 2 år har været et stort skades helvede
Gianluca Mancini udgået med skade i landskampen mod Nordmakedonien.
Forhelvededaosse!
Jamen for satan da - nu må det stoppe
Annonce