Snak

Mere indhold efter annoncen
Fin pligtsejr over rækkens bundhold. Dejligt med Serie A-mål til Belotti og en "brace" til Lukaku. Noget skidt med Dybala. Ifølge Sky Sports er hans venstre knæ forstuvet. Det er selvfølgelig rigtig træls, men skal man være lidt kynisk, blev vi ikke dårligere af at Belotti kom ind i stedet for ham.
Caffè Roma
Selvom klubfodbolden har ligget stille siden i søndags, er der stadig lidt Roma-historier at underholde sig med sådan en fredag d. 13.-eftermiddag, hvor vejret alligevel er mest til indendørs sysler.

Op til sidste weekend lød det lidt uventet i normalt rimeligt seriøse Corriere dello Sport, at Jose Mourinho kunne imødese en fyreseddel, hvis Roma havde tabt søndagens kamp til Cagliari. Nu vandt vi som bekendt 4-1, og Mou er stadig træner i Rom, men historien er faktisk efterfølgende blevet delvist understøttet af Gianluca Di Marzio, ifølge hvem en fyring allerede var på tapetet efter 1-4-nederlaget til Genoa, og den primære årsag til at det ikke blev til noget var, at der ikke rigtig var nogen oplagte tilgængelige afløsere; Conte forventes f.eks. ikke at ville træde til midt inde i sæsonen.

Il Corriere kunne ved samme lejlighed udpege kandidatemne # 4 i de seneste uger til posten som Mourinhos afløser, nemlig 58-årige Hans-Dieter Flick, der senest har passet trænergerningen i Bayern München (2019-21) og for det tyske landshold (2021-23). Roma-ledelsen var dagen efter ude i ANSA og afvise historien som fake news. I løbet af ugen har La Repubblica i stedet lanceret træneremne # 5 i form af Igor Tudor, der p.t. står uden ansættelse efter senest at have trænet Olympique Marseille. Dertil har Mourinho selv holdt gryden i kog ved i et interview til ElHekayaShow at udtale, at han regner med på et tidspunkt at ville påtage sig en trænergerning i Saudiarabien.

AS Roma har som bekendt ikke helt fået den sæsonstart klubben havde håbet på, hvilket især skyldes usædvanligt mange indkasserede mål, men til gengæld scorer vi faktisk også ganske mange i den anden ende. Ifølge Il Messaggero havde Roma efter ni kampe i sidste sæson kun scoret 12 mål mod 21 mål i denne; kampen mod Cagliari gjorde ikke just dét regnskab dårligere. En væsentlig faktor i Romas positive fremgang på målkontoen hedder Romelu Lukaku, som har scoret 7 mål i sine hidtil 8 kampe for Roma. Dermed har han præsteret den næstmest målrige start for nogen Roma-spiller i klubbens historie, kun overgået af legenden Gabriel Batistuta, der scorede 8 mål i sine første 6 kampe for Roma i 2000 – i øvrigt den sæson, hvor Roma vandt scudettoen, hvis nogen skulle have glemt det. Opgjort på Serie A-mål alene matches Lukakus præstation faktisk af Stephan El Shaarawy, der ligesom belgieren blev noteret for 5 mål i sine første 6 ligakampe for Giallorossi tilbage i 2016.

Mens den store belgier har overgået alles forventninger, og især overrasket med hvor fit han har været lige fra dag ét, så er det imødesete samarbejde med Paulo Dybala ikke rigtig kommet i gang endnu, hvilket skyldes at argentineren har døjet med flere småskader og ikke rigtig spillet op til normalt niveau, når han har været på banen. Og der bliver ikke rettet op på det foreløbig, efter at Dybala pådrog sig et forstuvet knæ i kampen mod Cagliari, og nu meldes ude i minimum en måned. Ifølge La Gazzetta vil Dybalas fravær betyde, at Roma overvejende vil spille med et tomandsangreb bestående af Lukaku og Belotti. Hvilket så heller ikke lyder som den værste nødløsning. Andrea Belotti har i sine 7 Serie A-kampe denne sæson lavet 3 mål og 2 assists; dertil har han scoret 2 mål i de to EL-kampe. Og man kan i hvert fald sige at det er en målerfaren duo, vi har liggende helt fremme: Lukaku og Belotti har ifølge Corriere dello Sport tilsammen scoret 207 mål i italiensk klubsammenhæng!

På skadesfronten er i øvrigt at meldes, at også Lorenzo Pellegrini ifølge Il Messaggero forventes at få en måneds skadespause, hvilket betyder, at han er tvivlsom til ligakampene mod Monza og Inter, samt de to EL-kampe mod Slavia Prag. Ifølge La Repubblica forventes Renato Sanches klar igen til kampen mod Inter sidst i oktober. Og ifølge samme to aviser ventes Chris Smalling og Diego Llorente klar til næste weekends kamp mod Monza. Ifølge fredagens La Gazzetta ser det imidlertid nu alligevel tvivlsomt ud, om Smalling bliver klar inden for en overskuelig fremtid.

Faktisk er Roma-ledelsen angiveligt så bekymrede for Smallings situation, at det kraftigt overvejes at hente en ny midterforsvarer ind i januarvinduet – eller sågar før. Den smalle bænk bliver yderligere udfordret i januar-februar, hvor Evan Ndicka formentlig skal spille AFCON for Elfenbenskysten. En mulig forstærkning med stor erfaring kunne ifølge Corriere dello Sport blive den 35-årige og transferfrie Jerome Boateng, der senest har spillet i Olympique Lyon. Men ifølge Calciomercato.com overvejer Roma-ledelsen på Mourinhos opfordring også at overtage midterforsvareren Eric Dier fra Tottenham, der kan fås på en fri transfer til sommer, men jævnfor situationen muligvis allerede kan komme på tale til Roma til januar.

En anden ventet januartransfer til Roma er Marcos Leonardo fra Santos, som ifølge Corriere dello Sport fortsat er særdeles opsat på et vinterskifte til Roma, og derfor netop har afvist et attraktivt tilbud fra Flamengo. Hvis Leonardo vitterligt kommer til Roma til januar, vil han i foråret formentlig blive udlejet til en anden Serie A-klub. Romerne skal dog ikke vide sig alt for sikre, for ifølge Il Corriere spøger Eintracht Frankfurt fortsat i kulissen med skumle overvejelser at signe den unge brasilianer for næsen af Roma.

En af tidens helt store skandalehistorier i den italienske fodboldpresse har nu også fået forbindelser til Roma – naturligvis, fristes man næsten til at sige. Paparazzi-journalisten Fabrizio Corona har i løbet af ugen præsenteret stadig mere af sine hævdede afsløringer af, at prominente unge italienske topspillere har været involveret i ulovlig betting. Hovednavnene er Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo, og for sidstnævntes vedkommende skulle snyderiet have foregået, mens han spillede i Roma, helt op til skiftet til tyrkisk fodbold i vinters. På grund af sagen er Tonali og Zaniolo blevet hjemsendt fra den italienske landsholdslejr, hvilket i øvrigt har givet plads til Stephan El Shaarawy. I dag fredag har Corona så yderligere rettet tilsvarende anklager imod Nicola Zalewski. Unge Zalewski er i øvrigt for tiden udtaget til det polske U21-landshold, hvor han håber på at få noget mere spilletid efter en svær sæsonstart i Roma.

Apropos landsholdslejre, så risikerer også Edoardo Bove at blive sendt hjem fra den italienske samling, hvilket dog ikke skyldes betting-anklager, men derimod en hævet ankel; skaden opstod i kampen mod Cagliari. Til gengæld er der ifølge Leggo og La Gazzetta også positivt nyt om Bove, idet der meldes om fremskredne forhandlinger mellem klubben og Boves agent om en kontraktforlængelse, der ventes at ville gå til 2027 og medføre en lønforhøjelse fra €250.000 til €1m pr. sæson.

God weekend - Daje Roma!
Nu påstår ham jounalisten at Zelewski har spillet på et gult kort til sig selv....... det beviser vist at det hele er “fis i en hornlygte “ . Så dum nægter jeg at tro en spiller kan være.........
Det skulle være hans gule kort i 93. minut mod Salernitana, hvor han hiver en spiller ned for at stoppe en omstilling.
Daje!
Zalewski bliver ikke efterforsket, da der ikke er tilstrækkeligt med beviser.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Det er godt nok også meget længe at vente til 3 min. ind i overtiden med at trække kortet, hvis han ville have det. Med mindre har han spillet på at få det i overtiden. Jeg er nok lidt skeptisk over for signor Coronas afsløringer, men lad os nu se hvad der kommer mere frem på bordet. Journalisten forstår da i hvert fald at iscenesætte sin sag.

Det samme kan siges om Romelo Lukaku, men i mere positiv sammenhæng. Så fik han lige scoret endnu en gang i aftes, for Belgien imod Østrig. Siden sit skifte til Roma har manden scoret sammenlagt 10 mål i 11 kampe, heraf 3 mål i 3 kampe for landsholdet. I blot tre af de 11 kampe er han gået fra banen uden at score, dels i en landskamp mod Azerbadjan, dels i sin debut for Roma mod Milan (hvor han fik 20 min.) og så i lortekampen mod Genoa. Han er jo for vild!

At tænke sig at vi var snublende tæt på at have fået Duvan Zapata i stedet, hvis ikke Gasperoni i sidste øjeblik havde nægtet. Han har til sammenligning i sine 6 kampe for Torino scoret 1 mål. Mod Roma!
Her er det meget omtalte gule kort:
https://x.com/daznforza/status/1712846304357884391?s=46&t=l1QZanWf9Gk_OU7KRRdvIg

Som jeg ser det tager Zalewski et bevidst gult kort for at bremse en 2 mod 2 omstilling i overtiden. Fantastisk forsvarsspil i øvrigt.
Enig i at det ser ret overlagt ud. Men det lugter mere af at "tage en for holdet" end "min bror har væddet sine børns opsparing på at jeg trækker en advarsel". Så, ja, det er vist en af dem der ikke koster i bødekassen hos Mester Mourinho efter kampen...
Interessant fyr, denne Fabrizio Corona, der under prædikatet ”journalist” og sit eget nyhedsbureau Dillinger News har lanceret betting-beskyldningerne imod Tonali, Zaniolo og senest Zalewski. Han er en forhenværende paparazzo, der i 2007 blev idømt 77 dages fængsel for sin involvering i den såkaldte Vallettopoli-skandale, hvor politikere og berømtheder var blevet pengeafpresset med trussel om offentliggørelse af potentielt kompromitterende fotos. I 2015 fik han så en ny opsamlingsdom for en række tidligere begåede ulovligheder på ialt 13 år og 2 måneders fængsel! I mellemtiden havde han spillet mafiaboss i en tv-serie. Den sicilianskfødte Coronas ”nyhedsbureau” er i øvrigt opkaldt efter den amerikanske gangstercelebrity John Dillinger fra 1930’ernes Chicago.
Hvis man skal tro den italienske presse er der efterhånden en del der tyder på, at Mourinho skifter til Saudiarabien ved udløb af sæsonen 23/24, og at Conte fra næste sæson overtager sædet i Roma.
Annonce