Lehrer, tak for historien. Ja, det kunne være sjovt med en runde personlige begrundelser blandt trådbrugerne.
Mit forhold går ikke så langt tilbage. Min første tur til Rom var i 2004, hvor jeg som ren turistgimmick købte en Roma-trøje. Endda med Tottis navn og nr. på ryggen. Jeg fulgte dem lidt for sjov i de efterfølgende år med flere andenpladser og pokalsejre, og da jeg så var i Rom igen i 2008 var jeg med en derboende ven på Olimpico, hvorefter jeg var solgt. Jeg har aldrig oplevet en tilsvarende tilstedeværelse og opbakning på et stadion, eller en tilsvarende passion blandt en bys befolkning. I Rom ser man (efter min oplevelse) nærmest aldrig voksne (indenbyske) personer gå rundt med en Roma- eller Lazio-trøje, men ikke desto mindre er nærmest alle passionerede støtter af den ene eller den anden klub. Som Roma-fan er man ikke just forkælet med titler (eller bare sejre), og vi brokker os vedvarende frustreret over de mange pointtab og håbløse spillere, trænere, direktører og ejere, men alligevel bakker vi dem op uge efter uge, og jubler når en lokalfødt Bove stopper et modangreb med en syngende tackling eller Pisilli scorer i sin debutkamp. Og vi kan få en begyndende-karrieretræt verdensstjerne som Lukaku til at føle sig som Kongen af Rom. I de norditalienske klubber vinder de titler, i Rom (og Napoli) vinder vi hjerter.
Og ja, så elsker jeg som du bare Rom som by.
[Edit: Jeg er i virkeligheden nok også tiltrukket af hele "Cirkus Romanus"-kaosset, selvom det kan være pissefrustrerende. På den konto passer Mourinho jo smukt ind i kabalen. Nu er det vel en slet skjult hemmelighed, at jeg også er fan af Manchester City (hvilket så rækker tilbage til slut-1970´erne), og der er alt efterhånden blevet så sejrsforkælet og struktureret og velfungerende at det nogle gange næsten bliver for kedeligt. Så er det godt at kunne dyrke det stik modsatte med min romerske kæresteklub.]
Mit forhold går ikke så langt tilbage. Min første tur til Rom var i 2004, hvor jeg som ren turistgimmick købte en Roma-trøje. Endda med Tottis navn og nr. på ryggen. Jeg fulgte dem lidt for sjov i de efterfølgende år med flere andenpladser og pokalsejre, og da jeg så var i Rom igen i 2008 var jeg med en derboende ven på Olimpico, hvorefter jeg var solgt. Jeg har aldrig oplevet en tilsvarende tilstedeværelse og opbakning på et stadion, eller en tilsvarende passion blandt en bys befolkning. I Rom ser man (efter min oplevelse) nærmest aldrig voksne (indenbyske) personer gå rundt med en Roma- eller Lazio-trøje, men ikke desto mindre er nærmest alle passionerede støtter af den ene eller den anden klub. Som Roma-fan er man ikke just forkælet med titler (eller bare sejre), og vi brokker os vedvarende frustreret over de mange pointtab og håbløse spillere, trænere, direktører og ejere, men alligevel bakker vi dem op uge efter uge, og jubler når en lokalfødt Bove stopper et modangreb med en syngende tackling eller Pisilli scorer i sin debutkamp. Og vi kan få en begyndende-karrieretræt verdensstjerne som Lukaku til at føle sig som Kongen af Rom. I de norditalienske klubber vinder de titler, i Rom (og Napoli) vinder vi hjerter.
Og ja, så elsker jeg som du bare Rom som by.
[Edit: Jeg er i virkeligheden nok også tiltrukket af hele "Cirkus Romanus"-kaosset, selvom det kan være pissefrustrerende. På den konto passer Mourinho jo smukt ind i kabalen. Nu er det vel en slet skjult hemmelighed, at jeg også er fan af Manchester City (hvilket så rækker tilbage til slut-1970´erne), og der er alt efterhånden blevet så sejrsforkælet og struktureret og velfungerende at det nogle gange næsten bliver for kedeligt. Så er det godt at kunne dyrke det stik modsatte med min romerske kæresteklub.]