Snak

Mere indhold efter annoncen
Ifølge en uverificeret optælling på internettet har Roma i de seneste fire kampe mod Lazio høstet 4 udvisninger flere end mål. Hvilket vil sige 4 udvisninger i alt. Og det er vel og mærke uden at tælle dem til trænerstaben med...
@PlaystationMessi
I Rom og på Olimpico elsker de ham i hvert fald. Han har jo den der særlige evne til at opruste fans (og spillere og assistenter og øvrige klubfolk) til at føle, at det er Roma mod resten af verdenen. Ikke mindst dommerne, VAR, FIGC, UEFA og dagens modstander (altså ikke Lazio, men bare generelt dagens modstander).

Jeg synes egentlig ikke at truppen er så ringe endda, som den ofte gøres til. Dybala, Lukaku og Mancini alene burde kunne bære os langt. Patricio, Cristante, Bove, Spinazzola og El Shaarawy har efter min vurdering også et ok niveau, der ville kunne give dem startpladser på de fleste subtop-hold. Af de nye er Ndicka og Azmoun også begyndt at gøre det fornuftigt. Det er også svært at tro, at det kun er Belottis egen skyld, at han pludselig ikke kan score mål mere. Og fra primavera-holdet dukker vedvarende nye talenter op, lige indtil vi forærer dem væk til andre klubber. I øjeblikker ser Pagano og Pisilli lovende ud. Paredes har sine stærke sider, men det drukner lidt i alt det lort, han også laver. De svageste led i kæden p.t. er vel Karsdorp, Kristensen, Celik og Zalewski. Og så selvfølgelig den håbløse nulbon Renato Sanches.

Så ja, jeg tror faktisk at en anden træner ville kunne få mere ud af den eksisterende trup. Jeg har ikke engang nødvendigvis så meget imod Mous berygtede defensive spillestil. Det er i langt højere grad manglen på en idé i spillet, der frustrerer mig. Kombineret med den evindelige og efterhånden ulidelige offermentalitet med brok ved hvert eneste frispark og indkast. Og for Mous og hans assistenters vedkommende den evige showkamp mod dommerne.

Det store spørgsmål er så, om Roma uden Mourinho ville kunne have og tiltrække spillere som Dybala og Lukaku? Dertil er svaret nok nej. Men Dybala og Lukaku er tydeligvis alligevel heller ikke nok til at føre Roma i Top 5. Så ville vi ikke stå bedre i længden uden de Mourinho-tiltrukne stjerner, men med en mere jævn trup under en mere moderne og positiv træner? Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald efterhånden svært at tro på nogen fremgang fra det aktuelle niveau med Mourinho ved roret. Når vi nu alligevel kun kan være med i kampen om 7. pladsen, kunne vi så i det mindste ikke lige så godt prøve at spille noget lidt mere seværdigt fodbold..?

Men måske det ikke fylder Olimpico til hver eneste hjemmekamp, som Mou kan. Og måske sponsoren Riyadh Season ikke synes at en i Saudi-Arabien ukendt no-no af en træner er lige så interessant. Og måske de amerikanske TV-kanaler begynder at falde fra, hvis ikke The Special One står og sprutter på sidelinjen til kampene på Mou Camp. Så måske ender det med at Friedkin´erne alligevel giver ham et år eller to mere.
Paulo Dybala måtte ifølge Sky Sports udgå i pausen af Lazio-kampen pga. en muskelskade i venstre lår. Det frygtes at være skaden fra Fiorentina-kampen, der er brudt op igen. Undersøgelser i morgen vil vise, om han dermed er ude af billedet til Milan-kampen på søndag.
Midt i ærgelsen over gårsdagen derby-nederlag vil enkelte virkelige Roma-nørder måske have bidt mærke i, at der for anden kamp i træk stod et nyt navn på listen over Romas reservebænk: Renato Bellucci Marin. Der er tale om en blot 17-årig målmand, der kom til Romas fodboldakademi i sommeren 22, og trods sin unge alder blev rykket op på U19-holdet sidste sommer. Og nu har han så altså også siddet på bænken hos førsteholdet i søndagens kamp mod Atalanta og i aftes mod Lazio. Som tredjemålmand, efter reserven Svilar, men alligevel. Han er født og opvokset i São Paolo i Brasilien, men som mellemnavnet måske indikerer, så er han halvt italiener, og har derfor dobbelt statsborgerskab. Og navnet kan drille lidt i internettets spillerdatabaser, da han nogle steder står opført under ”Bellucci” og andre steder under ”Marin”, men på portugisisk (og dermed også brasiliansk) er det (ligesom på dansk, men i modsætning til spansk) det sidste efternavn, der er det officielt gældende. Så her kaldes han efterfølgende Marin – også selvom de italienske medier ofte foretrækker det italienske navn Bellucci. Trods sine blot 17 år er han 190 cm høj og efter sigende vældig talentfuld.

Romas tredjemålmand i denne sæson har ellers været den 21-årige Pietro Boer, der har spillet for Roma siden han kom til fra Venezia i 2018. Eller, ”spillet” er måske så meget sagt, for livet som tredjemålmand er jo ikke just det mest kampaktive. Han er noteret for 2 primavera-kampe i sæsonen 22/23 og ingen overhovedet i denne sæson. Der er foreløbig ingen meldinger om, hvorfor Marin har afløst Boer på førsteholdsreservebænken. Boer meldes ikke skadet, og han har heller ikke stået for primavera-holdet. Så måske er der planer om en januartransfer for den 193 cm høje målmand, enten ved salg eller udlån, hvilket man måske også næsten kunne håbe for ham, hvis det kan udløse noget reel spilletid andetsteds. Hans kontrakt med Roma udløber i øvrigt til sommer, så et salg vil nok være mest oplagt.
Mens vi afventer testresultaterne på Paulo Dybalas lårskade, som vil give en prognose på, hvor længe vi skal undvære ham denne gang, så kan vi jo trøste os med, at vi har Romelu Lukaku. Eller kan vi? Med sine 8 Serie A-mål er belgieren så ubetinget Romas topscorer (Dybala er nr. 2 med 5 mål), og han har scoret et mål mere end andre prominente navne som Osimhen, Thuram og Vlahovic. Og tre mål mere end Zapata og Scamacca, som også var på tale til Roma i sommers. Men alligevel begynder der nu at lyde lidt murren i krogene på diverse fansites: Big Rom leverer sjældent varen i de store kampe!

Nu er internettets krigere jo ubarmhjertige og ofte meget fokuserede på deres egen agenda, men et kontroltjek viser, at det faktisk ikke er helt løgn. Siden sin ankomst to runder inde i sæsonen har Lukaku spillet samtlige kampe for Roma, bortset fra kampen mod Bologna i 16. runde, hvor han sad ude med karantæne efter et rødt kort. Foruden de 16 Serie A-kampe, er det blevet til alle 6 kampe i Europa League og begge de 2 kampe i Coppa Italia. Altså 24 kampe ialt. I dem har han lavet 14 mål og 2 assists. Altså ikke helt på niveau med Lautaro Martinez (16 mål i 17 ligakampe, 18 mål i 24 kampe ialt), men absolut acceptabelt.

Det må imidlertid også konstateres, at næsten alle Lukakus mål er blevet scoret imod de mindre hold: i ligaen mod Empoli, Torino, Frosinone, Cagliari (2) og Lecce; i coppaen mod Cremonese; og i Europa League mod Sheriff (hjemme og ude) og Servette (hjemme og ude). Dertil har han også scoret to 2-0-mål imod Napoli og Slavia Prag (hjemme); mod Napoli i overtiden, da kampen reelt var afgjort og modstanderen var to mand i undertal; og Slavia var nærmest ingenting værd i Rom-kampen. Lukakus vigtigste mål mod et jævnbyrdigt hold var føringsmålet mod Fiorentina, der endte uafgjort 1-1 (og hvor han selv blev udvist).

I de svære kampe mod Milan, Inter, Lazio, Juventus og Atalanta i Serie A; mod Lazio i coppaen; og i udekampen mod Slavia Prag har Lukaku ikke scoret ét eneste mål. Og hvad måske værre er, han har i disse kampe oftest været ganske anonym. Dette sås senest i aftes mod Lazio, hvor han på det nærmeste var usynlig, indtil en stor misset chance i slutminutterne.

Dette bør bestemt ikke kun lægges Lukaku selv til last, det handler selvfølgelig også om den ofte meget defensive spillestil Roma praktiserer imod de store hold, hvor belgieren som regel står meget ensom oppe foran modstandernes straffesparksfelt. Og som Mou var ude at sige i aftes på pressemødet efter kampen, så kommer der dælenduskeme ikke mange kvalitetsindlæg ind fra wingbacksene på kanterne. Men stadig, for en spiller der trækker €7½m i nettoløn (uden growth decree-fradrag, selv da det endnu eksisterede), hvilket er €1½m mere end Dybala og €2½m mere end Abraham, så kunne man godt stadig ønske sig lidt mere impact fra ham i de kampe, som potentielt skal skaffe os i Champions League eller vinde os pokaltitler. Han kan jo passende starte mod Milan på søndag og så følge op i EL-kampene mod Feyenoord i februar.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Burde T Abraham og Smalling ikke snart være klar til kamp? Bliver svært hvis også Lukaku får en skade?
https://www.youtube.com/watch?v=vFLHZSQfW7A "Mr. Speaker, when even the opponent failed to score, Maguire would score for them" He became the biggest threat at the centre of Man Utd defence. Tackling Man Utd players and giving assist to opponents

Burde T Abraham og Smalling ikke snart være klar til kamp? Bliver svært hvis også Lukaku får en skade?

Chris Smalling meldes faktisk lidt overraskende at være meget tæt på at genoptage fællestræning med resten af truppen. I givet fald ventes det dog stadig at tage noget tid, førend han vil kunne være spilleklar.

Tammy Abraham har i en måneds tid været i gang med en individuel genoptræning på boldbanerne på Trigoria. Den seneste prognose lyder på, at han bliver spilleklar til marts.

Og ja, Abraham kunne være god at få tilbage i den sidste del af sæsonen. Har altid godt kunnet li´ hans attitude. Den "gamle udgave " af Smalling ville bestemt også pynte i forsvaret. Da han var på toppen for bare lidt over et år siden sammen med Mancini og Ibanez, udgjorde de tre jo en veritabel jernport foran Roma-målet.

Så kan jeg da i øvrigt supplere journalen fra Roma-lazarettet med meldingen om, at det ifølge Il Tempo trækker ud med at Marash Kumbulla bliver kampklar, idet den sidste del af restitueringen ikke går så hurtigt, som man kunne have håbet. Vi skal derfor ikke vente at se ham i kamptruppen igen førend hen sidst på måneden.
Vildt hvis dybala er ude igen. Shit det er sgu en skam med sådan en spiller. Men hvis i kan skyde ham af nu her. Hvorfor så ik gøre det og evt hente en ind for de penge?? Han har en vild løn
Forza inter!!!!!!💙🖤 OB i dk 💙
Ja, det er pænt træls. Det er da et problem at vi er SÅ afhængige af om Dybala kan spille eller ej. Men omvendt kan vi jo ikke få noget i nærheden af hans niveau for de sølle 13 mil euro han vil indbringe pga. klausulen, selv hvis man tager lønnen med i betragtning. Han har desuden en helt ekstrem stor marketingværdi, nærmest gudestatus blandt Romas helt unge fans. Se ungerne, de har med inde før kampene på Olimpico, de står alle og laver "Dybala-tegnet" (bortset fra et par stykker, der laver "Lukaku´en").
Apropos, så melder La Gazzetta dello Sport her til morgen, at de foreløbige tests og scanninger ikke tyder på nogen alvorlig skade i Paulo Dybalas lår, men han er allerede nu fjernet fra holdkortet til søndagens kamp mod Milan.
Annonce