Redigeretons 17. jan 2024
Caffè Roma (speciale)
Tingene kan hurtigt ændre sig i fodbold. Så sent som tirsdag i sidste uge bragte Calciomercato.com den opsigtsvækkende Roma-nyhed, at Friedkin-familien havde besluttet sig for at tilbyde José Mourinho en kontraktforlængelse. I første omgang ét år mere, med mulighed for yderligere et år, afhængigt af bl.a. Champions League-kvalifikation. Nyheden ville ifølge mediet blive offentliggjort kort efter Lazio-kampen. Hvorvidt der lå noget reel viden bag Calciomercatos historie eller den bare var helt væk fra vinduet finder vi nok aldrig ud af, men allerede efter den ynkelige indsats og nederlaget mod Lazio i pokalderbyet onsdag fik rygtetrommerne en anden rytme. La Repubblica noterede sig, at Dan og Ryan Friedkin havde set ekstraordinært forbitrede ud i ejerlogen, og fredag viderebragte avisen rygter fra træningsbanerne på Trigoria om, at hvis søndagens kamp mod Milan også blev tabt, stod Mourinho på kanten af en fyring.
Efter blamagen i Milano, hvor Mou for fjerde gang ud af syv optrædener som Roma-træner på San Siro havde sørget for ikke at sidde på trænerbænken pga. en karantæne, var løbet kørt. Ifølge Football Italia havde assistenttræner Salvatore Foti stået og set hovedrystende og opgivende til under det meste af kampen, og ifølge Rete Sport havde Mourinho råbt af spillerne i omklædningsrummet og truet med selv at sige op, hvis ikke de begyndte at gøre som han sagde. Efterfølgende skældte han Andrea Belotti ud i spillertunnelen for som ene repræsentant for Roma at være mødt op til det kontraktpligtige post-match-interview med DAZN.
Mandag morgen begyndte så rygterne at løbe ind om Mourinhos forestående fyring. Først ude var Sportmediaset, der også forudså, at Daniele De Rossi ville blive hentet ind som interim-træner. La Gazzetta havde dog også allerede mellem Lazio- og Milan-kampen luftet muligheden af DDR som emne for Mous afløser. Selv den Rom-baserede avis Corriere dello Sport, der normalt er meget vidende om Romas forhold, men har været forbløffende tavs i hele dette forløb, vurderede mandag morgen at det så sort ud for Mourinho: ”Mou vede nero!” Prisen for den bedste pressefinger på pulsen må dog gå til La Repubblica, der mandag middag kunne bekræfte sin egen formodning om en nærtstående fyring fra om fredagen og samtidig bekendtgøre, at Friedkinerne skulle mødes med administrerende direktør Lina Souloukou og sportsdirektør Tiago Pinto senere på dagen om trænersituationen.
Gianluca Di Marzio fra Sky Sport Italia kunne tirsdag supplere med en beretning, der tyder på, at Calciomercatos historie om en forestående kontraktforlængelse har været en forkølet and. Ifølge ham har Friedkinerne været trætte af Mourinho længe. Faktisk ville de fyre ham allerede efter EL-finalen i sommers. Ikke pga. nederlaget til Sevilla, men pga. Mous efterfølgende angreb på dommer Anthony Taylor på p-pladsen under stadion, der førte til overfaldet på denne og hans familie i lufthavnen, samt fire dages karantæne til Mourinho i UEFA-regi. Dan Friedkin har således været godt og grundigt træt af Mourinhos evindelige konflikter med dommerne, alle hans karantæner og hans evige ansvarsfralæggelse for de stadig flere tabte kampe. Det var altid noget eller nogen (andres) skyld! Dengang havde det ifølge Di Marzio først og fremmest været Tiago Pinto, der havde formået at afværge en fyring og overtale ejerne til at lade Mou blive kontrakten ud og få chancen for at bevise sit værd. Men Mourinho fortsatte som bekendt i samme stil i sin tredje sæson hos Roma, hvor han næsten har siddet lige så meget på tribunen som på trænerbænken, og vel efterhånden ikke er på neutral fod med en eneste dommer i Serie A. Da det stod klart, at Pinto ville forlade klubben efter januarvinduet, var Mourinhos sidste værn mod Friedkinernes vrede væk.
Ifølge Tuttomercatoweb nåede Pinto og Souloukou faktisk ikke engang at drøfte sagen med Dan og Ryan Friedkin mandag eftermiddag, idet de reelt blot blev informeret om, at fyringen var en kendsgerning. Samme aften ringede Dan Friedkin til José Mourinho og meddelte ham det. Fyringen gjaldt ikke kun Mourinho selv, men også hele hans trænerstab med Salvatore Foti og Nuño Santos i spidsen.
Tirsdag formiddag kunne Mourinho, Foti og de andre så tage ud til Trigoria og tømme deres skabe, samt sige farvel til de af spillerne, der var mødt tidligt ind. Mourinho så forståeligt nok sørgmodig ud, da han kørte ud fra Trigoria for sidste gang. Flere fans stod ved udgangen og råbte ’Grazie, Mister’, da han kørte væk. I løbet af eftermiddagen og aftenen er det tillige strømmet ind med afskedshilsener fra en række af spillerne på de sociale medier, hvor de ligeledes takker Mourinho for hans indsats. Med mindre han finder et nyt job inden da, får han løn i Roma frem til kontraktudløbet den 30. juni, hvilket vil sige et sted mellem €3-3½m for den resterende periode.
José Mourinho nåede således at være træner for AS Roma i 2½ sæsoner med sammenlagt 138 kampe på tværs af alle turneringer. Af disse har han vundet 68, spillet 30 uafgjort og tabt 40, hvilket giver et samlet pointgennemsnit på 1,70. Det er Mourinhos dårligste gennemsnit siden han begyndte sin trænerkarriere i Leira, hvor han opnåede præcis samme snit i 20 kampe. I mellemtiden har han høstet snit på 2,31 (Porto), 2,23 (Chelsea #1), 2,12 (Inter), 2,30 (Real Madrid), 1,96 (Chelsea #2), 1,97 (Man United) og 1,77 (Tottenham). Det er generelt gået bedre i Romas europæiske kampe end i de indenrigske ligakampe, hvor Mou i Serie A-sammenhæng i begge de to første sæsoner sluttede på 1,66 point i snit, mens det blot blev til 1,45 point i gennemsnit af denne sæsons 20 ligakampe. Hvilket i øvrigt også er det laveste antal point Roma har stået med efter 20. runde i mere end 20 år! Resultatmæssigt var Mourinho med til at bringe den første pokal til Roma siden 2008 (og den første europæiske pokal overhovedet) med sejren i Conference League i 2022, og det var meget tæt på endnu en europæisk titel året efter, hvor Roma tabte finalen i Europa League efter straffesparkskonkurrence. I Serie A har resultaterne været mere beherskede med to 6. pladser i 21/22 og 22/23, og altså en 9. plads ved fyringen i 23/24.
Daniele De Rossi mødte ind til jobsamtale som midlertidig ’interim-træner’ tirsdag morgen, omkring kl. 13 blev hans ansættelse annonceret og ved 16-tiden ankom han til Trigoria, hvor han hilste på spillerne til sin første træningssamling. Han medbringer følgende nye trænerstab: Guillermo Giacomazzi (assistenttræner), Francesco Checcucci (match analyst), Giovanni Brignardello (fitness coach), Simone Farelli (målmandstræner) og Emanuele Mancini (technical collaborator). Dertil er hans far, Alberto De Rossi, allerede ansat i organisationen som chef for klubbens talentudvikling.
Præsentationen af De Rossi for spillerne på Trigoria blev foretaget af klubpræsident Dan Friedkin selv og hans søn og vicepræsident Ryan. Ifølge Filippo Biafora benyttede Friedkinerne lejligheden til at holde en kort peptalk for spillerne, hvoraf essensen var, at de ikke længere gad høre nogen undskyldninger for udeblevne resultater: »No more excuses!«, lød det flere gange. Samme besked fik Dybala og Paredes i øvrigt ifølge VoceGiallorossa på vej ind til Trigoria af en gruppe vrede Roma-fans uden for indgangen: »Mourinho non è più una scusa.« (’Mourinho er ikke en undskyldning [for jer] længere!’), hvortil de svarede »Lo sappiamo!« (’Det ved vi!´).
Ifølge Gianluca Di Marzio bliver De Rossi og hans stab natten over på Trigoria for at arbejde igennem på forberedelsen til deres første kamp i spidsen for Roma på lørdag mod Verona på Olimpico. Di Marzio ved også at berette, at Stephan El Shaarawy og Edoardo Bove ligeledes er blevet på Trigoria, hvor de i aften har spist middag med den nye træner og haft indledende MUS-samtaler med ham hver især. I de følgende dage vil DDR have tilsvarende individuelle samtaler med resten af truppen.
Tak for kampen, José. Kedeligt har det sgu ikke været. Og du gav os en pokal!
Velkommen hjem, Daniele. Du har været savnet. Held og lykke - e daje Roma! 💛❤️