Caffè Roma
Så blev det officielt: Matias Viña skifter til Clube de Regatas do Flamengo på en permanent transfer. Den 26-årige uruguayanske venstreback kom til Roma i sommeren 2021, hvor han blev købt fra brasilianske Palmeiras for €13m som vikar for da netop langtidsskadede Spinazzola. Han fik også en del kampe på pladsen i efteråret 21, men blev efterhånden udkonkurreret af Zalewski, og siden da blev det primært til sjældne indhop som vikar i midterforsvaret. Viña har i sine 1½ år for Roma indgået i sammenlagt 44 kampe og er noteret for 0 mål og 2 assists. I 2023 har han været udlejet til Bournemouth i foråret og Sassuolo i efteråret. Den urguayanske landsholdsspiller har fået en 4-årig kontrakt med Flamengo. Ifølge Gianluca Di Marzio er transferprisen endt ud i €8,1m med yderligere €1m i add-ons afhængig af Flamengos resultateter i Brasileirao og Coppa Libertadores.
Sassuolo har ifølge Di Marzio krævet et ”kompensations-lån” for resten af sæsonen for at frigive Viña, som de ellers havde kontrakt på frem til sommer. De har sågar sat navne på en række af Romas primavera-spiller af interesse: Joao Costa, Alessandro Romano, Sergej Levak, William Feola, Riccardo Pagano eller Joao Gabriel Cardozo. Ifølge La Gazzetta dello Sport er førsteønsket så klart Joao Costa, men den 18-årige brasilianske højrewing har også fanget Daniele De Rossis opmærksomhed, hvilket ikke er blevet mindre efter, at Costa i onsdagens showkamp mod Al-Shabab takkede for startpladsen ved at score. Ifølge ForzaRoma.info har knægten gjort så godt indtryk på DDR, at han meget vel nu kan være tiltænkt en fast rotationsplads i førsteholdstruppen for resten af sæsonen, hvor han kan ende med at blive svaret på trænerens ønskede tilgang af en højrewing i januarvinduet. Så Sassuolo kommer nok til at kigge længere ned ad ønskelisten.
Salget af Matias Viña er selvfølgelig godt for Romas pengekasse og det overordnede FFP-regnskab, men det hjælper ikke så meget på den del af FFP-restriktionerne, der omhandler lønmidler og antal spillere i den 23/24-truppen, som udlejede Viña ikke indgik i. Så hvis De Rossi skal have opfyldt sine ønsker om nye spillertilgange, så kræver det, at der udgår lige så mange spillere fra truppen. DDR’s erklærede ønske om en højrewing kan nu muligvis løses med unge Joao Costa fra egne rækker, som omtalt ovenfor, men den nye træner vil fortsat gerne have en ekstra venstreback – og så meldes der også en spændende tilgang til midtbanen på vej. Inden vi kigger på de potentielle tilgange, må vi altså først se på, hvem vi kan skibe afsted. De tre primære kandidater er Renato Sanches, Marash Kumbulla og Zeki Celik.
Roma har længe forsøgt at ophæve låneaftalen for Renato Sanches fra PSG, hvilket pariserne også er med på, hvis de bare kan være sikre på at få han afsat andetsteds. Der er kommet tilbud fra græske og tyrkiske klubber, hvilket imidlertid ikke behager herren, der hellere vil til Frankrig eller Portugal, hvor der ingen interesse er for ham. Den eneste tilbageblevne interesserede nye låner er Besiktas, som PSG forsøger at overtale Sanches til at skifte til, men ifølge La Gazzetta er han fortsat ikke videre begejstret for den idé og vil tilsyneladende så hellere sidde på skadesbænken i Rom. Allerhelst vil han dog ifølge Corriere dello Sport overbevise De Rossi om at han faktisk kan bruges på banen hos Roma.
Ifølge TuttoMercatoWeb kan Marash Kumbulla så i stedet være på vej retur til sin gamle klub Verona. Den albanske midterforsvarer meldes snart klar igen efter sin korsbåndsskade, og selvom Roma da utvivlsomt godt kunne bruge en tiltrængt vikar til midterforsvaret, så peger stadig flere pile på at det kan blive Kumbulla, som Roma vælger at ofre for at kunne hente andre spillere ind. Hans gamle klub Verona har anderledes god plads i truppen, da man her allerede har sagt farvel til otte spillere i januar, heraf fire større salg (heriblandt Ngonge og Hien), og der skulle angiveligt være stemning for at tage albaneren retur på et lån. Ifølge La Gazzetta dello Sport er der desuden interesse fra Torino, Genoa og nogle unavngivne PL-klubber, mens La Repubblica melder Serie B-klubben Cremonese ind blandt bejlerne.
Hvis det fortsat trækker ud med at kvitte lånet på Sanches, kan det også betyde et farvel til Zeki Celik, som Galatasaray ifølge Alfredo Pedulla nu har vist fornyet interesse med henblik på et skifte i januarvinduet.
Endelig har der også været rygter om en exit for Andrea Belotti, der i hvert fald ikke just har grebet chancen i sine to foreløbige kampe under De Rossi. I mandags berettede Il Corriere Fiorentino, at Fiorentina ville prøve at organisere en tilgang af Belotti, idet man ikke er helt tilfreds med nyindkøbet Nzola, og efterfølgende berettede Calciomercato.com, at der var forhandlinger imellem klubberne om en bytteordning, så Roma i stedet for Il Gallo f.eks. kunne få den 25-årige højrewing Jonathan Ikone, der mandag aften ifølge Di Marzio lignede det mest oplagte bytteemne. Franske Ikone, der har spillet 150 kampe for Lille og 4 landskampe, udgør da sådan set heller ikke noget helt dårligt bytte. Han har i denne sæson spillet 21 kampe for florentinerne, scoret 2 mål og lavet 1 assist. I de følgende dage lød så meldingen, at der var noget bøvl om hvordan man skulle udligne lønforskellen på Belotti og Ikone (idet førstnævnte tjener omtrent det dobbelte af sidstnævnte), og onsdag endte bestræbelserne tilsyneladende brat, da det ifølge Violas sportsdirektør Barone overhovedet ikke kunne komme på tale, at man ville slippe Ikone.
Så snart det måtte lykkes at slippe af med en eller anden fra den aktuelle Roma-trup, så står en nytilgang tilsyneladende trippende klar i kulissen. Vi har således angiveligt allerede en aftale på plads med både RB Leipzig og spilleren selv angående en tilgang af 27-årige Angeliño. Den spanske venstreback har været udlånt i efteråret til Galatasaray med en købsoption til sommer på €6m. Selvom det er blevet til 10 kampe for tyrkerne, har Angeliño meddelt moderklubben i Leipzig, at han ønsker at komme væk, og han er tilsyneladende blevet så hooked på DDR’s projekt i Roma, at han ifølge Di Marzio har afvist tilbud fra Betis Sevilla og Olympique Marseille for i stedet at komme til Rom, hvor betingelserne med Giallorossi allerede er forhandlet på plads. Torsdag kunne DAZN så supplere, at en låneaftale med Red Bull-klubben også er indgået, tilsyneladende på en tilsvarende ordning som den Gala havde.
Tidligere på ugen pegede rygterne for en ny venstreback ellers ifølge Corriere dello Sport på den 23-årige Mitchel Bakker fra Atalanta, der ikke har fået meget spilletid under Gasperini siden sin ankomst i sommer.
Det umiddelbart mest opsigtsvækkende nye indgående transferrygte for Roma må imidlertid siges at omhandle en plads, som De Rossi ellers ikke engang har omtalt som et behov. Men Tiago Pinto har besluttet sig for at skaffe Roma en ”afskedsgave” inden han smutter om en god uges tid, og det skal være et af Italiens største midtbanetalenter, 20-årige Tommaso Baldanzi fra Empoli, som vi også flirtede lidt med i sommers. Pinto er i disse dage sammen med alle de andre sportsdirektører og spilleragenter til den store januarmesse i Milano, og ifølge alle rygter kommer vi faktisk nærmere og nærmere en tilgang af Baldanzi. Prisen er angiveligt €15m, hvilket nok er mere end hvad vi kan håbe på at hente ind på salg, og selvom Gianluca Di Marzio tidligere på ugen berettede, at Empoli havde meddelt Pinto, at han godt kunne glemme alt om de sædvanlige låneordninger, så tyder de seneste meldinger fra Calciomercato.com alligevel på, at Empoli måske vil overveje et betalt lån på 18 måneder fulgt af en købsobligation. En alternativ eller supplerende løsning kunne være at inddrage en eller flere romerske primavera-spillere i handelen, hvor Empoli især meldes interesserede i Pagano, Mannini og Oliveras.
Et andet større navn, der i den forgangne uge er blevet sat i forbindelse med Roma, er Federico Bernardeschi, der ifølge Corriere dello Sport gennem sin agent har tilbudt sig selv til bl.a. Roma. Den 29-årige højrewing, der har en fortid i Fiorentina og Juventus, er angiveligt ikke lykkelig for sin aktuelle tilværelse i Toronto og vil meget gerne tilbage til Serie A. Hans lønniveau vurderes dog for højt for Roma, og ifølge La Gazzetta dello Sport foretrækker spilleren selv en retur til Juventus, selvom både Roma og Lazio har stukket ikke-afvisende følere ud.
Fredagscaféens sidste mulige spillertransfer, der dog ikke vedkommer Romas førstehold, omhandler den 17-årige wingback William Gomes, som Roma ifølge Uol har været i samtale med Sao Paolo om og det ventes at romerne snart vil afgive et bud i håbet om at hente den unge brasilianer til primavera-holdet.
Fra den tungere ende af skalaen kan det berettes, at Paulo Dybalas nok så berømte frikøbsklausul ifølge La Gazzetta dello Sport træder i kraft igen den 1. juli 2024, og denne gang varer den hele måneden ud. Det forventes dog, at Dybalas kontrakt i mellemtiden er blevet genforhandlet til en ny form – uden frikøbsklausul. Romas fans har i øvrigt kåret Dybala til årets Roma-spiller i 2023.
Der har lige siden begyndelsen af Romelu Lukakus lejemål i Roma verseret divergerende meldinger om, hvorvidt der i aftalen indgår en købsoption eller ej, og hvad Chelsea uanset hvad vil kræve i transferpris. Den senest oplyste pris er €43m ifølge Calciomercato.com, der supplerer, at Roma tillige har fået besked om at hverken nedslag eller yderligere lån er en mulighed. Hvis et skifte for Big Rom til Roma skal kunne have nogen gang på jord, kræver det således, at klubben kvalificerer sig til CL. Dertil berettes det, at Al-Hilal er ved at forberede et tilbud til Lukaku, der vil give ham en nettoårsløn på €30m.
Det er fortsat ikke afgjort hvem der afløser Tiago Pinto i sportsdirektør-stolen, når han forlader denne den 3. februar. Blandt denne uges nye emner er ifølge Il Tempo Michael Edwards, der i perioden 2011-2022 har bestredet forskellige poster i Liverpool FC, men aktuelt driver et sportskonsultationsfirma. Ifølge samme medie er Paul Mitchell dog den aktuelle favorit. Mitchell har især arbejdet med ledelsen af scouting i klubber som Southampton, Tottenham og Red Bull Leipzig, og har senest fået erfaring som sportsdirektør i Monaco i 2020-22. Ifølge Il Messaggero går Friedkinerne nu også efter en sportsdirektør fra de tungere vægtklasser i form af Marco Neppe fra Bayern München, som han nu meldes at ville forlade efter ti års tjeneste. Også Man United skulle være interesserede i ham.
Desserten på denne fredagscafés menukort er den vigtige information om, at Romas klubpræsident Dan Friedkin er blevet Oscar-nomineret! Dette hænger sammen med hans rolle som medproducer af den nye Martin Scorcese-film Killers of Flower Moon. Filmen er nomineret i kategoriene ’Best Picture of the Year’, ’Best Leading Actress’, ’Best Supporting Actor’, ’Best Directing’, ’Best Cinematography’, ’Best Original Score’ og ’Best Editing’.
Congratulations Mr. Friedkin. E Daje Roma!