Caffè Roma
Så er januar-transfervinduet lukket og hverdagen kan atter sætte ind. Det tyrkiske transfervindue lukker ganske vist først i aften, men ifølge Calciomercato.it har Besiktas nu fået nok af at bejle til den afvisende Renato Sanches, som dermed kan nyde sin badebillet i Rom i ro og fred frem til sommerferien. De andre to Roma-emner, der har været på tale til et skifte til Tyrkiet – Spinazzola og Celik – synes nu også helt sikre på en forbliven i Roma.
Dermed er vejen banet for de italienske sportsmedier til allerede nu at spekulere i sommerens mulige transfers, hvilket dog synes så usikkert, at vi her på caféen vælger at forbigå hovedparten af rygterne i tavshed indtil videre.
Dog kan det måske være værd at nævne, at ifølge flere medier er Roma allerede nu begyndt at spekulere i muligheden for at beholde Dean Huijsen efter låneaftalens udløb til sommer, selvom der er tale om et tørt lån uden købsoption. For selvom TuttoSport melder, at Huijsen allerede nu indgår i Juventus’ planer for fremtiden, så beretter TuttoMercatoWeb og La Repubblica, at Den Gamle Dame alligevel har indikeret, at grundprisen for Huijsen p.t. er €15m – et beløb der uden tvivl vil stige i løbet af foråret, hvis den langlemmede hollandske knægt bliver ved med at imponere. Ifølge La Gazzetta dello Sport overvejer Roma i stedet at prøve at overtale Juventus til at forlænge lånet.
Også et andet romersk indlån kan måske ændre sig til sommer. Ifølge La Repubblica indgår der mod tidligere forlydender om et tørt lån for Diego Llorente faktisk en købsoption i låneaftalen fra Leeds, der lyder på €5m. Avisen hævder endvidere at vide, at Roma kraftigt overvejer at gøre brug af optionen til sommer, men muligvis blot for straks at sælge ham videre for et større beløb af hensyn til FFP-situationen.
Den vigtigste ”transfer” i den kommende tid kommer dog til at omhandle posten som Romas sportsdirektør, efter Tiago Pintos afgang sidste weekend. Der har de seneste måneder været en hel del navne i spil på emnelisten. Blandt disse kan nævnes Marco Neppe (Bayern München), Javier Ribalta (tidl. Marseille, Parma og Zenit), Paul Mitchell (tidl. Leipzig og Monaco) og Michael Edwards (tidl. Liverpool). Til denne række har Il Tempo i de seneste uger tilføjet først Florian Maurice, som p.t. er teknisk direktør i Rennes med ansvar for rekruttering og scouting; samt Tony D’Amico, der har været sportsdirektør i Atalanta siden 2022, og inden da i Verona fra 2016.
Der er imidlertid to kandidater, der vedvarende vender tilbage i rygtepressens overskrifter: Frederic (’Ricky’) Massara (tidl. Roma og Milan) og François Modesto (tidl. Olympiakos, nu Monza). Barometerpilen peger ifølge onsdagens Corriere dello Sport i øjeblikket mest på Modesto, hvilket angiveligt ikke mindst sker efter ønske fra hans tidligere chef i Olympiakos, Lina Souloukou, der nu er administrerende direktør i Roma. Modesto har tidligere afvist et skifte til Roma på nuværende tidspunkt, men den mellemliggende trænerudskiftning kan måske have ændret hans mening. 45-årige Modesto fungerer som ”teknisk rådgiver” i Monza. Han roses især for sine scouting-metoder i det italienske klublandskab og for hans evne til at integrere ungdomsarbejdet i udviklingen af førsteholdet.
Fra de højere ledelsesgange må vel også hellere gentages den mindre muntre historie, som La Repubblica bragte i onsdags, om at repræsentanter fra Dan Friedkin og Romas bestyrelse dagen forinden havde haft et møde i Riyadh med trøjesponsoren Riyadh Season. Avisen mener at vide, at mødet omhandlede mere end blot sponsoranliggender, og at saudierne faktisk er ved at forberede et nyt bud på at købe sig ind i klubben – hvilket de efter sigende også forsøgte sig med i maj i samarbejde med den yderst tvivlsomme italiensk-amerikanske ’forretningsmand’ Raffaello Follieri. Ifølge La Repubblica kommer interessen både fra den berygtede statsejede Public Investment Fond (PIF), som er dem der ejer Newcastle, og fra en privat investor, Turki Alalshikh, der er en højtstående person med nær forbindelse til den saudiske kongefamilie og som desuden er øverste chef for Riyadh Season-organisationen. Rygtet går på, at begge parter er parat til at byde i omegnen af €900m + en ekstra investering på €300m til støtte for det nye stadionbyggeri. Dan Friedkin har tidligere kun vist interesse for flere sponsorer, hvorimod han ikke synes interesseret i at dele ejerskabet, og saudierne meldes udelukkende interesseret i klubber de kan eje 100%, så parterne står formentlig stadig et stykke fra hinanden. Et andet spørgsmål er, hvor meget kød der overhovedet er på historien? Ved tilsvarende udmeldinger om klubsalg i maj og september blev dette straks afvist pure af Friedkin-gruppen, og det er da også påfaldende, at ingen andre af de store italienske aviser tilsyneladende har forholdt sig til rygtet endnu. Alle de omtaler af sagen, som jeg har kunnet finde på nettet, refererer til den samme artikel i La Repubblica.
Mere positivt og påviseligt sikkert er det, at Edoardo Bove er blevet kåret til månedens spiller i Roma i januar. Og at Evan Ndicka har gjort det så fremragende ved AFCON i Elfenbenskystens vej frem til finalen, at han med sine 367 vellykkede afleveringer i turneringen indtil videre ifølge OptaJoe står med AFCON-rekorden i denne disciplin siden man begyndte at tælle den slags i 2010.
En anden positiv melding er, at AS Roma ifølge UEFA har indtjent €30,7m i præmiepenge for klubbens deltagelse i Europa League i 22/23.
Og apropos UEFA, så har Roma den 2. februar indgivet en revideret spillertrupliste til UEFA med henblik på forårets Europa League-kampe – hvilket indtil videre vil sige de to 1/16-finaler mod Feyenoord den 15. og 22. februar. Der er udgået to spillere i forhold til den i sensommeren indleverede liste: Andrea Belotti og Marash Kumbulla, der som bekendt begge er blevet udlejet i januarvinduet for resten af sæsonen. Der er i stedet indmeldt 6 nye spillere, herunder de maksimale tre til den såkaldte A-liste: Angeliño, Sardar Azmoun og Tommaso Baldanzi. Dertil er B-listen blevet udvidet med tre spillere: Matteo Plaia, Francesco D’Alessio og Joao Costa. Der er således heller ikke denne gang fundet plads på listen til Rasmus Nissen Kristensen, og ej heller til januar-indlånet Dean Huijsen. Dette skal ikke opfattes som manglende tillid fra træneren til de to spillere, men afspejler snarere, at der er en lang række tekniske krav og kriterier fra UEFAs side til listernes sammensætning. Listen/listerne ser således ud i deres helhed, opdelt på UEFAs fire spillergrupper (målmænd, forsvarsspillere, midtbanespillere og angribere):
1 Rui Patricio
63 Pietro Boer (LIST B)
99 Mile Svilar
2 Rick Karsdorp
5 Evan Ndicka
6 Chris Smalling
14 Diego Llorente
19 Zeki Celik
23 Gianluca Mancini
37 Leonardo Spinazzola
69 Angeliño
70 Matteo Plaia (LIST B)
4 Bryan Cristante
7 Lorenzo Pellegrini
16 Leandro Paredes
20 Renato Sanches
22 Houssem Aouar
52 Edoardo Bove (LIST B)
59 Nicola Zalewski (LIST B)
60 Riccardo Pagano
61 Niccolò Pisilli
65 Martin Vetkal (LIST B)
66 Mattia Mannini (LIST B)
68 Francesco D’Alessio (LIST B)
9 Tammy Abraham
17 Sardar Azmoun
21 Paulo Dybala
35 Tommaso Baldanzi
64 Luigi Cherubini
67 Joao Costa (LIST B)
90 Romelu Lukaku
92 Stephan El Shaarawy
God weekend. Daje Roma!