Redigeretfre 16. feb 2024
Dagen derpå
Enig, d´herrer. 1-1 ude mod Feyenoord i en første 1/16-finale må være et godkendt resultat, alt taget i betragtning. Generelt fin første halvleg, hvor vi desværre forærer dem et mål til sidst. Udover de sidste minutter af kampen synes jeg også det så lidt bekymrende ud i de første 10 minutter efter pausen, men derudover så jeg Roma som det stærkeste hold på banen.
Llorentes niveau har simpelthen været for lavt henover vinteren, og ikke kun ved målet, hvor han lader banens mindste spiller få et frit hovedstød på mål. Det bliver godt at få AFCON-mesteren Ndicka tilbage, han er efter sigende landet i Rom idag. Llorente må herefter være tredjevalg efter både Ndicka og Huijsen, måske fjerde når Smalling bliver klar.
Det overraskede mig at DDR valgte at starte med Zalewski inde som venstrewing. Jeg kan generelt godt lide den unge polak, men han har i øjeblikket slet ikke formatet til en svær udekamp som denne, og han valgte stort set forkert hver eneste gang han havde bolden, hvilket var tit.
Svilar gjorde vel ikke nogen deciderede fejl, og præsterede også en enkelt ok redning, men han overbeviser mig fortsat ikke om at han skal være Patricios afløser. Jeg stemmer stadig for at hente enten Falcone eller Meret ind til sommer.
Mancini, Spinazzola og Pellegrini fik endnu engang store positive flueben i min notesbog. Bove gjorde det også godt nok, lige indtil den dumme advarsel umiddelbart før udskiftningen; dermed er både han og Llorente udelukket i returkampen, så vidt jeg husker.
Jeg blev positivt overrasket over Lukaku, der bare må roses for sin solide rolle som opspilsstation, hvor han gør mere gavn nu i DDR’s mere offensive opstilling end han gjorde som ’lone wolf’ i Mous system. Dertil lykkedes han generelt med mere i går end han ellers har gjort på det seneste, og målet var absolut godkendt.
Endelig må jeg æde al skam i mig og erkende, at min tidligere yndlingsaversion Paredes efterhånden har bevist sit værd som en solid ankermand på Romas centrale midtbane, hvor han bidrager både defensivt og offensivt. Han laver stadig nogle argentinske svinestreger, men sådan må det jo i sagens natur være, og så længe Dybala og/eller Pellegrini er på banen, slipper vi for hans håbløse dødbolde.
Summa summarum er jeg overordnet tilfreds. Præstationen mod et jævnbyrdigt hold giver forhåbninger om et fornuftigt forår, hvor vi bør kunne spille med om Top 4-5. Nu skal vi lige gøre arbejdet færdigt mod rotterdammerne om en uge på Olimpico, og derpå sørge for at blive slået ud i 1/8-finalen, så vi herefter kan koncentrere os om Serie A resten af sæsonen. 🍺👍