Roma transferoptakt sommeren 2024 (4: Venstreback)
Med De Rossis implementerede formationsskifte fra Mourinhos 3-5-2 til 4-3-3 er det først og fremmest på de to kanter, at der skal ske store ændringer i sommerpausen. Lidt forsimplet sat op skal Mous wingbacks på midtbanen udskiftes med fullbacks og angrebswinger. Dertil har den nye træner understreget vigtigheden af teknisk kunnen og hurtighed på kanterne, både defensivt og offensivt. Af samme grund har Corriere dello Sport da også spået, at der skal hentes to nye spillere ind af hver kategori (altså to backs og to winger), ligesom ikke én eneste af førsteholdets seks hidtidige wingbacks er sat på DDR’s liste over ”untouchables”.
På venstre wingback har førstevalget i Mourinho-tiden været Leonardo Spinazzola. Som udgangspunkt, i hvert fald. Efter sin store gennembrudssæson i 20/21 blev Spina som bekendt akillesskadet ved EM i sommeren 21 og var derfor ikke til rådighed, da Mourinho trådte til. Og da Spina endelig atter vendte tilbage til fodboldbanen i sæsonen 22/23, var der ikke meget spin tilbage at se i hans spil. Faktisk var niveauet så sløjt, at hans unge vikar Zalewski ofte blev foretrukket af Mourinho. Men hen på foråret 23 begyndte der så at ske noget med Spinazzola, der i flere kampe lignede sig selv fra højdepunktet to år forinden. I den netop forgangne sæson har det været lidt op og ned for den efterhånden 31-årige Spinazzola, som var en af dem der efterhånden fik et noget anstrengt forhold til Mou og hans offentlige stikpiller til spillerne. Da De Rossi overtog tøjlerne blomstrede Spinazzola ligesom flere andre op igen, nu som egentlig venstreback, og har ofte været blandt holdets bedste i foråret (ikke mindst i Europa League), når han ellers kunne spille for sine mange småskader og muskeltræthed. I 23/24 er det ialt blevet til 36 kampe for Spina, afbrudt af tre skadespauser og yderligere fire-fem hvilepauser. Slidtagen på de aldrende ben kombineret med hans relativt høje løn (€3m netto) og ikke mindst de betydelige afdrag på hans transferpris fra tilbage i 2019 (hvoraf sidste rate forfalder nu) har medført, at ledelsen i et stykke tid har spekuleret i at sælge ham til SPL. Det er imidlertid ikke sket, og nu udløber hans kontrakt med udgangen af måneden. Efter De Rossis ankomst har Spina selv flere gange givet udtryk for, at han ikke ville være afvisende for at tage en sæson eller to mere – og vel og mærke til en lavere løn. Roma-ledelsen virker imidlertid ikke interesseret heri og både spilleren selv og hans agent synes efterhånden noget frustrerede over klubbens tavshed. Den gentagne påstand i flere medier (bl.a. CdS) om, at Roma vil kunne spare €12m (reelt €11,7m) om året ved Spinazzolas exit er noget vås, idet dette beløb alene refererer til de årlige omkostninger siden 2019 og frem til nu, og ikke til en eventuel ny kontraktperiode uden transfer og til en lavere løn. Umiddelbart synes enden på affæren ifølge de fleste medier (senest Il Messaggero for et par dage siden) at blive, at Spina forlader klubben på en fri transfer. Men normalt velinformerede Filippo Biafora beretter i onsdagens Il Tempo, at intet er afgjort endnu og at både De Rossi og Spinazzola selv fortsat er opsatte på at fortsætte samarbejdet. Alternativt meddeler Tuttomercatoweb, at bl.a. Juventus, Milan og Barcelona viser interesse, ligesom flere SPL-klubber har været nævnt.
En af de helt store tabere ved systemskiftet i Roma ser ud til at blive 22-årige Nicola Zalewski, der som wingback er så offensivt orienteret, at han reelt ikke kommer på tale som fullback. Når det er sagt, så var han nu allerede i de to sidste halvsæsoner under Mourinho også ved at blive kørt ud på et sidespor efter en ellers lovende begyndelse i 21/22, hvor Mou hentede ham op fra primavera-holdet som vikar for Spinazzola, hvilket i praksis betød, at den indkøbte vikar til samme plads, Matias Viña, helt røg ud i kulden. Unge Zalewskis force i den tidlige Mou-æra var især, at han kunne bruges på begge wingbacks (og at alternativerne på disse pladser var umanerligt svage), men han har ikke helt formået at bygge på i forhold til de lovende takter fra ynglingetiden (han er i øvrigt sin polske nationalitet til trods helt af Roma-akademiets egen avl), og spiller groft sagt stadig som en usleben 19-årig og ofte med alt for høj spænding. Zalewskis helt store problem er, at han ikke rigtig passer ind nogle steder i en 4-3-3. De Rossi har flere gange forsøgt ham som offensiv midt eller venstrewing, men det er sjældent gået videre godt. Samlet er Zalewski noteret for 3 assists i 33 kampe i den forgangne sæson (overvejende som indskifter). Han har kontrakt med Roma et år endnu, men ifølge alle meldinger (senest i La Gazzetta, Leggo og Calciomercato) håber klubben på at få ham solgt i det kommende sommertransfervindue. Der meldes fortsat ikke om nogen konkrete destinationer, men sidste sommer var der interesse fra flere PL-klubber. Ifølge Corriere dello Sport vil Zalewski imidlertid gerne blive i barndomsklubben, og han håber på at kunne overbevise De Rossi om sit værd gennem en solid præstation for Polen ved det kommende EM. I givet fald bliver det dog snarest til positionen som venstrewing, og til den virker han simpelthen for tyndbenet.
Den foreløbig eneste af Romas hidtidige backs/wingbacks, der er sikker på at fortsætte i klubben, er Angeliño (reelt José Ángel Esmoris Tasende), som Roma kort efter Ghisolfis tiltræden købte af RB Leipzig for €5m (+€1m i add-ons) og med en kontrakt frem til 2028 til en løn af €1,8m om året. Købet skete ved indløsning af en købsoption i den låneaftale, som Roma havde indgået med Leipzig i slutningen af januar for resten af sæsonen. 27-årige Angeliño stammer fra Galicien og er oplært i Deportivo la Coruñas ungdomsafdeling, inden han som 16-årig blev hentet til Manchester Citys akademi. Herfra blev han i de unge år udlejet til CFG-samarbejdsklubberne New York City FC og Girona, og har siden været udlejet til Mallorca, Breda, PSV Eindhoven og RB Leipzig. Sidstnævnte købte ham i 2021 for €18m. Angeliño er venstrebenet og fungerer både som venstreback og venstre wingback. Og han har tidligere produceret ganske godt med assists: i sæsonen 21/22 lavede han 13 assists og 3 mål i 45 kampe for RB Leipzig, og sæsonen efter var han udlejet til Hoffenheim, hvor det blev til 12 assists og 1 mål i 35 kampe. I efteråret 23 var han udlejet til Galatasaray, hvor det gik mindre godt, og han var selv meget indstillet på at komme væk fra Gala. Angeliño blev den første spiller De Rossi har hentet til klubben, og interessen har tydeligvis været gengældt, idet galicieren ifølge Gianluca Di Marzio takkede nej til tilbud fra Real Betis og Olympique Marseille for at komme til Roma. Og selvom hans optræden for Giallorossi bestemt ikke har været uden fejl (især et forsøg med ham på højreback i en kamp mod Fiorentina forløb rædderligt), så er hans topniveau interessant og hans dedikation til klubben og fansene upåklagelig. I foråret er det sammenlagt blevet til 20 kampe med blot en enkelt assist (i sæsonens afsluttende kamp mod Empoli). Faktisk var optionen i lejeaftalen blevet til en obligation, hvis Roma havde kvalificeret sig til CL, men selvom det ikke skete, så valgte klubben altså alligevel at tilknytte ham permanent. Og det samme tilvalg er sket den anden vej, idet Tiago Pinto ifølge Corriere dello Sport ellers havde prøvet at lokke Angeliño til Bournemouth og det forjættede land i Premier League.
Hvis Spinazzola forlader klubben, må man formode, at Roma skal hente yderligere en venstreback ind. Her har medierne i de seneste uger bragt adskillige emner i spil. Et af de mere vedholdende rygter gælder Josh Doig fra Sassuolo, som Roma ifølge Il Messaggero og Corriere dello Sport har forhørt sig på. Den 22-årige skotske venstreback opfylder tilsyneladende alle DDR’s kriterier for en spiller på denne position. Han skiftede i vinters fra Hellas Verona til Sassuolo, og har sammenlagt spillet 30 kampe henover sæsonen for de to Serie A-mandskaber. Han ventes at være en af de spillere, som nedrykkede Sassuolo kommer til at skille sig af med. Ifølge CdS har Roma kontaktet Sassuolo mht. Doig, og klubben har svaret, at prisen er €6m, det samme som Neroverdi selv gav for ham i vinters. En anden kandidat nævnt af flere er den 29-årige Emerson Palmieri, der spillede to-en-halv sæsoner i Roma i 2015-18. Efter to sæsoner i West Ham vil han angiveligt gerne væk, og han skulle ifølge Leggo og Il Messaggero være en som DDR selv har foreslået ledelsen at kigge på. Det er i denne sæson blevet til 44 kampe med 1 assist for The Hammers. Sportsdirektør Ghisolfi har ifølge La Gazzetta foreslået en anden retur i form af Lucas Digne fra Aston Villa, der var en enkelt sæson i Roma tilbage i 2015-16. Ghisolfi prøvede angiveligt også at få den 30-årige franskmand til Nice. Digne menes at ville koste omkring €10-12m i transfer. Ifølge Corriere della Sera har Roma også overvejet at hente Patrick Dorgu fra Lecce. Den 19-årige dansker, der stammer fra FC Nordsjællands akademi, kom efter et års lejemål i Lecce permanent til klubben i fjor for €200.000. Her har han fået godt med spilletid, og i sine 32 kampe er det blevet til 2 mål og 1 assist. Selvom han overvejende er venstreback, kan han benyttes på alle positioner på begge flanker. Endelig nævner La Gazzetta Nicolas Tagliafico fra Lyon som en mulighed. Den 31-årige argentiner menes at koste €5-6m. Allersidst i denne sammenhæng kunne nogle af os sikkert også godt have lyst til at erindre Roma-ledelsen om, at Riccardo Calafiori fra Bologna (omtalt i kapitel 3 om centrebacks) jo faktisk også spiller en udmærket venstreback... :)
Hvis DDR og Ghisolfi vil rekruttere en venstreback fra primavera-holdet, må det mest oplagte bud være 19-årige Jan Oliveras, som De Rossi kort efter sin ankomst ifølge Corriere dello Sport eksplicit udpegede som en af tre unge, som klubben ikke måtte sælge. Ifølge Fabrizio Romano afviste Roma-ledelsen da også prompte et bud fra Anderlecht på Oliveras dagen før Deadline Day. Den unge spanske venstreback med fortid i Barcelonas ungdomsrækker sad med på bænken i De Rossis to første Serie A-kampe, men har siden været allokeret til primavera-holdet, hvor det i denne sæson er blevet til 30 kampe med 5 assists. Oliveras har kontrakt med Roma frem til 2026.