Caffè Roma: Transferrygter
Ifølge Corriere dello Sport er Roma nu snublende tæt på at kunne offentliggøre købet af midtbanespilleren Enzo Le Fée, der vil tilgå fra Stade Rennais for €20m inkl. add-ons. Han vil angiveligt få en fem-årig kontrakt; medierne har meldt forskellige lønniveauer ud, men enten €1½m (Di Marzio og La Gazzetta) eller €2½m (Il Corriere). Den 24-årige franske box-to-box-spiller stammer fra Lorient, og det er herfra Ghisolfi kender ham. Le Fée skiftede fra sin bardomsklub til Rennes i fjor for selvsamme pris (€20m). Han har spillet 35 kampe for bretonerne og i disse lavet 5 assists, men ikke ét eneste mål. Le Fée er af Di Marzio blevet udlagt som en afløser for Aouar, og i så fald kan han jo næsten kun være et fremskridt, men da Roma næppe nogensinde får i nærheden af €20m for Aouar og man samtidig meldes at have sat Bove på salgslisten for €15-20m, lugter det umiskendeligt af, at Ghisolfi er ved at udskifte en af klubbens egne sønner med en for de fleste af os aldeles ukendt fransk satsning til en temmelig høj pris. Hvor det i øvrigt er lykkedes Ghisolfi at file lige præcis ingenting af Rennes’ oprindelig pris.
Fra midtbane sektionen af truppen har Roma som bekendt endelig kunne vinke farvel til dyre og uduelige Renato Sanches på indlån fra PSG. Dertil er Aouar, Darboe og senest også Bove sat på salgslisten. Nice har vist interesse for Houssem Aouar, som Roma ifølge La Gazzetta er parate til at sælge for €8m, men da spilleren gerne vil fastholde sin løn på €3m, kniber det lidt med den franske begejstring. Der meldes til gengæld om interesse fra SPL og Qatar. Mens det sidste uge kunne berettes at også Leandro Paredes måske overvejede at smutte, idet han angiveligt havde fået et monsterbud fra Saudiarabien, så melder Sport.es nu, at også selveste Barcelona angiveligt overvejer at hente argentineren.
Alt efter hvor mange midtbanespillere der ender med at forlade Roma-truppen i løbet af sommeren, så skal der jo også nogen ind den anden vej. Udover Le Fée har det mest vedholdende rygte om en nytilgang til midtbanen omhandlet Gabriel Sara fra Norwich, og rygtet er senest holdt vedlige af La Gazzetta dello Sport, ifølge hvem den 25-årige brasilianer selv er helt indstillet på et skifte til Roma, som han presser på for at få en transfer igennem til. Sara har i den forgangne sæson spillet imponerende 53 kampe for kanariefuglene i Championship, hvor han er noteret for heller ikke helt ringe 14 mål og 13 assists. Men prisen meldes også at ligge på €20m, og man kan tvivle på hvor mange brune kuverter med den slags pengebeløb Dan Friedkin har givet Ghisolfi med påskriften ”midtbanespiller”?
Rygtet om Romas interesse for Kalvin Phillips vil bare ikke dø. Nu gentages det fra italiensk side af Il Tempo, der dog også mener, at Manchester Citys prisseddel er uden for romersk rækkevidde. Gudskelov for det! Jeg håber heller ikke det har meget gang på jord, når Marca og La Repubblica i torsdags hævdede at Roma overvejer at udbygge midtbanen med henholdsvis 32-årige Sergi Roberto og 29-årige Adrien Rabiot, der kan hentes på frie transfers fra henholdsvis Barcelona og Juventus. I modsætning til ovennævnte Phillips er begge ganske vist kvalitetsspillere, men hvis Roma-ledelsen vælger at hente spillere ind af denne høje alder blot fordi de er gratis, vil det gøre det svært at tage udmeldingerne om at satse på ungdommen meget svære at tage seriøst. Rabiot vil i øvrigt nok heller ikke være helt omkostningsfri, idet han hos Juve angiveligt har trukket en løn på €7m. Og Sergi og Barça vil efter sigende også allerhelst fortsætte deres indbyrdes forhold, hvis catalanerne ellers kan få lov at registrere ham på trods af deres vanlige FFP-kvaler.
Så er det for mig at se anderledes interessant med det seneste indgående midtbanerygte til Roma, hvor scouting-afdelingen ifølge Leggo og Il Messaggero holder et vågent øje med 19-årige Wesley fra Corinthians. Den unge brasilianer er en versatil angriber, der især bruges på venstrewingen. Han er i indeværende sæson noteret for 5 mål og 3 assists i 35 kampe. Han fik sin debut på førsteholdet i 2022. Napoli har fulgt ham i et stykke tid, og han anbefales af selveste Cafu som et af de helt store talenter fra Brasilien.
Fra de yngre lag kan Sportface.it supplere med, at Roma angiveligt overvejer Gianluca Busio fra Venezia som forstærkning til midtbanen. Den 22-årige amerikaner har i den forgangne sæson for Serie B-klubben lavet 7 mål og 5 assists i 42 kampe. Og endelig er Roma-ledelsen ifølge Corriere dello Sport nu faktisk ved at forberede et bud på 20-årige Matteo Prati fra Cagliari, der længe har været et af De Rossis foretrukne bud på en midtbanemand for fremtiden; DDR kender Prati fra sin tid i SPAL, hvor knægten spillede dengang. Cagliari kræver angiveligt €15m for ham.
En joker i transferspillet om Romas fremtidige midtbane blev i går kastet på bordet i form af Arthur Melo fra Juventus. Den 27-årige defensive midtbanespiller har tilsyneladende ikke meget udsigt til spilletid for Den Gamle Dame, der efter at have købt brasilianeren fra Barcelona i 2020 for heftige €80m har sendt ham på leje i de seneste to sæsoner i først Liverpool og siden Fiorentina; hos Viola er det gået okay med 48 kampe (2.885 minutter), inklusive 2 mål, 4 assists og blot 3 advarsler. Et rygte om romersk interesse blev først meldt ud af Alfredo Pedulla, og i dag ved La Gazzetta at berette, at Melos agent nu har tilbudt ham til Roma, og pga. hans voldsomme amortiseringsudgift kan løsningen blive at sende ham til Rom på endnu et udlån.
De fleste romanistis transferinteresse er dog ikke rettet imod midtbanen, men mod angrebet. Den store hovedperson her er Federico Chiesa fra Juventus, som efter et mindre vellykket EM med Italien nu angiveligt kan erhverves for €25m; Torino-klubben selv har ifølge Fabrizio Romano nu endeligt opgivet at forlænge med ham. Tilsyneladende er mest oprigtige interesse for Chiesa udgået fra Roma, hvor både De Rossi og Dybala meldes at have kontaktet Chiesa personligt for at overbevise ham om hvor fedt det ville være. De seneste forlydende fra bl.a. Sportitalia og Il Romanista går på, at Roma og Juventus nu faktisk er blevet enige om en transferpris på €20+5m, og de sidste, aktuelle forhandlinger omhandler udformningen af bonuskriterierne. Chiesas agent Fali Ramadani ankommer til Rom i starten af den kommende uge, hvor Roma håber på at kunne lukke handelen. Ifølge Il Tempo tøver landsholdsangriberen dog stadig selv med at give sit endelige besyv, idet han håber på at komme en tur til Premier League; ingen PL-klubber har dog vist interesse for ham. Chiesa er nominelt at regne for venstrewing, men han benyttes i praksis på samtlige pladser i angrebet, og har i den forgangne sæsons 37 kampe for Juve spillet de 25 af dem som ’second striker’; han har sammenlagt lavet 10 mål og 3 assists i 23/24-sæsonen.
Plan B-reserven for Chiesa hedder angiveligt stadig Rodrigo Riquelme fra Atletico Madrid. Ifølge AS er Roma ved at forberede et første bud på lydende på €20m; Atletico kræver imidlertid €30m.
Et andet alternativ er ifølge Corriere della Sera også fortsat 28-årige Alex Berenguer, der kan hentes på en fri transfer efter kontraktudløb i Athletic Bilbao. Berenguer er primært venstrewing, men kan spille alle angriberpositioner. I den forgangne sæson har han præsteret 8 mål og 4 assists i 41 kampe.
Endelig bør det i forbindelse med wingpladserne erindres, at Roma som nævnt i et tidligere indlæg i dag meldes at have forlænget kontrakten med 20-årige Luigi Cherubini frem til 2027. Dertil melder La Gazzetta dello Sport, at der allerede nu skulle være tanker om forlængelse af Stephan El Shaarawys kontrakt, der udløber i 2025.
Alle de omtalte wings kan i praksis også anvendes som centreforward, men Roma er ikke desto mindre også på markedet for en mere vaskeægte af slagsen inden for denne kategori. Det varmeste bud p.t. er norske Alexander Sørloth fra Villareal, der i den forgangne sæson er noteret for 26 mål og 6 assists i 41 kampe. Ifølge Relevo har Roma allerede afgivet et indledende bud af et ukendt beløb, som er blevet afvist spanierne, der vil have €38m for ham. Romerne spekulerer imidlertid ifølge La Gazzetta og Corriere dello Sport koldt og kynisk i Villareals økonomisk trængte situation, hvor klubben med en ottendeplads i ligaen har misset de europæiske turneringer i næste sæson og derfor står over for nogle seriøse FFP-udfordringer. Ifølge La Gazzetta har Roma krævet et betragteligt nedslag i prisen, som Villareal ifølge lørdagens Corriere dello Sport nu har imødekommet med en ny pris på €30m, som romerne imidlertid stadig synes er for højt, og ifølge Corriere dello Sport har Roma nu budt €20m, hvilket også er blevet afvist. Ifølge samme avis vil romerne dertil tilbyde 28-årige Sørloth en løn på €2,8-3,0m. Selvom Sørloths stats for den seneste sæson ser fornuftige ud for en La Liga-spiller, så er han nu alligevel ikke ligefrem nogen våd drøm for ret mange romanisti, hvilket ikke just bedres af vores erfaringer med det seneste norske tilkøb til angrebet.
Mit personlige håb er fortsat Retegui, om hvem der imidlertid ingen rygter har været i den seneste uge. Til gengæld har La Repubblica genopvækket sidste sommers transferrygte om den nu 30-årige og fortsat EM-aktuelle Memphis Depay, hvis kontrakt med Atletico Madrid netop er udløbet. I den forgangne sæson er det blevet til 9 mål i 31 kampe. Ud over Roma meldes også Milan interesserede.
Hvad de udgående transfers fra Romas angreb angår er der ikke meget nyt. Men ifølge La Gazzetta dello Sport har Juventus forhørt sig på muligheden for et lån af Tammy Abraham, som Thiago Motta angiveligt godt kunne se som vikar for Vlahovic.
Endelig er der en god nyhed for Romas offensiv. For nu skulle det altså være rigtig sandt: Paulo Dybala mødes inden for de næste 48 timer med Florent Ghisolfi for at diskutere sin fremtidige kontraktlige situation i Roma! Argentineren er lørdag returneret til Rom efter en ferie i Miami og på Bahamas, fulgt af en tur til hjemlandet, hvor han er i gang med at forberede sit bryllup, der skal foregå den 20. juli.
I den modsatte ende af banen synes forhandlinger med Standard Liège om Arnaud Bodart fortsat helt gået i stå. I stedet er Pierluigi Gollini fra Atalanta nu ifølge Corriere dello Sport atter i betragtning til rollen som andenmålmand i Roma. De Rossi har selv udpeget den 29-årige italiener som et godt bud. Han synes ikke at have meget håb om spilletid i Bergamo-klubben, der angiveligt gerne vil sælge ham for €5m, alternativt på et lån med købsoption. Ifølge Nicolo Schira har Gollinis agent tilbudt ham til Roma og Monza. Ifølge SoyRayado overvejer Roma desuden at hente 33-årige Esteban Andrada fra mexicanske Monterrey ind som andenmålmand; det lyder nu ikke videre sandsynligt eller meningsfuldt i mine øren.
I forsvarssektionen er rygtesnakken også næsten forstummet med hensyn til Mats Hummels. Roma afventer fortsat at der sker noget med Chris Smalling, og i mellemtiden har Bayer Leverkusen og Milan ifølge henholdsvis Kicker og Bild også fået øjnene op for den 35-årige tyske forsvarsveteran, der kan hentes på en fri transfer.
Sammenlignet med Hummels er 31-årige Raphael Varane en ren årsunge. Ifølge Gianluca Di Marzio har Roma sluttet sig til Como i interessen for centrebacken, der nu forlader Manchester United som fri agent. Få timer efter kunne Fabrizio Romano imidlertid berette, at Roma-ledelsen pure afviser at have nogen interesse i den 31-årige franskmand. Men dagen efter svarede Di Marzio igen og fastholder sin påstand om romersk interesse.
Ifølge RomaPress har Torinos sportsdirektør David Vagnati på et pressemøde meddelt, at klubben ikke har nogen intentioner om at skille sig af med Raoul Bellanova, der ellers har stået højt på Romas ønskeliste til højreback-pladsen. Og på venstrebacken synes vi nu med stor sandsynlighed at kunne strege navnet Sergio Gomez fra blokken, idet Manchester City ifølge Fabrizio Romano lige har solgt ham til Real Sociedad for €9m. Indtil for få dage siden meldte La Gazzetta og Sky Sports ellers, at Roma var meget tæt på et køb eller lån af spilleren.
Allersidste melding i dennes uges romerske transferrygtecafé omhandler eks-Roma-spilleren Nicolo Zaniolo fra Galatasaray, der til den kommende sæson skifter udlånsadresse fra Aston Villa til Atalanta. Zaniolo landede torsdag i Milano, hvor han skal gennemgå helbredstjek, og hvis det falder godt ud, synes låneaftalen på plads. Ifølge Gianluca Di Marzio betaler Atalanta €3½m i loan fee, og hvis han optræder i mindst 60% af sæsonens kampe, udløses en købsobligation lydende på €16½+2½m. Når alt dette har en smule interesse i Roma-sammenhæng, skyldes det, at Roma har en (temmelig indviklet) videresalgsklausul i transferaftalen med Gala angående Zaniolo.
Aller-allersidste nyhed lyder på, at AS Roma har planlagt en træningskamp mod vores nye søsterklub Everton FC, der finder sted den 10. august under Romas pre-season-ophold i England.
Prego - e daje Roma.