Snak

Mere indhold efter annoncen
Caffè Roma lunedí
For at kunne følge med den tiltagende rygtestrøm vil Caffè Roma hen over resten af sommervinduet servere statusrapporter to gange ugentligt (så vidt muligt mandag og fredag).

Siden i lørdags har Roma offentliggjort en (for undertegnede uventet, men glædelig) kontraktforlængelse med Luigi Cherubini, der nu er knyttet til klubben frem til 2029. Den 20-årige tidligere primavera-kaptajn kan bruges på alle angriberpladser, men er primært venstrewing. For en uddybet biografi, se omtalen fra i går.

Meget snart forventes annonceringen af en ny signing til midtbanen i Enzo Le Fée fra Rennes for en transfer af €23m. Le Fée’s kontrakt kommer formentligt også til at gå til 2029 og han vil angiveligt få en nettoløn af €2½m om året. En aftale har været på plads med spilleren i et stykke tid, og søndag aften blev klubberne så også endeligt enige. Den 24-årige bretoner ankom til Rom mandag middag og kørte direkte til helbredstjekket på Villa Stuart, hvorefter tilgangen ventes offentliggjort tirsdag eller onsdag. Når det sker, serveres en mere uddybet spillerbeskrivelse her på caféen.

Florent Ghisolfi har herefter især to større møder indskrevet i sin Outlook-kalender for resten af ugen. Dels skal han mødes med Jorge Antun og Carlos Novel, der er agenter for Paulo Dybala. Som de fleste romanisti nok vil vide, indgår der i Dybalas nuværende kontrakt en frikøbsklausul på sølle €12m for klubber uden for Italien, en klausul der er aktiv igennem hele juli måned. Dertil kommer, at Dybalas kontrakt med Roma udløber om et år. Det har efterhånden meget længe været planen, at Roma og Dybala skal forhandle om en kontraktforlængelse, der også vil eliminere den medie-hypede frikøbsklausul én gang for alle. Og det er altså dét, parterne vil begynde på i denne uge. Det skal dog siges til den 30-årige argentiners ære, at han på intet tidspunkt har givet udtryk for andet end en 100% dedikation til Roma, hvilket ikke er blevet mindre efter De Rossis ankomst. Senest melder Tuttosport, at La Joya har afvist et tilbud fra Al-Nassr med en tre-årig kontrakt til en årsløn af €20m! Han var også en af de første til at møde op til preseason-samlingen på Trigoria søndag, og med mindre Ghisolfi fucker forhandlingerne helt op, synes der ikke at være nogen reel risiko for at Dybala forlader Roma denne sommer.

Roma-sportsdirektørens andet store møde i denne uge er med Fali Ramadani, der er agent for Federico Chiesa fra Juventus. Siden sidste café meldes Roma og Juve ifølge Gianluca Di Marzio at være nået til enighed om en transferpris på €20+5m, og det er nu op til Chiesa selv, om han vil til Roma. Flere medier antyder, at spilleren er i tvivl, da han foretrækker Premier League og/eller Champions League, men reelt vides intet om hans aktuelle holdning. Ifølge mandagens Tuttosport er Roma i gang med at forberede et kontrakttilbud til Chiesa lydende på tre år med option for et fjerde til en løn af €5½m pr. sæson.

Hvis Chiesa-transferen glipper, mener Corriere dello Sport at vide, at Roma fortsat har 24-årige Rodrigo Riquelme fra Atletico Madrid stående standby som den foretrukne plan B til venstrewingen. Her meldes spilleren selv helt klar på et skifte, mens det er de to klubber, der ikke er enige. Atleti vil have €30m og har afvist Romas første bud på €20m, og nu meldes Ghisolfi & co. i gang med at gøre et nyt bud klar, hvis det trækker ud med Chiesa.

Dertil synes det nu sikkert, at der ikke bliver nogen forlængelse med Diego Llorente. Efter halvanden sæson på lån fra Leeds United har parterne taget afsked med hinanden på de sociale medier i går søndag (hvilket man kan læse mere om i et indlæg tidligere idag). Meget tyder på, at Llorente i stedet vil tilgå Real Betis på en permanent transfer.

Lidt fra samme skuffe kan berettes, at Villa Stuart mandag også har haft besøg af Leonardo Spinazzola med henblik på et helbredstjek forud for hans nye to-årige kontrakt med SSC Napoli.

Til gengæld synes det nu ikke længere så sikkert, at vi også skal tage afsked med Zeki Celik. Ifølge mandagens Corriere dello Sport er rygterne før EM om en transfer for den 27-årige tyrker til Galatasaray nu dampet lidt af igen, og Celik selv synes ikke afvisende for en fortsat reservetjans i Roma.

Derimod ligner Rick Karsdorp en færdig mand i Roma. Selvom han ikke er til EM (eller har post-EM-ferie) indgår han ikke i Romas preseason-program, og ifølge Filippo Biafora skulle han i modsætning til sine holdkammerater ikke møde ind på Trigoria søndag aften, men først i dag mandag, hvor han er stillet i udsigt at måtte træne for sig selv. Det trækker imidlertid stadig ud for klubben at slippe af med hollænderen, som er på kontrakt en sæson endnu. Ifølge Corriere dello Sport er AEK Athen ikke længere interesserede i Karsdorp, og hans agent afsøger nu i stedet muligheder i Frankrig, Tyskland og Holland.

Så ser afsætningsmulighederne trods alt lidt bedre ud for Nicola Zalewski, som der ifølge Corriere della Sera er aktuel interesse for fra Juventus.

Som berettet på lørdagens café ser planerne om en tilgang på venstrebacken af Sergio Gomez fra Man City nu helt skrinlagte ud, og som en alternativ backup for Angeliño melder Filippo Verri fra mediet PianetaLecce, at Roma i stedet overvejer Antonino Gallo fra Lecce. Den 24-årige, venstrebenede sicilianer har i den forgangne sæson spillet 37 kampe for Lecce og her lavet 3 assists. Det er blevet til 2 kampe på de italienske ungdomslandshold. Tranfermarkt vurderer ham til €4½m. Ifølge Verri har Roma mandag morgen afsendt et bud på €4-5m, hvilket prompte blev afvist af Lecce, der kræver €10m.

Der har siden sidste café ikke været nogen nye rygter om Raoul Bellanova eller Chris Smalling.

Hvad Romas defensiv angår kan La Gazzetta dello Sport i stedet melde, at Serie A-oprykkerne fra Parma overvejer at byde på Marash Kumbulla.

På lørdagens café kunne det berettes, at 27-årige Arthur Melo fra Juventus var kommet i spil til Romas midtbane, eventuelt på en udlånsordning, men i mellemtiden har La Gazzetta lagt en dæmper på begejstringen, idet man i henhold til Romas udmeldinger mener at klubben snarere vil satse på at signe yngre spillere permanent end at hente ældre spillere ind på lån.

Helt oppe i den sjoveste ende af banen vælter rygterne om hvem der skal være Romas nye centreforward(s) nu ind i en lind strøm. Først kan nævnes, at vores aktuelle førsteangriber Tammy Abraham ifølge Il Tempo i øjeblikket trækker interesse fra Juventus, Milan og et par klubber i PL. Romas prisskilt lyder fortsat på €25-30m. Dertil har vi jo så, som allerede nævnt, fået en angriberreserve ind fra egne rækker i form af Luigi Cherubini.

Forhandlingerne med Villareal om Alexander Sørloth (26 mål i 41 kampe i 23/24) synes gået lidt i stå. Spanierne har nedsat prisen fra €38 til €30m, men romerne prøver at få dem endnu længere ned, vel vidende at Villareal døjer med en FFP-skruetvinge, som snart skal honoreres. Ifølge Il Messaggero er Sørloth stadig Ghisolfis foretrukne, og Roma-chefen går angiveligt efter en løsning i stil med Le Fée-transferen, hvor add-ons til en senere udbetaling udgør en betragtelig del af prisen.

Hvis Sørloth ikke bliver til noget, er næste navn på blokken ifølge Corriere dello Sport fortsat den i caféværtens øjne mere interessante Karim Konate fra RB Salzburg (22 mål i 38 kampe). Den 20-årige ivorianer koster imidlertid angiveligt €35m, og her skal Roma næppe regne med at kunne presse Red Bull-klubben økonomisk.

I løbet af mandagen er tre nye centreforward-emner klinget ind i rygtemøllen. Det 197 cm høje og EM-aktuelle hollandske fyrtårn Wout Weghorst (7 mål i 30 kampe i 23/24) forventes af Tuttosport at ville forlade Burnley denne sommer; han var i den forgangne sæson udlejet til Hoffenheim. Transfermarkt vurderer ham til €6m, men med sine 31 år er han jo heller ikke ligefrem en mand for fremtiden.

Så synes der mere perspektiv i 23-årige Kevin Denkey fra Cercle Brugge, som ifølge Francesco Balzani fra ForzaRoma.info er med i Romas overvejelser. Den unge togoneser har i den forgangne sæson lavet imponerende 28 mål i 39 kampe for Jupiler League-holdet, men alligevel meldes hans transferpris at ligge på under €20m.

Endelig er Roma – forståeligt nok – ifølge La Gazzetta dello Sport interesseret i Georges Mikautadze fra Metz. Den 23-årige franskfødte georgier har da også formået at gøre effektivt opmærksom på sig selv med 3 mål og 1 assist i Georgiens 4 kampe ved EM. Klubmæssigt har han ført en lidt omtumlet tilværelse. Han stammer fra Lyon, hvor han har spillet for Olympique og AS Saint-Priest. I 2019 kom han til ungdomsafdelingen i FC Metz, hvorfra han har været udlejet to sæsoner til belgiske Seraing. Sidste sommer solgte Metz ham til Ajax for €16m, men tog ham tilbage på lån i forårssæsonen og har netop købt ham retur for €13m, men tilsyneladende kun for at sælge ham dyrt videre. I den forgangne sæson har han lavet 14 mål i 31 kampe for sine to klubber. Ifølge Il Messaggero er Mikautadze selv ikke afvisende for idéen om Roma, men ifølge flere medier er Monaco tætte på at signe ham.

Prego - e daje Roma!
Edit læse fejl den forkerte spiller ;)
❤️ Klubber: - Real Madrid (1994) - Chelsea (1993) - Raúl / M.Laudrup / I.Casillas / R.Carlos / S.Ramos / C.Ronaldo / C.Makélélé / F.Lampard / A.Cole / M.Essien / G.Zola / D.Drogba / N.Matic / J.Terry / B.Ivanovic / E.Hazard / N.Kante / P.Čech
Så udløb som ventet Romas tålmodighed med Federico Chiesa. Ghisolfi & co. har ifølge Corriere dello Sport tilbudt ham en tre-årig kontrakt med option for et fjerde år til en årlig nettoløn af €6m inkl. bonusser. Det er samme løn, som han p.t. trækker i Juventus, men som han også havde krævet en forhøjelse af, hvis han skulle forlænge parforholdet med Den Gamle Dame - hvilket hun som bekendt takkede nej til. Chiesa har ikke decideret afvist Roma, men har angiveligt udtrykt sin manglende overbevisning om at se sig selv i projektet, og har dertil meddelt at han ikke vil træffe nogen beslutning derom førend efter sit planlagte bryllup den 20. juli. Fair enough, men det kan Roma ikke vente på, og ifølge Il Corriere har klubben derfor nu besluttet at droppe Chiesa og søge andre veje.

Næste navn på blokken har længe været 24-årige Rodrigo Riquelme fra Atletico Madrid. Han har allerede takket ja til en Roma-kontrakt, men her ligger Roma og Atleti fortsat €10m fra hinanden i transferforhandlingerne. Så det kan stadig meget vel ende ud med en helt tredje.
Man bør også kun gå efter spillere, som tror på projektet. Hvis Chiesa ikke gør det er det med at lede videre.
Rodrigo Riquelme kender jeg ikke noget til. Hans stats er ikke prangende, og prisen Atletico kræver virker voldsom.
Fuldstændig enig, i begge dele. Eftersom vi allerede har El Shaarawy på venstrekanten og også lige har signet Cherubini som mulig vikar, så er vi måske heller så desperate igen på lige denne position?

Hvis jeg hurtigt skal ridse de øvrige alternativer op, som har været på tale til venstrewingen, så drejer det sig især om følgende fire:

Alex Berenguer, 29 år, fri transfer fra Athletic Bilbao. (8 mål og 4 assists i 41 kampe i sæsonen 23/24).

Daniel Maldini, 22 år, Milan, ca. €10m (4 m - 1 a - 18 k); angiveligt tæt på aftale med Monza.

Jeremie Boga, 27 år, Nice, ca. €15m (5 m - 6 a - 29 k).

Armand Lauriente, 25 år, Sassuolo, ca. 12m (5 m - 6 a - 40 k).
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Ifølge Corriere dello Sport har Roma krævet et svar fra Chiesa i dag.
Så blev det officielt: Enzo LE FÉE tilgår AS Roma fra Stade Rennais på en fem-årig kontrakt gående til 2029. For dette har romerne ifølge Gianluca Di Marzio betalt €23m inkl. add-ons (ifølge Filippo Biafora til betaling over tre rater), og ifølge Corriere dello Sport vil han hos os trække en løn på €2½m netto pr. sæson.

Og hvem er han så, denne for mange af os ret ukendte franskmand? 24-årige Enzo Jérémy Le Fée stammer fra den bretonske by Lorient. Her spillede han i puslingeårene for klubben La Vigilante FL Kéryado, inden han som 8-årig kom ind i byens store fodboldklub FC Lorient. Florent Ghisolfis kendskab til Le Fée stammer fra sæsonerne 17/18 og 18/19, hvor Ghisolfi var assisterende sportsdirektør i Lorient. Det var i denne periode, at Le Fée fik kontrakt med førsteholdet og snart efter fik sin førsteholdsdebut (maj 2019). Han har siden da spillet 142 førsteholdskampe for Lorient og 35 for Stade Rennais. Le Fée har endvidere spillet 21 kampe for de franske ungdomslandhold og 3 kampe for Les Bleues.

Enzo Le Fée er en højrefodet, allround-midtbanespiller. Han er blot 173 cm høj, men beskrives som teknisk dygtig, kreativ, hurtigtænkende og med en god spilforståelse. Franskmandens tekniske flair viser sig også i, at han trods rollen på den centrale midtbane kun har høstet 8 advarsler i de sidste to sæsoners sammenlagt 71 kampe. Wayne Girard på Football-Italia ser ham endda som den længe savnede midtbanekreatør, som Roma har manglet siden salget af Pjanic. Hos Lorient har Le Fée været brugt omtrent ligeligt som central og offensiv midtbanespiller, og i sæsonen 22/23 kunne han fra disse positioner i 36 kampe levere 6 mål og 5 assists. Dermed var vejen banet for et skifte til Bretagnes fodboldflagskib, Stade Rennais, hvortil han kom i sommeren 2023 for en transfer på €20m. Den enlige sæson i Rennes blev ikke nogen udelt succes. Han har ellers fået kampe nok, 35 ialt, men næsten udelukkende brugt på den centrale midtbane, hvilket også afspejler sig i, at han her ”kun” har lavet 5 assists og altså ikke et eneste mål. I februar løb han ind i en fibersprængning, der holdt ham ude i fem-seks uger, og efter sin tilbagevenden var startpladsen gået til en anden, og det er siden da primært blevet til indskiftninger. Da Ghisolfi ringede og spurgte om ikke han kunne være interesseret i en genforening i Rom, var Le Fée angiveligt straks på.

Enzo Le Fée har ikke just haft den letteste opvækst, idet hans far har siddet i fængsel i det meste af Enzos barndom, men ikke desto mindre fulgt sønnens karriere tæt fra bag tremmerne; faderen døde i 2021. Det kan, apropos, være at Roma-shoppen skal vente lidt med at sætte trøjer i tryk med navnet Le Fée (der i øvrigt betyder ”feen”), idet Enzo angiveligt overvejer at genantage sin fars efternavn Lamprière.
Alex Berenguer, 29 år, fri transfer fra Athletic Bilbao. (8 mål og 4 assists i 41 kampe i sæsonen 23/24).


Berenguer forlængede med Athletic for et par dage siden.
Berenguer forlængede med Athletic for et par dage siden.

Tak for opdatering. Der er lidt mange at holde styr på...
Haha, JGGJ. Han lyder som en fin signing ham Enzo. Det virker til at være en god type.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Annonce