Snak

Mere indhold efter annoncen
Status på En-Nesyri
Ifølge Calciomercato.com har Roma budt €22m. Problemet ligger dog i øjeblikket ikke så meget hos Sevilla, som hos spilleren selv. Ghisolfi har i går og i dag arbejdet ihærdigt på at lukke en aftale med den 27-årige centreforward. Ifølge Maximo de la Cruz Ramirez fra El Sevillista lyder Romas bud på 4 år med en nettoløn på €3-3½m. Men nu driller Mourinho, idet Fenerbache ifølge Gianluca Di Marzio er kommet med et nyt bud, der vil give En-Nesyri en netto årsløn på mere end €6m om året. Ifølge Calciomercato.com er En-Nesyri svært fristet af det tyrkiske tilbud. Roma vil have et svar inden midnat.

Hvis det ender med, at Mourinho er skyld i at Roma får Jonathan David i stedet for Youssef En-Nesyri, så skal jeg nok skråle med når hans navn synges i gaderne i Trastevere, næste gang jeg er der... 😄
6 millioner euro om året er jo også vanvid og går stik imod den retning ejerne prøver at skubbe klubben hen mod.
Jonathan David ville jo være drømmen. Urealistisk er det dog nok.
Caffè Roma venerdì (1:3)
Selvom den romerske nyheds- og rygtecafé havde åbent så sent som i mandags, er mængden af nyt siden da alligevel så omfattende, at serveringen deles op i to tre portioner.

Siden sidst har Roma officielt taget afsked med én spiller og sagt velkommen til en ny. Houssem Aouar er efter et års tjeneste i Roma-trøjen blevet solgt til Al-Ittihad, hvor han har fået en fire-årig kontrakt. Ifølge Fabrizio Romano og Gianluca Di Marzio modtager romerne en transfersum på omkring €12m, vistnok + add-ons. Den 26-årige algerier har hos Giallorossi medvirket i 25 kampe, hvor han er noteret for 4 mål og 0 assists.

Ind ad døren er i stedet kommet Mathew (’Mat’) Ryan på en fri transfer fra AZ Alkmaar. Den 32-årige australier har tegnet en et-årig kontrakt med Roma med option for to år mere. Han betegnes som en ’sweeper-keeper’, der er god med fødderne, men også en ganske habil shot-stopper. I den seneste sæson for Eredivise-holdet har Mat Ryan spillet 39 kampe, måttet se 44 mål passere og holdt 17 clean sheets. Ryans rolle vil blive som backup for Svilar, som den erfarne af to formentligt ligestillede reservemålmænd. Den anden er 22-årige Pietro Boer, som kom til Roma-akademiet fra Venezia som 16-årig, og allerede har et hav af kampe på bænken for førsteholdet. Klubben tror så meget på ham, at han sidste sommer fik sin kontrakt forlænget til 2026. Og det var vel og mærke Boer, der stod med ”A-kæden” på banen i onsdagens testkamp mod Latina.

Torsdag meldte Corriere dello Sport det ud som en kendsgerning, at 20-årige Jan Oliveras fra Romas primavera-mandskab ville følge med Aouar til Al-Ittihad, formedelst en nok så imponerende transfersum af €6m. Dét beløb imponerede tilsyneladende også saudierne, for ifølge Gianluigi Longari i dag er der fortsat uenighed klubberne imellem om transferens størrelse. Den 20-årige spanske venstreback har i den forgangne sæson spillet 30 kampe for Roma Primavera, hvor han har leveret 5 assists. Oliveras har været udtaget tre gange til førsteholdet, uden at få spilletid.

Ugens helt store Roma-rygter omhandler derudover primært pladserne helt fremme i angrebet, som afventer anden servering på café-buffeten.

Vi har efterhånden længe fået at vide, at kontraktforlængelsen med Mile Svilar var så godt som på plads, og senest var det på sidste fredagscafé, at Corriere dello Sport lancerede den, angiveligt med en forlængelse til 2029 og en ”klækkelig” lønforhøjelse. Men siden da er intet meldt ud, heller ikke noget der indikerer eventuelle problemer.

Som en mulig fremtidens målmand hos Roma holder klubben (ligesom flere andre) ifølge Calciomercato.com øje med den blot 17-årige Alessandro Nunziante fra Serie C-klubben Benevento. Han har netop været med til at vinde U17 EM med Italien, og Benevento håber at kunne tjene kassen på ham om et års tid.

I Romas midterforsvar er det stadig uafklaret, hvem der skal være backup for Mancini og Ndicka. Smalling spillede ved siden af Ndicka i første halvleg af testkampen mod Latina, mens primavera-knægtene Feola og Golic fik tjansen i anden (og, i modsætning til de ”gamle”, afholdt modstanderen fra at score).

Transfermæssigt er der efter balladen om Hummels blevet lidt stille omkring centrebacksene, men ifølge Corriere dello Sport overvejer Parma at hente Marash Kumbulla ind på et tørt lån, hvilket Roma ikke er afvisende overfor, hvis de så dækker hele hans løn.

Et nyt bud på en forstærkning udefra til midterforsvaret kunne ifølge ForzaRoma.info være Christian Mawissa fra Toulouse. Den 19-årige franske centreback med congolesiske rødder betegnes som et stort talent, der trods sine blot 180 cm er god i hovedspillet. Han er desuden hurtig og god til at bygge spillet op nedefra. Hans pris vurderes dog også til omkring €10m. Rygtet bekræftes i øvrigt af Leggo, hvis man synes det er bedre.

Ifølge Corriere dello Sport påregner De Rossi og Ghisolfi fortsat at hente to nye fullbacks ind. Højrebacken blev i første halvleg af Latina-kampen spillet af nyindkøbte 16-årige Buba Sangare, der altså reelt synes i spil som backup på pladsen. Dertil er der ifølge Gianluigi Longari stadig en vis sandsynlighed for, at Zeki Celik bliver i Roma som backup for en ny kommende højreback; Celik har den fordel, at han om nødvendigt også kan sættes ind i midterforsvaret.

Ifølge Il Tempo er der trods den tyrkiske interesse for Rick Karsdorp fortsat ikke indkommet nogen konkrete bud på ham. Karsdorp foreslår selv, at Roma lader ham gå på en fri transfer, eftersom klubben alligevel ikke agter at benytte ham, men det afslår klubledelsen, der går efter at hente en transfer på mindst €3m. Ifølge Nicolo Schira er Trabzonspor fortsat interesserede i hollænderen.

Det varmeste bud på hvem der bliver Romas nye højreback er ifølge Corriere dello Sport den 24-årige Lorenz Assignon fra Rennes. Han var i den forgangne sæson udlejet til Burnley, hvor han trods nedrykningen klarede sig godt, og englænderne tilbød faktisk at købe ham, hvilket han imidlertid selv afviste. Meldingerne lyder på, at han meget gerne skifter til Roma, og den forventede transferpris opgives til €7-8m. Leggo foreslår imidlertid også at inddrage 20-årige Michael Kayode fra Fiorentina i overvejelserne som højreback. Han skulle angiveligt være ganske hurtig.

På venstrebacken er Angeliño som bekendt forlængst købt ind som førstevalget. Hans backup ser p.t. ud til at blive den 21-årige svensker Samuel Dahl fra Djurgården, som Fabrizio Romano på sidste fredags café kunne sætte ”Here we go!”-stemplet på. I mandags gjorde Il Tempo imidlertid opmærksom på, at ingen åbenbart havde taget Djurgården i ed angående sagen, men dagen efter berettede Il Messaggero så, at Ghisolfi nu ville kontakte sin kollega Bosse Andersson derom. Ifølge de første meldinger regnede Roma med at kunne erhverve unge Dahl for €3½m, men onsdag kunne Soccernews.nl afsløre, at romernes ”venskabsklub” Feyenoord ville prøve at hijacke handlen med et bud på €4m.

Romas midtbane ser ud til at være godt på plads. Midteraksen vil i den kommende sæson bestå af Cristante, Paredes og Pellegrini, hvortil Enzo Le Fée er hentet ind som backup. Han vikarierede for de tre ferierende stamspillere i onsdagens kamp mod Latina, sammen med Pisilli og Baldanzi, og Le Fée scorede såmænd i denne sin uofficielle debutkamp for Giallorossi.

Edoardo Bove var ikke med i kampen på Trigoria, da han i træningen op til havde fået en mindre skade, som man ikke ville risikere noget med. Det er lidt svært at blive klog på hans status p.t., for medierne summer vedvarende om rygter om hans kommende exit, men alle udmeldinger fra både klubben og ham selv lyder på, at han ingen steder skal. Senest har Leggo sat ham i forbindelse med et bytte for Kayode fra Fiorentina, mens Sevilla ifølge Calciomercato.com har foreslået at inddrage ham i en byttehandel for En-Nesyri, hvilket Roma imidlertid prompte har afslået.

Endelig synes der at være godt nyt om Leandro Paredes. Flere klubber, især fra SPL og af disse især Al-Ahli, har ifølge de seneste ugers medierygter forsøgt at fiske De Rossis argentinske midtbanedynamo til sig med en kæmpe lønpose som madding. Og angiveligt har 30-årige Paredes, der har et år tilbage af kontrakten med Roma, været fristet til at bide på. I tirsdags berettede Corriere della Sera, at Roma som minimum vil kræve €20m for at slippe ham. Men nu lyder det, at Paredes selv har afvist al snak om et skifte: »I have a contract and I am very very happy at Roma.« Ordene faldt i nat ved en reception hjemme i Argentina, hvor familiefirmaets nye Malbec-vin blev lanceret, i øvrigt under navnet ”Victory”. Man kan jo gætte på, at han tager et par flasker med som gave til vennen Dybalas bryllup i morgen.

Dertil kan det også tænkes, at Paulo Dybala har en ekstra kuffert med til Buenos Aires fyldt med uddelingseksemplarer til familie og venner af Romas nye hjemmebanetrøje, der blev lanceret i går torsdag: https://www.asroma.com/en/home-kit-2425 . Trøjen er allerede anmeldt her på caféen i går. Siden da har min Liverpool-dedikerede søn påpeget, at den faktisk i overvældende grad minder om Merseyside-klubbens hjemmebanetrøje fra sæsonen 2019/20: https://www.footballkitarchive.com/liverpool-fc-2019-20-home-kit/. Et trøstende forhold ved dette er, at det faktisk var i den sæson, hvor det for en sjælden gangs skyld lykkedes Liverpool at vinde mesterskabet foran Manchester City. Så lad os håbe på tilsvarende succes for Roma i den kommende Serie A. Daje Roma! 🟡🔴

(to be continued: buffetten med transferrygter om Romas angreb åbner senere fredag)
Ligner Soule bliver Roma-spiller inden længe. Mon ikke det betyder, at Chiesa så bliver I Juventus. Eller at han i hvert fald ikke kommer til at trække Roma-trøjen på. Jeg kan ikke se Roma have penge nok til Soule, Chiesa OG en ny angriber.
Caffè Roma venerdì (2:3 (wings))
Ifølge Corriere dello Sport planlægger Roma-ledelsen yderligere fem signings i sommerens vindue: to fullbacks, to wings og en centreforward. Aftenbuffeten bliver yderligere opdelt i to, hvor vi tager wingerne først.

På venstrewing har vi som bekendt Stephan El Shaarawy. Især Juventus har i den senere tid virket meget forhippet på at hente ham, f.eks. i bytte for Chiesa, men hverken Roma eller Faraoen selv lader til at synes det er nogen god idé. Dertil er Nicola Zalewski efter min overbevisning mere at regne for en venstrewing end venstreback i DDR’s 4-3-3-system, men selvom den unge italienskfødte polak hellere end gerne fortsætter i Roma, så synes klubben at inkludere ham i sommerens salgsvarer. Ifølge Corriere dello Sport venter en ny snak mellem Zalewski, De Rossi og klubledelsen om hans fremtid i den kommende uge.

Om mulige indgående transfers til venstrewingen hos Roma har der været påfaldende stille i den forgangne uge. Hovedrollen indtages fortsat af Federico Chiesa, der åbenbart stadig tygger på, hvad han egentlig vil. Man må dog nok også undskylde manden med at han kan have andre ting i tankerne, idet han ligesom Dybala skal giftes imorgen lørdag. Ifølge Corriere dello Sport er status den, at Chiesa kræver over €6m netto i løn, og at han angiveligt fortsat er luren ved et skifte til Roma. Hvis alle hans af medierne påståede forbehold er virkelige, så må han hellere forblive væk, men spørgsmålet er vel også, hvor meget journalisterne reelt ved om hans tanker? Ifølge Tuttosport går Juventus i øvrigt med tanker om en byttetransfer med Chiesa for Raspadori fra Napoli.

Ifølge Il Tempo har Roma noteret sig et nyt emne til venstrewing i Matias Fernandez-Pardo fra KAA Gent. Den 19-årige belgier med spanske rødder har i den forgangne sæson lavet 10 mål og 2 assists i 31 kampe. Han vurderes til omkring €10m.

Man kan diskutere til uendelighed om Paulo Dybala er at regne for en ”inverteret højrewing” eller noget andet, men uanset hvad, så synes det at være højrewing-pladsen han optager i 4-3-3-systemet. Ifølge Corriere dello Sport funderer De Rossi dog vedvarende på at benytte ham som falsk ni’er, eventuelt i rotation med El Shaarawy i samme funktion. Der er stadig ingen underskrift på Dybalas kontraktforlængelse, men alt tyder på, at parterne er rørende enige, og at den kommer så snart han er tilbage fra sin bryllupsferie.

Dertil har vi jo også Ola Solbakken til denne position, hjemvendt fra to mislykkede lejemål i Olympiakos og Urawa Red Diamonds. Som for så mange andre af periferispillerne vil Solbakken gerne blive i Roma, og Ghisolfi vil gerne sælge ham. Det lader dog ikke til, at der er noget salg lige op over, og han var med på ”førsteholdet” i testkampen mod Latina. Han scorede sågar et mål på straffespark, begået imod ham selv.

Et af ugens to helt store transferrygteemner hos Roma har været Matias Soulé fra Juventus. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke havde bidt meget mærke i den 21-årige argentiner inden sommerens transfervindue, hvor han i den forgangne sæson da også blot har været udlånt fra Juve til Frosinone, hvor han har leveret 11 mål og 3 assists i 39 kampe. Han er overvejende højrewing, men fungerer også (ligesom Dybala) som second striker og offensiv midtbanespiller. Men efterhånden som jeg har fået læst op på ham, ser han sgisme ikke helt dum ud. Soulé ligger ifølge Wayne Girard fra Football-Italia vitterligt i toppen af listerne over flest skabte chancer, og er efter den nye Man City-signede Savio den unge spiller i de store ligaer med flest vellykkede driblinger. Soulé har desuden en gadefodbold-agtig, uortodoks frækhed i sit spil, der gør ham utrolig irriterende for et forsvar at dække op. Faktisk beskrives Soulé mange steder som et talent, der reelt rækker over Romas niveau, og ifølge Girard kan han blive spilleren, der får Giallorossi helt op på øverste hylde i årene der kommer. Ja ja, det lyder jo dejligt, men lad os nu se. Uanset hvad ser han bedre ud end noget andet alternativ til højrewingen, så lad os da bare gå efter ham. Og det ser det vitterligt også ud til, at Ghisolfi gør. Juventus har som udgangspunkt sat prisen til €35m. Både Leicester og Roma har budt €25m inkl. bonusser (ifølge Biafora bød Roma €20+5m), hvilket Juve har afvist. Leicester har tilkendegivet villighed til at hæve buddet til €25+5m, men som en trumf i hånden på Ghisolfi har Soulé selv gjort klart, at hvis han ikke kan komme til Roma, vil han slet ikke skifte; det er for ham enten Roma eller forbliven i Juve. Det taler heller ikke til Ghisolfis ulempe, at Juventus står og skal bruge pengene til deres eget køb af Koopmeiners fra Atalanta. Ifølge La Gazzetta og Alfredo Pedulla her til aften vil Roma formentlig kunne lukke handlen med et snarligt bud på €28-30m inkl. add-ons. Eleonora Trotta fra Calciomercato.it mener, at det vil kunne gøres for €26-27m all inclusive. Endelig er at melde, at ifølge RomaPress er Matias Soulés far, Nestor, begyndt at følge Roma på instagram. Så skulle dén sag vist være afgjort...!
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Caffè Roma venerdì (3:3 (centreforwards))
Romas eneste egentlige centreforwards er indtil videre fortsat Abraham og Shomurodov. Abraham var i øvrigt udset til en potentielt sidste optræden i spidsen for Roma i testkampen mod Latina i onsdags. Men ved formiddagens træning blev han skadet, og er nu ude på ubestemt tid. Lyder det bekendt? Eldor Shomurodov skal til OL med Uzbekistan, og hans klubmæssige fremtid afgøres formentlige først derefter. I sidste uge lignede det at Tammy Abraham var på vej til Milan, men når det kom til stykket, lå milanesernes betalingsvillighed temmelig langt fra de €25-30m, som Ghisolfi krævede, idet Milan kunne ville give €10m + lidt blandet vraggods fra overskudslageret. Torsdag meddelte Sky Sports, at Rossoneri har trukket sig fra forhandlingerne. Ifølge Corriere dello Sport fastholder Roma ikke desto mindre prisen på Abraham, og hvis han ender med ikke at blive solgt, vil han få rollen som backup-angriber. Men backup for hvem?

Det har i den forgangne uge vitterligt set ud til, at det ville blive Youssef En-Nesyri fra Sevilla. Den 27-årige og 192 cm høje marokkaner har som centreforward præsteret absolut hæderligt de seneste to sæsoner: 18 mål i 48 kampe (22/23); 20 mål i 41 kampe (23/24). I starten af ugen berettede Il Tempo, ElDesmarque Sevilla og El Sevillista, at Roma var nået til enighed med spilleren om en fire-årig kontrakt til en nettoårsløn på €3½m. Dertil skulle Roma ifølge Calciomercato.com have budt €22m i transfer til Sevilla. Men midt på ugen stak Mourinho og Fenerbache pludselig en kæp i hjulet på projektet. Tyrkerne tilbød En-Nesyri en vanvittig løn på mere end €6m om året, vel vidende at Romas lønbudget ikke ville kunne dække noget tilsvarende. Til gengæld er Fenerbache ikke lige så rundhåndede hvad transfersummen angår, idet de ifølge ElDesmarque har budt €21m, hvilket Sevilla har afvist. I de seneste dage er meldingerne gået frem og tilbage, hvilken klub og løncheck En-Nesyri foretrak, men her til aften melder bl.a. El Sevillista, at valget er faldet ud til Fenerbaches fordel. Og det til trods for, at det ifølge den tyrkiske transferjournalist Yağız Sabuncuoğlu ender ud med en løn til ”blot” €4m.

En kort stund så det ud til, at gode gamle Mou måske uforvarende var ved at gøre Roma en tjeneste, idet hijackningen af En-Nesyri betød, at Roma-ledelsen hev den gamle drøm om Jonathan David op af skuffen igen. Altså den 24-årige canadier fra Lille, der i sidste sæson lavede 26 mål og 9 assists i 47 kampe! I onsdags berettede Tuttomercatoweb, at Ghisolfi havde taget kontakt til sin kollega i Lille for at høre om muligheden for at signe David, der ifølge mediet kunne erhverves for omkring sølle €30m. Historien bekræftedes af Di Marzio, og ifølge Angelo Mangiante fra Sky Sports har Roma allerede afgivet to bud på David, som begge er blevet afvist af Lille. Men fredag aften punkterede drømmen. Ifølge Il Tempo blegnede Ghisolfi en kende, da han hørte den canadiske målmaskines lønkrav, og den med de €30m passer nok heller ikke helt, idet flere PL-klubber angiveligt allerede har lagt røret på, når de hørte Lilles reelle transferkrav. Som det gamle ordsprog siger: ”Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det det som regel heller ikke.”

Og som om det ikke var nok, så kan vi desværre også godt slippe eventuelle drømme om Serhou Guirassy fra Stuttgart, som Il Messaggero ellers meldte Roma ind i kampen om for en måneds tid siden. Den 28-årige franskfødte guineaner, der har braget vanvittige 30 mål ind i ligeså mange kampe for schwaberne i denne sæson, har torsdag tegnet kontrakt med Borussia Dortmund. Klubben fra Westfalen har angiveligt fået ham for den rørende sum af €17½m, der skyldes en frikøbsklausul, som man må ærgre sig godt og grundigt over i Stuttgart. Men selvom Roma således godt kunne have været med på transfersummen, kan man som romanista trøste sig med, at BvB formentlig har tilbudt ham en løn, der ville sprænge kontoen i Banco di Roma.

Så som tingene står, har De Rossi alt mulig god grund til at omskole Dybala til falsk nier, for indtil videre står vi med Eldor Shomurodov og en skadet Tammy Abraham på centreforward-posten. Er der nogen der stadig har nummeret til Alexander Sørloth..?

Prego - e daje Roma!
Caffè Roma speziale: Nyt fra Trigoria
Fredag brød nyheden, at Romas ejer, The Friedkin Group, har trukket sig fra den igangværende proces om at overtage en aktiemajoritet på 94% i Everton FC. Købet ville have kostet Friedkin’erne i omegnen af €600m. Friedkin Group har allerede investeret henved €200m i den engelske PL-klub, ikke mindst med henblik på byggeriet af Evertons nye stadion i Liverpools havnebydel. Dertil har Friedkin Group indfriet et af klubbens mange større lån. Og det er ifølge bl.a. The Athletic og Corriere dello Sport endnu et udestående lån på yderligere €200m til det Miami-baserede holdingselskab 777 Partners, der i sidste ende væltede læsset for Dan Friedkin. 777 er i øjeblikket, udtrykt i neutrale vendinger, ude i nogle betydelige økonomiske udfordringer, og det pågældende lån er videregivet til en panthavende tredjepart, hvilket begyndte at blive lidt for skummelt for den texanske rigmand, der nu har trukket stikket fra yderligere involveringer i Merseyside-klubben. Man fortsætter dog som medinvestor i stadionbyggeriet.

To af Romas planlagte testkampe imod Toulouse 27/7 og Olympiakos 3/8 er i fare for at blive aflyst pga. frygt for tilskueruroligheder. I førstnævnte tilfælde har det intet med den franske klubs fans at gøre. Kampen skal spilles i Ancona i Italien, og selvsamme dag har Napoli planlagt en testkamp i den nærliggende by Castel di Sangro. Myndighederne frygter, at Napolis ultras allierer sig med Anconas i planer om et baghold imod Roma-fansene. Olympiakos-kampen skal foregå i Rieti, og her bunder frygten i, at Romas ultras er allierede med Olympiakos-fansenes arvefjender fra Panathinaikos, hvilket tidligere har ført til sammenstød mellem de to fangrupper. Tja, hvad skal man sige? Andet end: Suk!
Nå, så røg En-Nesyri til Fenerbache. Gad vide hvem vi henter så (hvis vi overhovedet gør det og det ikke "bare" bliver Dybala som den falske 9´er).

Retegui synes jeg kunne være fed at få ind. 25 år, italiener og så købte Genoa ham sidste år for blot €12 mio, så mon ikke han er til at betale?
Retegui er også min foretrukne. Hvis ikke det kan blive Jonathan David, og det gør det jo ikke. Men ja, vi ender sgu nok med Dybala, Abraham og Shomurodov. Hvilket også næsten er bedre end Sørloth, som jeg bare ikke har meget fidus til. Eller også vender Lukaku tilbage på allersidste dag af vinduet, efter at alle hans andre muligheder er f*cket op... ;D
Hahaha det ville være typisk med Lukaku 😂 Soulé skulle være meget tæt på Roma nu. Hvis Dybala bliver den falske 9´er vil kabalen gå op med Dybala, Soulé og Baldanzi, synes jeg 😁
Annonce