Snak

Mere indhold efter annoncen
Matias Soulé er landet i Fiumicino her til aften. Lægetjek i morgen. Hundredevis af Roma-fans i lufthavnen. Ghisolfi blev tiljublet, da han ankom for at tage imod argentineren.

Den 21-årige argentiner, der spillede sidste sæson på udlån i Frosinone, blev modtaget som en popstjerne i lufthavnen. Obelix havde ret; vi er skøre, vi romere!
https://x.com/DiMarzio/status/1817656781851832723?ref_src=twsrc%5Etfw%7Ctwcamp%5Etweetembed%7Ctwterm%5E1817656781851832723%7Ctwgr%5Ecbf09973058f11d772407fdc82da78b514a54dda%7Ctwcon%5Es1_&ref_url=https%3A%2F%2Fromapress.net%2Fmatias-soule-lands-in-the-capital-greeted-by-hundreds-of-roma-fans%2F
Caffè Roma lunerdì
Siden fredagens café er Samuel Dahl tilgået på en permanent transfer fra Djurgårdens IF. Ifølge Filippo Biafora fra Il Tempo sker skiftet for et fast transferbeløb på €4½m + €1½m i add-ons og en videresalgsklausul på 10%. Den 21-årige svenske venstreback får hos Roma en femårig kontrakt til 2029, og ifølge La Trattativa vil han tjene en netto årsløn på ca. €1m + bonusser. For hvem der måtte tælle den slags, er han den trettende svenske spiller i Romas historie.

Dertil har Roma officielt udlånt to hidtidige primavera-spillere til klubber i Serie B for den kommende sæson. 19-årige Riccardo Pagano skifter til Catanzaro på en åneaftale, hvori der indgår en købsoption med en indbygget tilbagekøbsklausul. Og 20-årige Luigi Cherubini tilgår Carrarese på udlån; her nævnes ingen optioner, tværtimod fik Cherubini forlænget sin kontrakt med Roma til 2029 tidligere på sommeren.

I løbet af mandagen ventes den officielle annoncering af, at Matias Soulé tilgår Roma fra Juventus for en transfer på €26+4m + 10% af et videresalg. Den 21-årige argentinske højrewing vil hos Roma få en femårig kontrakt (jf. Romano) til en netto årsløn af €2m (jf. Corriere). Soulé ankom til Fiumicino søndag aften, hvor han blev modtaget af sportsdirektør Ghisolfi, en masse mediefolk og et par hundrede Roma-fans. Ifølge Di Marzio er der booket et lægetjek til ham på Villa Stuart mandag formiddag.

Så snart kontraktunderskrivningen med Soulé er foreviget af klubbens fotograf, vil Ghisolfis opmærksomhed kunne fokuseres på tilgangen af det der tegner til at blive Romas største sommertransfer: Artem Dovbyk fra Girona FC. Siden fredagens café er Roma nået til enighed med spilleren selv; det præcise indhold af aftalen kendes ikke, men tilsyneladende bliver der tale om en netto årsløn i størrelsesordenen €3½-4m. Fredag aften meldte Mundo Deportivo, at man i Atletico Madrid fortsat regnede det for en formssag at signe Dovbyk, som man mente at have en aftale med Girona om; affæren med Roma blev affærdiget som et gimmick fra agenten for at pressen lønnen op. Men sent samme aften og lørdag formiddag kom så en serie rimelige bastante udmeldinger fra Dovbyk-lejren om, at Atletico godt kunne glemme alt om en transfer, primært fordi madrilerne ikke behandlede den ukrainske La Liga-topscorer (25 mål og 10 assists i 41 kampe i 23/24) seriøst. Derimod imponerede det ifølge Di Marzio agenten Oleksiy Lundovsky behørigt, at Dan Friedkin selv på et tidspunkt kom ind til hans møde med Ghisolfi på Trigoria i torsdags, og personligt garanterede, at Roma ville gøre alt hvad klubben kunne for at hente ukraineren. Daniele De Rossi har dertil talt med Dovbyk i telefonen adskillige gange, og forklaret ham hvilken central rolle han vil få hos Giallorossi. Da nogen i Madrid foreslog Diego Simeone på samme måde at ringe til Dovbyk, valgte ukraineren ifølge La Repubblica at ignorere opkaldene; han har dog angiveligt efterfølgende sendt en høflig afvisnings-sms til Simeone. Fra den ukrainske lejr lyder meldingen nu ganske klart: Artem Dovbyk vil til Roma. Nu forestår så opgaven også at overbevise ledelsen i Girona FC om det rigtige i dette. Dovbyks kontrakt med Girona indeholder en frikøbsklausul på €40m. Det synes man i Rom er lige vel mange penge, så på vanlig romersk manér prøver man at slippe lidt billigere. Roma har indgivet et bud i løbet af weekenden, men meldingerne i de italienske medier varierer lidt over buddets reelle størrelse: Ifølge Romano og Moretto er vi nede på €30+5m, mens La Gazzetta siger €32+5m eller €33+4m + 10% i videresalgsbonus (hvilket romerne har ladet forstå kan hæves til 15%). Ifølge Fabrizio Romano mødes repræsentanter for Roma og Girona igen mandag, og Ghisolfi håber at kunne lukke handelen senest tirsdag. I mellemtiden har Atletico tilsyneladende resigneret og prøver nu at stedet at hente en gammel kending af nærværende café, nemlig Alexander Sørloth. Dovbyk selv har desuden i et interview med det ukrainske medie Tribuna afvist, at forhandlingerne med Atletico strandede pga. økonomiske krav fra hans side. »It’s a lie. It collapsed for other reasons, you will soon know the truth.«

Hvis vi som det ser ud nu har signet med både en højrewing og en centreforward inden næste café fredag, så resterer der egentlig kun en ny højreback på De Rossis ønskeliste. Her ser det varmeste bud fortsat ud til at være 21-årige Marc Pubill fra Almeria. Mens spilleren selv er i Paris med det spanske OL-landshold, har Ghisolfi ifølge Il Romanista nu været i kontakt med hans agent. En eventuel transferpris lander formentlig et sted omkring €10-15m.

Ifølge La Gazzetta dello Sport pustes der imidlertid nu atter liv i Romas tanker om at hente Raoul Bellanova fra Torino ind som klubbens nye højreback. Tilbage før EM var der kontakt til spilleren, som Roma angiveligt kom langt i aftalerne med, men Torinos økonomiske transferkrav lukkede processen. Nu meldes Torino så måske alligevel til at snakke med, da Bellanova med 0 spilleminutter ved Azzurris skuffende EM ikke just har øget sin markedsværdi. Lydhørheden i Torino bliver ikke mindre af, at man her meldes meget interesserede i Nicola Zalewski, som potentielt kunne inkluderes i en byttetransfer.

Af kortere rygtenyheder kan meldes, at 30-årige Leandro Paredes ifølge TYC Sports har besluttet at blive kontrakten ud hos Roma, hvilket vil sige til 2025, hvorefter han vil tage hjem og spille sine sidste aktive år hos Boca Juniors.

Edoardo Boves agent har kommenteret de vedvarende transferrygter om sin klient på de sociale medier med en række grine-emojis. Dertil beretter La Gazzetta, at hvis Roma overhovedet skal overveje at gå med til et salg, kræver det en mindstepris på €20m.

Så er viljen hos Roma-ledelsen betydeligt større for at sige farvel til Marash Kumbulla, som Serie A-oprykkerne Parma ifølge Gazzetta di Parma er interesserede i, hvis han ender med ikke at indgå i De Rossis førsteholdsplaner.

Og ifølge Gianluigi Longari fra Sportitalia har Roma sagt ja til at eksterne mæglere må forsøge at genoptage transferforhandlingerne for Jan Oliveras’ mulige skifte til Al-Ittihad. Ifølge Il Tempo kan også andre SPL-klubber være på tale for den blot 19-årige venstreback.

Endelig er at melde, at Sardar Azmoun efter endt lejemål i Roma og en turbulent tilbagevenden til Bayer Leverkusen nu er blevet solgt til Shabab Al-Ahli i de Forenede Arabiske Emirater for €5m.

Prego - e daje Roma!
Så er man tilbage. Tak igen igen igen for flotte Café´er, JGGJ.

Der er gang i den må man sige. Jeg ved ikke om det er min alder eller langvarige fanskab af Roma, men jeg er ALTID skeptisk med nye signings. Haha.

Nå, det er nok godt det ikke er mig der er sportschef. Jeg synes nu ukraineren er alt, alt for dyr da han, ligesom Sørloth, kan være et one hit wonder. Sørloth er jeg naturligvis heller ikke interesseret i.

PS. Dzeko (en personlig favorit jeg så første gang i Wolfsburg) er den bedste angriber vi har haft i lang, lang, lang tid - hvis ikke nogensinde. Han kom som 28 årig fra Man City. Det kommer aldrig til at ske igen.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Prego, Lehrer. Og velkommen retur. Jeg synes jo det er meget sjovt at prøve og holde rede på de mange rygter og deres udvikling.

Du har utvivlsomt ret med din skepsis, men jeg er dum nok til at lade mig inficere med den romerske syge hver gang. Af alle de angribere vi med rimelighed kunne komme i nærheden af, er Dovbyk nok den jeg mindst frygter kan blive et flop. Af nationale årsager havde jeg foretrukket Retegui, men Dovbyk tror jeg leverer mere, i hvert fald på den korte bane. Soulé synes jeg altså også ser seriøst lovende ud. På Le Fée er jeg ret blank, men han kan umuligt være ringere end Sanches og Aouar. Sangare og Dahl er blot backups, så hvor galt kan det gå? Alt i alt synes jeg sgu det ser mere lovende ud end længe.

Og når vi så tre runder inde i sæsonen står med 1 point skal jeg nok begynde mine sædvanlige prognoser om nedrykning. Sempre Roma! 😂
Kan vi få Bellanova ind på højre back, forlænge med Dybala og få sendt noget af overskudslageret afsted, vil det være et rigtigt godkendt transfervindue! Jeg bider også mærke i, at de fleste indkøbte spillere har en rigtig fornuftig alder ift. fremtiden. Spændende!
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Bellanova ville være fremragende at hente. Karsdorp er eftersigende blevet bedt om at træne for sig selv, hvilket efterlader Celik og den 16-årige Sangaré til at dække positionen. Så der bliver vel, må man da håbe, hentet en ny højreback som er tiltænkt en startplads.
Man skulle også stadig være interesseret i en højre wing, hvor Jeremie Boga igen er blevet nævnt samt unge Wesley fra Corinthians.
Hvorfor sælger man en 20 årig Calafiori, af egen avl, på 1,88 til FC Basel, når man han en sløj Smalling i truppen ? Nu har Arsenal, kun 18 måneder senere, givet 42 mio euro for ham. Christ.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Ghisolfi har brugt en masse penge dette vindue, så nu vil jeg lige hjælpe ham med potentielle salgsobjekter, såfremt han skulle læse med her på bold.dk ;)

Vi skal jo have lidt penge i kassen til FFP-regnskabet. Alternativt kan vi bruge salgspengene på at lukke hullet på højre back og spare lidt lønkroner.

NB: Værdierne er taget for transfermarkt, så det er langt fra sikkert, at det er muligt.

Celik = €6.00m
Karsdorp = €5.00m
Solbakken = €2.50m
Shomurodov = €5.00m
i alt = €18.50m

Bellanova står til en værdi på €15.00m, hvorfor vi "bare" skal sælge ovenstående og købe Bellanova. Så står vi satme stærkt! ;)

Hvordan ser I i øvrigt Zalewskis fremtid i Roma? Hans kontrakt udløber om 1 år og han står til værende €12.00m værd - det vil være en skam at miste ham på fri transfer om et år.

Jeg har det lidt blandet med Zalewski. Jeg kan jo egentlig godt lide ham og hans indstilling, og det skærer mig altid i hjertet når klubben tager afsked med talentfulde unge spillere af egen avl. Og jeg synes vitterligt han gjorde det godt da Mou hentede ham op fra primavera-holdet i 21/22 som afløser for Spinazzola. Men siden da har han ikke imponeret, og som udtalt wingback får han svært ved at finde sin plads i DDR´s 4-3-3. Som fullback duer han ikke; De Rossi har givet ham chancen et par gange som offensiv midt, hvilket nærmest gik katastrofalt; og på hans potentielt bedste plads i 4-3-3 som venstrewing skal han i så fald bruges som backup for El Shaarawy. Og er Zalewski, hånden på hjertet, reelt god nok dér? Det synes jeg ikke. Derfor stemmer jeg for at at sælge ham nu.
Dovbyk spiller træningskamp for Girona nu - Betyder vel en handel ikke er oppe over..
Annonce