Nå, det ser ud til at Romas jakkesæt på Trigoria har besluttet sig for at det er vigtigere at spare Tammy Abrahams høje bruttoløn end at hente nogle indtægter ind i transferbudgettet til at kompensere bare lidt for sommerens ekstraordinært ekstravagante forbrug.
I går tegnede det ellers til at vi var ved at få Abraham afsat til West Ham, men uden nogen nærmere forklaring om årsagen til kursændringen, vendte vi pludselig tilbage til byttehandelen med Milans overskudslager. Måske var det Abraham selv, der nægtede at returnere til London, og dermed så at sige lavede ”en Soulé” på Roma: »Hvis ikke I sælger mig til den klub, jeg ønsker, så vil jeg slet ikke sælges!« Og blandt de mange skrabelodder i den rød-sorte tombola endte det altså så med at blive Saelemaekers, som De Rossi nu skal prøve at finde noget at bruge til.
Alexis Saelemaekers er nok ikke lige den første fodboldspiller, som romanisti verden over har drømt om at se i rødt og gult. Men hvad er han egentlig for en størrelse? Den 25-årige belgier stammer fodboldmæssigt fra Bruxelles-klubben Anderlecht. I foråret 2020 blev han sendt på lån til AC Milan, som samme sommer købte ham for €7,65m. Efter tre spillende sæsoner i Milan blev han i sidste sæson udlejet til Bologna for et fee på €½m. Han kan betegnes som en højrefodet kantspiller, der især benyttes som højrewing, men også kan bruges som venstrewing og på begge wingbacks; mens han i Milan primært har været højrewing, blev han i Bologna især brugt som venstrewing. I Milans sæsonåbner i 24/25 mod Torino blev han sågar benyttet på begge backpladser. Saelemaekers målfarlighed målt på tal har ikke just været imponerede; selvom han i begge de to seneste sæsoner har spillet mere end 30 kampe, er det i hver sæson blot blevet til 4 mål og 3 assists. Dertil har han 12 kampe for det belgiske A-landshold, hvor det er blevet til et enkelt mål.
Om ikke andet kan man i hvert fald sige, at Roma her får sig en yderst versatil kantspiller. Og det er jo ret beset ikke hans skyld, at cheferne har fundet på dette arrangement, så lad os da tage godt imod ham. Både i Anderlecht, Milan og Bologna har Saelemaekers spillet med nr. 56, og da dette rygnummer er ledigt hos Roma, tør jeg godt sætte resten af månedens madpenge på at han også får dette nummer hos os.