Caffè RomaSå er Caffè Roma tilbage med opsamling på en heftig ugen-der-gik.
Som bekendt er 73-årige
Claudio Ranieri blevet Romas træner. For tredje gang. Den tidligere Roma-spiller var ellers gået på pension fra klubtrænertilværelsen og havde alene holdt døren åben for en landstrænerpost, men da buddet kom fra hans elskede Roma, kunne han kun sige ja. Hvor seriøst det nogensinde blev med Max Allegri, Roberto Mancini og Rudi Garcia er svært at sige, men ifølge flere medier var det i sidste ende
Vincenzo Montella der var Roma-ledelsens udkårne, indtil det stod klart, at det ville blive for dyrt at løskøbe ham fra landstrænerposten i Tyrkiet. Den næste på listen var Ranieri, og han sagde ja. Efter hvad Ranieri selv har fortalt om sit møde med Dan Friedkin i London tidligere på ugen, er amerikaneren både berørt og dybt frustreret over hele situationen, og den aftalte ordning synes at blive, at Ranieri overtager trænergerningen for resten af sæsonen, og at han dertil får en slags konsulentrolle for klubpræsidenten – bl.a. med hensyn til hvem der skal være hans afløser på trænerposten til sommer. Det tyder faktisk indtil videre på, at Ranieri i praksis bliver en slags fungerende vicepræsident i Roma, og at han nærmest har fået carte blanche til at gøre hvad han vil. Ifølge
Il Tempo er der allerede nu indikationer på, at det kan komme til at betyde en retur for klublegenderne
Francesco Totti og
Daniele De Rossi i henholdsvis en sportsdirektør- og trænerrolle inden for en overskuelig fremtid – DDR dog næppe som cheftræner i indeværende sæson. Romas fans har overvejende taget vældig godt imod Ranieris tilbagevenden, ikke mindst dem af dem der bor i Rom, hvor et ophængt støttebanner takker ham for hans klubloyalitet, mens et andet opfordrer ham til at give klubben og spillerne et spark i røven. Også gadekunstneren Drugi har hyldet den hjemvendte Romatræner med et nyt vægmaleri et sted i Testaccio-kvarteret, der forestiller Ranieri i en slags præstekjole holdende en ulveunge:
https://romapress.net/roma-artist-drugi-dedicates-new-mural-to-claudio-ranieri/
Det ser derimod ikke ud til, at rygterne om at Ranieri også ville blive indsat som ny CEO bliver til noget.
Giovanni Carnevali fra Sassuolo er fortsat blandt favoritterne, hvilket han ifølge
Il Messaggero føler sig smigret over.
Ifølge
La Gazzetta dello Sport er
Dan og Ryan Friedkin nu rejst retur fra London og hjem til Houston, og de har absolut ingen intentioner om at sætte deres fødder i Rom, sålænge stemningen her er som den er.
Der har de senere uger været flere rygter om især spillere på vej ud af klubben, flere allerede til januar, men jeg synes ikke at rygterne aktuelt er værd at bruge tid på, eftersom Ranieris præferencer endnu ikke er kendt i detaljer. Men et par interessante forhold har han meldt ud. Mats Hummels vil komme til at spille; faktisk fatter Ranieri ikke, hvorfor CHL-finalisten ikke har fået spilletid under Juric. Angelino vil ikke mere skulle spille centreback. Om Ranieri vil spillere med tre, fire eller fem i forsvarskæden er endnu uvist. Og Dybala vil komme til at spille alt det han overhovedet kan. Ranieri har efter eget udsagn meddelt Friedkin, at han er ligeglad med hvilke klausuler der måtte være i Dybalas kontrakt (ang. antal kampe og kontraktforlængelser og bonusser) og at han som træner vil bruge de spillere i truppen han ønsker.