Så er det atter kampdag på Olimpico! I aften kl. 20:45 tager AS Roma imod Atalanta BC i 14. runde af Serie A.
Roma kommer ind til kampen med et my af optimisme efter en fornuftig indsats og et sent comeback i London mod Tottenham. Men omvendt er Atalanta pr. definition en svær modstander for romerne, og bergamaskerne er i en forrygende form med sejre i de fem seneste kampe og en målscore i disse på 16-3! Så selvom Ranieri har blæst til offensiv fodbold igen i aften, skal man nok ikke gå grædende i seng, hvis det heller ikke lige bliver i denne kamp, at vi henter den længe tiltrængte sejr.
Ranieri har en tæt på komplet trup til rådighed. Kun Hermoso meldes fortsat ude med skade. Shomurodov meldes tilbage ovenpå sin lyskenskade, og Dybala skulle også være kampklar. Med Pellegrini er det lidt mere tåget, idet han angiveligt er ordineret en pause af Ranieri for at blive ”mentalt genstartet” – men fysisk meldes han i skarpeste form.
Mats Hummels kom ikke fantastisk fra start mod Tottenham og viste også resten af kampen mangler i sin hurtighed og boldomgang, men til gengæld havde han et vældig godt øje for at bryde englændernes opspil og ikke mindst udviste han en positiv kampgejst (og ikke bare den sædvanlige Roma-gejst, der plejer at resultere i udvisninger). Så både Corriere dello Sport og Il Tempo forudser, at Ranieri i aften gentager sin trebackkæde med Mancini, Hummels og Ndicka. Il Tempo har faktisk en hel start-ellever oplistet:
Svilar
Mancini - Hummels - Ndicka
Celik - Paredes - Koné - Angelino
Dybala - Dovbyk - El Shaarawy
Daje Roma!