Resultatet var vel som man på forhånd kunne vente. Men alligevel træls, når kampen længe var så lige. Offensiven er fortsat umådelig ineffektiv, Dovbyk begynder for alvor at ligne et flop. Men det er så også en voldsomt defensiv opstilling, med Celik og Angelino som wingbacks i en 3-5-2, hvor det potentielt eneste offensive element på midtbanen er Koné. Som jeg fortsat simpelthen ikke fatter begejstringen over. Når Dybala så også har en af sine mindre gode dage, så må det jo blive tæt på umuligt at få et mål ind.
Omvendt begynder defensiven at se stærk ud. Eller begyndte. Hvis Hummels er blevet skadet, kan det vise sig at være værre end kampens resultat. For han lignede ellers en stærk styrmand i trebackkæden i dag. De to mål imod kan man næsten ikke sige noget til. Freak uheld på den første, satme flot headet ind af møgungen Zaniolo på den anden*.
[* Hvis det da var ham? Forstår måske godt Mancinis knytnæve efterfølgende, hvis Zaniolo jublede så vildt over et selvmål...]
Men hvor er vi dog bare absurd ringe på kanterne, når disse passes af Celik og Angelino. De duer jo hverken til noget offensivt eller defensivt. Så er der da (normalt) noget offensivt potentiale over El Shaarawy og Saelemaekers, selvom faraoen godt nok var usynlig efter sin indskiftning idag; mon han var syg eller småskadet siden han blev taget ud af start-elleveren?
Nå, Ranieris hårde startprogram med Tottenham og nr. 1 og nr. 2 i ligaen er overstået. Vi fik trods alt ét point og undgik helt røvfulde, og der har da bestemt været bedre tegninger til noget holdbart end hvad vi har set længe. Nu venter Lecce hjemme på lørdag, hvilket burde være et bedre match til vores egen aktuelle vægtklasse. Et januarvindue med en backup til midterforsvaret, en højreback og en angriber der kan score mål, så burde der være reelt håb om at undgå nedrykning. Og hvis Koné så også på et tidspunkt kunne vise mig, hvorfor alle folk synes at han er så fantastisk, så kunne det da også være fjong...