Caffè RomaI løbet af ugen har
Corriere della Sera,
Corriere dello Sport,
Il Tempo,
Sky Sports og
La Gazzetta dello Sport sluttet sig til koret af medier, der peger på
Gian Piero Gasperini som den mest sandsynlige arvtager for Ranieri i Romas trænersæde. Han meldes både at nyde høj anerkendelse fra Ranieri og fra Friedkinerne. Han er angiveligt blevet kontaktet af både Ranieri og Ghisolfi, og er blevet stillet et aktivt sommertransfervindue i udsigt med henblik på at hente den type spillere, han måtte ønske. Ifølge
La Gazzetta er Roma klar til at tilbyde ham en femårig kontrakt med et indbygget løfte om maksimal tålmodighed med et sådan ombygningsprojekt. Og tilsyneladende er Gasperini ikke afvisende over for idéen. I den forgangne uge har han ligefrem udtalt til
Rai Sport, at ”Roma er ligesom landsholdet, alle ønsker at være træner for dem.” Ja, jo, såmænd, bop-bop..! Fredag forlyder det fra Ubaldo Righetti på
Radio Romanista, at der nu faktisk er indgået en aftale mellem Roma og Gasperini, som kun afventer en afklaring med Atalanta. Gasperini vil få en fire-årig kontakt med option for et års forlængelse, til en årsløn af €5m + bonusser.
Ifølge
Cronache di Spogliatoio er den tyrkiske landstræner
Vincenzo Montella også stadig med i billedet, og der meldes om fortsat kontakt mellem ham og klubben. Dette bekræftes af
La Gazzetta dello Sport, ifølge hvem Montella er ledelsens Plan B. Forventningen synes at være, at det ville være et populært valg blandt fansene pga. Montellas fortid som spiller i klubben. Spørgsnålet er dog nok, om ikke man i givet fald forregner sig en smule her? Undertegnede har i hvert fald ikke set eller hørt nogen romanisti udtrykke sig begejstret om denne mulighed. Endelig nævner
La Gazzetta også
Vincenzo Italiano fra Bologna som en kandidat til trænersædet i Roma, mens
Il Tempo hævder at vide, at romerne også stadig overvejer
Ernesto Valverde fra Athletic Bilbao.
Ugens andet store nyhedsemne i Roma-regi er
Paulo Dybalas skadesramte, venstre baglårsmuskel, som blev opereret i tirsdags. Det er foregået i London på Fortius-klinikken under ledelse af Dr. Andy Williams. Ifølge
Il Tempo kan man forvente, at det tager fem-seks måneder at komme sig ovenpå en sådan operation, så vi skal næppe forvente at se Dybala på banen igen førend hen i september.
La Gazzetta og
Il Messaggero derimod spår en retur i slutningen af august. Ifølge
Tuttosport har argentineren foreslået Ranieri, at hans genoptræning henlægges til tider på dagen, hvor resten af holdet ikke træner, sådan at han fra om et par uger kan bistå Ranieri som en slags assistenttræner.
Det trækker ud med en afklaring om
Mile Svilar, der i tiltagende grad tiltrækker sig interesse fra både Premier League og flere sværvægtere på kontinentet, først og fremmest Bayern München, der i Svilar ser en potentiel afløser for Manuel Neuer. Ifølge
Corriere dello Sport har Roma meddelt de interesserede købere, at han er €50m værd, men alligevel tilbyder klubben ham kun en ny lønaftale til €2m pr. sæson, hvilket er omkring halvdelen af, hvad han selv ønsker. Dertil er parterne heller ikke enige om en frikøbsklausul. Hvis det ender med, at Roma ikke formår at beholde den belgisk-serbiske målmand, som man kunne have signet på en langtidskontrakt allerede sidste forår, ligner det en meget fed rød anmærkning i Ghisolfis karakterbog, når han næste gang skal til MUS hos Friedkinerne. Seneste melding i
Leggo går da også på, at Ghisolfi nu er ved at forberede et bedre løntilbud til Svilar. Som et kuriosum i samme forbindelse kan nævnes, at ifølge tyrkiske
Fanatik tror Mourinho’s Fenerbahce seriøst, at de til sommer kan tiltrække enten Ederson fra Manchester City eller Romas Mile Svilar til at vogte målet i Istanbul-klubben. Som om..!
Balladen om
Leandro Paredes’ frikøbsklausul fortsætter. I starten af ugen har Paredes angiveligt selv bekræftet til
TYCSport, at hans nye kontrakt med Roma indeholder en frikøbsklausul med unik gyldighed for Boca Juniors. Præcis hvad klausulen går ud på, siger han ikke, kun at den er vanskelig at indfri.
TYCSport berettede for et par uger siden, at den lød på €3½m, hvilket få timer efter blev afvist af Roma-ledelsen som det pure opspind. Nu har ledelsen på Trigoria så også responderet på den seneste beretning i
TYCSport. Roma afviser fortsat, at der er en formel frikøbsklausul i kontrakten, men der er indgået en ’gentleman-aftale’ om muligheden for et skifte før tid. Senest har så Boca Juniors meldt ud til mediet
Olé, at man ikke har til hensigt at gøre brug af nogen frikøbsklausul. Forventningen er, at Paredes slutter sig til Boca efter VM i 2026, når hans nuværende kontrakt er afsluttet.
Af øvrige spiller-/transferrygter kan berettes, at ifølge Florian Plettenberg fra
Sky Sport DE har Roma-ledelsen informeret 36-årige
Mats Hummels om, at man ikke vil tilbyde ham nogen kontraktforlængelse til sommer.
Ifølge
La Gazzetta dello Sport har Arsenal og Nottingham Forest forhørt sig hos Roma angående muligheden for at købe
Evan Ndicka til sommer. Ghisolfi meldes at have svaret, at ivorianeren i givet fald mindst kommer til at koste €30m.
La Gazzetta spekulerer i, at en misset CL-deltagelse kan tvinge romerne til at realisere nogle aktiver fra spillerstaben for at få økonomien til at løbe rundt, i henhold til de skærpede krav fra UEFA.
Sidste uges indgående transferrygte i
Leggo om
Leonardo Balerdi fra Olympique Marseille synes at tage til, og bringes nu også af
La Gazzetta dello Sport, ifølge hvem den erfarne argentinske centreback har svaret positivt på Ghisolfis indledende henvendelse. Også ifølge
La Gazzetta meldes den forventede pris at ligge på omkring €20m, hvilket ikke kan siges at være urimeligt for en 26-årig spiller på dette niveau. Det er man dog tilsyneladende ikke helt enige i Marseille, hvor den lokale avis
La Provence beretter, at ledelsen i Olympique i bedste fald vil lade Roma få Balerdis venstre fod for €20m. Hvis Giallorossi vil have hele spilleren, koster han €45m.
Ifølge
Corriere dello Sport overvejer Roma også at byde ind på centrebacken
Oumar Solet fra Udinese. Den 25-årige franskmand var også under observation hos Roma tilbage i Pintos tid. Hans aktuelle prisseddel lyder på €15m, men det kan sagtens vokse inden sommer, hvis han fortsætter med at gøre det godt i Udine. Til gengæld skulle prisen her involvere begge fødder.
Ifølge
Il Messaggero er Roma fortsat interesseret i centrebacken
Mika Marmol fra Las Palmas, som der var bestræbelser på at hente til klubben i januarvinduet.
På midtbanen har både Inter og Napoli ifølge
La Gazzetta dello Sport forhørt sig på
Lorenzo Pellegrini, men han vil selv helst fortsætte i sin barndomsklub. I lørdags fejrede Pellegrini i øvrigt 10-årsjubilæum for sin debut på Romas førstehold, hvilket sket i en kamp mod Cesena, hvor Rudi Garcia skiftede ham ind i stedet for Salih Ucan. I de forgangne ti år er det blevet til 312 førsteholdskampe med 56 mål og 59 assists.
Ifølge
Leggo er Roma interesserede i
Enzo Barrenechea fra Valencia. Den 23-årige argentiner betegnes som en mezzala-type – og skulle i øvrigt være en god ven af Matias Soulé.
Som bekendt håber Roma på at kunne overtale Milan til at lade
Alexis Saelemaekers udskifte sit nuværende låneophold med et permanent skifte til sommer. Men ifølge
Corriere dello Sport har det forehavende nu fået yderligere et par ubekendte ind i ligningen, idet Nottingham Forest og Newcastle har meldt deres interesse i spilleren.
Helt fremme i front byder medierne i øjeblikket på mange bud på hvem der skal tjene som vikar for Dovbyk – et spørgsmål der dog nok først vil blive set på, når den nye træner er på plads. Men vi kan da nævne, at ifølge
La Gazzetta dello Sport (der i denne uge har været påfaldende interesseret i Roma) er Giallorossi blandt bejlerne til det 20-årige argentinske angribertalent
Nico Paz fra Como, der i indeværende sæson er noteret for 6 mål og 6 assists i 26 kampe. Han er dog selvsagt en populær spiller, som også Inter er interesserede i, og Como har angiveligt skrevet €30m på prissedlen.
Ifølge selvsamme
La Gazzetta overvejer Roma også at hente den 22-årige angriber
Sebastiano Esposito, der denne sæson spiller i Empoli på udlån fra Inter. Hos Empoli har han scoret 8 mål i 22 kampe. Et andet bud i samme lyserøde avis er
Lorenzo Lucca fra Udinese (10 mål i 28 kampe).
Vi slutter caféen af med de nyeste ”leaks” på udseendet af
næste sæsons Roma-trøjer:
https://www.footyheadlines.com/2024/11/as-roma-25-26-kits.html
Den seneste tilgang omhandler hjemmebanetrøjen, som jo umiddelbart ser ganske klassisk ud. Personligt er jeg mest spændt på hvordan andentrøjen ender ud. Den kan både blive rigtig fræk og den kan også ende med endnu en rædsel i stil med denne sæsons tabertrøje — ved sæsonens afrunding må der simpelthen laves en statistik på, hvor absurd ringe resultaterne har været, når vi har spillet i den hæslige trøje.
Prego - e daje Roma!