Snak

Mere indhold efter annoncen
Fantastisk nyhed med Koné! Fedt at Friedkins afviser det her. Han er en af få virkelige klasse spillere på holdet.
Caffè Roma
Der er gået to uger siden sidste caffè, og Roma-rygterne flyver hurtigt i denne tid, så der er nok at tage fat på. Som vanligt har jeg udeladt de mere tyndt funderede af slagsen.

Siden sidst er tre transfers faldet endeligt på plads. Ola Solbakken er blevet solgt til FC Nordsjælland, ifølge Tipsbladet for €1m. Saud Abdulhamid er blevet udlånt til RC Lens med en købsoption, der ifølge Football Italia ligger i området €2-3m. Og så har vi fået en ung spændende centreback i 22-årige Daniele Ghilardi, der tilgår fra Verona, i første omgang officielt på et indlån til et loan fee af €2½m, hvortil er knyttet en købsobligation på €8+1m.

Roma meldes også meget tæt på endnu en ung centreback i form af 20-årige Jan Ziolkowski fra Legia Warszawa. Ifølge Fabrizio Romano, der er begyndt at interessere sig påfaldende meget for Romas transfers, var aftalen reelt på plads for halvanden uge siden, men har kun afventet, at Legia ville bruge ham i sine to EL-kvalifikationskampe mod Larnaca, hvoraf den sidste blev spillet i aftes (og vundet 2-1, hvilket imidlertid ikke rakte til avancement). Men den ventede annoncering er ikke kommet i løbet af fredagen, og problemet synes at være, at Legias sportsdirektør af flere omgange har krævet at hæve klubbens videresalgsbonus. Den senest udmeldte aftale lyder ifølge Corriere dello Sport og Filippo Biafora fra Il Tempo på €6m + 10% af videresalget, og ifølge Romano er det altså denne procent, som Legia-direktøren nu prøver at pumpe op. Ziolkowski selv synes at være fyr og flamme for et skifte.

Ghilardis og eventuelt Ziolkowskis ankomst kan betyde farvel til Celik og Hermoso. Ifølge Alinaci Kucuk overvejer Galatasaray (igen) at hente Zeki Celik, og ifølge Fanatik har de rød-gule tyrkere taget kontakt til Roma. Og ifølge Il Messaggero er der interesse for Mario Hermoso fra Atalanta, hvor Ivan Juric som bekendt nu er blevet træner. Spanierens løn på €3m skønnes dog i overkanten i Bergamo (forståeligt nok), så der fiskes tilsyneladende efter en låneordning, hvor Roma fortsat betaler en del af lønnen.

Chancen for at se hjemvendte Marash Kumbulla i Romas centrebackkæde i den kommende sæson synes efterhånden meget lille. Gasperini har angiveligt vejet ham og fundet ham for let. Ifølge L’Unione Sarda og Tuttomercatoweb overvejer Cagliari at byde på albaneren, der ifølge Sport dog hellere vil tilbage til Espanyol, hvor låneopholdet i den forgangne sæson gik over al forventning. Men ifølge Tuttomercatoweb lyder meldingen fra Espanyols sportsdirektør imidlertid, at klubben ikke kan tage ham ind på nuværende tidspunkt. Så nu ser det ifølge Fabrizio Romano i stedet ud til at Kumbullas retur til det spanske kommer til at gå via Mallorca, hvor der ifølge Il Messaggero forhandles om endnu et udlån med en købsoption.

Mere bekymrende for Roma-forsvaret er det, at der i de seneste dage ifølge La Gazzetta dello Sport er kommet seriøs interesse fra SPL-klubben Neom for Evan Ndicka. Og ifølge Corriere della Sera er Ndicka denne gang faktisk blevet fristet af et angiveligt meget anseeligt løntilbud. Roma har forhåndssat den 25-årige ivorianers salgspris til €40m. Roma spiller i øvrigt en træningskamp imod netop Neom i morgen lørdag. Det er under alle omstændigheder tvivlsomt om Ndicka er med, idet han har været småskadet siden Lens-kampen.

Og som om det ikke var slemt nok, så er der de sidste par dage også kommet bud efter en anden af Romas ”untouchables”, Manu Koné, som Inter ifølge Gianluca Di Marzio nu vil bruge nogle af de penge på, som de har sparet ved at Lookman-transferen tilsyneladende er gået i vasken. Ifølge Filippo Biafora har Inter budt €40m + add-ons, og ifølge Il Messaggero var Massara i første omgang ikke afvisende, men krævede som minimum €50m. Fredag aften kom så imidlertid kontrameldingen hos bl.a. Di Marzio og Romano om, at Gasperini og Friedkinerne har pålagt Massara at afbryde forhandlingerne; Koné er IKKE til salg. Ifølge Alfredo Pedulla har det også spillet ind, at det har pisset Dan Friedkin af, at medierne har påstået at Koné skulle sælges for at finansiere købene af Bailey og Sancho.

Endnu inden Koné-historien brød, meldte Tuttosport, at Roma overvejede at udbygge midtbanen med den 26-årige amerikaner Weston McKennie, der tilsyneladende er faldet i unåde i Juventus. Ifølge Il Messaggero har hans agent tilbudt ham til Roma, og ifølge Tuttosport kræver Juve €25m for ham.

Den helt store rygtestrøm vedrørende Roma-transfers p.t. vedrører dog som vanligt angrebet. Træner Gasperini har reelt været ude at sige, at Roma behøver yderligere et par offensive forstærkninger. Han har også sagt efter et møde med Friedkinerne, at de havde givet ham et par overraskende løfter – selvfølgelig uden at præcisere, hvad det handlede om.

Roma har som bekendt allerede fået Evan Ferguson ind på lån. Han har haft en imponerende start i preseason-kampene, hvilket allerede har fået medierne til at spekulere i, at Artem Dovbyk ikke længere er naturligt førstevalg til centreforward-pladsen. Nogle journalister mener endda, at Gasperinis ønske om mere firepower i angrebet skal tolkes som en kritik af Dovbyk, og selvom Gasperini har været eksplicit ude og understrege at han IKKE er utilfreds med Dovbyk, så ved medierne selvfølgelig stadig bedre, og hvis nogen byder €40m, skulle Roma-ledelsen være game. Ifølge Gianluca Di Marzio, La Gazzetta dello Sport og TeamTalk har Leeds forespurgt på Dovbyk, uden at der er kommet mere ud af det. Ifølge Fichajes har Villareal også forhørt sig, men rystet på hovedet af prisen – og ifølge La Gazzetta tilmed været flabede nok til i stedet at foreslå et lån med en købsobligation på €20m. Senest lyder det fra Football Insider247, at søsterklubben Everton har lagt et bud på £37m. Men dertil lyder det også fra Matteo Moretto og Il Messaggero, at Dovbyk selv absolut ingen ønsker har om at forlade Roma.

Selv hvis Dovbyk bliver, arbejder Roma stadig på at hente flere angribere til klubben. Et emne der har været oppe og vende et par gange i de seneste uger er Claudio Echeverri fra Manchester City. Fra mit alter ego på City-tråden kan følgende passus fra i onsdag kopieres: ”Efter alt at dømme er 19-årige Claudio Echeverri også på vej på et udlån, men det er endnu uklart hvorhen. City-ledelsen havde egentlig aftalt det hele på plads med Girona, men så meldte Roma sig for et par uger siden interesserede, hvilket hurtigt fik Echeverris præference, da han her ville kunne spille Europa League, have selskab af sine argentinske landsmænd Dybala og Soulé (samt brasilianske Wesley på højreback (sådan nogen har man nemlig i Roma!)) og blive trænet af den overfaldsfodbold-orienterede Gian Piero Gasperini. Forhandlingerne gik imidlertid i stå, idet City afviste Romas ønske om en indbygget købsoption i aftalen (€33m + en tilbagekøbsoption for City på €40m), men ifølge meldinger tirsdag i italienske medier (Il Tempo og Calciomercato) overvejer Roma nu alligevel at indvilge i et tørt lån. Selv uden udsigt til et længerevarende forhold, skal man jo heller ikke kimse af et godt engangsknald.” Ifølge de seneste rygter i Rom, er argentineren stadig på tale i Roma.

Det varmeste angriberrygte i dag fredag er dog Jadon Sancho fra Manchester United, et rygte som første gang blev lanceret for fem dage siden af Marco Giordano fra Radio CRC. Denne 25-årige engelske venstrewing trak senest overskrifter, da Chelsea ved sæsonafslutningen betalte £5m for at slippe ud af en købsobligation på ham efter et indlån; i sine 42 kampe for Chelsea lavede han 5 mål og 10 assists. Sancho har ifølge bl.a. Fabrizio Romano selv sagt ja til at der overhovedet forhandles med Roma, da han kun vil til en klub fra de fem store europæiske ligaer. Og fredag lød det så fra Romano, at United har sagt ja til Romas bud på et lån med en købsobligation på £20m (hans kontrakt med United udløber næste år). Nu henstår så at forhandle en løn på plads med Sancho, og det er langt fra givet, at det blot er en formssag, da han i England har trukket lønposer langt over hvad romerne kan tilbyde. Men ifølge de seneste meldinger fredag aften i Football Italia er Sancho blevet enig med Roma om en løn på €4½m + bonusser, så nu tyder meget på, at der er en aftale på plads.

Det næstvarmeste navn til Romas angreb denne lune fredag aften er Leon Bailey fra Aston Villa, en historie der blev lanceret i forgårs af David Ornstein fra The Athletic, Fabrizio Romano og Sacha Tavolieri. Som altid med engelske spillere fra PL-klubber udgør lønnen (her €4m) en alvorlig udfordring, men ifølge Matteo Moretto er klubberne tæt på en aftale og spilleren selv har givet sin accept. Ifølge Sky Sport Italia tegner det til et lån med en betinget købsobligation. Den 28-årige jamaicaner har gjort det blandet i Villa, hvor han har toppet i sæsonen 23/24 med 14 mål og 14 assists i 52 kampe (primært som højrewing), men i sidste sæson blev det kun til 2 mål og 4 assist i 38 kampe.

Der er imidlertid også mange andre angribernavne i spil, i hvert fald i medierne. Ifølge La Gazzetta overvejer Roma 23-årige Fabio Silva fra Wolverhampton, som i den forgangne sæson har været udlejet til Las Palmas (og i de tre forudgående sæsoner til henholdsvis Anderlecht, Eindhoven og Glasgow Rangers); han er i sine 25 kampe for canarierne noteret for 10 mål og 5 assists. Angiveligt er Roma nået til foreløbig enighed med Silva om en fem-årig kontrakt til €2½m pr. sæson. Han vil angiveligt kunne hentes for €20m, hvilket ifølge Matteo Moretto vurderes af Roma at være for høj en pris, hvilket ifølge Gianluca Di Marzio også gælder et ukendt loan fee.

Ifølge Filippo Biafora og Calciomercato.it er Romas foretrukne, eventuelle afløser for Dovbyk montenegrinske Nikola Krstovic fra Lecce. Ifølge La Gazzetta del Mezzogiorno har Roma allerede en forhåndsaftale på plads med spilleren mht. løn og kontraktlængde. Lecce kræver angiveligt €25-30m.

Derudover kan man name-droppe følgende. Ifølge La Gazzetta overvejer Roma den 22-årige malier Nene Dorgeles fra RB Salzburg som ny angriber. Anslået pris €20-25m. Ifølge Corriere dello Sport bliver det i givet fald snarest som et lån.

Ifølge Il Messaggero overvejes også Julio Enciso fra Brighton, en 20-årig offensiv midtbanespiller fra Paraguay, der senest har været udlånt til Ipswich. Anslået pris €20m. Ifølge DAZN planlægges et møde mellem parterne i weekenden. Roma går angiveligt efter et lån med en købsoption, mens Brighton foretrækker en obligation. Palmeiras meldes at have budt €10m + 40% af et videresalg.

Ifølge Gianluca Di Marzio overvejer Roma også Abde Ezzalzouli fra Real Betis, en 23-årig marokkansk venstrewing, der i den forgangne sæson er noteret for 9 mål og 5 assists i 49 kampe. Han har tillige 29 landskampe for Marokko under bæltet. Ifølge Matteo Moretto kræver Betis €25m.

Og endelig kan Tuttomercatoweb berette, at Roma har budt på Eguinaldo fra Shakhtar Donetsk. Størrelsen på buddet kendes ikke, men det er angiveligt lavere end de €15m, som ukrainerne ønsker. Interessen bekræftes af Filippo Biafora. Eguinaldo blev imidlertid skadet for nylig i en EL-kvalkamp mod Panathinaikos og måtte udgå blot ét minut efter sin indskiftning.

Ovenpå alle transferrygterne kan suppleres med den positive nyhed om, at ifølge Corriere dello Sport har Paulo Dybala i disse dage genoptaget holdtræningen og han håbes klar til premierekampen mod Bologna næste weekend. Samtidig forberedes angiveligt forhandlinger med Roma om en kontraktforlængelse – men den sang har vi jo hørt før.

Fra Romas skadestue kan endvidere meldes, at ifølge La Gazzetta vil finske dr. Lasse Lempainen komme til Rom i de nærmeste dage for at undersøge, hvordan helingen er skredet frem for Lorenzo Pellegrini, ovenpå hans låroperation i maj. I bedste fald håbes på en retur om en måneds tid.

Og apropos Pellegrini, så slutter caffèen af med historien om, at ifølge flere medier vil Gasperini indføre en ny anførerpolitik, der i al sin enkelthed går ud på, at den spiller på banen med flest kampe for Roma også skal bære kaptajnsbindet. Det betyder, at de tre primære emner bliver El Shaarawy (320 kampe), Cristante (318) og Pellegrini (316), mens Mancini halter noget efter på den konto (274 kampe).

Prego – e daje Roma!
Sikke en Caffé, tak for den! Vanvittigt at se hvor mange rygter der er i spil når de lines op på denne måde. Mon ikke der er lagt i kakkelovnen til endnu en crazy uge i det romerske? Jeg ser i hvert fald allerede frem til på fredag.
Prego! For min skyld må det faktisk godt stilne lidt af nu. 😊
Det bliver mere og mere kulørt. Var Sancho ikke ham der bankede sin kæreste ? I så fald siger jeg på det bestemteste "nej tak", og der er ikke rigtig nogen af rygterne der får mit blod til at koge bortset fra NDicka og Kone, og det er den gale vej.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Det var Mason Greenwood, som var anklaget for vold men ikke dømt. Sancho har bare haft lidt attitude problemer, men kun under Ten Hag.
Men Sancho-sagaen trækker i langdrag. En Massara special fristes man til at sige. Der er ikke lang tid tilbage af vinduet og kortere til sæsonstart så han skal til at få fingeren ud. Drop Sancho og fokuser på en anden hvis han nøler så meget.
Enig - vi gider ikke stall´ere.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Sancho har angiveligt sagt nej til Romas tilbud. For nu... Jeg mener også at man skal skynde sig videre og fokusere kræfter på spillere der rent faktisk gerne vil til Roma. Bailey virker modsat til at være meget opsat på skiftet og har ifølge medierne afvist tilnærmelser fra Spanien og Tyrkiet.
Det passer mig fint at/hvis Sancho ikke bliver til noget. Han slår mig på forhånd ikke som den fedeste hyggespreder at få ind i truppen, og med hans tilsyneladende småarrogante fokus på penge frem for det sportslige, så "good riddance" herfra!

Det virker på mig også helt absurd overhovedet at overveje at rode sig ud igen i den slags (for Roma) kæmpelønninger for en spiller på det forholdsvis ordinære niveau, når klubben nu netop har så stor fokus på at mindske lønomkostningerne. Fair nok at Lukaku skulle have kassen, men Sancho er fandme ingen Lukaku...
Bailey er nu “Here we go” fra Romano. Det er selvfølgelig lidt af et sats, men på lån med option er det vel en rimelig fornuftig deal. Hvis han rammer sit niveau, så har han nogle vilde kvaliteter – især fart, løb i dybden bag forsvaret og evnen til at strække modstanderen. Plus han kan udfordre 1-mod-1. Vi må håbe, at vi får den bedste version eller næstbedste version at se.
Annonce