Snak

Mere indhold efter annoncen
Caffè Roma
Onsdag blev det officielt, at Leon Bailey tilgår Roma på en låneaftale fra Aston Villa. Ifølge Sky Sports indgår der en købsoption på €22m. Det har tidligere været formodet i Sky Sport Italia, at der med optionen følger en betinget købsobligation, men det fremgår ikke p.t. Ifølge Transfermarkt skal Roma desuden lægge et loan fee på €3m (ifølge Tribuna omkring €2m). 28-årige Bailey er den første jamaicaner i Roma, hvor han skal spille den kommende sæson med nr. 31. Eller, det håber vi da. For dårligt havde han mødt sine nye holdkammerater, førend han til den allerførste træningssession blev alvorligt skadet! Den foreløbige forventning er ifølge La Gazzetta dello Sport, at han er ude i mindst en måned, muligvis to. Dejavu Wijnaldum...

Dertil ligger det fast at Roma sender yderligere to spillere på udlån. Efter bestået lægetjek søndag er Marash Kumbulla i mandags tilgået RCD Mallorca på et lån, ifølge Fabrizio Romano med en købsoption på €9m.

Og i onsdags blev det annonceret, at 21-årige Luigi Cherubini tilgår Sampdoria i Serie B på et tørt lån.

Ugens helt store transfersaga i Roma-regi omhandler Jadon Sancho, om hvem farcen tilsyneladende står præcis samme sted som for en uge siden. Roma og Manchester United meldes forlængst enige om en transfer i form af et lån med en købsobligation på €19+5m. Men Sancho selv har sat handlen på hold i håb om et bedre tilbud – uvist hvor dette skulle komme fra, da ingen andre tilsyneladende vil eje eller have ham. Roma har ifølge La Gazzetta tilbudt Sancho en fem-årig kontrakt til den for romerne høje løn af €4½m+bonusser, men den 25-årige engelske venstrewing, der i den seneste sæson imponerede fodboldverdenen med hele 5 mål i 42 kampe, synes ikke rigtig at Roma matcher hans selvværd. Så igennem hele ugen har Gasperini og Friedkinerne tigget og bedt stjernespilleren om at begunstige klubben med sit ’ja’, og gennem hele ugen har svaret lydt ’nja, jeg ved ikke rigtig’. Man hører lidt omkvædet til den gamle Danser Med Drenge-sang ”Hvor Længe Vil Du Ydmyge Dig?” for sit indre øre. Det seneste nye er ifølge La Gazzetta, at Roma-ledelsen fredag middag har meddelt Sanchos agent, at de har 48 timer til at komme med et endeligt svar.

Der er adskillige andre angribernavne i spil, der dog alle afventer udfaldet af ovenstående komedie. Blandt disse kan nævnes Nico Gonzalez fra Juventus, Brian Brobbey fra Ajax Amsterdam og Breel Embolo fra AS Monaco.

Det efter min mening mest interessante, aktuelle alternativ til Sancho blev fredag fremlagt af Gianluca Di Marzio i form af Eljif Elmas fra RB Leipzig. Han er en 25-årig nordmakedonsk venstrewing, der har spillet 4½ sæsoner i Napoli, inden han forrige januar blev solgt til Leipzig. Han kom imidlertid hurtigt til at savne Italien, og blev denne januar udlånt til Torino. Mens det i efteråret blev til pauvre 0 mål og 1 assist i 6 kampe for østtyskerne, lavede han 4 mål i 13 kampe for turinerne. Faktisk var Napoli angiveligt meget tæt på at hente ham tilbage denne sommer, da Lukakus skade pludselig betød, at mesterklubben måtte ændre sine indkøbsplaner.

Dertil er der ifølge La Gazzetta stadig liv i planerne om centreforwarden Fabio Silva fra Wolverhampton, der ifølge den lyserøde avis vil koste omkring €16m. Den 23-årige portugiser er i sidste sæson noteret for 10 mål i 23 kampe.

Til gengæld har Roma i den forgangne uge kunnet strege Claudio Echeverri fra Manchester City, der i stedet er sendt på udlån til Bayer Leverkusen, mens Nikola Krstovic er blevet solgt fra Lecce til Atalanta, og Jonathan Rowe fra Olympique Marseille skulle være så godt som signet i Bologna.

Ugen har også budt på en del udgående transferrygter om Romas aktuelle førsteangriber Artem Dovbyk. Både ifølge Corriere dello Sport og Matteo Moretto er der pludselig kommet seriøs interesse fra Napoli pga. ovennævnte skade til Lukaku. Og selvom napolitanerne ifølge Di Marzio har Rasmus Højlund fra Man United som deres førsteprioritet, så har klubben ifølge Moretto allerede nu tilbudt Dovbyk en seks-årig kontrakt til en løn af €3m. Og ifølge Corriere dello Sport er ukraineren positivt indstillet for et skifte til de italienske mestre. Klubberne mangler imidlertid at blive enige. Napoli tilbyder et lån med et fee på €5-6m kombineret med en købsoption, mens Roma kræver et kontant salg til en pris omkring €30m. Udover Napoli er der iøvrigt også interesse fra Villareal (jf. Marca), der dog synes endnu mere utilbøjelig til et permanent køb end Napoli.

Det er nu over to uger siden at Fabrizio Romano kunne sige ”Here we go”!” på Romas køb af Jan Ziolkowski fra Legia Warszawa. Men den er altså ikke gået ret langt siden. Den 20-årige polske centreback vil ifølge Romano fortsat meget gerne til Roma, men Legia løb ifølge italienske medier i sidste øjeblik fra den aftalte transfersum på €6m (jf. Il Tempo), eller rettere fra den tilknyttede bonus, der i første omgang skulle udgøres af €1-2m i add-ons, men derpå blev ændret til 10% af et videresalg, som polakkerne nu vil have skal udgøre en endnu større procentsats. Transferen er som sådan ikke opgivet, men sat midlertidigt i bero.

Mens Kumbulla som allerede nævnt med sikkerhed ikke længere er aktuel for Romas treback-kæde, så ser det ifølge Eleonora Trotta tungt ud med at få afsat Mario Hermoso, hvorfor det kan ende med, at han forbliver i klubben som backup.

Ifølge Da igual la pelota (whateverthatis?) kan den 18-årige højreback Buba Sangaré være på vej til Valencia, angiveligt på et permanent skifte, men med en tilbagekøbsklausul for romerne.

På wingback-pladsen i venstresiden har Gasperini ifølge Filippo Biafora vurderet at Anass Salah-Eddine ikke er god nok til truppen, og klubben prøver nu derfor at få hollænderen afsat. Ifølge Il Messaggero og Corriere dello Sport er der interesse fra adskillige klubber, men ifølge fredagens Tuttosport peger pilen først og fremmest på Torino.

Som ny backup for Angelino i stedet for Salah-Eddine overvejer Roma ifølge Fabrizio Romano Tyrell Malacia fra Man United – og Malacia er angiveligt mere hooked på et skifte til Roma end hans nok så omtalte holdkammerat. Ifølge Matteo Moretto har Roma også forhørt sig på muligheden for at låne Alex Jimenez fra Milan.

Som regel ignorerer jeg alle rygter om udgående transfers af Lorenzo Pellegrini, da de gennemgående virker umådeligt uvederhæftige. I den forgangne uge har de dog fremtrådt lidt mere seriøse, og ifølge Corriere dello Sport og La Gazzetta har Pellegrini reelt overvejet et tilbud fra West Ham på en fire-årig kontrakt til €5m + bonusser. Angiveligt har Roma udmeldt en salgspris på €10m på den 29-årige midtbanespiller, hvis kontrakt udløber om et år. Og i dag fredag kom så alligevel (endnu engang) dementiet, idet Pellegrinis agent ifølge La Gazzetta benægter at der har været nogensomhelst kontakt til London-klubben. Pellegrini skal iøvrigt konsultere med den finske læge (der opererede hans lår) i weekenden og regner herefter med at kunne genoptage træningen på mandag.

Og så er det ellers blot at erindre, at det jo er imorgen aften kl. 20:45, at Roma åbner sæsonen hjemme på Olimpico mod Bologna. DAJE ROMA!
Det er godt nok trættende med den Sancho-saga. Personligt ville jeg være meget tilfreds med tilgang af fx. Ziolkowski, Elmas og Embolo.
Spændende med Evan Ferguson på toppen. Han har også set god ud i pre-season.
Kæmpe fan af OB, Arsenal og Roma.
Ferguson ser god ud, kommet til et par fine muligheder indtil videre
Kæmpe fan af OB, Arsenal og Roma.
Jo, han volder dem da mere besvær end Dovbyk ville ha´ gjort.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Ferguson ser eksplosiv ud
Synd for Immobile. En af de få Lazio-spillere jeg har sympati for.
Ja, det er sgu fandeme ærgerligt for ham personligt og Bologna
Kæmpe fan af OB, Arsenal og Roma.
Meget synd for ham. Fed spiller.
Kikset kludespark - men den gik ind! 😄⚽🍺
Annonce