Snak

Mere indhold efter annoncen
Selvfølgelig skal der skrues op for panik og kaos til sidst vinduet. Jeg kan ikke finde meningen i at skille sig af med sidste sæsons topscorer, så sent i vinduet og uden en oplagt afløser.
Caffè Roma
Mandag aften faldt det tilsyneladende endelig på plads med købet af Jan Ziolkowski fra Legia Warszawa. ”Tilsyneladende”, fordi transferen fortsat afventer at blive officielt bekræftet, men ifølge Gianluca Di Marzio skyldes det, at den 20-årige polske centreback først ankommer til lægetjekket i Rom i dag fredag. Årsagen hertil er, at Legia insisterede på at kunne bruge ham i den afsluttende kvalifikationskamp til Conference League torsdag aften, hvilket også skete. Ziolkowski sluttede endda af med manér, idet han i det 115. minut fik sit andet gule kort og dermed forlod klubben med en udvisning – og velsagtens dermed ankommer til Roma med en europæisk karantæne i bagagen. Men summa summarum er, at vi i eftermiddag eller imorgen formiddag kan forvente at se Ziolkowski præsenteret som ny Roma-spiller. Ifølge Fabrizio Romano er klubberne landet på en transfersum på €6,6m og en 10%-videresalgsklausul. Den polske klub prøvede ellers længe at pimpe videresalgsbonussen højere op, men det lykkedes åbenbart Massara at spise dem af med en engangssum på €600.000 i forhold til det oprindeligt aftalte beløb – samt en udskydelse af transferen til idag.

Jadon Sancho-sagaen har fået en lykkelig slutning: Han kommer IKKE til Roma. Forhåbentlig... Sidste fredag forlød det, at han havde fået (endnu) en deadline til søndag middag til at komme med et svar, hvilket selvfølgelig heller ikke kom. Allerede lørdag eftermiddag havde Ricky Massara dog tilsyneladende fået nok og meddelt pressen, at transferen var afblæst pga. manglende motivation fra spilleren selv. Gasperini forsøgte straks at udglatte med en kontramelding om, at Sancho faktisk ikke rigtig havde sagt ’nej’, han havde bare heller ikke sagt ’ja’ – eller noget andet brugbart svar. Tirsdag måtte Massara så på den igen og rejste til London for at mødes med Sanchos agent, Emak Obasi, og sportsdirektøren fik tilsyneladende det ud af det han efterhånden håbede på, nemlig begrundelse nok til at kunne afblæse videre forhandlinger. En mægler ved mødet, Vincenzo Morabito, har efterfølgende ladet skinne igennem, at det faktisk forblev uklart hvad Sancho selv ville, men at agentens optræden til sidst væltede læsset for Roma. Hvis man i Roma er trætte af Obasi og Sancho, er det efter sigende dog intet i sammenligning med hvordan de har det i Manchester United. Men der har de som bekendt også rigeligt andet at se til for tiden.

Sanchos agent tillod sig så tilmed i stedet at foreslå Roma at købe en af hans andre spillere, den 19-årige venstrewing Tyrique George fra Chelsea (25 kampe for førsteholdet i 24/25, 3 mål og 3 assists). Dét spor brugte romerne så yderligere et døgn på at følge, indtil meldingen lød fra Stamford Bridge, at ham kunne de da godt få for den beskedne pris af €30m, hvortil Chelsea ovenikøbet ifølge Fabrizio Romano krævede en heftig videresalgsbonus. Man kan formode (og håbe) at Massara til dette har svaret: ”Are you f*cking kidding me???”

Men hvem kan Roma så efterhånden hente ind til den venstrewing, som Gasperini ønsker nye kræfter til? Eljif Elmas fra RB Leipzig bliver det næppe, da han angiveligt i dag rejser til lægetjek i Napoli. Napolitanerne henter ham ifølge Alfredo Pedulla for et loan fee på €2m og en købsoption på €16m. Hvilket må siges at være en relativ god forretning, idet Napoli solgte ham til Leipzig for blot 1½ år siden for €23m! Hvorfor kan vi ikke lave den slags handler?

Ifølge CaughtOffside mandag overvejer Roma fortsat at hente Federico Chiesa fra Liverpool ind på et lån, men nu er det dels ikke det mest troværdige medie i min optik og dels har der ikke været yderligere nyt om sagen siden. Så lige nu ligner det at Gasperinis primære og eneste venstrewing i den kommende sæson hedder Stephan El Shaarawy.

Som om der ikke er usikkerhed nok om Romas angreb i den allerede påbegyndte sæson, så er det fortsat et åbent spørgsmål, om klubbens topscorer i den forgangne sæson (17 mål og 4 assists i 45 kampe), Artem Dovbyk, skal fortsætte i klubben. Faktisk hævder Matteo Moretto ligefrem, at Gasperini i går torsdag udtrykkeligt har fortalt den 28-årige ukrainer, at det skal han ikke – i hvert fald ikke som førstevalg til centreforward-pladsen. I sidste uge lignede det et skifte til Napoli, men nu skulle alt være på plads dernede til at de i stedet henter Rasmus Højlund. Også Villareal har været på tale, men de har ifølge Moretto kun tilbudt et lån (til et fee på €3+2m), hvor både Roma og Dovbyk ønsker et permanent skifte. Ifølge Filippo Biafora har der i stedet været gjort på forsøg på at skibe ham afsted til Newcastle, som afløser for Isak, men deroppe var man ifølge Corriere dello Sport kun interesserede i et tørt lån, hvortil de efterfølgende nu ser ud til at være landet med Woltemade i stedet. Onsdag kom der så fornyet håb om et skifte til Villareal, efter at klubben har fået penge på kontoen ved et salg af Pino for €30m, som man ifølge Marca nu overvejer at geninvestere i Dovbyk. Og torsdag mente La Gazzetta så også at vide, at der er interesse for ukraineren hos Milan. I nogle timer florerede endda historier om, at der kunne blive tale om en byttehandel for Santiago Gimenez, men det rygte, bl.a. fremført af Di Marzio, blev snart skudt ned igen af ham selv. Milans interesse i Dovbyk skulle dog fortsat være reel nok, men kun i form af et lån, og efterhånden synes Trigoria også indstillet herpå, hvis man altså vel og mærke kan redde sig en erstatning ind for Dovbyk på samme vilkår. Og dér står den så nu.

Det mest konkrete bud på en afløser for Dovbyk har været Fabio Silva fra Wolverhampton (10 mål og 2 assist i 25 kampe på udlån i Las Palmas i 24/25). Tirsdag berettede La Gazzetta, at Roma har tilbudt den 23-årige portugiser en fem-årig kontrakt til €2,2m pr. sæson, mens et transferbud på €16-17m var ved at blive kørt i stilling til Wolves. Men mens Massara brugte tid på Sanchos agent, blev Roma endnu engang overhalet indenom, denne gang af Borussia Dortmund, som nu kun er et lægetjek og en underskrift fra at signe Silva for omkring €25m, altså også en sjat mere end hvad Massara havde fået med hjemmefra til at snolde for.

Seneste skud på stammen over centreforward-rygter til Roma er Brian Brobbey fra Ajax Amsterdam, der faktisk er en gammel kending, idet han også var på tale sidste sommer. Den nu 23-årige hollænder er da bestemt heller ikke helt uinteressant. I 23/24-sæsonen blev han noteret for 22 mål og 12 assists i 43 kampe og var af samme grund blandt de mere ombejlede angribertalenter på sidste sommers transfermarked. Der var imidlertid ingen der endte med at give de €25-30m, som Ajax krævede, så i stedet blev det til en sæson mere i den hæderkronede Eredivisie-klub, denne gang dog med det noget mere beskedne udkomme 7 mål og 6 assists i 44 kampe. Det er i øvrigt også blevet til 8 A-landskampe og et enkelt mål for Oranje. Brobbey og Ajax nærmer sig angiveligt enden på deres forhold, og ifølge La Gazzetta er prisen på ham nu faldet til €20m, og Roma er blandt de klubber, der har svaret på salgsannoncen. Blandt de øvrige meldes Sunderland og Stuttgart at være de mest fremtrædne, så konkurrencen synes ikke helt uoverkommelig.

Efter blot syv måneder i klubben er Anass Salah-Eddine på vej væk igen. Ghisolfi købte ham i slutningen af januarvinduet fra Twente for €8½m som backup for Angelino på venstreback, men Ranieri brugte ham kun i tre kampe i starten af foråret og Gasperini har vurderet at han slet ikke kan bruge den 23-årige hollænder med marokkanske rødder – der ellers er noteret for 13 kampe på Oranjes U21-landshold. Lørdag berettede La Gazzetta at der var interesse for ham hos Cagliari, og Filippo Biafora fra Il Tempo kunne tirsdag supplere, at klubberne var blevet enige om et lån med købsoption. Salah-Eddine har imidlertid fået nok af Italien og foretrækker en retur til Holland. Tirsdag berettede Di Marzio om interesse fra Torino og Werder Bremen, men derefter kom så Salah-Eddines hjemlandske redningsplanke fra PSV Eindhoven, jf. ed.nl. Den hollandske klub bærer således tilsyneladende ikke nag over, at Salah-Eddine tilbage i vinters faktisk ditchede PSV til fordel for Roma.

Lørdag kunne Sky Sports lidt overraskende afsløre, at Roma som afløser for Salah-Eddine har åbnet forhandlinger med Liverpool om et lån af Kostas Tsimikas, idet den 29-årige græske venstreback er kommet i overskud hos de røde efter tilgangen af Kerkez. The Athletic kunne hurtigt følge op med en melding om, at Tsimikas selv er åben for et skifte til Roma. Herefter fulgte ifølge Fabrizio Romano og Il Messaggero den sædvanlige armlægning klubberne imellem, idet scouserne ønskede et permanent salg, mens romerne kun kunne tilbyde et lån med købsoption (eller ifølge Di Marzio et tørt lån). Men da Massara nu var i London alligevel, mødtes han også med repræsentanter fra Liverpool, og efter et møde onsdag har Liverpool ifølge Alfredo Pedulla åbnet op for muligheden af et lån. Torsdag berettede Romano, at Roma har en aftale på plads med Tsimikas selv og at ledelsen på Trigoria har indvilget i at dække hele hans lån i den kommende sæson. Den tygger de så nu på ved Merseyside. Imens står Olympique Marseille i øvrigt angiveligt og lurer i kulissen.

Hvis det kikser med Tsimikas, synes Romas backup-plan til venstreback-reserven ifølge Matteo Moretto at hedde Alex Jimenez fra Milan. Den 20-årige spanier er ellers overvejende højreback, men kan også bruges i venstresiden. Her er der rivaliserende opmærksomhed fra Como og Bournemouth. Milans træner har, interessant nok, ikke udtaget ham til aftenens kamp mod Lecce. Et andet alternativ er ifølge Sportitalia Jaouen Hadjam fra Young Boys.

Ifølge Filippo Biafora er Roma tæt på at have en udlånsaftale med Valencia for den 18-årige højreback Buba Sangaré. Torsdag beretter den spanske transferjournalist Salva Gomis imidlertid, at Roma har afvist tilnærmelser fra både Valencia og Porto.

Gasperini har ifølge Matteo Moretto og Sportmediaset meddelt Massara og Tomasso Baldanzi, at hvis spilleren selv ønsker det, vil han ikke stille sig i vejen for et udlån. Mandag afviste Udineses sportsdirektør til TV12, at hans klub vil gøre brug af muligheden, idet Baldanzis løn simpelthen er for høj for udinerne. Til gengæld meldes Torino (jf. Sportmediaset) og Hellas Verona (jf. Il Tempo) interesserede. Ifølge Gianluca Di Marzio har repræsentanter fra Verona mødtes med Baldanzis agent onsdag, og ifølge Calciomercato.it har agenten haft møde med Roma-ledelsen i går torsdag. De seneste meldinger omtaler ikke transferens form, men det må formodes, at der fortsat blot er tale om et udlån.

Ifølge Corriere della Sera overvejer Roma også at sende Niccolo Pisilli på udlån.

Lørdag berettede Massara til Sky Sports, at han straks ved sin ankomst til klubben fortalte Lorenzo Pellegrini, at dennes kontrakt med Roma ikke vil blive fornyet. Mens det forsat er aldeles uklart, om han alligevel fortsætter kontrakten ud i barndomsklubben eller ej, så er den positive melding, at lægen nu har erklæret ham helt fit for fight igen ovenpå operationen i foråret.

Ifølge Corriere dello Sport ser det ud til at Edoardo Bove, der jo faktisk formelt fortsat er registreret som Roma-spiller, kommer til at fortsætte karrieren i Bundesligaen.

Med hensyn til Romas midtbane kan også nævnes, at mandag bekræftede Inters sportsdirektør, at man havde forhørt sig på Manu Koné, men fået det svar fra Roma, at han ikke er til salg.

En interessant tilgang til Romas midtbane kan måske blive Kobbie Mainoo fra kaosramte Manchester United. Den 20-årige wonderkid fra Stockport, der fortsat og utålmodigt afventer sin PL-debut, er tilsyneladende kommet i bad standing med træner Amorim og har derfor ifølge The Athletic i går torsdag meddelt klubben, at han ønsker at blive lånt ud til en europæisk topklub, hvor han kan få spilletid – og måske afvente Amorims exit. Dette har ifølge Daily Mail udløst interessetilkendegivelser fra bl.a. Napoli og Roma. United-ledelsen har dog angiveligt svaret knægten, at han ingen steder skal, men bare kan blive hjemme og passe sine lektier.

Så i stedet har Roma ifølge Di Marzio også overvejet at supplere midtbanen med måske lidt mere tilgængelige Florentino Luis fra Benfica. Den 26-årige portugiser er primært at betegne som en 6’er. Ifølge Filippo Biafora mødtes repræsentanter fra Roma med Luis’ agent i går torsdag. Benfica kræver angiveligt €25m i transfer, hvilket jo også er en slags penge. Fredag morgen beretter Fabrizio Romano imidlertid, at Burnley nu er tæt på sikre sig ham for et lån til €2m og en købsobligation på yderligere €24m.

Ifølge La Gazzetta har Gasperini kontaktet Matteo Pessina fra Monza med henblik på et muligt skifte til Roma. Gasperini har tidligere trænet den 28-årige centrale midtbanespiller i Atalanta og har tilsyneladende gode minder derom. Pessinas seneste sæson var dog ikke prangende, plaget af skader og dårlig kampform. Ifølge SiamoLaRoma vil Roma kun gå efter et lån, mens nedrykkede Monza har brug for penge og ønsker et salg til €10m.

Det var hvad caffèen havde dækket op med denne fredag.
Prego – e daje Roma!
Tak for et udførligt overblik - som altid.

ASR - FCM - desværre ikke i Herning. Var derovre i vinters mod Sociedad (det er mit hold i La Liga og endnu en grund til, at sønnikes Real Madrid trøje ikke er et hit :) ), og havde gerne taget turen igen, oh well.
Det bliver grimt, Gustavo. To ulve, der slås og så bliver den ene ulv voldtaget af den anden ulv.
FCN
Så må du bare til Rom i stedet for Herning - det er sgu da også meget bedre. ;D

Romas fulde EL-program: Lille (H), Rangers (A), Viktoria Plzen (H), Celtic (A), Midtjylland (H), Nice (A), Stuttgart (H), Panathinaikos (A).
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Vil gerne til Rom og på stadion, men det er lidt svært med mindre børn og når det en dag bliver muligt, så sigter jeg nok ikke efter en EL kamp mod FCM :)

Har været der en enkelt gang før jeg fik børn, 2011 mod Siena til en neglebidende 1-1, hvor Simon Kjær reddede en bold på stregen til sidst i kampen. Kunne være dejligt med en mere positiv oplevelse en skønne dag.
Vi er nok mange der drømmer om en positiv oplevelse med Roma "en skønne dag"... 😄
Et par interessante noter fra Gasperinis pressemøde i dag før Pisa-kampen imorgen. Både Dovbyk, Baldanzi og Pellegrini er angiveligt udtaget til kampen. Det kan selvfølgelig ændre sig, men stadigvæk en interessant udmelding.

Og så er selv Gasp tilsyneladende blevet træt af Sancho: "You should never beg anyone to come. Roma should be a great opportunity for these players."
Der er snak om Benjamin Dominguez fra Bologna. Jeg synes han har set spændende ud de kampe jeg har set med ham, og jeg var meget overrasket over han slet ikke spillede sidste weekend.
Umiddelbart meget hellere ham end George etc.
Meeeeen... Mon ikke Bologna kræver omkring 30-40 millioner for ham, hvor Massara byder 10-15 plus en pose kaffe.
Enig, Dominguez er en af de mest interessante hidtil. Lad det gerne blive ham. Lehrer vil også gerne have nogle argentinere... ;D
Annonce