Redigeretfre 10. apr 07:34
Caffè Roma
Påskekampen mod Inter har sendt alvorlige efterdønninger igennem Trigoria. Nu burde et romersk nederlag på San Siro ikke ligefrem komme som et chok for nogen – specielt ikke Gasperini, der om nogen har prøvet det mange gange før – men nederlagets størrelse og det totale sammenbrud i anden halvleg har ifølge flere medier forårsaget lidt af en nedsmeltning hos Friedkinerne. Corriere della Sera og Gazzetta dello Sport hævder at have hørt rygter om, at tæt på hele truppen skal fyres, og også hele den sportslige ledelse har haft en uge med røven i klaskehøjde. Gasperini for sin del synes at have manet til besindelse og har angiveligt meldt ud, at det eneste seriøse er at fastholde kernen af den aktuelle trup og så forstærke den på udvalgte pladser. Gamle Ranieri har ikke udtalt sig om noget offentligt, men har utvivlsomt også haft rigeligt travlt med at glatte tingene ud inden for murene.
Nu skal man jo nok ikke nødvendigvis tro på alt hvad medierne skriver om den slags, og Friedkinerne slår mig ikke lige som typerne der udtaler sig om interne kriser og overvejelser til journalister. Men en foreløbig og reel konsekvens af situationen er ifølge Matteo Moretto, at alle igangværende forhandlinger om kontraktforlængelser er sat i bero frem til sæsonens afslutning. Det gælder angiveligt også Bryan Cristante og Gianluca Mancini, hvis forlængelser ellers var færdigforhandlede og lå klar til underskrivning.
Ifølge La Repubblica vil Gasperini ikke blot gerne beholde Lorenzo Pellegrini, hvis det er muligt, træneren har decideret udpeget en kontraktforlængelse med Pellegrini som en nøglefaktor over for klubledelsen. Det ventes (senest ifølge Il Tempo) at Roma vil tilbyde ham en ny kontrakt til €2m om året, hvor han nu tjener €4½m + €2m i bonusser. Ifølge samme avis har Gasperini faktisk ytret samme ønsker om Paulo Dybala og Zeki Celik, men her synes de økonomiske forhindringer nok endnu mere urealistiske at overkomme.
Som tidligere berettet ender Romas famøse FFP-forlig med UEFA den 30. juni i år. Der er angiveligt mulighed for et ansøge om et års forlængelse for den endelige afregning, men de seneste toner (bl.a. ifølge Il Corriere og Il Romanista) lyder på, at Dan Friedkin hellere vil gøre et stort ”offer” nu (med påtvungne spillersalg) for så at kunne starte på en frisk allerede 1. juli med flere store spillerindkøb. Og ifølge Corriere dello Sport har Gasperini udpeget tre positioner, hvor han ønsker seriøse forstærkninger: venstrewing, venstre wingback (så Wesley kan komme over på hans rette højreside) og en offensiv midtbane.
Ifølge Il Messaggero er der et ekstra incitament for Roma til at kvalificere sig til en europæisk turnering i 2026/27. Dette vil nemlig udløse en købsobligation på Donyell Malen (sammen med en betingelse om spilletid, som allerede er opfyldt) på €25m, foruden de €2m som Roma allerede har sendt til Aston Villa i loan fee. Romerne har også en købsoption på hollænderen, som i tilfælde af manglende kvalifikation utvivlsomt vil blive implementeret, men den har den ulempe, at den vil øge loan fee’et med €½m, hvilket udover at dræne den slunkne klubkasse for yderligere €500.000 også vil belaste FFP-regnskabet pr. 30. juni. Og det er som bekendt anstrengt nok i forvejen.
Næsten alle Romas øvrige lejemål ligger til at blive termineret ved sæsonafslutningen. Det gælder Evan Ferguson, Kostas Tsimikas og Bryan Zaragoza. Om sidstnævnte beretter Bild, at Bayern Münchens håb om en permanent afsættelse af den lille spanier, der fik sydtyskerne til at indvilge i en januaromlægning af hans udlån fra Celta Vigo, har omtrent lige så meget sandsynlighed for sig som at se Claudio Lotito i en Roma-trøje. Roma har en købsoption på ham (altså Zaragoza) lydende på €13m, hvilket bliver til en obligation, hvis Roma kvalificerer sig til Champions League, han når op på 50% af sin mulige spilletid OG hvis han scorer mindst 5 mål. Zaragoza er indtil videre noteret for 0 mål (men dog 1 assist) og 19% spilletid i Serie A – og Romas chancer for at komme i ChL er kun alt for velkendt. Hvis Roma sender Zaragoza retur til München, kommer det dog til at koste et ekstra loan fee på €500.000.
Hvis det kommer til det store ophørsudsalg på Trigoria til sommer, så har Inter ifølge Corriere dello Sport sagt dips for Manu Koné, som avisen vurderer står til omkring €40m. Så hvis man kender Massara ret, ryger han nok for €15m. Ifølge Corriere dello Sport ligner det også en exit for Angeliño, der efter sin langvarige bronkitis aldrig rigtig er kommet ind i varmen hos Gasperini; ifølge El Desmarque er Real Betis interesserede i den spanske venstreback. Og ifølge AfricaFoot.com, der angiveligt har det fra venner af Neil El Aynaouis egen far (kan det blive meget mere autentisk?), overvejer marokkaneren et skifte væk fra Roma allerede nu til sommer, selvom han har kontrakt med klubben frem til 2030.
Som sagerne står i Trigoria og nærmeste omegn virker det en smule omsonst at beskæftige sig med Romas indgående transferrygter i øjeblikket. Jeg kan dog ikke nære mig for nævne et rygte fra Ekstra Bladet om, at en scout fra Roma var til stede på MCH Arena i lørdags til kampen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske, hvilket primært skyldtes interesse for midtjydernes Dario Osorio. Den 22-årige chilener er vel egentligt mest at betegne som højrewing, men romerne skulle angiveligt overveje ham til truppens vakante plads som venstre wingback samt som backup til midtbanen. Og eftersom Osorio scorede i 2-2-kampen mod Sønderjyske, har hans præstation da nok ikke ligefrem slettet ham fra den rød-gule blok.
Ifølge flere medier er Friedkinerne besluttet på at holde fast ved cheftræner Gian Piero Gasperini. Til gengæld synes sportsdirektør Frederic Massara efterhånden at være skubbet et stykke ud på vippen. Storfavoritten til at afløse ham på posten er ifølge bl.a. Matteo Moretto Gasperinis personlige ven Cristiano Giuntoli, der tidligere har bedrevet samme virke i Juventus og Napoli, og han er da også blevet set flere gange i Rom i den senere tid. Men ifølge Leggo er nu også Sean Sogliano med i overvejelser som en dark horse; han er aktuelt sportsdirektør i Verona (hvorimod Giuntoli er arbejdsløs). Sogliano har tidligere arbejdet med Gasperini, mens de begge var i Genoa.
Planerne om at AS Roma skulle lancere et U23-hold med licens til at spille i Serie C, sådan som Alberto De Rossi og Bruno Conti længe har gjort sig til talsmænd for, med henblik på at mindske afstanden mellem Roma-akademiet og førsteholdet, er ifølge Radio Mana Mana Sport nu endelig skrinlagt for denne omgang. Der var ellers lagt op til en lancering ifm. klubbens hundredeårsjubilæum i 2027, men tilsyneladende kommer der altså ingen jubilæumspølse ud af dét skind. Årsagen meldes primært at være meromkostningerne på €6-8m, som Friedkinerne ikke lige synes de kan finde nu og her. Dertil hjælper det nok heller ikke på projektet, at Bruno Conti (som nævnt sidste fredag) stopper med udgangen af denne sæson, mens De Rossi forventes flyttet til en ny rolle i organisationen. Akademiet skal i stedet overtages af Massimo Tarantino (som overordnet chef) og Pasquale Berardi (som akademiets chief scout).
Det er ikke kun Dan og Ryan Friedkin, der har været ´pissed´ oven på påskesnitteren på San Siro. Romas fans har ifølge La Gazzetta forberedt protester til aftenens hjemmekamp mod Pisa, som både er rettet imod træneren, ledelsen og spillerne. Og som om stemningen ikke var dårlig nok i forvejen, så har den sædvanligvis troværdige Filippo Biafora fra Il Tempo i onsdags hældt yderligere benzin på bålet med afsløringen af, at det ikke helt var Leandro Paredes’ eget valg at forlade Roma i sommers. Den 31-årige argentiner havde kort forinden forlænget sin aftale med Roma for yderligere et år, og det kunne derfor undre, at han så kort efter skiftede til Boca Juniors (for et nærmest symbolsk transferbeløb på €3½m). Men nu afslører Biafora, at Gasperini ved sin ansættelse lod forstå, at Paredes ikke skulle regne med at få spilletid under ham. Paredes har siden sit skifte blomstret op som defensiv midtbanegeneral hos Boca, der fortsat ligger godt til i mesterskabskampen i Argentina, ligesom han stadig får regelmæssig spilletid på landsholdet hos verdensmestrene. Ikke overraskende har Biaforas historie udløst en del grumlen blandt romanisti på internettet, ikke mindst hos den store fraktion, for hvem hans afløser som 6’er, Cristante, er personificeringen af alle Romas problemer.
Som et ekstra skår i søndagens tragedie på San Siro blev Mancini oven i hatten skadet i slutningen af første halvleg og måtte udgå i pausen. Der er tale om en skade i den øvre del af højre lår, og ifølge Corriere dello Sport og Sky Sport Italia har mandagens undersøgelser estimeret en skadespause på to-tre uger – svarende til kampene mod Pisa, Atalanta og Bologna. Torsdag meldte Gasperini dog ud, at Mancini formentlig allerede kan være med igen næste weekend.
Ifølge søndagens La Repubblica er der fortsat begrundet håb om at Wesley bliver klar til kampen mod Atalanta den 18. april, og nu lyder der også positive toner om Koné, der kan blive klar til samme kamp, hvilket er en uge tidligere end hidtil antaget. Dybala blev efter sin tidligere knæoperation undersøgt på Villa Stuart onsdag og ifølge Il Tempo ser det så fint ud, at han nu kan genoptage fællestræning. Ifølge torsdagens melding fra Gasperini kan La Joya i bedste fald blive klar i næste uge, men nok snarere først ugen efter.
Prego – e daje Roma!