Caffè Roma
Il Faraone has left the building - med manér! Stephan Kareem El Shaarawy satte et gyldent punktum for sin mangeårige Roma-karriere med søndagens mål til 2-0 i overtiden af såvel kampen mod Verona som hele hans tid i Roma. Dermed cementerede han, at Roma sikrede sig en flot ligatredjeplads og kvalifikation til næste sæsons Champions League – efter syv års fravær. Det var allerede inden kampen officielt, at den 33-årige italiener med egyptiske rødder ikke får forlænget sin kontrakt, når denne udløber med udgangen af juni. Han kom til Roma fra Milan for ti år siden, og har på nær et mislykket eventyr i kinesiske Shenhua i 2019-21 siden da spillet for de rød-gule. I alt er det blevet til 348 kampe og 66 mål. Faktisk scorede El Shaarawy også i sin første kamp for Roma tilbage i 2016, hvilket gør ham til én af blot seks spillere, der både har scoret i deres første og sidste kamp for klubben; de øvrige fem er Danilo Michelini (1937-39), Gunnar Nordahl (1956-58), Filippo Tasso (1959-59), Pedro Manfredini (1959-65) og Shabani Nonda (2005-06). Og for at det ikke skal være løgn, så var det faktisk også på stadionet i Verona, at El Shaarawy fik sin Serie A-debut helt tilbage i slutningen af 2008, hvor han som blot 16-årig fik de sidste 7 minutter i Genoas udesejr på 1-0 (dog uden at være den der scorede målet, trods alt). Det er endnu uvist, hvor (og om) El Shaarawy fortsætter karrieren andetsteds, men der er løse rygter om Serie B-klubben Venezia. Grazie, Stephan!
Tirsdag blev det officielt, at Roma har udløst en forlængelsesoption i kontrakten med Mario Hermoso, så aftalen med den 30-årige spanier fortsætter yderligere ét år frem til 2027. Han har i denne sæson spillet 35 kampe, og undervejs scoret 4 mål og leveret 2 assists.
Samme dag blev det også endelig officielt, at indlånte Donyell Malen nu er tilknyttet Roma permanent på en kontrakt frem til 2030. Malen kom ind på lån fra Aston Villa i midten af januar og har siden da scoret imponerende 15 mål i 20 kampe, og har således sin store del af æren for Romas samlede ligatredjeplads. Ifølge aftalen har romerne lagt €2m i loan fee for den forgangne halve sæson, hvortil der nu skal lægges €25m i endelig transfer. At Roma ville indløse låneaftalens købsoption kan næppe komme bag på nogen, men faktisk har man med vilje ventet så længe, idet der teknisk set er tale om udløsningen af en købsobligation, udløst af, at Malen har spillet mere end halvdelen af de mulige kampe og at klubben dertil har kvalificeret sig til Champions League. Så Roma kunne faktisk slet ikke undslå sig at købe ham, hvis nogen skulle have fået den skøre tanke. Vigtigere er det, set med Roma-kassererens øjne, at brugen af købsobligationen frem for købsoptionen ifølge Il Messaggero sparer klubkassen for et gebyr på €500.000. Onsdag blev det i øvrigt annonceret, at Malen er udtaget til Hollands VM-trup.
Ifølge Filippo Biafora fra Il Tempo har Roma indgået en opsigelsesaftale med sportsdirektør Frederic Massara, som ventes offentligjort meget snart. Og ifølge bl.a. Alfredo Pedulla tegner det til, at Massaras afløser som Romas sportsdirektør bliver Tony D’Amico. Han kender Gasperini vældig godt, idet han indtil nu har bestredet samme position i Atalanta, hvor han imidlertid netop er blevet afløst af Cristiano Giuntoli (der tidligere også var på tale til Roma). Også Milan meldes interesserede i D’Amico, men ifølge Pedulla har han gjort klart, at han foretrækker at slutte sig til projektet i Rom. Ifølge Biafora vil D’Amico i Roma få tilbudt en kontrakt på 3-4 år til en årsløn af €1½m.
Ifølge Corriere della Sera kan også chefen for Atalantas lægestab, Riccardo Del Vescovo, være på vej fra Bergamo til Rom.
Udskiftningen på sportsdirektørposten betyder, at det i øjeblikket er Romas vicepræsident Ryan Friedkin, der påtager sig sportsdirektørens funktioner. Hvilket inkluderer forhandlinger om forlængelser af kontrakter for tre spillere, der ligesom El Shaarawy har kontraktudløb den 30. juni: Dybala Pellegrini og Celik.
Ifølge flere medier er Gasperini i den grad blevet overbevist om Paulo Dybalas fortsatte værd for Roma, hvilket ikke er blevet mindre efter den 32-årige argentiners fire assists i sæsonens tre afsluttende kampe. Den enerådige mister har derfor ladet Friedkinerne forstå, at man skal gøre alt hvad der er muligt for at forlænge kontraktforholdet med La Joya. Og ja, gennem de seneste to år har det her fra caféen lydt, at NU ville forhandlingerne blive indledt med Dybalas agent, uden at der tilsyneladende er hændt det mindste. Men NU skulle det altså være ganske vist. Ifølge Il Messaggero og Radio Mana Mana Sport mødes Ryan Friedkin med Carlos Novel i indeværende uge. Efter sigende vil Roma tilbyde Dybala en grundløn på €2-2½m suppleret med et væld af præstationsafhængige bonusser, foreløbig for ét år, dvs. frem til 2027 (ifølge Corriere dello Sport til 2028). Gasperini udtalte umiddelbart efter Verona-kampen til DAZN, at han er overbevist om at Dybala fortsætter, men at det i sidste ende er op til spilleren selv og den øverste klubledelse at blive enige: ”They’ve been talking for days, at some point they’ll stop talking, won’t they?”
Ifølge Il Messaggero vil Lorenzo Pellegrini få et lignende løntilbud som Dybalas, som det tilsyneladende er hans hensigt at tage imod.
Gasperini vil angiveligt også gerne fortsætte med at have Zeki Celik til rådighed efter dennes kontraktudløb om en måned, men mens Dybala og Pellegrini synes snublende tæt på at acceptere en lønnedgang, kræver Celik en lønforhøjelse, der tilmed går et stykke op over klubbens nyligt satte lønloft på €3m. Og ifølge La Repubblica skulle der være mere lønattraktive tilbud fra Tyrkiet. Ifølge Il Tempo er forhandlingerne nu blevet genåbnet, men ifølge onsdagens Corriere dello Sport er der fortsat ingen tegn på at nogen af parterne er villige til at bøje sig.
Hvis det ikke lykkes at fastholde Celik, kan hans afløser måske være at finde i Fiorentina. Her har Romapress således bemærket, at Dodô umiddelbart efter kampen i søndags lagde opslag ud på de sociale medier, der fejrede Romas tredjeplads og avancement til Champions League. Opslaget blev fjernet igen, men nu spekuleres der i, om den 27-årige brasilianske højreback kan være på vej til Roma som backup for landsmanden Wesley? Grundlaget for dette rygte kan måske synes lidt tyndt, men torsdag berettede også La Gazzetta dello Sport, at der skulle være noget om det, og at prisen ventes at ligge i omegnen af €15m.
Men ellers er det primært til Romas offensiv, at der spekuleres i mulige nye tilgange, idet lejemålene af Bryan Zaragoza og Evan Ferguson med sikkerhed afsluttes, mens Artem Dovbyk ventes solgt, hvis han da ellers er til at afsætte uden økonomisk tab. Også unge Matias Soulé kan være på vej væk. Ifølge Il Messaggero overvejer Aston Villa at afgive et bud på argentineren, der fortsat mangler for alvor at slå igennem i Roma, og Friedkinerne vil angiveligt være parat til at sælge ham for €35m.
Kender man Roma og medierne ret, vil der henover sommeren blive tilrygtet adskillige snese af potentielle nye angribernavne til Giallorossi. Vi kan i denne uge starte med at namedroppe Mason Greenwood fra Olympique Marseille (jf. bl.a. Leggo og Alfredo Pedulla, €50-55m), Joshua Zirkzee fra Manchester United (jf. La Gazzetta), Crysensio Summerville fra West Ham (jf. Pedulla, €30m) og Moise Kean fra Fiorentina (jf. Calciomercato.it, €45m).
Det absolut varmeste angriberrygte til Roma denne uge er dog Gianluca Scamacca fra Atalanta, ikke mindst hvis man skal tro Corriere dello Sport og Niccolo Schira. 27-årige Scamacca er født i Rom, spillede tre år i klubbens ungdomsrækker, har adskillige nære venner i den aktuelle trup og er erklæret fan af Giallorossi. Under Gasperinis ledelse har Scamacca i Atalanta lavet 19 mål og 8 assists i 45 kampe, mens det i den netop afsluttede sæson er blevet til 14 mål og 3 assists i 38 kampe. Ifølge Schira er Roma ved at klargøre et kontrakttilbud til 2031. Scamacca får p.t. €3,2m om året, men vil skulle gå noget ned i løn hos Roma. Atalanta er ifølge Gazzetta.it villige til at slippe ham, men for en pris af €25m, hvilket romerne synes er i overkanten for en backup til Malen.
Ellers er blot tilbage at berette, at Mile Svilar for anden sæson i træk er blevet kåret til Serie A’s bedste målmand. Den 26-årige belgisk-fødte serber har i sæsonens 38 kampe blot indkasseret 31 mål (kun over/undergået af Comos målmand med 29 mål), og i 18 af de 38 kampe er der slet ikke blevet scoret imod ham.
Ifølge Calcio e Finanza modtager Roma €11,3m for sin tredjeplads i Serie A; ligavinderne fra Inter får til sammenligning €15,7m.
Og endelig er det blevet annonceret, at Roma vil spille en afsluttende preseason-træningskamp ude mod Borussia Dortmund den 15. august, hvilket vil sige en uge før sæsonstart.
Prego – e daje Roma!