Snak

Mere indhold efter annoncen
Lyder som om man er seriøst omkring Greenwood. Ikke just en person jeg er begejstret for potentielt at se i en Roma-trøje.
Jeg er ganske enig. Selv hvis jeg ser bort fra egne moralske forbehold for den type menneske, så har hans ophold i Getafe og Marseille også tydeliggjort, at han vil være gift at få ind i en klub som Roma. Mit håb er, at Romas lave lønloft er nok til at holde en selvbevidst primadonna som ham langt væk, og at rygterne om at United overvejer at hente ham tilbage taler sandt. I hvert fald nok til at han vil være lige så nølende i forhandlinger med Roma som Jadon Sancho i sin tid var.

Han hører vel på alle måder mere hjemme i Saudi Pro League.
Julian Brandt nævnes også. Det er ikke så dumt som det lyder. Nu er det nogle år siden jeg har set ham rigtigt, men han arbejder hårdt, relativ kreativ og så er han faktisk udmærket målfarlig. Temmelig ukrukket og, nå ja, transferfri. Alså rugbrød over vilde spidskompetencer, men jeg har en veneration for hårdt arbejdende typer der ikke nødvendigvis laver mange Instagramopslag.
Der skal kun fissekarle til Roma, ikke freaks.
Status på Romas udlån i sæsonen 2025/26:

Saud ABDULHAMID (26 år, højreback) blev i sommers udlånt til Lens for et fee på €½m og med en købsoption på €2m. Han har i Lens fået 31 kampe (1838 minutter) og i disse lavet 3 mål og 8 assists. Han er udtaget til den saudiarabiske VM-trup som holdets eneste spiller uden for SPL. Lens vil angiveligt gerne udnytte købsoptionen, men efter sigende har Roma en modoption, hvis Gasperini gerne vil beholde ham – eller klubben tror han kan sælges dyrere andetsteds; hans reelle markedspris p.t. ligger snarest på omkring €10m.

Tammy ABRAHAM (28 år, centreforward) blev i sommers udlånt til Besiktas for et fee på €2m og med en købsoption (og betinget købsobligation) på €13+2m. Han fik i efteråret sparket rimeligt gang i karrieren igen med 13 mål i 26 kampe, hvilket udløste interesse fra England i januarvinduet. Besiktas valgte at aktivere optionen og derpå sælge Abraham videre til Aston Villa for €21m. Skiftet til Villa har ikke været nogen ubetinget succes, idet det her blot er blevet til 3 mål i 16 kampe (437 minutter). Men Abraham er altså nu ikke længere Romas hovedpine.

Tommaso BALDANZI (23 år, offensiv midt) blev i januar udlånt til Genoa med en købsoption på €10m. Han var muskelskadet, da han ankom til Genoa, og har siden haft yderligere to skadespauser, så det er kun blevet til 8 kampe (401 minutter) og 2 assists, men alligevel er træner De Rossi tilsyneladende så begejstret for den lille tekniker, at Genoa ifølge La Gazzetta dello Sport og Nicolo Schira vil gøre brug af købsoptionen inden månedens udgang.

Luigi CHERUBINI (22 år, offensivspiller) blev i sommers udlånt til Sampdoria uden nogen købsoption. Den tidligere primavera-anfører opfatter primært sig selv som venstrewing, men har i Serie B-klubben fra Genova spillet næsten samtlige offensive positioner undtagen decideret 9’er. Det er her blevet til tæt på fuld spilletid med 35 kampe (2185 minutter), 2 mål og 2 assists. Cherubini har spillet i Roma siden barnsben og er formelt noteret for én førsteholdskamp, der dog reelt blot dækker over en indskiftning i slutminutterne af en Europa League-kamp mod Slavia Prag i efteråret ’23. Hvad der skal ske nu synes helt åbent, men mon ikke Gasperini vil bruge preseason til at se ham an?

Marash KUMBULLA (26 år, centreback) blev i sommers udlånt til Mallorca med en købsoption på €8-9m. Mens det forudgående udlånsophold hos Espanyol i 24/25 var en veritabel optur for den italienskfødte albaner, har det være mere skralt på ferieøen, hvor det pga. en række skader kun er blevet til sammenlagt 10 kampe (594 minutter). Ledelsen på Trigoria skal næppe gøre sig forhåbninger om at Mallorca aktiverer optionen, og da man i Rom for et års tid siden af finansielle årsager valgte at forlænge kontrakten til 2028, hænger man altså på ham en tid endnu.

Filippo REALE (20 år, centreback) fra Roma Primavera (U20) blev i sommers udlånt til Juve Stabia, hvilket i januarvinduet ændredes til Avellino; begge udlån var uden købsoption. Ingen af opholdene har været specielt vellykkede, da det kun er blevet til henholdsvis 3 og 2 kampe for de to Serie B-klubber (med ialt 310 minutter). Reale returnerer nu til Romas U20-hold, hvor der dog næppe venter ham nogen længere fremtid (alene pga. hans alder, han fylder 21 til februar), men hvad der videre skal ske, er uvist.

Alessandro ROMANO (19 år, defensiv midt) fra Roma Primavera (U20) blev i januar udlånt til Spezia i Serie B. Her i det foråret blevet til tæt på fuld spilletid med 19 kampe (1429 minutter) og 1 assist. Romano, der er schweizisk ungdomslandsholdsspiller, er vel nok at regne for et af de største talenter på Roma-akademiet p.t., som klubben næppe har tænkt at skille sig af med, så det ender sandsynligvis med endnu et udlån i den kommende sæson, måske denne gang til en Serie A-klub eller til Bundesligaen.

Anass SALAH-EDDINE (24 år, venstreback) blev i sommers udlånt til PSV Eindhoven med en købsoption på €8m. Det er i Holland blevet til 25 kampe (1630 minutter), heraf 7 kampe i Champions League, og han er noteret for 1 assist. Ifølge De Telegraaf vil PSV gerne gøre brug af optionen, men klubben kan tilsyneladende ikke blive enig med spilleren om en kontrakt, så nu tegner det til, at den VM-aktuelle marokkaner returnerer til Rom. Her vil han i preseason-kampagnen prøve at overbevise Gasperini om, at han er Romas fremtidige venstre wingback. Hvis ikke det lykkes, vil Roma formentlig kunne sælge ham sidst på sommeren for €10-15m.

Buba SANGARÉ (18 år, højreback) blev i vinters udlånt til Elche CF med en købsoption. Den spanske ungdomslandsholdsspiller, der er født i Elche, kom til Roma i sommeren 2024 for €1½m, hvor han formelt blev tilknyttet førsteholdet, men han har aldrig fået chancen på holdet, hvor det i stedet er blevet til 28 kampe på U20-holdet. I sin halve sæson hos Elche er det til gengæld blevet til 12 La Liga-kampe (541 minutter), og i dag onsdag blev det officielt, at spanierne har aktiveret købsoptionen. Hvad denne option lyder på, er endnu ikke oplyst, men Roma har angiveligt fået indskrevet en videresalgsklausul på 20% og ret til at matche indkommende bud.

Eldor SHOMURODOV (30 år, centreforward) blev i sommers udlånt til Istanbul Basaksehir for et fee på €3m og en betinget købsobligation på €2,8m. Her er det blevet til – og hold nu fast – 23 mål og 6 assists i 44 kampe (3540 minutter)! Det har man sjovt nok været godt tilfredse med i det tyrkiske, så selv hvis købsobligationen ikke var blevet aktiveret i april (pga. sikret overlevelse i Süper Lig), havde man utvivlsomt gjort brug af den tilknyttede option alligevel. Med den slutspurt Shomu også nåede at sætte ind under Ranieri, kan man måske godt nu ærgre sig lidt over, at man ikke beholdte ham i Roma i stedet for Dovbyk, Ferguson og Bailey, men successen i Tyrkiet skal ikke desto mindre være den sympatiske usbeker vel undt. Og nu kan han jo så også se frem til et VM. Hvis Basaksehir efterfølgende kan sælge ham med stor profit, falder de 10% i det mindste retur til Roma.

Giorgio STOMEO (19 år, målmand) fra Roma Primavera (U20) blev i januar udlånt til Prato i Serie D. Her er det blot blevet til 2 kampe i starten af låneperioden (hvori han i hver indkasserede to mål), hvorefter han har siddet på bænken. Set i bakspejlet havde det nok givet mere mening at lade ham fortsætte på U20-holdet hjemme i Rom.

Devis VASQUEZ (28 år, målmand) blev i januar udlånt til Besiktas med en købsoption på et uoplyst beløb. Colombianeren, der i sommers kom til Roma på en fri transfer, har endnu ikke stået en kamp for Roma og tog derfor til Tyrkiet i jagt på spilletid. Om det lykkedes kan diskuteres, men i slutningen af april fik han da en enkelt kamp (mod Karagümrük), hvor han holdte buret rent (0-0). Der haves ingen meldingen om, hvor vidt Besiktas vil gøre brug af optionen – eller om Vasquez er interesseret i en plads på bænken dér i stedet for i Roma.
Ifølge flere italienske medier ventes annonceringen af Tony D´Amico som Romas nye sportsdirektør at komme senere i dag eller senest i morgen.

Jo før han indtager sædet desto bedre, for der afventer adskillige større opgaver.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Caffè Roma (Fars Dags Special)
Sidste fredag eftermiddag blev det officielt: Frederic Massara stopper som sportsdirektør i AS Roma. Den har som bekendt været undervejs et stykke tid. Der er egentlig dårlig rigtigt tale om en fyring, da en klausul i kontrakten gør det muligt for klubben at opsige samarbejdet inden hver sæsonafslutning uden kompensation. Massara får imidlertid alligevel et fratrædelsesgratiale som del af en fortrolighedsaftale; så man skal altså ikke forvente noget saftigt sladder fra ledelsesgangene på Trigoria fra hans side.

Der synes fortsat ingen tvivl om at Massaras afløser bliver Tony D’Amico fra Atalanta, men offentliggørelsen heraf trækker ud. Ifølge Corriere dello Sport handler det kort fortalt om, at bergamaskerne prøver at vride mest muligt ud af karkluden, så selvom de allerede har ansat en anden sportsdirektør (Giuntoli), så føler de sig frygteligt krænkede over at Roma har forhandlet en kontrakt på plads med D’Amico. Men klubben i Bergamo har også ladet forstå, at krænkelsen kan opvejes af en passende økonomisk kompensation. Jokeren i spillet lige nu er, at det er Ryan Friedkin, der skal forhandle det hele på plads, og jeg kan personligt godt have min tvivl om hvorvidt hans amerikanske ’rich kid’-temperament harmonerer helt med italiensk bureaukrati og forretningspraksis, men det kan vi jo alsammen snart blive klogere på.

Midt i euforien over tredjepladsen og CL-kvalifikationen står AS Roma stadig med det lille aberdabei, at vi med udgangen af juni måned fortsat skal kunne præsentere et overskud på omkring €50m i FFP-regnskabet. Så udover at det nok fortsat betyder salg af mindst ét af de større, salgsbare spillernavne, så handler det også om at høste mest muligt ind på de ”mange bække små”-princippet. Og her flyder småpengene da også stille og roligt ind.

Onsdag blev det officielt, at Buba Sangaré er blevet solgt til Elche CF. For dem, der måtte have glemt det, er der tale om et 18-årigt spansk stortalent til højrebackpladsen, der kom til Roma i sommeren 2024 for €1½m. Den spanske ungdomslandsholdsspiller, der er født i Elche, blev i Roma formelt tilknyttet førsteholdet, men han har aldrig fået chancen på holdet, hvor det i stedet er blevet til 28 kampe på U20-holdet. I januar blev Sangaré udlånt til Elche, hvor det siden er blevet til 12 La Liga-kampe (541 minutter), og nu har spanierne så aktiveret låneaftalens købsoption. Ifølge Transfermarkt beløber optionen sig til €4½m, hvortil Roma angiveligt har fået indskrevet en videresalgsklausul på 20% og ret til at matche indkommende bud. Med til historien hører også, at 10% af den indkommende transfer skal sendes retur til Levante, hvor Roma hentede ham.

Torsdag blev det officielt, at Saud Abdulhamid er blevet solgt til RC Lens. Den 26-årige højreback kom til Roma i 2024, hvor han blev den første saudiarabiske spiller i en af de store europæiske ligaer. Transferen lignede først og fremmest et marketingstunt til ære for Romas daværende trøjesponsor, Riyadh Season, og ingen af Roma-trænerne i 24/25-sæsonen så tilsyneladende noget specielt stort lys i spilleren, der nåede at få 8 kampe for Roma (og lave 1 mål og 1 assist). I sommers blev han så udlånt til Lens i Ligue Un for et fee på €½m og med en købsoption på €2m. Og her må man bare tage hatten af og erkende, at Abdulhamid har vist sig som en betydelig mere seriøs spiller end først antaget. Han har i Lens fået 31 kampe og i disse lavet 3 mål og 8 assists, og han er netop blevet udtaget til den saudiarabiske VM-trup som holdets eneste spiller uden for SPL. Lens ville naturligt nok gerne udnytte købsoptionen (på €2m), men angiveligt har Massara trods alt fået indsneget en modoption i aftalen (på et ukendt beløb), hvilket bestemt ikke ville være irrelevant at gøre brug af, da Abdulhamids aktuelle markedsværdi allerede inden VM ligger på €9-10m. Men klubberne er blevet enige om et kompromis, der betyder, at Lens køber ham for €3½m (oveni den halve million, de allerede har givet i loan fee).

Vi synes nu tillige meget tæt på et permanent salg af Tommaso Baldanzi, der i januar blev udlånt til Genoa med en købsoption på €10m. Trods blot 8 kampe (pga. skader) med 2 assists har De Rossi tilsyneladende været så tilfreds, at Genoa ifølge La Gazzetta dello Sport og Nicolo Schira vil gøre brug af købsoptionen inden månedens udgang. Og ifølge La Repubblica kan Roma være villige til at lade Baldanzi gå for €8m, altså €2m under optionen, bare for at fremme ekspeditionen inden 30. juni.

Derudover ser det ifølge La Gazzetta dello Sport nu også ud til, at et omstridt og længe ventet ’windfall’ nu endelig er ved at manifestere sig. Det drejer sig om striden med FC Basel om Riccardo Calafiori, som Mourinho ikke så nogen fremtid i og vi derfor solgte til schweizerne i 2022 for sølle €2½m. Tiago Pinto var imidlertid åndsnærværende nok til at få indføjet en videresalgsklausul på hele 40%, og det er den, der nu er udsigt til vil bringe lidt ekstra af sig. Basel solgte Calafiori til Bologna i 2023 for €4m, hvoraf de sendte €1,6m (=40%) retur til Roma, hvorefter de mente, at så var den milkako barberet. Men som en væsentlig del af denne transfer havde schweizerne tillige sikret sig hævd på 50% af et videresalg, så da Bologna året efter solgte ham videre til Arsenal for €45m, gik halvdelen af dette beløb (€22½m) retur til Basel. På Trigoria mente man nu, at videresalgsklausulen på de 40% fortsat var gældende, så 40% af disse €22½m retteligt tilkom Roma, dvs. €9m. Det mente de ikke i Basel. Og det har advokaterne siden slåsset om igennem snart to år. Det nye er, at ifølge La Gazzetta er parterne nu blevet enige om et forlig, der betyder, at Basel sender yderligere €6m Romas vej.

Af yderligere salg fra de lavere hylder peger ugens varmeste rygte på Jan Ziołkowski, som Roma under en del besvær hentede sidste sommer i Legia Warszawa for €6,6m. Det var dog nok mere på Massaras end på Gasperinis initiativ, og i den forgangne sæson har han stået bag Ghilardi i køen som backup til midterforsvaret. Ikke desto mindre er det blevet til 23 kampe (741 minutter) i den 21-årige polaks debutsæson, hvilket vel egentlig ikke er så skralt endda? Han scorede sågar Romas enlige mål i 1-1-kampen mod Panathinaikos, og han har undervejs tillige fået debut på det polske A-landshold, hvor det foreløbig er blevet til 3 kampe. Ifølge Siamolaroma.it har Nottingham Forest afgivet et mundtligt bud på på €15m inkl. bonusser. Roma kræver angiveligt €20m, og nu skulle et nyt bud fra Forest være på vej ifølge Corriere dello Sport. Et salg af Ziołkowski kan måske for mange synes oplagt nok, når der nu engang skal sælges nogen, men dels vil en del af indtægten skulle sendes videre til Legia qua en videresalgsklausul, dels vil det efterlade truppen med behov for at hente en ny backup til forsvaret, hvor Ghilardi ellers står som enlig reserve. Med mindre Gasp vælger at integrere Marash Kumbulla, der vender hjem fra to sæsoners udlån i La Liga, eller den 20-årige Filippo Reale, der har været udlånt i den forgangne sæson til klubber i Serie B uden den helt store succes.

Yderligere presset bliver vi på de defensive pladser, hvis det forventede salg af én spiller fra den øverste hylde ender med at falde på Evan Ndicka. Skal man tro de italienske medier i de seneste uger, har Beppe Marotta siddet og savlet over Romas trupliste som var det et udsalgskatalog over sommerens badetøj, og blandt de mange krydser, som han har sat, skulle der ifølge La Gazzetta dello Sport også være et ud for den snart VM-aktuelle ivorianer, som den lyserøde avis mener vil kunne købes for €30m.

Et andet blå-sort kryds er sat ud for Manu Koné, og her har Roma-ledelsen ifølge Corriere dello Sport fortalt Marotta, at han koster €50m. Samme besked har Atletico Madrid fået, da de ifølge Il Romanista for nylig har budt €45m.

Faktisk tegner det p.t. mest til, at den udgående Roma-spiller fra øverste hylde bliver Matias Soulé. Det efterhånden 23-årige argentinske stortalent kom til Roma for to år siden, og efter en lovende første sæson har ”den svære toer” været præget af skader og problemer med at genfinde niveauet. Eftersom Gasperini alligevel går efter at finde en mere målfarlig højrewing, synes der udstedt løbepas til Soulé, og ifølge Corriere dello Sport har Roma indtalt på telefonsvareren, at budene starter ved €45m, hvis der ellers melder sig nogle interesserede på banen. Og det gør der. Fra Premier League skæves angiveligt i hans retning hos Brighton og Aston Villa, og ifølge den tyrkiske transferjournalist Ekrem Konur har Borussia Dortmund i denne uge indledt forhandlinger med Soulés agent. Dertil beretter Sky Sports, at også Inter har forhørt sig på ham – needless to say.

Og for at det ikke skal være løgn, så har Gianluca Di Marzio i de seneste dage kørt en serie historier over temaet ”Inter står klar til at kapre Gianluca Mancini, hvis forlængelsesforhandlingerne med Roma glipper”, og han har sågar også foreslået en byttehandel for den til Roma evigt tilrygtede Davide Frattesi. Nicolo Schira og Alfredo Pedulla har imidlertid bedyret, at der ikke er en kinamands chance for at dette kommer til at ske. Mancini vil blive i Roma, og Roma vil have at Mancini bliver. Og for nu bare at cementere budskabet, så svarede Gasperini selv på spørgsmålet i et interview torsdag: ”Inter can do what they want. Mancini is not leaving!” Ifølge Schira vil Mancini få en kontrakt til 2029 med option for yderligere et år. Mere interessant er det næsten, at det hævdede lønbeløb skulle ligge på €3½m, der i bekræftende fald ligger over det proklamerede loft på €3m.

Kontraktforlængelserne synes også at forløbe efter planen for Cristante og Pellegrini, uden at der er indkommet afgørende nyt herom. Ifølge Gazzetta.it er Roma og Paulo Dybalas agent nu faktisk nået til enighed om en to-årig forlængelse af argentinerens kontrakt, til en markant reduceret løn, men de konkrete detaljer kendes endnu ikke.

Ifølge Corriere dello Sport har Zeki Celik lovet træneren på vej hjem i flyveren fra Verona-kampen, at han vil fortsætte i Roma. Så nu er det op til hans agent og klubbens kommende sportsdirektør at få enderne til at mødes. Ifølge Fotomac er der imidlertid også fortsat seriøs interesse fra Fenerbahce og Galatasaray, som ingen problemer vil have med at tilbyde de €4m i løn, som Celik har fået afvist i Roma.

Ifølge Il Messaggero vil Roma ikke gøre brug af købsoptionen på indlånte Lorenzo Venturino, der kom til hovedstaden fra Genoa i januar, med en tilknyttet option på €7m. Den 19-årig højrewing har i Roma blot fået 198 minutter på banen fordelt på 10 kampe.

Ifølge Corriere dello Sport vil Gasperini give Angeliño chancen for at bevise sit værd i den kommende preseason-kampagne.

Sommerens rød-gule preseason-trup vil ifølge Corriere dello Sport også tælle den blot 17-årige Antonio Arena fra primavera-holdet. Sammen med udlånte Alessandro Romano er Arena uden tvivl de mest lovende talenter i Romas ungdomsrækker. Den australsk-fødte italiener blev hentet til Roma i fjor fra Pescara for €1m, et ganske anseeligt beløb for en dengang 16-årig, og trods sin unge alder er han gået direkte ind på U20-holdet, hvor det er blevet til 10 mål og 5 assists i 27 kampe for den unge centreforward. Det kunne endda være blevet til endnu flere kampe, hvis ikke det var fordi at Gasperini hele ti gange har haft ham på bænken hos førsteholdet. I tre af disse kampe er Arena sågar blevet skiftet ind i slutminutterne, og han scorede såmænd også i pokalkampen mod Torino – knapt en måned før sin 17-årsfødselsdag!

Det har allerede været en meget lang smøre, og så er vi ikke engang nået til ugens opsummering på de indgående angriberrygter. Af nye navne på dén konto kan denne fredag helt kort name-droppes William Gomes fra Porto (Diario AS) og Andrea Pinamonti fra Sassuolo (La Gazzetta).

Et af de mere sælsomme nye angriberrygter til Roma går på Victor Osimhen. Ifølge Nigerias landstræner Eric Challe indgår Osimhen ikke i træningskampene op til VM, idet han måske er ved at skifte væk fra Galatasaray. Den 27-årige angriber, der i den forgangne sæson har lavet 22 mål i 33 kampe for Gala, vil ifølge Susy Campanale fra Football-Italia gerne retur til Serie A, hvor især Juventus meldes interesserede, men angiveligt er Napolis præsident De Laurentiis stadig så pissed på Den Gamle Dame ovenpå Higuain-affæren for et par år siden, at salgsaftalen med tyrkerne indeholder en klausul, der forbyder et videresalg til Juve – og muligvis også andre Serie A-hold – før september 2027. Hvis klausulen kun gælder Juventus, udpeger Campanale Roma som en mulig destination. Hun har dog næppe indregnet økonomien i det regnestykke. Galatasaray købte ham i fjor for €70m og her får han angiveligt en nettoløn på €15m. Et stykke over virkelighedens verden i Rom.

Husker du Kerim Alajbegovic? En 18-årig bosnisk stjernefrø på venstrewingen fra Bayer Leverkusen, som var på rygtecaféens spiseseddel for en måned siden. Han har angiveligt konturerne til at kunne blive noget ud over det sædvanlige, og samtlige italienske topklubber har ifølge Gianluca Di Marzio noteret sig hans telefonnummer. Men i starten af maj var det hverken Milano, Torino eller Napoli, men derimod Rom han besøgte sammen med sin far, der også er hans agent, i selskab med Miralem Pjanic (yes, dén Pjanic), der fungerer som en slags mægler i forhold til den italienske interesse. Dengang blev det ifølge Corriere dello Sport aftalt, at familien Alajbegovic skulle vende tilbage med et svar ved månedens udgang. Ifølge Sportmediaset har Alajbegovic nu meldt ud at han er klar til Serie A, og ifølge Sky Sports har har han Roma som sin førsteprioritet. Ifølge Filippo Biafora virker Gasperini dog ikke helt overbevist, og træneren foretrækker som bekendt generelt mere modne spillere frem for håbefulde talenter. Den nyeste prisseddel fra Leverkusen lyder ifølge Alfredo Pedulla på €30m.

Om to af de mest og længst omtalte angriberrygter kan fra den seneste uge meldes, at ifølge La Gazzetta er Gianluca Scamacca indstillet på at sænke sin nuværende løn hos Atalanta på €3,2m til €2,5m i tilfælde af et skifte til Roma. Samtidig har Atalanta ifølge Tuttomercatoweb netop aktiveret en option til at forlænge kontrakten med Scamacca frem til 2028.

Og så er der jo Mason Greenwood. Suk! Her er utvivlsomt et transferemne, der vil dele vandene. 24-årig højrewing og udråbt til et af de største engelske angrebstalenter i nyere tid hos Manchester United. De seneste to sæsoner har han lavet henholdsvis 22 mål og 6 assists i 36 kampe (24/25) og 26 mål og 11 assists i 45 kampe (25/26) for Olympique Marseille. Ifølge samstemmende italienske medier er han Gasperinis våde drøm og han kan angiveligt erhverves for €50-60m. So what’s not to like? Well, a lot! Bruddet med United kom som de fleste vil vide efter meget alvorlige anklager om vold, voldtægt og mordtrusler imod hans egen kæreste, og selvom hun til sidst frafaldt anklagerne, var de offentligt fremlagte lydoptagelser, familiens fortsatte anklager og den offentlige vrede imod ham nok til at United valgte at skille sig af med knægten. Faktisk var der i sommeren 2023 flere historier om, at José Mourinho havde kontaktet Greenwood-familien med henblik på et skifte til Roma, men det lagde Roma-ledelsen dengang hurtigt låg på. Greenwood blev i sæsonen 23/24 i stedet udlejet til Getafe og i sommeren 2024 solgt til Marseille for €26m, trods betydelig offentlige protester, bl.a. fra byens borgmester, der kaldte spillertilgangen for ”en skændsel!”. Greenwood startede med at lave 5 mål i sine første tre kampe for klubben, hvilket naturligt lagde en dæmper på kritikken, men trods sin fortsatte målfarlighed, har Greenwoods arrogante adfærd på og uden for banen både i Getafe og Marseille været en konstant kilde til uro, der efterhånden har gjort ham så forhadt blandt fans, medspillere og klubfolk i Marseille, at et exit synes uundgåeligt. Den slags bekymringer om en spillers adfærd uden for banen synes at prelle af på Gasperini (også jf. Jadon Sancho-affæren), men i en klub som Roma ligner det en giftig molotovcocktail med alle muligheder for at gå galt. Selvom de mange mål og assists unægteligt også lyder fristende. Hvorom alt er, så er Roma ifølge Leggo og La Gazzetta ved at forberede et bud på €40m plus add-ons. Det ligger et stykke under Marseilles udsalgspris, men ud over at mange i Marseille gerne vil af med ham, så har klubben arge FFP-problemer (ifølge mandagens L’Equipe risikerer klubben udelukkelse fra UEFA), der kræver betydelige spillersalg nu og her. Om Greenwood gælder det dog, at Man United efter sigende har en videresalgsklausul på 40-50%, så marseillæserne er nødt til at sætte prisen derefter. Ud over Roma meldes også Fenerbahce interesserede – og nogle rygter taler endda om et muligt tilbagesalg til United. Med Romas nye lønloft på €2½-3m (netto) kan de kritiske af os jo håbe på, at det vil være nok til at det aldrig bliver til noget, men Greenwoods aktuelle løn hos Marseille ligger faktisk ”kun” på €5½m brutto, så SÅ stor er lønforskellen altså heller ikke. Angiveligt tæller Champions League så tungt for Greenwood, at selvom Fenerbahce sikkert vil kunne tilbyde mere i løn, så trækker deres kvalifikationsspil til CL ned i forhold til Romas direkte adgang til gruppespillet. Skal man tro den lyserøde avis, vil Roma tilbyde ham en kontrakt til 2031 til en løn af €4½m. Hvordan det så end harmonerer med lønloftet?

En særdeles offensiv og erfaren tilgang til midtbanen kunne være Julian Brandt, der tilmed vil kunne hentes transferfrit efter kontraktudløb i Borussia Dortmund, hvor det ligger fast, at der ikke bliver forlænget med den 30-årige tysker. Ifølge Corriere dello Sport har Massara allerede masseret muligheden for en sådan tilgang i foråret, og angiveligt har Brandt sagt ja, hvilket han meldes også at have bekræftet igen nu ved sæsonafslutningen til sin gamle kompis Donyell Malen. Gasperini har ifølge avisen også tændt det grønne lys, men en udfordring kan ligge i lønnen, idet den transferfrie tysker går efter at få €4m netto om året. Ikke i sig selv en uhyrlig sum, men dog et stykke over Romas meget omtalte nyindførte lønloft på €3m. På trods af sin fremskredne alder kan Brandt stadig finde målet, hvor det i 25/26 er blevet til 11 mål og 4 assists i 41 kampe.

Som ugens sidste indgående transferrygte skal blot nævnes, at ifølge La Gazzetta har der været indledende kontakt imellem Roma og Fiorentina angående højrebacken Dodo. Han vil angiveligt kunne overtages for €12-15m.

Fra Trigorias ledelsesgange og træningsanlæg er at berette, at Alessandro Pilati ifølge Il Tempo tiltræder som ny fysisk træner i AS Roma. Han har virket i en tilsvarende stilling i Genoa gennem en længere årrække, bl.a. mens Gasperini var træner dér.

Og ifølge La Gazzetta dello Sport nærmer vi os en annoncering af, at Francesco Totti vender tilbage til Romas ledelse. Det bliver angiveligt ikke blot i den ”ambassadør-rolle”, som Friedkinerne tidligere har tiltænkt ham i forbindelse med jubilæumsåret 2027, men i en reel lederfunktion på Trigoria. Ifølge La Gazzetta er han dels tiltænkt en slags forbindelsesrolle mellem spillertruppen og den øverste ledelse, dels skal han indgå i vurderingen af spillerne ved indgående transfers. Den eventuelle tilgang af Totti sker ifølge flere medier på eksplicit ønske og initiativ af Gasperini selv.

Allersidste punkt på den lange smørrebrødsseddel omhandler, at ifølge Il Tempo er Roma tæt på at lande endnu et trøjesponsorat, rettet på pladsen på ryggen af træningstrøjerne. Onsdag kunne Radio Mana Mana Sport afsløre, at det drejer sig om den italienske virksomhed Orodei, der forarbejder ædelmetaller. Og sponsorater sorterer i øvrigt ikke, som jeg ellers troede, under Friedkinerne, men under Michael Gandler, der i sommers blev indsat som Romas ”CRO” (Chief Revenue Officer). Så blev vi så klogere!

Prego – e daje Roma!
Ifølge Football-Italia er der i dag flere indikationer på, at Greenwood vælger Fenerbahce over Roma. Fingers crossed! 🤞
Der er også snak om Igor Paixao. Det lyder som en bedre løsning i mine ører. Han er højrebenet og kan spille på venstrekanten, og har ikke alle de personlige belastninger som Greenwood ville trække med sig.

Gudhjælpemig om Frattesi rygterne ikke også kører igen. Og Inter er åbenbart interesseret i samtlige Roma-spillere.
Ingen sommer uden isvafler, myg og rygter om Frattesi til Roma. 😄🍦
Håber virkelig at Greenwood ikke er at finde i Rom efter sommeren!

Tak for gode opdateringer JGGJ. Hvad er der på din ønskeliste af til- og afgange her til sommer? :)
Annonce