"Jeg har altså nogengange svært ved at se forskellen på eksempelvis N´Doye/Kvist og Papa/Grindheim, da førstnævnte startede FCK"
- Det tror jeg også CV og Lars Højer har, hvilket vel er det mest skræmmende. Jeg vil gerne give et bud på, hvorfor der er væsentlig forskel på de fires situationer:
William Kvist kom fra vores egne ungdomsrækker, og var gennemsnitlig før han blev etableret. Efter han blev bare nogenlunde etableret, udviklede han sig i høj hast, og var reelt holdets anfører som 24-årig. Det er en udvikling man må kunne forvente fra en spiller, der både er i hård konkurrence med store, dyrtindkøbte navne og i forvejen etablerede spillere.
Christian Grindheim blev købt som 1-til-1-erstatning for William Kvist. Han var 28 år inden han spillede sin første ligakamp for FCK, og kan derfor ikke betegnes som en spiller, fra hvem samme udviklingsmønster som en ungdomsspiller er acceptabelt. Han kan evt. sammenlignes med Tobias Linderoth, der kom til FCK i nogenlunde samme alder, og som også havde det svært i begyndelsen. Dog har intet nogensinde tydet på, at nordmanden er en udpræget ledertype.
Dame N´Doye blev, i hvert fald herinde, forsvaret kraftigt for hans præstationer i sin første tid i FCK. Simpelthen fordi, man godt kunne se, at der var mere i ham, end alt det, der af forskellige årsager ikke lige lykkedes for ham på banen. At du ikke kunne se det, er selvfølgelig lidt ærgerligt.
Pape Pate Diouf har en løjerlig, ustabil teknik, der veksler fra det grotesk dårlige til det artistiske og nyttige. Det samme havde Hutch og Alvaro Santos. Forskellen til de to ligger så i, at Hucth lærte at få det under kontrol og i øvrigt har en glimrende, taktisk forståelse samt en arbejdsradius uden lige - mens brasserens fysik skabte plads til ham og hans medspillere, han arbejdede fint for holdet og forstod helt klart sin rolle i systemet. Det kommer senegaleseren formentlig aldrig til. Nogen af delene.