Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke ser en fyring af Neestrup som det mest åbenlyse lige nu. Det er min klare overbevisning, at FCK har brug for en træner, som kan leve sig helt ind i klubben, og give så meget af sig selv i samme, at det virker som et ægteskab. Jeg er klar over, at det i princippet ikke burde være sådan, men det er nu en gang sådan, jeg ser på det. Jeg ser typer som Ståle Solbakken og Jacob Neestrup som de eneste trænere med mulighed for at have holdet i mange sæsoner i træk.
Og hvis ikke det er tilfældet, at man kan have sådan en træner, skal der som minimum være en ledelse, som har en klar vision, en sportslig ærgerrighed, en stædighed for at opnå ambitionerne og netop en forbindelse til klubben, som rækker ud over det sædvanlige. SSN er jeg sikker på, har en tæt forbindelse til klubben - klart - men han har ikke personligheden, som den forbindelse skal bindes op på, ikke til stillingen som sportschef. Han er sikkert fremrangende i medgang og han elsker de joviale hyggesnakke med fanmedier i disse, men det rækker selvfølgelig ikke.
Konceptet er ikke stærkt nok. Jeg synes det er foruroligende, at der ikke er nogle klare mønstre, der spillers efter, når tingene spidser lidt til. Jeg er vild med impulsivitet, men det må aldrig blive dét, konceptet hviler på. Og lige nu virker det så planløst, at man må nøjes med at se, hvad den enkelte nu lige finder på. Af det kommer der også for mange forgæves løb, for spillerne aner sjældent, hvad de kan forvente, at en situation munder ud i. Ikke at alt skal være ren Ståle-skabelon, men det er klart, at når tingene ikke lige kører som håbet, er det at kunne falde tilbage på nogle aftaler, man kan stole på, ret vigtigt.
Jeg mener, at spillertruppen er ret god. Naturligvis er man hæmmet af salget af Froholdt og skaderne til Huescas, Delaney og Mattsson, men truppen burde alligevel være stærk nok. Dog er der nogle kritikpunkter; vi har ingen spillere, som med nogenlunde sikkerhed kan komme forbi den første oppasser. Vi har heller ikke nok, som med rimelig sikkerhed kan ramme kassen på skud udefra, og er medvirkende til, at modstandere har enormt let ved at lukke os ned. Når en afgørende spiller som Froholdt sælges, er det en dårlig idé, at han erstattes af en spiller, der som 27-årig ikke har været en del af en klub eller set-up, på niveau med FCK. Endelig har man simpelthen ramt forkert på målmandsposten. Jeg kommenterede det allerede for et par måneder siden her i tråden, hvor jeg slog det hen som kådhed eller enkeltstående tilfælde, men Kotarski giver simpelthen hverken defensiven eller resten af holdet den ro og tro på, at han har styr på det. Han er markant ringere end Ramaj, som trods brølere altid formåede at få sine kæder foran sig til at stole på ham. Eller Grabara før ham for den sags skyld, som selv i sin dårligste, sidste sæson for FCK, var betragteligt bedre end Kotarski er. Jeg tror meget af den usikkerhed, man ser i defensiven nu, handler om, at man ikke fungerer som enhed, og at ankerpunktet her, er målmanden.