Snak

Vi diskuterede også Ankersen kontraktforlængelse, som han ikke fik.

Men Ankersen var noget andet som jeg opfattede det. Det var mere en beslutning om at han ikke kunne bruges, kontra løn og længde.
Er sikker på Ankersen var blevet på en evt. 1 årig til samme eller lidt mindre løn.

Lerager er tydeligvis skuffet, men den er virkelig 50/50. Vi græder jo kun fordi midtbanen er tynd, ikke fordi Lerager spiller prangende kamp efter kamp.

Lad os starte med det vigtigste først, børnenes velbefindende. En del antagelser i snakken bygger på, at elite er ensbetydende med for hårdt, for barskt, for lidt leg, skadende elementer i det hele taget. Den antagelse har jeg svært ved at se validiteten i. Hvis det var sådan, ville man jo som nogenlunde rationelt og empatisk væsen, aldrig lade sig barn være en del af et sådan miljø. Antagelserne er fuldkommen renset for den mulighed, at børn er rundet af noget forskelligt, både ift. deres personlighed og deres opvækst - og at den ekstra intensitet, træningsparathed og koncentration, som er de områder hvor elitemiljøer for børn adskiller sig mest fra pendanterne i breddefodbold, er noget der appellerer til visse børn, uden at det appellerer til alle eller blot andre end en lille minoritet. De børn det appellerer til, trives derfor glimrende i elite, men ikke nødvendigvis i bredde. I min verden er det en gigantisk misforståelse, at børn kun kan blive hele og gode mennesker af at bruge de første 10-12 år af deres liv på at lege (i forståelsen fjolle og fjante). Børnene på elite leger også, de leger bare på en anden måde, som de synes er sjovt og som de tændes af - men af en eller anden årsag er der voksne, der vil definere, hvordan alle børn leger bedst.

"Mit råd er at bygge trivsel som fundament og derefter udvikling"

- Dit råd bygger på den præmis, at trivsel er katalysator for udvikling, men ikke omvendt. Og det er i min verden forkert. Trivsel kan i høj grad også være stimuleret af udvikling, som er med til at opbygge selvværd, hvor børnenes anerkendelse af dem selv blomstrer i takt med, at de oplever den værdi, samme skaber for dem.

"... du kan helt sikkert finde børn der trives i elitemiljø som ganske unge (eller siger de gør det for at gøre deres forældre glade)"

- Arh :) Ovenstående er et eksempel på at være helt derude, hvor det er svært at nå ud til i den gode og nuancerede debat. Hvis det alligevel er sådan, at holdningen er spundet om, at "der da godt kan være enkelte, som er ok med elite, men altså, af dem er der nok også en del, som faker deres glæde", er vi så langt ude i et ideologisk korstog, at den gode snak har så trange kår, at den ikke kan komme nogen vegne.

"... de fleste børn siger ja til de gerne vil alt det der gør dem bedre, men når det kommer til virkeligheden vil de bare trives og have det sjovt med deres venner"

- Hvad er det for et modsætningsforhold, du mener at kunne opstille? Hvad er sjov? Er du sikker på, at det du synes er sjovt, det synes jeg også er sjovt? Og hvis ikke, hvorfor skulle det så være anderledes for børn? Det samme med trivsel. Der er de børn, der synes det er sjovt at gå til fodbold, og nogen synes det er sjovt, fordi det fungerer som substitut for fri leg et eller andet sted, andre synes det er sjovt, fordi man får rørt sig en masse, så er der dem, som synes det er sjovt, fordi man får en sodavand sammen efter en kamp, og der er dem, der synes det er sjovt, fordi der tændes en gnist når de får lov at nørde med sporten og dyrke den intensivt og koncentreret. Det er langt fra en garanti, at alle disse indgangsvinkler kan matches med hinanden, og derfor er der heller ikke nogen, som kan sige, at den ene er udtryk for korrekt og/eller god leg, mens en anden ikke er. Og hvem må være et barns venner i følge dig? Må det ikke være venner med dem, det spiller fodbold med? Er der en geografisk afgrænsning, der skal tages hensyn til, eller hvordan skal man forstå det?

"Alle ved man ikke kan pick the winners i den alder ... Men hvis man kigger på det ud fra simpel matematik, vil det være meget få i den samlede talentmasse man får med sig på den måde, mens den store gruppe hvor de fleste talenter må formodes at være, ikke har gavn af den model"

- Det lyder som spekulation med et ideologisk afsæt. Den "dokumentation" der ofte anvendes, er jo netop ikke-dokumentation, og i stedet pædagogisk teori forsøgt overført til områder, hvor samme lider den tort, at have nået sin begrænsning. Og deraf sluttes det, at så må det være det, der ligger udenfor områdets albuerum, der er noget galt med, ikke teorien. Man kan ulejlige sig selv med at undersøge, hvor mange u/21-spillere de seneste fem år i Bundesligaen og PL, som har taget vejen via akademi / elite fra u/10, og hvor mange der ikke har. På de tal FCN præsenterer (og jeg har ikke kunnet finde tal, der sår tvivl om FCNs ditto), når de præsenterer projektet, er man oppe at ramme +80%.

Jeg stoler simpelthen mere på markedskræfterne eller jeg gør på argumenter, som tager udgangspunkt i almen trivsel for en samlet masse, uden at tage hensyn til de hobevis af individuelle afvigelser, der måtte være, og som har gavn af alternativer. Der er en grund til, at spillet er blevet så meget bedre, så meget hurtigere og med stadigt flere helt unge spillere, og der er en grund til, at klubberne investerer massivt i området. Det sidste handler om forretning, men forretningen er jo bundet op på, at den rent faktisk er rentabel i de rammer, virkeligheden skaber. Og de rammer er bl.a. kendetegnet ved, at flere og flere børn meget tidligt i deres liv - og i hvert fald meget tidligere end for bare 15-20 år siden - slår ind på elitespor af en eller anden karakter. Hvis det havde været rigtigt, at man samlet set gjorde sporten en bjørnetjeneste ved at etablere elite tidligere, fordi færre af de største talenter ville komme igennem, ville spillet også være blevet ringere. Det er det stikmodsatte, der er sket.

Desuden; niveauopdeling er ikke bare udbredt også i breddesport, det er også en forudsætning for, at så mange som muligt matches ordentligt. Elite er sådan set bare en navngivning af et af niveauerne. Endelig er elite som niveau ikke en lukket fest - den er i høj grad formbar, og spillere hopper ind og ud af den som tiden går.

Det rykker også ved en holdning jeg ellers deler, nemlig at man ikke kan "pick the winners". For jeg er enig, der er så mange ting, der kan være medvirkende til, at et barn udvikler sig og hvornår det gør det - men man bliver også nødt til at anerkende, at udvælgelsen bliver mere og mere præcis i takt med at området udvikler sig. Den er og vil aldrig være fuldkommen, men den bliver bedre og bedre. Og naturligvis opleves et stort frafald. At spille isoleret årgang til at spille dobbelt årgang og til at spille fri årgang på senior, kræver at nogen konstant sorteres fra, så de bedste samles i de - relativt betragtet - få professionelle hold på øverste hylde.

Lerager er tydeligvis skuffet, men den er virkelig 50/50. Vi græder jo kun fordi midtbanen er tynd, ikke fordi Lerager spiller prangende kamp efter kamp.

Præcis. Han fik allerede at vide sidste vinter at han gerne måtte finde en ny klub. De originale planer har der ikke været en forlængelse på tale.

Han fik 360 minutter i mesterskabsspillet sidste sæson.

Af flere forskellige omstændigheder står han nu i FCK som vores pt. bedste midtbanespiller og den mest sikre starter.

De børn det appellerer til, trives derfor glimrende i elite, men ikke nødvendigvis i bredde

Lige præcis. Personligt elskede jeg at være en del af et Elite miljø da jeg selv spillede for 100 år siden. Det var det fedeste. Blev det for useriøst kunne jeg ikke være i det. Det gad jeg ikke. Børn er forskellige derfor kan man ikke generelleisere.

"Børn er forskellige derfor kan man ikke generelleisere"

- Meget enig.

Jeg har selv valgt Elite fra. Jeg spillede på andet holdet som forsvarsspiller og var samtidig reserve målmand på holdet.

Førsteholdet vil gerne have mig op som fast målmand. Men jeg kunne bare ikke se mig selv stå stille det meste af tiden, fordi jeg hellere ville løbe rundt og være aktiv.

Nogle gange tænker jeg over hvad det kunne have blevet til hvis jeg havde fulgt talentet og ikke hjertet.

Rigtig fede indblik i talentarbejdet og personlige erfaringer Mathias og Babser

Der er en grund til, at spillet er blevet så meget bedre, så meget hurtigere og med stadigt flere helt unge spillere, og der er en grund til, at klubberne investerer massivt i området.

Jeg er ikke ekspert indenfor omraadet, men det virker plausibelt. Vi ved hvad profit-maksimerende virksomheders formaal er - nemlig at udvikle de bedst mulige spillere. Det er ogsaa saadan nogle unge mennesker ser formaalet med spillet og det er fint.

Der er dog mange andre formaal med fodbold end bare det at blive rigtig, rigtig god og en meget struktureret traening fem gange om ugen for fem aarige er maaske vejen frem ift. spildudvikling, men det harmonerer ikke med best practice inden for social udvikling. Noget af det fede ved boern der spiller fodbold er alt der sker uden voksne for her skal de praktisere initiativ og lave og haandhaeve regler der passer paa tvaers af alders og niveau.

Det er en generelisering, men det er ikke uden basis i social psykologisk forskning. Jeg ved godt at du - Matias - ikke specifikt naevner U/6 hold, men det gjorde Sir og det er den del af diskussionen jeg forholder mig til.

Her er en anden generelisering, 5 aarige boern har ikke den fjerneste anelse om hvad det kraever at blive professionel fodboldspiller, hvad eliteklubbernes interesse i dem er og hvor laenge osv. Jeg er ikke noedvendivis modstander af at lige boern leger bedst og at der er fordele af niveauindeling, men i miniput alderen er der ingen grund at det sker i klubber der har en direkte finansiel interesse i at udviklingen sker i en bestemt retning, det kan sagtens goeres af frivillige.

met på hovedet. Tryghed og menneskelig udvikling må trumfe udbygning af børnene. Både fra klub og af forældre. Det er måske værdier, der ikke giver os en ny Laudrup

Well, Finn, Michael og Brian gik jo aldrig på ´akademi´, og de blev gode alligevel. Mads og Andreas gik på akademi, men blev knapt så gode. Rolig, det er bare et kuriosum og ikke ment som et bevis på noget.

Men der er måske et gran af sandhed i, at akademierne mere er pølsefabrikker end kunstskoler. De største talenter skal nok klare den.

Men ikke et ondt ord om akademier og elitemiljøer for børn. Det er en fri verden, og børnene møder jo gladeligt op uden tvang. Som det bliver skrevet, kan man også blive lykkelig af at være i et miljø, hvor man lærer noget og bliver bedre ved at der stilles krav.

Ingen tvivl om at akademierne bidrager til, at store talenter kan debutere i en yngre alder end førhen, og at flere andenrangs talenter kan realisere drømme om professionel bold.

Det modsatte findes dog også - at rigtigt gode talenter kan miste glæden ved at træne for meget og blive sat i for stramme taktiske rammer for tidligt. Men sådan er livet jo - fyldt med dilemmaer. Og frem for alt: Vi slipper ikke for at kigge på vores afkom og vurdere, om de har det godt eller skidt, dér hvor de er.

Ingen tvivl om at akademierne bidrager til, at store talenter kan debutere i en yngre alder end førhen, og at flere andenrangs talenter kan realisere drømme om professionel bold.

Antallet af spillere der kan leve af fodbolden er det samme, saa flere akademispillere betyder ikke flere realiserede droemme, faktisk betyder det flere braste droemme. Det betyder dog ikke noedvendigvis at det var spildt tid eller en fejl, for selvdisciplin, udholdenhed, selvindsigt er vaerdier og egenskaber de unge mennesker kan tage med sig videre i livet.