Rigtig god kamp i går, som dog for mit vedkommende blev lidt mærket af, at jeg i løbet af de sidste 15-20 minutter af kampen samt den efterfølgende tur hen til bilen, var ved at fryse til is. Der havde jeg kun én ting i tankerne, og det var at komme hen på Quattro Fontane, og få en varm tomatsuppe. However, her er karaktererne, som jeg så kampen (gamle (og vanvittigt gode) skala):
Wiland: 9
- Ikke vildt meget at lave, men de chancer der kom, tog han sig nydeligt af. Både på langskud og i mand-til-mand-situationerne var han skarp. Til gengæld haler hans udspark stadig.
- - - - -
Kvist: 9
- Var defensivt på plads og tilbød sig faktisk også godt i det fremadrettede spil. Jeg synes at pilen peger opad for Kvist i denne tid - som om han virkelig vil overbevise MO om, at han skal med til Sydafrika.
Zanka: 9
- Han laver stadig nogle helt uforståelige begynderfejl, såsom (unødvendigt) dårlige clearinger og besynderlige fejlafleveringer, men overordnet havde han nu fint fat, og han var tilmed ret opmærksom på den aftale, Ståle, Hjalte og han må have lavet inden kampen, for han var god til at følge op på Hjaltes fortjek og arbejde på den defensive midtbane. Og fint mål selvfølgelig.
Antonsson: 9
- AGF fik ikke presset vores midterforsvar så meget, men det skal jo ikke holde Antonsson fra at få ros for hans gode indsats. Der var ganske vist et fejl især i første halvleg, men jeg synes det skyldtes, at han blev solgt af Wendt.
Wendt: 7
- Han var god i de første 15-20 minutter, men så var det som om, han ikke rigtigt kunne holde fokus længere. Ikke at han var decideret dårlig, men han bød simpelthen bare ikke ind, med det han kan. Yderligere svigtede han sine kollegaer i forsvaret et par gange. Det kostede ikke denne gang, men det kunne det let have gjort.
- - - - -
Vingaard: 10
- En høj karakter fra en spiller der løb lidt forvildet rundt i visse situationer, men karakteren er i høj grad givet på baggrund af, at det er typer som ham - og den energi han har - der er med til at muliggøre, at FCK ikke bare hiver en pligtsejr på et mål eller to hjem. Og så var det intet mindre end et pragtmål han fik scoret.
Hjalte: 9
- Det er måske endda lidt lavt sat, for han satte en god stopper for det meste af AGFs opspil, og var stærkt medvirkende til at give holdet den ro, det havde brug for, i jagten på førstepladsen.
Hutch: 10
- Og det er så, omvendt, lidt højt sat, da han kludrede i det i et par situationer. Men i lighed med Vingaard bliver han også ved og ved og ved, og det synes jeg er afgørende for kampens udfald - og hermed også den portion selvtillid, der bliver tanket.
Grønkjær: 8
- I 2. halvleg var han helt væk, og i 1. halvleg viste han kun i glimt sin klasse. Men det er sådan set også fint nok, når disse glimt udmønter sig i 2-3 scoringer. Særligt ved Vingaards scoring, kom hans evner til udtryk.
- - - - -
N´Doye: 8
- Kæmpede godt for det og var, vanen tro, meget engageret. Men han fik en anelse for lidt ud af det i går. Ikke at han nødvendigvis skal score i en kamp hvor holdet laver fem mål.
Santin: 11
- Hattrick-hero, Cesar Santin skal selsfølgelig have dagens bedste karakter. Ikke alene fik han scoret tre mål, han virkede også meget opsøgende i sit spil - som da han var bedst i efteråret 2008. Meget flot kamp af ham.
- - - - -
Ailton: 7
- Det er lidt synd at vurdere ham på en præstation, hvor resten af holdet af gode grunde ikke kunne være ligeså sulten som ham. Men jeg synes ikke han var god. Tre gange fik han lavet en fuldstændig håbløs førstegangsberøring, og særligt i den situation hvor han var på kanten af offside, ville det - i en anden kamp med en anden kendelse - kunne have kostet. Jeg mener ikke der er plads til den slags.
TK: 7
- Kom ind og gjorde det han skulle, og ikke mere. Lækkert hår.
Zohore: ub
- Han viste at han ville, og at han mangler meget. Men de 16 år og 35 dage er naturligvis bemærkelsesværdigt, hvilket, hvis man var i tvivl, også blev banket fast af Parkens speaker.
- - - - -
Ståle: 9
- Han havde fået gearet holdet til at gå hårdt efter denførsteplads, der var i spil efter OBs pointab dagen forinden. Fint arbejde. Det offensive ser helt fornuftigt ud takket være spillere som Dame N´Doye, Vingaard, Hutch og Santin, der alle arbejder hårdt på at få lagt et offensivt pres. Det kan Ståle være forholdsvis rolig ved (selvfølgelig med forbehold for, at man på et tidspunkt mister fokus), til gengæld må Ståle få justeret lidt på de defensive aftaler, for det ser ikke altid ud som om der er lige meget tjek på, hvad den enkelte spillers opgave er. Og så skal han hive fat i Wendt. Hvis mesterskabet skal genvindes, har vi brug for den kapacitet, svenskeren er, når han er i spillehumør.