Pep Biel skal tage et gevaldigt spring opad i næste sæson, det er jeg helt enig i, og jeg deler også den tvivl, mange andre - også herinde - har til, om det kan lade sig gøre. Jeg har derfor også selv argumenteret for, at der skal hentes en forstærkning til pladsen. Men ikke for 45 mio. kr.
Jeg regner ikke med et tårnhøjt transferbudget i år, max. 60 mio. kr. (og det tror jeg endda er højt sat), selvom vi har brug for stærkere profiler og nyt blod. Men primært skal de penge, der er, gå til centrale positioner. Centerforsvaret er ustabilt jf. Bjellands og Ragnars fysik samt PapaGs for lave niveau. Nelsson skal derfor have en ny makker, og Zanka er den oplagte. Så det var de første 15 mio. kr., måske mere, hvis Zanka ikke lader sig gøre i denne omgang. Lad mig i den forbindelse lige komme med et bud, mange sikkert vil ryste på hovedet af; Andreas Maxsø. Han har virkelig overrasket mig i Brøndby, han har noget power i sit udtryk, fysisk pondus og virker til at have et solidt overblik. Vi har vist heller aldrig fået "hævn" for Allan Nielsen. Om de så vil sælge til os (om det var), er nok ret tvivlsomt, men alt har jo en pris. Jeg så Ståle stod og snakkede med ham efter kampen, ved ikke hvad det betyder, men en gensidig respekt kunne man da godt læse ind i det.
Ståle har selv (efter sidste kamp mod Brøndby) talt om en fysisk profil til den centrale midtbane, som er sikrere i pasningsspillet og kan afslutte udefra. En helt rigtig betragtning i mine øjne - at kunne lokke modstanderne lidt længere frem, ville være meget værd - og både Markus Henriksen (som er fri af kontrakt) og Stefan Johansen har mål i støvlerne under de rette betingelser. Sidstnævnte kan måske hentes for 20-25 mio. kr. hvis vi er heldige. Der må dog være andre, som står i kø til dem begge, så man skal nok strække sig Bjelland-langt og mere til, hvis FCK overhovedet skal være med i deres overvejelser. Amartey (som dog kan virke "farlig" grundet skader) og Bazoer er også muligheder. Hollænderen er fysisk stærk og slår åbnere af en anden verden, men han har rod i hovedet og er ikke kendt for at være stærk på skud udefra.
En angriber har vi også brug for. Jonas Wind kan ikke løse alt i den kæde alene. Han har brug for en dygtig makker. Det er ikke Michael Santos, og hvor gerne jeg end så, at det var Dame N´Doye, tror jeg ikke på, at hans fysik kan klare at være en stabil starter på holdet. Kaufmann har brug for mere tid. Også her kan man bruge hurtighed, men ift. konceptet er det trods alt vigtigere med en, som kan dominere i og omkring feltet. Federico Santander kunne være et alternativ. Jeg aner ikke, hvad han givet fald kan købes for, men igen, er vi heldige så måske 15-20-25 mio. kr.
Men så er budgettet også ved at være brugt. Og vi mangler stadig en venstre back, som kan udfordre tandløse Bengtsson og Oviedo og skadesplagede Boilesen. Optimalt set blev to af dem solgt for at gøre plads til en ny. Dertil en højre kant - jeg tror dog ikke på, at der bliver råd til ASO. Med mindre ledelsen fanger, at truppen trænger til store investeringer igen i år.