Meget enig i det hele, pikatju.
"FCK mangler så meget fart! Egentlig både i tanke og handling. Men hvis man bare kigger på den reelle fysisk fart, er det jo skræmmende!"
- Det er et kæmpe problem for os. Som du skriver; både i tanke og handling. Og der bliver stort set ikke spillet fodbold på den måde længere, hvor struktur, positioner og basics kan bære en kamp - det er bl.a. derfor, vi er så utroligt sårbare over for højt pres.
Og den reelle, fysiske fart, eller manglen på samme fra FCKs side, gør, at vi stækkes effektivt om vi står højt eller lavt. Står vi højt, kan vores modstander sætte pres på os ved at gå på boldholder eller boldmodtager, overbefolke små områder og sende bolden dybt til hurtige, offensive spillere, når bolden er erobret. Står vi lavt, så modstanderen ikke kan bruge hurtighed til at åbne os, har vi ikke tempo nok i vores spillere til at skabe noget, når bolden er kommet på vores fødder. Dermed reduceres vores offensive koncept til (ofte) at være høje bolde mod angriberne.
Det er bydende nødvendigt, at der hentes hurtige spillere. Flere, ikke kun én. Derudover naturligvis spillere, som kan gøre vores akse fysisk stærkere end vores modstandere. Det er det, Ståles koncept hviler på i succes-tider. Det nytter ikke at have Rasmus Falk rendende rundet inde på den centrale midtbane (i hvert fald ikke hvis der fastholdes en opstilling med kun to i motorrummet), selvom det ser fint ud med hans vendinger, når tingene går i hans retning. Og der skal være et tempo og fysisk pondus i det centrale forsvar. Det gik fint sidste sæson med Bjelland nogenlunde fit ved siden af et powerhouse i form af Vavro. Det har været for vakkelvornt i denne sæson.
Og så hellere to fysisk stærke angribere oppe foran i nuværende forfatning. Wind er heldigvis så komplet en spiller (han mangler dog stadig fart), at han dækker vores tekniske og taktiske behov for det ekstraordinære deroppe, samtidig med, at han også byder ind med muskler. Kaufmann kan godt udvikle sig til at blive god deroppe, men vi har brug for en mere erfaren næste sæson. Kan N´Doye spille, må det være ham. Jeg tvivler på Zohores niveau, men lader mig gerne overbevise, dog hellere typer som Ståle formentlig allerede har forhørt sig på; Federico Santander og Richmond Boakye.
Dertil; Zanka ind som makker til Nelsson. Og selvom det er ganske usexet, ser jeg gerne AC som makker til Zeca. Han er fysisk stærk, også selvom han ikke er verdens største, aggressiv og løbestærk. Det dynamiske må komme fra kanterne, ganske som når Ståles koncept fungerer bedst. Emre Mor og Pione Sisto til hver sin kant. Eller spillere med samme profiler. Det bliver dyrt, men det er det, der skal til.