"Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres take på Jonas Wind. Jeg synes ligesom mange andre, at han er en af de bedste spillere, og han skal nok blive et stort salg. Jeg overvejer lidt, om det ville være en fordel at skyde ham afsted til sommer. Dels på grund af pengene og dels for at få andre typer ind"
- Nu kommer der noget Ajax-snak, men det er nu en gang min bedste referenceramme ift. nuværende setup, så bær over med mig:
Jonas Wind har mange af de samme styrker som Ajax´ anfører, Dusan Tadic. De er gode til at deltage i spillet, gå ned i banen, gode i kombinationsspillet, gode til at modtage og holde på bolden, de har begge et godt overblik og er begge gode afsluttere. Dusan Tadic spillede samme position som Jonas Wind, de første halvanden sæson af sin tid i Amsterdam. Siden er han blevet rykket ud på kanten, for at give plads til mere klassiske 9´ere, pt. Sebastien Haller, og forskellen er tydelig.
Jonas Wind og Dusan Tadic er angribere af en helt anden kaliber, og de kræver hurtige, målsøgende (og målfarlige) kanter omkring sig, samt en fungerende 3´er-kæde lige bag dem, i særdeleshed en 10´er, som kan støtte i pres- og pasningsspillet. Har man ikke det, må man enten få tilført truppen det med det samme eller sadle om. For Jonas Wind (som type) kan bidrage til at vi løfter os gevaldigt, men forudsætningerne skal være til det. Jeg ser meget gerne, at vi går ad Jonas Wind-vejen, for når det fungerer, er det både flot og effektivt. Trænerteamet må bruge deres mest kritiske vurderinger til at finde ud af, om de har det, der skal til for at få ham sat ordentligt i spil. Hvis det bliver et nej, skal han sælges, både for det økonomiske i det, og for at give plads til typer, som passer bedre ind i det projekt, der er enighed om at køre med.
Så hvad kræver det? Jamen det kræver som sagt tre (gerne flere, herunder backerne) nøglespillere omkring ham, som forstår og kan udfylde deres roller. 10´eren kunne være Rasmus Falk, som egentlig har alle forudsætninger for at udfylde rollen. Sådan lige ud over, at han ikke er ret stærk på skud udefra. Jeg er dog bekymret ved ham, fordi han virker for uskolet. Alt for ofte (er min opfattelse) taber han sit område, fordi han ikke orienterer sig tilstrækkeligt og måske også forivrer sig.
Kantspillerne skal konsekvent kunne åbne spillet, enten ved direkte dueller eller i pasningsspillet. Det er dem, der skaber pladsen centralt ved at gøre modstandernes områder der skal dækkes, så brede som muligt. Det er det, Jonas Winds rolle skal blomstre i. Og de (kanterne) skal kunne åbne spillet for medspillerne, dvs. løbene til frie rum skal være langt hyppigere og langt hurtigere. Den slags kan trænes. Det kan tempo i benene ikke i samme omfang, og når en tidligere Ajax-kant ikke kan spille Ajax-agtig kant længere, er det med at få ham erstattet. Det er en nødvendighed, at kanterne kan score mål. Det siger sig selv, at er de ufarlige, finder modstanderne hurtigt ud af, at der ikke skal investeres så meget i at lukke ned for dem.
Som sagt kan projektet godt være for stort og for dyrt, for det kræver, at man har de rette spillere omkring Jonas Wind. Vurderes det, må han sælges for 100+ til sommer.