Howard var skadet men klar igen!
Ikke for at analysere kampen i søndags til døde, men en ting jeg bemærkede var forskellen på attituden hos de to holds anførere. Ralf Pedersen var super tændt, skældte dommeren ud, og var efter sin medspillere når det var relevant. Han udstrålede virkeligt vinderattitude. Gislason er et andet gemyt, men han skældte ikke ud, virkede ikke til at blæse attitude ind i holdet ved at lave et stort frispark, opildne de andre mv. Måske hævede han tændingen lidt i sit spil i 2. halvleg, men det døde hurtigt ud igen.
Ok, det var en lorte kamp, og jeg har set ham mere tændt før, men som type er det min oplevelse at han hans kompetencer mere er på det diplomatiske plan. Har andre det også sådan.
Valgte af Gislason fremfor Retov som anfører, viser mig at Køhlert nok vægter diplomatiet højere end vindermentalitet. Men det er jo observationer set udefra - nogle har jeg prøvet at fortælle mig herinde at Køhlert faktisk er en bulldag i omklædningsrummet. Måske Gisla også folder sig anderledes ud andre steder.
Min pointe er bare den, at jeg stadig fornemmer en psykologisk ubalance (ikke en krise) i holdet hvad angår tænding og vindermentalitet. Og min hypotese er, at den også stammer fra Køhlerts person og går nedefter.