Hvor er det bittert. Vi kunne have snuppet 1. pladsen og skabt et pænt forspring til FCK med en sejr, men igen skaber vi ikke det, der skal til.
Man kan pege fingre af dommertrioen, som bestemt også var skandaløs, da de annullerede et klokkeklart mål og overså et straffespark, men det ændrer ikke på, at vi selv skal formå at hive en sejr hjem mod et hold som Randers, et par fejlkendelser eller ej. FCK hentede en sikker 3-0-sejr på samme bane, men vi missede for 4. gang af 4 mulige at vinde på udebane i denne sæson.
Pukkis afbrænder er utilgivelig. Hvordan i al verden kan han undgå som minimum at få en afslutning ud af den? For hver kamp der går, jo mindre deprimeret bliver man ved tanken, om at Pukki kan ende med at skifte til Panathinaikos. Derudover er jeg stadig skeptisk mht. Kliment. Han har bestemt forbedret sig siden sidste sæson og er involveret i nogle fine aktioner, men han scorer simpelthen for få mål.
Der venter et stort arbejde for Zorniger. Med de gode takter på hjemmebane, et program uden flere hårde europæiske kampe og FCKs dårlige stime, så har vi en enestående chance for at vinde mesterskabet, men det kræver, at der kommer helt andre boller på suppen i udekampene.
Husk at drikke vand!