Jeg anerkender, at Strudal gennem sin tid i Brøndby med sikkerhed har et langt større kendskab til, hvad truppen arbejder med end jeg, - men jeg synes, det ser ud til, at man har arbejdet med angrebsmønstre.
Kombinationen hvor en midtbanespiller fra bred position spiller den ind centralt, og hvor der derefter spilles på tredjemanden bagom back - især til Larsson, men også til Crone, - virker ret indstuderet, - særligt fordi den kommer mange gange i en kamp.
Ikke for at negligere, at der tydeligt mangler nogle procenter både kollektivt, - og individuelt hos flere af de spillere, der sidste sæson var bærende på holdet, men jeg synes alligevel, det er tidligt at spille krise-kortet.
Der er mange, der har fremhævet, at stilen er læst, og nu har alle fundet midlet til at stoppe Brøndby.
Fair nok, - scoringsfrekvensen er faldet, og det er tydeligt, at de fleste hold pakker sig, - især på Brøndby Stadion, - hvorved f.eks. Mukthars arbejdsbetingelser som mellemrumsspiller og oplægger bliver vanskeliggjort, ligesom der naturligvis bliver mindre plads og tid til angriberne.
Mange hold forsøger desuden allerede fra kampens start at trække tempoet ud af kampen ved at bruge lang tid ifm. alle dødbolde. (Det er ligefør Aab slog selveste Horsens i den disciplin i søndags).
Men bortset fra kampen mod Aab, har man alligevel i alle hjemmekampe formået at skabe chancer nok til at vinde, - og med til historien hører vel også, at det var Aabs 6. kamp i streg uden nederlag.
På udebane har pointhøsten klart været for lille!
I min optik var man meget uheldig mod både FCN og Randers og OB, - hvor både fejlkendelser, - (et manglende straffe i hver kamp og mod Randers en fejlagtig annullering af et mål), - og tillige mod FCN et hav af brændte chancer i første halvleg burde have kastet flere point af sig.
Er det så dommernes skyld? Nej, det er det ikke.
Fejlkendelser er en del af spillet, - og vi skal også nok få nogle af dem med os, - i de nævnte eksempler har de bare stor betydning for det samlede billede.
Mod AGF bliver man straffet for at starte sløjt og tage et meget tidligt rødt kort, - så selvom man er spildominerende 10 mod 11 i den sidste time, taber man helt fortjent der.
Så kan det godt være, at AGF er ustabile, - men de har faktisk også slået rækkens indtil nu bedste hold, FCN.
Jeg synes faktisk også, at man langsomt men sikkert er ved at få stivet forsvaret af.
Det er jo ikke noget nyt, at vi har en ret langsom bagkæde, - og det er skidt, at vi tager så mange røde kort, - men vi giver generelt færre chancer væk.
Nu kommer vi så til det, jeg mener er sagens kerne:
For det første mener jeg, man mangler kvalitet i den sidste og næstsidste aktion foran mål.
Hver kamp ser vi et hav af upræcise og uskarpe indlæg, - hvilket faktisk er ærgerligt, når det ser ud til, at man har arbejdet med mønstre, der bringer backs i gode positioner til at slå indlæg, - ligesom vores hjørnespark er en joke, - og vel nærmere farligere for os selv end for modstanderne pga. risikoen for at løbe ind i en omstilling.
Vi har i om egnen af 8-10 hjørnespark i hver kamp, - der må man kunne skabe et par farlige farlige situationer pr. kamp!
Sidste år scorede vores angribere i stimer, - og vi var velsignet af, at når den ene holdt scoringspause, - slog en af de andre til. I år...well...jeg tror bare, jeg behøver at nævne Pukki.
For det andet, - og måske som konsekvens af det ovenfor anførte, - lader det til, at flere spillere er ramt på selvtilliden. Man begynder at tænke for meget over tingene, og så falder tempoet.
Jeg håber, at AZ stiller op i en Old School opstilling med Pukki og Wilzcek på toppen, - og giver dem Al Pacinos berømte pep-talk fra Any Given Sunday, når det går løs i pokalturneringen, - og at spillerne kvitterer med The Ketchup Effect.
Det kan være svært at diskutere nuancer med en, der er farveblind...