Det er ikke Sønderjyske kampen dee kommer til at holde mig søvnløs. Det bliver Horsens og AGF kampen - AGF kampen hvor man første 2-0 og havde fuldstændig styr på kampen, men valgte at holde tidlig fyraften. Havde man bare vundet den kamp.. den slags er rigtig dyrt når man er med i en tæt mesterskabskamp, og så fylder det mindre hos mig at FCM får foræret 2 point i en kamp de var kæmpe favoritter i, i marts måned.
Det havde gjort mindre ondt, hvis nu Horsens havde scoret til 1-0 på en af Rønnow redninger, og BIF derefter var faldet sammen. Nej, at være foran 2-0 med 2 minutter tilbage af den ordinære tid.... det må bare ikke ske.
Ved siden at Brøndby holder jeg med United. Agueros overtidsmål i 12 gjorde ikke kvart så ondt. Det var ude af Uniteds hænder, og jeg havde alligevel ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at City smed den imod QPR, heller ikke da de var bagud med 5 minutter igen. Jeg troede aldrig på det. Jeg var fuldstændig afklaret da det skete. Det der gør ondt er at det hele var i Brøbdbys hænder... at der var så tæt på, og at man lige var begyndt at tro på det, at arbejdet næsten var gjort færdigt. Jeg var ikke født i 91 da Voller scorede, og jeg var kun 10 år gammel da Hjalte scorede i 2003. Det her er det værste jeg har oplevet som fodboldfan. Men Sønderjyske kampen rører mig ikke, når det i anden sidste runde var 5-10 sekunder fra, at mesterskabet næsten var hjemme, og man havde det hele i egne hænder. Hvis der er noget i den stil der skal pisse mig af, så bliver det at Henriksen så dagens kamp som den største nogensinde i Horsens fodboldhistorie, og uden tvivl er gået på sommerferie mandag, fuldt ud tilfreds med at FCM bliver mestre. Jeg synes han er en skinger og patetisk idiot af dimensioner, og med alvorlige mindreværdskomplekser, men at man smider mesterskabet kan jeg simpelthen ikke henføre til Sønderjyske kampen.